Does the Mockingjay sing?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 14 jan. 2014
  • Status: Igang
Oprøret er forbi, krigen har lagt sig, og alt er tilbage ved det gamle - næsten.
Det er ethundredeogsyvogtyve år siden at Oprøret afsluttede, med et knusende nederlag til anarkisterne, og The Hunger Games foregår stadig, dog i en anden facon end den kendte.

MIra Oakly har gennem seks år undgået at blive valgt som deltager hvert år.
Da hendes syvende Høst starter, går det op for hende, at hun nok ikke er så heldig denne gang.
Hendes odds bliver ikke bedre af, at den mand hun hader overalt på jorden, bliver valgt som hendes partner, og at de skal dele både tog, liv og overlevelsesmetoder.

7Likes
1Kommentarer
519Visninger
AA

3. When they change the rules.

Det virkede helt urealistisk, at den unge mand, som jeg havde hadet i så mange år, faktisk skulle kæmpe for at beskytte mig nu. Enten stod han over mit lig om få dage, ellers ville vi være tvunget til at leve resten af vores liv sammen, velvidende at vi aldrig ville slippe for hinanden. Jeg ved godt hvad jeg selv foretrak. 

Vognen passerede mit hjem på vejen. 
Døren stod åben, men der var ingen i huset. Hvor var han henne? 
Vi kørte få hundrede meter, da vognen måtte lave et skarpt sving, og næsten blev tvunget ned i en stor mudderpøl. Den kørte videre, og ud gennem ruden kunne jeg svagt ane hvad det var vognen havde prøvet at undvige. Tilsølet i sit eget bræk, mudder og afføring fra gadens pisrende stod min far og stirrede fortabt på vognen mens den kørte videre. Hans ansigt, fortrukket i smerte og sorg, nederlag. Endnu en kvinde i hans liv, der var blevet taget fra ham af regeringen. 

Jeg kunne igen mærke Austin's hånd på mig, denne gang min skulder.
''Mira...?'' hans stemme var blød, kærlig og forstående. Og så hæslig at jeg fik lyst til at kaste op. 
''Lad mig være.'' snerrede jeg bare, inden jeg rystede hans hånd af mig og hvilede panden mod den iskolde rude. Jeg kunne mærke skuffelsen fra hans side af vognen men tog mig ikke af det. Dette var ikke en... Det var ikke en leg, og jeg ville ikke lulles ind i falske følelser. Ikke igen. 

Mens vognen kørte, kunne man hører hans rolige vejrtrækning. Snart ville vi sidde i toget, på vej til The Capitol for at påbegynde vores træning. Men først, var der et talkshow hvor vi skulle introduceres til hele Panem. 
Hvordan det ville gå, når man hadede sin med-deltager? Ja, det måtte man jo finde ud af. 

---------

Toget var smukt udrustet. Udenpå lignede det ethvert andet af de toge der passerede distrikt syv, men indeni var en anden sag. 
Der var planter overalt, store palmer og små pæne orkideer. Roser og violer, og ikke mindst tulipaner. Austin lod ikke til at bemærke alle blomsterne, kun vores nye vejleder. En kvinde, iført en stram beige kjole der stoppede midt på låret, og med håret i en lang tyk fletning med en rævehale flettet ind i det. Den orange pels fra ræven gav hendes brune hår en smuk kontrast. Og Austin savlede allerede over hende. 
''Mira Oakley, Austin Springdale. Jeg er jeres nye vejleder, Ariane Spruce.'' sagde hun med en kvidrende stemme. Hun lød nærmest som en fugl. 
''En eller anden, skyd mig..'' fik jeg mumlet, og hun så direkte på mig med sine grønne øjne. 
''Undskyld mig! Men jeg taler.'' sagde hun skarpt, og Austin kunne ikke skjule sit smil. Han måtte elske at se mig ydmyget. 

''Jeg skal træne jer, guide jer og forberede jer til The Hunger Games.'' sagde hun, med samme kvidrende tone som før. Jeg var klar til at smadre en af togruderne og springe ud.. 
''Men først, er der en besked til jer, fra ministeren.'' sagde hun, inden hun tog et brev frem fra sin kavalergang. Austin lignede en hundehvalp i øjnene. 

Jeg tog brevet inden han overhovedet fik lov til at reagerer. Han så forvirret på mig, men jeg tog ikke speciel notits af det. 
Jeg åbnede brevet, men fandt kun en kort besked. 
''Planerne er ændre, nye regler træder i kraft fra nu af. Reglerne er placeret på begge jeres senge, og skal læses inden i ankommer til The Capitol. Reglerne gælder alle, og kun deltagere og deres vejledere må kende til disse regler.
- Minister Jackson Woodstock.'' 

