Bare en almindelig pige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 feb. 2016
  • Opdateret: 11 apr. 2016
  • Status: Igang
Dette er en historie om en almindelig pige på 16 år, eller hun tror hun er almindelig. Efter hun fylder 16 år sker der store forandringer. Hendes liv tager en voldsom drejning, men kan hun klare det nye liv hun får?

1Likes
0Kommentarer
137Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Jeg var lige blevet 16 år. Mit liv var helt normalt, en normal famile, far, mor og en mindre søster. Min søster og jeg skændes, men hvilke søskende gør ikke det? Jeg mener, alle skændes med deres søskende af og til, men bliver altid gode venner kort efter igen. Ja, min søster var træls, men jeg elskede hende også over alt på jorden. Jeg skændes også med mine forældre, men igen, hvem gør ikke det? De var gode nok og ville mig sikkert også det bedste, men hold op de kunne være strenge af og til. Jeg havde en normal hverdag, gode veninder og venner, jeg havde dog ingen kæreste, men jeg var da lun på en fra min klasse. Jeg gad ikke skolen, men jeg kom da afsted og jeg lavede mine lektier. Jeg havde fremtidsplaner om college og jeg gjorde derfor alt for at holde mine karakter oppe. Men hvor var mit liv dejligt, lige inden det skete.

 

Jeg ved ikke hvad der skete, vi var ude og køre en dag, jeg tror faktisk vi var på vej hjem fra en mini ferie, og pludselig rammer bilen et eller andet, en anden bil. Jeg husker ikke andet et stødet der går gennem bilen og derefter blev alt sort.
Jeg vågnede op dagen efter ulykken. Jeg var forvirret, jeg lå i en seng med en masse ledninger og slanger. En kvinde kom ind i lokalet, hun var slank, men havde stadig former. Jeg spurgte hende hvor min familie var. Hun var stille, men satte sig ned ved siden ad. Jeg kiggede på hende og spurgte igen. "Hvor er min familie?" Sygeplejersken kiggede trist på mig. “Jeg beklager meget, men din familie er desvære gået bort. De klarede ikke operationerne efter ulykken.” Jeg brød sammen, jeg forstod intet. Det eneste der gik gennem mit hoved var jeg ville væk, og det skulle gå hurtigt. Panisk begyndte jeg og græde, det var slemt, selv ikke sygeplejersken kunne få noget ro over mig, hvilket betød en læge kom og gav mig et eller andet igennem en af mine slanger. Jeg gik ud som et lys.

En uge efter ulykken var jeg endt på et børnehjem. Stedet var egentlig okay, men de andre børn var ikke lige frem nogle man ville rode sig ud med. De fleste var på stoffer, de drak og ja var generelt bare ikke nogle specielt gode mennesker. Jeg tror jeg var den eneste på stedet der ikke følte sig velkommen. Jeg blev ofte udsat for grov mobning og selv en gang oplevede jeg, at jeg blev overfaldet af en gruppe, de råbte af mig, skubbede mig, sparkede mig, slog mig og ja, jeg fik bare tæsk. Med tiden følte jeg, at jeg blev mere hærdet men nej! Jeg blev mere og mere frustreret over de daglige tilråb, og jeg endte med at brude ud i et raserianfald og uden jeg vidste hvad jeg gjorde slyngede jeg noget ligne ild efter gruppen der råbte efter mig. Jeg var rystet, hvad havde jeg gjort? Jeg løb alt hvad jeg kunne og jeg løb direkte ind i en af de ansvarlige på børnehjemmet. Hun så hvad der skete og hev mig med ind på kontoret. “Stephania, du høre ikke til her længere, du farlig for de andre.” Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg var bange. “Jeg gjorde det ikke med vilje… Jeg ved ikke hvad jeg gjorde… Jeg….” jeg blev afbrudt. “Du bliver sendt til en skole for vanskabninger som dig. Du er ikke til fare der og ja, de kan bedre hjælpe dig.” Igen skulle jeg vende mig til et nyt sted.
Jeg blev hentet en time efter jeg havde fået at vide jeg skulle fra børnehjemmet. Jeg havde heldigvis ikke så mange ting fremme og mine mange andre ting var i opbevaring. Bilen holdte lige uden for og jeg gik ud til den. Jeg satte mig ind i bilen og den kørte mod det nye opholdsted. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...