Roser er røde, Violer er blå...


0Likes
0Kommentarer
209Visninger
AA

1. Starten på et fucking lorte liv

Der var engang en konge som havde en yndig datter. Datteren var dog så ensom, da hun ikke havde en prins, at gifte sig med.

En dag flot solskinsdag, kom en ung pris i en skinnende rustning riddende på hans hvide hest.

Datteren vidste med det samme, at han var den udkårne. De skulle giftes og det kunne ikke gå for hurtigt. Brylluppet blev sat i gang og varede syv dage. De fik tre smukke sønner og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Nu var det så bare den, at de ikke levede lykkeligt til deres dages ende.

Den unge prins i den skinnende rustning viste sig, at være et fjols iklædt sølvpapir og regnen styrtede ned udenfor. 

Det var en måned siden nu. En uendelig lang måned siden han havde revet hendes blødende hjerte ud og kørt det over med en damptrommel. Han havde siddet først og leget med det, som en kat der leger med en uskyldig mus før den slår kloen i den. Han havde været en totalt hjerteløs robot, der blev forvandlet til et monster. Et grusomt monster, der ikke tænkte over konsekvenserne.

Derefter havde han smidt det ud. Kaseret det. Gemt det af vejen og erstattet det med en af de billige duller, oppe fra en af de ældre klasser. Sådan én af dem der går med trøjer, der er så nedringede, at de hænger langt ned ad benene.

 

Vinden blæste så det ruskede i det lille vindue.

Gartneren var i færd med at samle efterårets nedfaldne blade op i trillebøren. 

Der var stille, i det store villahus. Den eneste lyd var en spinden fra Twixi. Hun havde været mit kæledyr ligeså længe jeg kan huske. Hun var ved, at være en gammel kat nu, og jeg spekulerede nogengange over, hvor lang tid jeg stadig havde hende hos mig.

"Hvad så, din taber-type? Hvor længe har du tænkt dig, at sidde der og kukkelurer?"

Jeg gned træt i mine øjne. Jeg havde ikke sovet, så meget på det sidste og det sidste jeg magtede var en belastede storebror.

Jeg sukkede. 

Han kom hen og satte sig ved siden af mig. Først nu lagde jeg mærke til den dampende varme kakao, han havde haft med til mig.

Han var nu god nok på bunden. Han var jo trods alt også min eneste bror.

"Går det bedre, Alison?" Han kikkede indgående på mig, "Jeg ved godt det er hårdt, men du må altså se, at komme over det. Du kan jo ikke blive ved på denne måde, vel?"

Jeg trak bare på skuldrene som svar.

Vi sad lidt i tavshed. Så gav han mig et kram og gik derefter ind på sit værelse.

 

Senere kom Michelle. Jeg havde lovet hende, at tage ind til byen med hende. Ikke fordi jeg var i humør til det, men Michelle havde bestemt sig for, at hendes nye "mission" var, at gøre mig glad igen og "Finde en ny", som hun sagde.

Vi satte os på den sædvantlige Baressocafé. Michelle var altid helt med på moden. Hun gik i det rigtige tøj. Snakkede med alle de lækre fyre, var bedste veninder med alle de populære, hørte det rigtige musik og gik ind på de rigtige caféer. Hun kendte selfølgelig også navnene på dem der arbejdede på Baressocaféen. Hun væltede kort sagt rundt i Gelatto Suprior, Cappoccino og alle de andre forskellige kaffeoplevelser, man kunne nyde i caféen.

"Ej, jeg mødte ham her i byen i går! Han er vildt hot, lige noget for dig Ally" Sagde Michelle, sprudlende af glæde, for ikke at tale om den alt for store mundfuld kaffe, hun lige havde indtaget.

De fleste kaldte mig faktisk Ally. Det var kun min familie, inklusiv min bror, der kaldte mig mit rigtige navn, Alison.

"Nej, jeg ved ikke. Jeg tror bare ikke jeg er klar til, at... ja..," svarede jeg usikkert.

Jeg vidste godt, inderst inde, at jeg havde brug for kærligheden, men ikke fra en ny. Det skulle være fra fjolset. Fjolset i sølvpapir, som havde droppet mig.

Selvom det kun var en måned siden, føltes det som en evighed. Det at længtes så meget efter en person, at det gør dig helt syg. Føle, at den vigtigeste del af dig selv, er væk, og den anden del kan ikke fungere, ikke tænke, kun langsomt falme i håbet om at få udfyldt den tomme plads.

Det at man ligger på gulvet, knuer telefonen ind til dig i håb om at han måske skriver.

At ligge der og føle sig så hjælpeløs og ynkelig, at du ikke engang har kræfter til, at rejse dig.

Det var sådan Alison havde haft det.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...