Et virtuelt helvede|Sword Art Online

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2014
  • Status: Igang
Tomoyo er en næsten helt almindelig pige, og da hun fik fat i Nervegearet, en slags hjelm der stimulerer hjernens fem sanser, skiller hun sig ikke ud for de andre 10,000 gamere, der også fik fat i en.
Men da Tomoyo logger på, bliver hendes liv forvandlet til et mareridt.
Hvis man dør inde i spillet, dør man også i virkeligheden.
___________________________________________________________________________________________________________________________
Den her historie vandt konkurrencen om Japan, tusind tak for dem der har støttet mig!:D^^

45Likes
70Kommentarer
2969Visninger
AA

6. Ulve

"Det bliver 400col." NPC'en smilede sødt, og Tomoyo gav pengene og tog muntert i mod varene.

Nogle healingskrystaller og drikkevarer, var det de havde købt, for de havde tænkt sig at vandre ud til den næste by. De havde tænkt sig at udforske området, opdaterer deres kort over Aincrad, og det kunne de kun gøre på gammeldags maner. "Går vi så bare en tilfældig retning, til vi opnår noget spændende eller hvad?" spurgte Mikey Tomoyo. "Jep."

De begav sig længere ud blandt vildsvinene, og Tomoyo pegede længere ude på sletten. "Se!"

Nogle ulvelignende monstre stod i en lille flok længere derude. Tomoyo undersøgte deres status. "De er i level 2! Lad os nakke dem!" Hun ville skynde sig derhen, men Mikey stoppede hende ved at tage fat i hendes skulder. "Hvad er der?" snerrede hun irriteret. "Hvis du nu tænkte dig om, Skycaster," snerrede han tilbage. "Så er de nok mere aggressive end the Frenzy Boars. Måske angriber de flere af gangen." "Så dræber vi dem  da bare?" sukkede Tomoyo, som om hun talte til et børnehavebarn. "Nej. Vi lister os forbi dem. Brug sneak."

Tomoyo brokkede sig, men råbte så glad op, da hun modtog noget EXP, da hun forbedrede sin sneak-skill. Ulvemonstrene vendte sig da brat mod hende, og fik øje på både hendes og Mikeys tilstedeværelse. "Din store idiot!" råbte han og tog sværdet frem. Ulvene løb hurtigt, meget hurtigere end vildsvinene, så de begge to blev overraskede. Den hurtigste af ulvene angreb den uforberedte Tomoyo, så hendes HP-faldt en tredjedel. "Pas nu på!" skældte Mikey hende ud, og huggede ud efter ulven. Den hylede da han ramte den på ryggen, og den droppede halvdelen af dens HP.
Tomoyo som var klar nu, løb lynhurtigt mod den, og et hurtigt slag på maven, fik den til at splintres i tusindvis af splintre. Den gav mere EXP og col end et vildsvin; 50 col og 35 EXP. Mikey gav hende en high-five, men sprang så op på hende, fik hende væltet ned på gulvet, da den næste ulv ville have ramt hende. "Pas på, de er hurtige." Hun rejste sig op, glad for man ikke kunne føle smerte i spillet, og huggede sværdet lodret ned gennem den næste ulvs hals, som tilsynlandende var deres svaghed. "Okay, Mike. Gå efter halsen."
"Det behøvede du ikke at fortælle mig," mumlede han, allerede med sværdet dybt nede i en anden ulvs hals. "Sådan."

Tomoyo tog en healingskrystal, og de begav sig videre. De stødte også på insektlignende monstre, de skadede mere end ulvene, men til gengæld var de meget skrøbelige. "Yees! Level up! Nu kan vi kæmpe mod finalebossen." "Ja, teknisk set. Men vi ved ikke engang hvor bossen er. Og selv vis vi vidste det, ville vi blive slagtet." Mikey pegede ud mod horisonten. "Se, der er nogle skove derovre." Tomoyo gryntede. "Ja, skove... kedeligt." Men hun fulgte alligevel med ham, og snart tårnede skovens store træer over dem, lagde dem i skygge. "Der er køligere herinde," prustede Tomoyo, men gik alligevel spændt ind foran. Det hele var som en almindelig skov, grantrælignende træer og jordbunden var tør og blød. "Måske var det en fejl at gå mod nordvest," sukkede Tomoyo, ingenting var at se i øjenhøjde. "Måske.. kan vi klatre op i et træ," mumlede Mikey, hans arme krydset, mens han analyserede dem. Tomoyo prustede. "No way! Har du set hvor små de grene er? Og kan man overhovedet klatre i SAO?" Mikey tog en dyb indånding, og gik hen til et af træerne, som var helt identiske med hinanden. "Man kan altid prøve." Han strøg træets bark med håndfladen, mærkede dets ru overflade. "Jeg har altid været god til at klatre." Tomoyo kiggede surt på ham. "Du skal ikke tro jeg giver dig noget HP, når du falder ned." "Hvis, jeg falder ned." Han lagde prøvende et fast greb om træet, hejste sig selv op. "Come on, du kan ikke. Lad os nu komme videre." Tomoyo hoppede op og ned utålmodigt. "Vent, lige lidt." Langsomt, men sikkert, fik han hejst sig op nogle skridt af gangen. Tomoyo sad ned på træbunden, og tegnede i jorden med en pind. "Hey, Tomoyo. Se mig!" Hun gad ikke engang kigge op, men råbte bare efter ham. "Måske skal du se, om du kan finde noget deroppe!" Mikey strakte sig på langs, og hans øjne fulgtes hele horisonten. Så pegede han ud mod ingenting. "Derovre! Jeg kan se nogle bygninger."
"Er du sikker på det ikke er startbyen?" Mikey begyndte at klatre ned igen. "Ja. Den her by er mindre." Men den greb han holdt fast i, knækkede, og han landede nede på den bløde jord med et bump. Hans HP faldt kun en lille smule. Tomoyo begyndte at gå uden at vente. "Hey, vent lige lidt!" 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...