Does the Mockingjay sing?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 14 jan. 2014
  • Status: Igang
Oprøret er forbi, krigen har lagt sig, og alt er tilbage ved det gamle - næsten.
Det er ethundredeogsyvogtyve år siden at Oprøret afsluttede, med et knusende nederlag til anarkisterne, og The Hunger Games foregår stadig, dog i en anden facon end den kendte.

MIra Oakly har gennem seks år undgået at blive valgt som deltager hvert år.
Da hendes syvende Høst starter, går det op for hende, at hun nok ikke er så heldig denne gang.
Hendes odds bliver ikke bedre af, at den mand hun hader overalt på jorden, bliver valgt som hendes partner, og at de skal dele både tog, liv og overlevelsesmetoder.

7Likes
1Kommentarer
520Visninger
AA

2. Nothing are ever in my favor.

Det virkede ikke specielt optimalt at Høsten skulle foregå i dag. Lige i dag, af alle dage! 
Efter næsten seks år, havde jeg undveget dem alle. Mit navn var aldrig blevet trukket, og det ville det heller aldrig - håbede jeg. 

Men jeg tog fejl. 

''Mira!'' Stemmen lød gennem de tynde vægge der holdte huset oppe. Min fars stemme var ikke til at tage fejl af, sjovt nok. Den eneste der råbte af mig. 
''Høsten er om lidt! Få så din kjole på!'' råbte han, inden han smed en kjole ind i hovedet på mig. Kjolen var sort, men den var ved at være for lille. Over brystet sad den stramt, og den var næsten for kort - den dækkede næsten ikke mine lår. 
Jeg kom dog i den uden hjælp. Mit hår lod jeg hænge løst, så de rødlige lokker næsten glødede mod den blege hud. 

''Afsted, og det er nu!'' knurrede han vredt, inden han greb fat i mig og nærmest smed mig ud af hoveddøren. Jeg kunne ikke bebrejde ham. De sidste atten årlige Høster havde været stressende for ham. Hver Høst mindede ham om hvad han havde mistet. Jeg kom afsted, og efterlod min far til hans ensomhed. Han dukkede aldrig op til Høsterne alligevel. 

Da jeg ankom til Torvet var de alle sammen allerede samlet. Jeg var tæt på bare at vende om og løbe, men allerede nu var de igang med at tage en prøve af mit blod. Jeg var fanget mellem vagterne og den store forsamling af børn der stod og frygtede for deres liv. 
Da jeg var kommet forbi indskrivningen var jeg på vej ind til min gruppe - de lidt ældre kvinder. 
Med nu syv sedler med mit navn på, var det højst usandsynligt at jeg slap. Men det samme var det med Cassy, Darsie og MG. For ikke at tale om at alle de unge mænd der stod og rystede i deres bukser allerede nu. 

Lyden af højtalerene gjorde ondt i hovedet, da en ung kvinde slog på den og rømmede sig så feminint at det gjorde ondt i ørerne. 
''Hmhm, unge damer og herrer fra distrikt 7!'' Jeg gøs ved tanken om hendes stemme, det var det samme hvert år. Flere af de yngre begyndte allerede nu at græde, hvorfor forstod jeg ikke. Mange af de yngre drenge knugede sig til deres ældre brødre nu. 

''Som altid, skal vi starte med de unge damer?'' hun virkede alt for glad for dette, alt for henrykt. 
Da hun gik hen til den latterlige fiskebowle, kunne jeg se hendes høje syregrønne sko. De matchede resten af hendes gyselige tøj, som i dagens anledning bestod af en nederdel flettet af træstumper og et korsæt der var lavet af bark. Hendes hår var designet som grene og med små falske blade over det hele. 

Hun gravede godt ned i bowlen, og snogede sine slanke fingre om en af de mange sedler. 
Stemningen var ikke til at tage fejl af, de var lige paniske alle sammen. 
Hun rømmede sig endnu engang, da hun gik tilbage til mikrofonen, for at læse navnet på sedlen højt. 

''Og Distrikts Syvs kvindelige deltager er...'' Hun trak vejret dybt, og læste ordene højt, inden hun så rundt på alle de lettede ansigter hos pigerne. 
Mig derimod stirrede tomt ud for mig, mens vagterne greb mig i begge arme, og hev mig hen mod opsatsen for at fører mig op til mikrofonen. Modstand var nytteløst alligevel, så jeg lod dem bare føre mig derop. 

''Frøken Mira Oakly, mine damer og herre!’’ jublede kvinden henrykt. Jeg så med foragt ud over mængden af lettede forældre, fædre der gav deres døtre et stort knus af lykke over at de ikke skulle miste deres datter. Men hvor var den grædende mand, der skulle kæmpe for at beholde sin lille pige? Derhjemme, med hovedet stukket ned i lokummet for at kaste sprutten op som han havde drukket da annonceringen af Høsten begyndte samme morgen.

Der blev set ud over mængden, spejdet efter manden, men da ingen så ham, gik kvinden hurtigt videre til at finde en mandlig deltager, den knægt der skulle forsvare mig, mens jeg skulle spille den dånende ungmø. Hallelujah for et jubelnarscirkus.

Kvinden, hvis navn jeg endnu ikke kendte, gik hen til bowlen med mandlige deltagere. Hun smilede, med perler som tænder, og trak det øverste navn i bunken.
’’og, frøken Oakly’s ledsager til The Hunger Games er... Austin Springdale!’’
Som hun kaldte navnet ud, kunne jeg se en kvinde falde på knæ i mængden. Hendes ansigt fyldt af tårer, og hendes gråd så ulidelig at jeg måtte se væk. Jeg kendte den kvinde. Sigourney Springdale. Austin Springdale’s mor. Austin, en bredskuldret ung mand, med klare blå øjne og overarme der kunne sammenlignes med træstammer, blev fulgt op på podiet.

’’Mine damer og herre, Distrikts Syvs deltagere, i det tohundredeoganden årlige Hunger Games! Austin Springdale og Mira Oakly!’’
Austins ansigt var trukket op i et falskt smil, som om han lod som om han var glad for at være udvalgt. På storskærmen kunne jeg se mit eget ansigtsudtryk og ærligt, kunne jeg være hukket i marmor. Ikke én eneste fold lå forkert. Men smil, ville de heller aldrig få. Jeg ville aldrig kunne smile til et kamera, over sådanne ting. Den eneste glæde jeg fik, ved at være udvalgt, var tanken om at det nu var mig der fik lov til at slå alle ihjel.

Efter et par sekunder hvor vi hvde stirret på Sigourney’s ansigt forvreddet i tårer, blev vi ført ind i den vogn der ventede på os, vi ville blive sendt direkte mod The Capitol, for sikkerhedens skyld.

At sige farvel til familierne var blevet bandlyst kort efter en lille møgunge ved navn Katniss havde ødelagt altid, og startet en revulotion. 
Nu var der bare tilbage at skulle overleve selve Spillet, og hvad der ellers måtte komme... 

Austin's hånd lagde sig oven på min som han sad ved siden af mig i vognen. Da jeg så hen på ham så jeg ikke andet end medlidenhed. 
Jeg bed sammen og trak min hånd til mig og stirrede ud af vinduet, væk fra ham. Forbandet at jeg skulle sidde her nu, med ham. 

Som de altid havde sagt: May the odds be ever in your favor. 
Det lod bare til, at tingene aldrig var til min fordel...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...