Drømmeverden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 12 dec. 2013
  • Status: Igang
Jeg har valgt at tilmelde denne historie til den nuværende japanske 'bliv inspireret' konkurrence og jeg har valgt mulighed nr. 3 c:

Den handler om Japans 'hostclubs' og om hvordan to ensomme sjæle finder hinanden i et miljø hvor penge og alkohol er det, der betyder noget.

4Likes
0Kommentarer
545Visninger
AA

6. The only one to free us are ourselves

Da jeg var færdig med at læse, tog jeg en dyb indånding. Jeg vidste, hvem der havde skrevet det. Det kunne ikke være andre.
Jeg efterlod tingene som de var, tog en jakke på og begav mig ned mod host klubben.

Da jeg var trådte ind lignede alt sig selv. Der var ikke ligeså meget gang i den, som der plejede, men aftenen var stadig ung. Ha-Neul – an af værterne – genkendte mig straks og kom gående med et trist ansigt. Jeg så spørgende på ham. Han tog hånden om min arm og trak mig til side til et mere stille sted.

”Han er indlagt,” sagde han.
Jeg fik store øjne og det føltes som om en eller anden trak proppen ud af mig, som i et badekar, og alt blod forsvandt fra mit ansigt.
”H-hvorfor?” spurgte jeg hæst.
”Skrumpelever. Du ved, det er ikke unormalt her omkring, desværre,” sagde han og sukkede.
Han hentydede til de enorme mængder alkohol værterne måtte indtage hver dag.
”Kan jeg se ham?” spurgte jeg.
”Det spørger de alle om,” mumlede han, før han fortsatte, ”Aki har det ikke godt for tiden, Momoko. Jeg tror ikke, han ønsker besøg fra sit arbejde.”
Alt blod strømmede tilbage og jeg åndede lettet op. Aki. Det var Aki. Selvfølgelig. Han havde før indrømmet over for mig, hvordan han havde kastet blod op.
Jeg var så lettet, at det føltes som om jeg kunne svæve op igennem dette tilrøgede sted, gennem taget og op i himlen.
Ha-Neul så mærkeligt på mig. Jeg så ham i øjnene. ”Hvor er Hiroshi?”
Han virkede til at være forvirret et kort øjeblik, men besluttede sig så for at fortælle mig det. Han må have troet, jeg var en forfærdelig bitch, som ændrede vært lige efter den, jeg havde haft førhen var blevet dødeligt syg.
Jeg var ligeglad. Det var synd for Aki, men jeg kunne ikke formå at have meget ondt af ham. Hvis han dør, får han i det mindste endelig fred, tænkte jeg.

”Hiroshi har en kunde lige nu,” svarede Ha-Neul.
”Kan du sige, jeg er her?”
Ha-Neul nikkede.
”Sig at jeg venter. Selv hvis det skal tage hele aftenen og natten med.”
”Vil du ikke have en vært til at underholde dig imens?” spurgte Ha-Neul forførende og jeg kunne se, han var gået over i sit arbejds mode. ”Jeg er fri,” tilføjede han.
Jeg takkede nej, men bestilte en drink og ventede. Ha-Neul gik fra mig og jeg sad tilbage alene.

Der sad jeg omkring en time, før Hiroshi dukkede op. Han satte sig over for mig, så bordet adskilte os. Aldrig havde festmusikken og de høje grin fra baggrunden lydt så stille. Jeg følte det, som sad jeg på havets bund. Hiroshi brød gennem de tunge bølger i mit indre med sin stemme. ”Momoko.”
Jeg kom tilbage til virkeligheden, snappede kort efter vejret og nikkede.
”Hvorfor er du kommet tilbage? Du har da fået et nyt arbejde, ikke?”
Jeg nikkede og så kort ned i bordet, før jeg endte med at lande mit blik på ham igen. Ethvert sekund brugt med at se på andet end ham føltes som spild af tid.
”Du har ikke råd til at begynde at komme her igen,” konstaterede han.

 

”Det har du heller ikke.”

 

Han så overrasket på mig og stillede spørgende sit hoved på skrå.
”For hver dag, du er her, mister du mere og mere. Hiroshi; vil du ikke godt holde op?” spurgte jeg fortvivlet; jeg kunne ikke holde mine følelser tilbage længere.
”Jeg tjener de gode pen-”
”Du ved godt at for sådan nogle som os, handler det ikke længere om det.”
”Momoko. Stop.”
”Hiroshi. Vi kan bygge et liv op. Vi kan blive-”
Han afbrød mig. ”Jeg sidder fast her og det har jeg accepteret, Momoko. Hvis du giver mig drømme, vil jeg kun blive endnu mere deprimeret.”
”-lykkelige,” afsluttede jeg uden at fortryde det mindste.

Han så på mig. Ikke som han normalt gjorde, men med et udtryk, der var unormalt for ham. Jeg vidste godt, hvad det var. Han var trådt ud af ’rolle’ og så nu for første gange oprigtigt på mig.
”Vi kan i det mindste prøve. Alt er bedre end dette. Jeg ved, du ikke vil være alene i dette længere og det vil jeg hellere ikke. Hiroshi, lad os gøre forsøget.”

Det føltes, som om den lange, selvlysende viser på uret oppe på væggen nåede at dreje en adskillige omgange, før han nikkede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...