Straight Through My Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 24 maj 2014
  • Status: Færdig
2014 er et betydningsfuldt år for den kendte masse milliardær Ray Collins, da hans datter, Amanda, fylder 19. Det fejrer han ved at tage til USA's vildmark med datteren. Samtidig planlægger to tyve samme tur, for at kidnappe datteren. Snart er Amanda alene med to tyve, der er ligeglad med hvordan de behandler hende. De skal bare have nogle penge af faren. Men uventede følelser opstår fra en af tyvene og snart står han i valget mellem pengene eller datteren.

36Likes
90Kommentarer
5149Visninger
AA

5. 3

~~~ Ray's synsvinkel ~~~

"Hun er væk forhelvede, vi skal finde hende" råber jeg irriteret og slår ud med armene. "Ray, forhold dig i ro" siger John og kigger beroligende på mig. "Min eneste datter er væk. Min eneste familie, John. Hun er væk. Forsvundet." Siger jeg og sætter mig opgivende i stolen. "Vi har skaffet den bedste privat detektiv til dig." Siger han og jeg kigger på ham. "Hvis du bare er villig til at give pengene" fortsætter han og jeg griner. "Jeg har penge nok John. Jeg tjener en million bare ved at sidde her" siger jeg og slår ud med armene. Han sukker og fugter sine læber. En nerve dirrer under hans øje og jeg kigger væk. Der er stille lidt og et sted udenfor kan jeg høre en hund gø. Jeg rejser mig op og går hen til vinduet, som jeg kigger ud af. "Hvem har i skaffet?" Spørger jeg og vender rundt, så jeg kan kigge hen på ham. Døren åbner og jeg kigger derhen. En ung mand i tyverne træder ind. Han nikker kort til John og kigger derefter hen på mig. "Ray, jeg er William Stewart" siger han og rækker hånden frem. Jeg trykker den og lader hånden hænge slapt ned af siden. "John, må jeg lige snakke med dig?" Spørger jeg, stadig med blikket på William. "Ja" siger John og jeg går hen til ham. Jeg trækker ham lidt væk fra William og stiller mig foran ham. "Han er næsten en teenager" hvisker jeg og han sukker. "Kan jeg ikke få en ældre? Mere erfaren?" Spørger jeg lavmælt og han kigger væk. "Det kan godt være William er ung, køn, ligner en pretty boy. Men bag det smukke ydre Ray, der er der en hjerne der kunne tilhøre en på min alder" hvisker han og jeg synker en klump. "Han er utrolig dygtig til at finde personer" fortsætter han og jeg kigger hen på William. Han står og kigger på billedet af Amanda, der ligger på bordet. "Hvor mange har han fundet ud af de sager han har?" Spørger jeg og kigger tilbage på John. Han fugter sine læber, der er sprækkede pga kulden. "Han har fundet 9 ud af 10" siger han og jeg kigger på ham. "Den 10'ende slap selv væk fra kidnapperen" tilføjer han og jeg nikker. "Tager du ham?" Spørger han og jeg nikker. "William" siger jeg og vender rundt. Han kigger op og ser afventende på mig. "Jeg har hørt du skulle være dygtig" siger jeg og går hen imod ham. Han smiler og retter på sin bluse. "Det ville jeg også selv mene jeg er" siger han og jeg smiler. "Hvor meget plejer du at få?" Spørger jeg og han rynker panden. "For at finde bestemte personer?" Spørger han og jeg nikker. "Omkring 5.000 dollars" siger han og jeg smiler. "Hvis du finder hende" begynder jeg og går hen til vinduet. Jeg vender mig mod ham igen og læner mig op ad vindueskarmen. "Så får du 15.000 dollars" siger jeg og han smiler. "Jeg finder hende, det lover jeg dig" siger han og smiler. "Det håber jeg for dig" siger jeg og griner. "Men først skal jeg udspørge dig om nogle ting" fortsætter han og hans smil falmer. "Hvilke slags ting?" Spørger jeg og han sætter sig på stolen ved bordet. Han lægger sin hånd på bordet og spiller en lille melodi med fingrene. "Jeg har et ark" siger han og jeg kigger hen på John, der står og snakker i mobil. "Hvis du tager plads" William nikker mod stolen overfor ham og jeg går hen til den, for at sætte mig. Han tager et ark op ad lommen og folder det ud. Mit blik er låst fast på ham og jeg suger alle hans bevægelser til mig. Munden er en lige streg og hans øjne er fulde af energi. Hans hår sidder perfekt strittende, ligesom han har brugt timer på at sætte det. Hans bevægelser er rolige og selvsikre. Jeg kigger hen på John igen og ser at han stadig snakker i telefon. "Hvem snakker han med?" Spørger jeg stille og kigger tilbage på William. Han kigger op på mig og han på John igen. Et suk forlader hans læber, samtidig med at han trækker på skulderne. "Jeg ved det ikke, han har opført sig sært på det sidste" siger han og kigger tilbage på mig. "Jeg har set billedet af din datter, så det første spørgsmål behøver jeg vel ikke at spørge om" siger han og jeg kigger hen på ham. Sætningen var nok mest henvendt til sig selv. "Hvordan så hun ud sidst du så hende?" Spørger han og kigger op på mig. "Hun havde en lyseblå kjole på og hvide sko. Hendes hår var løst og bølgede lidt" siger jeg og han nikker, mens han skriver det ned. "Skændtes i inden?" Spørger han og jeg ryster på hovedet. Han noterer det og kigger på ned på papiret igen. "Hvor tror du hun ville have taget hen?" Spørger han og jeg sukker. "Jeg kender min datter, hun er blevet kidnappet. Hun ville aldrig løbe hjemmefra" siger jeg og han nikker, mens han skriver det ned. "Jeg begynder imorgen. Imens kontakter jeg alle flyselskaber her og spørger om de har set hende" siger han og rejser sig op. Han rækker mig et kort og jeg tager det. "Ring hvis du kommer i tanke om noget" siger han og jeg nikker. 

•••

Så mødte vi William. Han er en vigtig person i historien og der kommer mange kapitler fra hans synsvinkel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...