Straight Through My Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2014
  • Status: Færdig
2014 er et betydningsfuldt år for den kendte masse milliardær Ray Collins, da hans datter, Amanda, fylder 19. Det fejrer han ved at tage til USA's vildmark med datteren. Samtidig planlægger to tyve samme tur, for at kidnappe datteren. Snart er Amanda alene med to tyve, der er ligeglad med hvordan de behandler hende. De skal bare have nogle penge af faren. Men uventede følelser opstår fra en af tyvene og snart står han i valget mellem pengene eller datteren.

36Likes
90Kommentarer
5172Visninger
AA

7. 5

~~~ William's synsvinkel ~~~

Jeg trommer med kuglepennen på bordet og sukker. Jeg kan ikke finde hoved og hale i det her. Ingen flyselskaber har talt med Amanda eller set hende. Jeg bider i kuglepennens ende og kigger rundt. Det er begyndt at blive mørkt udenfor og lygtepælene fra New Yorks gader kan ses helt heroppe, selvom jeg har en af de øverste lejligheder i den her bygning. Jeg lægger kuglepennen og går hen til vinduet. Jeg placerer en hånd på ruden over mit hoved og kigger ud. Et suk forlader mine læber og jeg kigger bagud, hen på bordet. Min mobil lyser og jeg går hen til den. "Ukendt nummer" Står der og jeg tager mobilen op i hånden, før jeg tager den. "Det er William" siger jeg og lytter. "Hej William, det Ray" siger personen og jeg sætter mig i stolen. "Hej Ray, er du kommet i tanke om noget vigtigt?" Spørger jeg og fugter mine læber. "Ja. Sidst jeg så Amanda dansede hun med den her fyr" siger han og jeg spærrer øjnene op. "Super, det er en god information. Hvad hed han?" Spørger jeg og griber et papir. Jeg sætter højtaler på og lægger mobilen på bordet. Jeg griber min kuglepen og lytter afventende. Et suk forlader Ray's læber og jeg synker en klump. "Jeg ved det ærligtalt ikke" siger han opgivende og jeg bider mig selv i læben. Der er stille lidt og jeg kigger ned på papiret. "Der var den her fyr der snakkede med mig. Han snakkede på et tidspunkt i telefon med en der hed Lou" siger han og jeg skriver det ned. "Lou kan være hans rigtige navn, men det kan også være en forkortelse" siger jeg og skriver forslag ned. Louis, Louie, Lewis, Lou. Jeg lægger kuglepennen og tager telefonen op. "Hørte du andet end Lou?" Spørger jeg og smider mig på sengen. "Ja! Jeg kan huske noget andet" råber han nærmest og jeg lytter. "Ham drengen der var ved mig, da hans mobil ringede der hørte jeg lidt af hvad den anden sagde" siger han og jeg sætter mig op. Jeg gnider mig i øjet og klør mig på armen. "Hvad sagde han Ray?" Spørger jeg og lytter. "Noget i stil med" han stopper og jeg stirrer ud af vinduet. "Vores Amanda, tror ikke på at du har far mad" siger han og jeg rynker panden. "Far mad?" Gentager jeg og griner. "Kan det være farmand?" Spørger jeg og går hen til skrivebordet igen. "Ja!" Siger han og jeg skriver det ned. "Hvad hed drengen du var sammen med?" Spørger jeg og lægger mobilen på bordet igen. "Niall" siger han og jeg skriver det på papiret. Jeg laver en cirkel omkring Niall og Louis. "Kære Ray, jeg tror vi har fundet Amanda's kidnappere" siger jeg og smiler stort.

~~~ Amanda's synsvinkel ~~~

Jeg stirrer afventende ud på vandet og sukker. Jeg har siddet her lige siden jeg forlod teltet, hvilket snart er 3 timer siden. "Amanda, det er begyndt at blive mørkt. Kom ind i teltet. Der kan være farlige dyr herude" siger en stemme og det giver et sæt i mig. Jeg kigger bagud og møder Niall's bekymrede blik. "Hvor er Louis?" Spørger jeg og kigger frem igen. "Han skulle noget inde i byen" siger han og jeg smiler. "Og han stoler nok på dig til at lade dig være alene med mig?" Siger jeg og kigger bagud. Han nikker og rynker panden. "Jeg ser måske ikke hård ud og virker blid, men jeg kan altså godt være hård" siger han og lægger hovedet på skrå. En ugle tuder i det fjerne og jeg rejser mig op. "Fint" mumler jeg og han rykker sig væk fra teltets åbning. "Hvornår er han tilbage?" Spørger jeg og går ind i teltet. "Imorgen tidlig" siger han og lukker teltet. Jeg sætter mig på en af de opredte senge og kigger på ham. Han tager sin sovepose frem og hopper i den. "Klogt" siger jeg og han rynker panden. Jeg nikker hen mod åbningen. "At lægge dig der" siger jeg og han nikker. Jeg tager tæppet omkring mig og lægger mig ned. "Godnat" mumler jeg og lukker øjnene.

Jeg åbner øjnene og hiver efter vejret. Jeg kigger rundt og sætter mig op. "Hvor er jeg" hvisker jeg og synker en klump. Oplevelserne fra igår kommer tilbage til mig og jeg sukker. Jeg kigger rundt, men kan ikke se Niall her i mørket. En smerte i maven får mig til at bøje sammen. Det kommer igen og jeg får kvalme. Jeg kravler fremad og støder ind i Niall. Jeg får tårer i øjnene, da smerten kommer tilbage. Han rør på sig og sætter sig halvt op. "Amanda" hvisker han og klør sig i nakken. Jeg hulker og han sætter sig helt op. "Hvad sker der?" Spørger han forvirret og lægger en hånd på min arm. "Jeg skal ud" hvisker jeg og rækker hånden frem, for at finde lynlåsen. "Hvad?" Spørger han og jeg begynder at panikke. Jeg har aldrig brudt mig om telte eller naturen. Varmen herinde gør det svært for mig at trække vejret. Jeg hiver efter vejret og hulker igen. "Jeg skal have luft" hvisker jeg og tager mig til hovedet. Niall åbner teltet og jeg styrter ud, så jeg er ved at vælte ind i ham. Jeg hiver efter vejret og lægger mig på ryggen. Jeg stirrer op på himlen og trækker langsomt luft ind. En lettelse går igennem mig og jeg fugter mine læber, mens jeg lukker mine øjne. "Hvad skete der?" Spørger Niall og jeg åbner stille øjnene. Han sætter sig ved siden at mig og jeg drejer hovedet. "Jeg vågnede op og fik pludselige smerter i maven, bagefter begyndte jeg at få det varmt og jeg kunne ikke få luft" hvisker jeg og kigger væk. Jeg kan høre et vandfald bruse tæt på og jeg indånder noget luft. "Jeg har det ikke så godt med telte" tilføjer jeg og griner. Jeg kigger hen på Niall, der smiler. "Tak" siger jeg og han rynker panden. "Hvis det havde været Louis der var her med mig og dig der var taget ind til byen, så havde han ikke åbnet for mig" siger jeg og han smiler forsigtigt. "Jeg kunne se og høre at du mente det. Angsten i din stemme var ikke falsk" siger han og jeg kigger op på himlen igen. Et savn skyder igennem mig og jeg lukker øjnene. En tårer triller ned over min kind, ved tanken om min far og hvor knust han må være. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...