Jeg fik hurtigt opfattelsen af at Austin var ligeglad med brevets indhold, han ville bare have den del der havde været i kontakt med frøken Spruce's hud. Jeg rakte ham kuverten, uden et ord, og gik ind og satte mig på min seng. Der var en uge til vi var i The Capitol, rigelig tid til at læse det nye regelsæt inden vi kom derhen. 

Det nye regelsæt fyldte ikke meget, bogen var på omkring hundrede sider, og alligevel virkede den så tung at komme igennem. De forskellige paragraffer var til at beg selvmord over. Det meste var det samme som altid, men da jeg kom til paragrafferne om vinderne af The Hunger Games, var jeg ved at kaste op. 
''§22.1, Vinderne af The Hunger Games. 
De to vindere, en mand og en kvinde, skal indgå ægteskab. Ægteskabet kan ikke ophæves.

§ 22.2, Er vinderne fra hver deres distrikt skal de bo i det distrikt som den mandlige vinder beslutter. Er vinderne derimod fra samme distrikt kan de vælge at bo i deres distrikt eller flytte til The Capitol. 

§22.3, børn af vinderne vil automatisk have syv sedler til udtrækningen fra deres første Høst, og fjorten sedler ved deres sidste.'' 

Jeg kastede bogen direkte ind i ruden, og nærmest smadrede ruden i forsøget. 
Austin måtte have hørt mig, for efter få sekunder stod han i min dør. 
''Noget siger mig at du læst paragraf 22.'' konstaterede han, og det eneste jeg kunne var at nikke. 
''Hvis vi dør har vi tabt, hvis vi vinder har vi tabt... Mira, jeg er bange for at det er nemmere at begå selvmord nu, end at deltage.'' han så alvorligt på mig, mens han satte sig ved siden af mig. 
Jeg så forskrækket på ham, var det det han troede!? 

''Springdale, det bliver ikke nemmere af at vi ikke er der. De trækker nye, eller... De trækker ikke nye, de tager din søster.'' sagde jeg, med henblik på paragraf 13.3. 'Enhver soner der afgår ved døden inden påbegyndelse af The Hunger Games, vil blive erstattet med tætteste slægtning indenfor aldersgrænsen'. 
Han så vredt på mig, og var tæt på at kvæle mig. ''Hold Pil udenfor dette!'' knurrede han, men jeg lod bare hans tone prelle af på mig. 
''Forstå det nu, du slipper ikke. Begår du selvmord vil din mor og søster se dig som en kujon.'' sagde jeg bare og rystede på hovedet. 
''Hvad med dig, Mira? Du har bare din far. Hvad stopper dig?'' spurgte han, en smule spydigt. 
''Det rager ikke dig.'' svarede jeg bare, men han så bare kølig på mig. 
''Vi skal kæmpe for hinandens liv. Jeg kan ikke kæmpe for at redde en jeg ikke kender, Mira.'' sagde han, opgivende. 
''Jeg vil heller ikke overleve spillet.'' sagde jeg bare, men jeg kunne se det raserianfald der gemte sig dybt i ham. 
''Du vil hellere dø, end at risikerer at gifte dig med mig?'' spurgte han, monotont. 
''Ja.'' 
''Hvorfor?'' han stemme var mere som en hund man havde skældt ud for at pisse på gulvet for flere dage siden. Han huskede ikke hans fejl. 
''Det rager ikke dig.'' Mit samme kølige svar, men han tog ikke imod det. 
''Hvad har jeg nogensinde gjort dig, Mira!?'' i løbet af et splitsekund havde han lagt mig på ryggen på sengen, og holdte mig nede. 
''Springdale, flyt dig fra mig, inden du finder ud at nøddeknækkere ikke kun bruges til hasselnødder!'' men han flyttede sig ikke. 
''Mira, hvorfor hader du mig? Hvad har jeg nogensinde gjort dig?'' 
Han ville ikke flytte sig, fint. Men det skulle han! 

På mindre end et halvt sekund havde jeg banket hele mit hoved ind i hans pande og han dejsede om ved siden af mig, med en næse der så ud til at være brækket. Han beklagede sig, klynkende. 
Jeg fik bare rejst mig, uden at mærke den mindste smule til slaget.
''Springdale, du sprøjter blod på min seng. Smut.'' sagde jeg bare inden jeg gik hen til mit badeværelse for at vaske blodet af mit ansigt. Jeg havde flækket mit øjenbryn. Great! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...