Story of my life ∞ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 1 maj 2017
  • Status: Igang
Den 18 årig, Ida som kommer fra Danmark, bliver sat på tourné med det kendte band, One Direction. Hendes far er nemlig bodyguard for drengene. Men hvad sker der når man tror ferien bliver bare helt normal? Det modsatte. Der opstår, kærlighed, drama og en hemmelighed mellem Ida og en af band medlemmerne. Men ville den hemmelighed holde så længe? Ida får sig også en stor forskrækkelse igennem ferien. Bliver nogle for tætte? Ville drama'et blive sat helt op mellem dem? Ville folk ofre sig, eller faktisk ikke? Også når der er en kæreste derhjemme? Find ud af det, i ''Story of my life'' *Husk, du skal være mindst 11 år. Der kan opstå flere gange seksuelle scener eller anstødligt sprogbrug* Knus

14Likes
1Kommentarer
1812Visninger
AA

1. His eye's, i'am dead.

              ''Hvad ville du have, skat?'' Spurgte min far da stewardessen var på vej imod os.

 ''Min viden om jeg fik jobbet.'' Sagde jeg og vendte mig om så jeg sad og gloede mod vinduet.

     ''Skat, hold nu op. Det skal nok blive hyggeligt. Måske kan du lære nogle tricks af Louise?''

      Sagde han for og muntre mig op. Hjalp selvfølgelig ikke. Jeg ville jo være sammen med 

      drengene, One Direction! Vent, jeg har ikke sagt noget om migselv? Lyder jeg for selvglad?

     Nå, men jeg hedder Ida. Jeg er 18 år og kommer fra Danmark. Min far er One Direction

       bodyguard. Fedt, ikke? Nej. Overhovede ikke. Jeg skal dem med på turné fordi jeg ikke

         må være alene hjemme i et 1 år. Underligt ikke.. ehe. Så derfor skal jeg droppe 

               min plads som en der ejer et kagefirma. Jeg får okay karakterer og min gamle

          lære siger at jeg bare skal tro på mig selv. Men det er liiidt svært når man skal på turné

      i et år, med verdenskendte postjernere. Det er den 3 Januar, 2014 og turné'en starter den

      11. Hvorfor allerede så tage afsted. Tænker jeg. Bagefter kan jeg høre en stemme i mit

       hovede. ''Fordi vi skal købe og prøve tøj, og drengene skal med! Jeg er deres bodyguard

           og jeg skal passe på dem, derfor skal jeg også afsted'' Derfor, derfor skal vi afsted så

     tideligt? Tager det otte dage og finde tøj til dem? Haha, hvor lamt. Folk siger at piger tager

                                                          det langsomt. Ja, sikkert. 

                  Så kom stewardessen. ''Hej, skal i have noget?'' Spurgte hun smilende. ''Ja tak,

       en cola, hvad skal du have skat?'' Sagde han og hentydede til mig. ''Jo tak. Dansk vand''

       sagde jeg. Hun smilede, hældte det op og jeg rakte ud efter glasset. ''Tak skal du have''

             sagde jeg, og stillede mit glas foran mig. Vi havde luksus plads. Det var faktisk ret      

                behageligt, men lidt for fint. Jeg skulle altid have det bedste fordi min far var rig. 

          Det lød nu meget godt, men nej. Ikke for mig. Jeg fik kun knus og kram, fik venner på

     2 sekunder på grund af min far. Det faktisk ret nedern og sørgeligt at folk gør sådan? Jeg 

     fik jo aldrig helt rigtige venner. Kun en dejlig dreng som sidder derhjemme og sikkert tuder

      over at jeg ikke kommer tilbage før et år. Det gjorde han værtifald da jeg tog afsted. Han er

            den bedste. Lukas hedder han, han forstår mig hundred procent. Højtaleren sagde en

        lyd. Det var en mand, bare en stewardesse. ''Hey, hello. Vi lander om fem, tre minutter,

           ''Så husk selen, og hvis du skal tisse, så gør det nu, hvis der er rødt, og der er nogle 

            derinde, så må du holde dig. Tak fordi du fløj med SAS, forsæt god aften.'' Lød det

              Endelig, endelig var vi fremme. Så skulle vi da bare have vores kuffertere og så

            smutter vi hen til de andre. One Direction! Wow. Jeg havde vidst ikke fattet det endu,

              vel? Det jo sindsygt. Der nok mange der gad og være mig. Hellere dem. Jeg er jo

             ikke Big fan eller Directions. Men de var nu meget gode, eller, super gode, jaah. 

                        

          ENDEELIIG. Nu vi ude af flyet. Dejligt. Selvom jeg ikke har så ondt i benet, det var jo

      lidt dejligt og sidde derinde. Men lidt for mærkeligt. Ikke bare lidt, meget. Folk kunne godt

    kende min far, på vejen derhen og her, lige nu. I den grad. De spurgte om billeder også videre

       , og at de skulle hilse. Jeg stod bare der og kiggede lidt ud i luften, indtil en pige spurgte

         hvem jeg var, og hvorfor jeg stod der, og gjorde ingenting. Min fare svarede på for mig

                                   

                                             ''Dette er min datter, vi er bare lidt på ferie.'' 

     Bare lidt på ferie? Vi skal med One Direction på turné? Han ville sikkert ikke skabe drama. 

                                                                           Typisk. 

      De var endelig gået nu. Så vi kunne tage afsted! Der stod en sort varevogn som var One 

     Direction's. Den så nu ret almendelig ud. Sikkert meningen. Vi kørte til et lille hotel, tæt ved

         London's Big ben. Da jeg trådte ind af døren til hotel værelset hvor jeg, og min far skulle 

             sove, så jeg at der lå en lille hilsen på min fars seng. Min seng lå i et andet rum. 

        Der stod, ''Er det ikke fedt? En til turné! Vi glæder os til at du kommer. ps. der er møde

         for os alle halv ni, husk det! 

                                          Dejlig at have dig tilbage. 

                                                        Your boys xx.''

          Sødt. Jeg gik ind i mit rum. Der lå også et brev, hvor fedt! Der stod ikke det samme,

         dette var nemlig til mig. Der stod ''Hej Ida, det var fedt at du kunne komme med, vi

         er sikker på, at du er en sød pige og vi allesammen ville selvfølgelig tage godt imod

             dig. Være sikker på det. Knus The Boy xx.'' 

                                                        Hvor var de søde, jeg glæder mig til og lære dem og kende. 

Klokken var 5 i halv ni. Så jeg begyndte og gå derned af med far. 

                         Pludselig faldt jeg over et trappe trin, hvor var det pineligt. Lige foran nogle

          mennesker. Jeg fældede en tåre. Tudeprinsesse jeg er. Min far tog min hånd, og jeg

        sagde så ''Tak, skal du have'' Men det var ikke min far. Det var Harry Styles. Harry Styles

         Hjalp mig op. ''Så lidt.'' Sagde han og ''Skal du have hjæl til noget?'' Spurgte han. 

      ''Nej, Tak'' Sagde jeg. Han fik øje på min far og hilste på ham,  jeg gik videre. Jeg sagde          

          at jeg bare gik ind og satte mig. Harry gav mig det perfekte smil, og hans øjne havde 

                 kontakt med mine fødder, så han kunne se om det gjorde ondt. Det gjorde det. 

             Harry løb hen til mig, hjalp mig op af trappen og hjalp mig med at sidde ned. 

                  Han gik stille og roligt tilbage, blinkede til mig og hen til min far. 

          

                                                                                   

                                   Håber i kunne lidt første del, jeg laver 2 del i aften :)

              

           

            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...