Does the Mockingjay sing?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 14 jan. 2014
  • Status: Igang
Oprøret er forbi, krigen har lagt sig, og alt er tilbage ved det gamle - næsten.
Det er ethundredeogsyvogtyve år siden at Oprøret afsluttede, med et knusende nederlag til anarkisterne, og The Hunger Games foregår stadig, dog i en anden facon end den kendte.

MIra Oakly har gennem seks år undgået at blive valgt som deltager hvert år.
Da hendes syvende Høst starter, går det op for hende, at hun nok ikke er så heldig denne gang.
Hendes odds bliver ikke bedre af, at den mand hun hader overalt på jorden, bliver valgt som hendes partner, og at de skal dele både tog, liv og overlevelsesmetoder.

7Likes
1Kommentarer
524Visninger
AA

4. Torture has many names.

Alt lod til at være planlagt og tilrettelagt for at vi ankom til The Capitol. Spruce havde travlt med at beklage sig over, at hun intet havde at tage på til ankomsten, mens Austin havde travlt med at fortælle hende hvor godt hun så ud i hvert eneste sæt åndsvagt tøj hun kom ind i. 
Hans næse var healet fint, man kunne kun ænse det lille knæk der sad øverst på næseryggen når man zoomede ind med et kamera. Og som Spruce hele tiden sagde; 'Du skal jo bare sige at det skete da du forsvarede Mira mod et eller andet dengang i var yngre.'. 
Hendes ord fik mig til at kaste op, decideret. Hun ønskede vel også at hendes sonere vandt, så hun kunne designe vores bryllup. Bvadr! 

Austin så hen på mig, med så hurtigt væk igen da han så at jeg opdagede det. 
''Mira, burde du ikke gå ind og klæde om? Vi er der om tyve minutter.'' Sagde Spruce, en smule for kækt. Sådan en strigle! 
Men jeg nikkede bare og gik ind til mig selv, hvor jeg fandt min pæneste kjole frem. Den var gyselig i mine øjne, og hvem end der havde designet den skulle bare udryddes. 
Jeg tog den på, og kiggede mig i det store spejl der var på skabsdøren. 
Den var syregrøn, og med glitrende sten i en mønster af blade. 
Udskæringen gik så lavt at jeg ikke kunne have bh på uden at det ville se åndsvagt ud, og skørtet var kortere end kjolen jeg havde på til min Høst. 
Alligevel kom der en ung dame ind, med en kæmpe taske, og bad mig sætte mig ned i den stol der var placeret foran sminkebordet. Så snart jeg havde gjort det, var hun igang med at rede mit hår og sætte det i noget der lignede et gevir. Men jeg fik dog rømmet mig nok til at hun holdte sig til en pæn højtsiddende knold med glitrende sten i. 
Min makeup blev i jordnære farver, helt modsat kjolen. 

Da Spruce kom ind, lignede hun en der var ved at blive dårlig. 
''Pigebarn, du ser så... simpel ud!'' klagede hun lidende, og min sminkør så lidt forlegent ned. 
''Jeg har valgt at se sådan her ud. Er det et problem, Spruce?'' Jeg kunne sagtens hører min tone var hård og kantet, men jeg kunne ikke dy mig når det kom til finker der opførte sig som møgunger. Hun fnøs, himlede med øjnene og forsvandt ud af værelset. 
Jeg fik rejst mig for at tage mine sko på, men Austin var kommet mig i forkøbet og stod med mine sko i hånden. 
''Noget for noget.'' grinte han. 
''Giv mig et kys, så får du dine sko'' smilede han, og jeg så bare på ham. 
''Du må da være åndsvag, Springdale.'' sagde jeg bare. ''Hvordan har næsen det?'' Han bed tydeligvis sammen, perfekt. 
Han rakte mig mine sko, og gjorde klar til at gå ud og vente på at komme af toget. Han var iført pæne bukser og en løs skjorte. Han sko var helt nye og sikkert mere ubehagelige end mine. 

Jeg kom i mine sko, til min store fortrydelse, for tortur kunne ikke beskrive hvordan da var at gå i. Hælen var for høj, næsten femten centimeter, og der var intet at støtte sig til i dem. Hælen var ikke bare høj, men også spids. Jeg kunne knap gå i dem. Jeg vidste godt hvem der havde valgt skoene, og hvorfor. 
''Austin!'' kaldte jeg og han kom ind lidt efter. Uden et ord støttede jeg mig til hans skulder da vi gik ud og ventede på at toget ville holde stille. 
''En anden gang, så vælger jeg selv mine sko, tak.'' fik jeg mumlet, men han smilede bare inden han igen stod rank som den skovhuggersøn han nu engang var. 

Da vi endelig var nået til The Capitol, stod Borgmesteren og tog imod os personligt. Oprørerne var sat i bero, og stille og roligt kunne jeg forstå hvorfor. 
Der var blevet vist billeder fra Panems storhedstid, før krigen. Før en møgunge til Everdeen havde blandet sig. Idiot. 

''Frøken Oakly, Hr Springdale.'' sagde borgmesteren, men det var tydeligt at han ikke anede en disse om os. Han var sikkert bare endnu en højrøvet skid der ikke vidste om lokummet var af guld eller platin. 
Og alligevel, var det ham og spildesigneren der bestemte vores skæbner. Typisk. 

''I vil blive ført til hotellet, efter en grundig omgang pleje og forkælelse. Men først, vi er nødt til at have et billede af jer sammen, til reklamerne for talkshowet i aften.'' sagde han og så derefter på Spruce. ''Må jeg i det mindste ikke ordne pigens hår først?'' klagede Spruce, men inden jeg selv fik sagt noget, havde Austin allerede bidt hende af. 
''Hvis Mira vil have sit hår sådan, er det perfekt!'' snerrede han. Om det var for at støtte mig, eller pisse Spruce af, vidste jeg ikke - men det var perfekt timing. Mens Spruce stod og beklagede sig, fik Austin og jeg taget billedet. Det så faktisk præsentabelt ud, undtagen én ting - Spruce stod i baggrunden og surmulede over at jeg havde 'simpelt' hår. 

Vi blev kørt til vores nye hotel, et der faktisk ikke kørte på skinner. 
Men inden vi fik lov til at slappe af, fik vi en ny besked.
''Oakly, jeres del af talkshowet begynder nogle timer før. Vi er nødt til at gøre jer klar nu.'' lød det fra Spruce. Siden hvornår var hun begyndt at kalde mig Oakly? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...