Et virtuelt helvede|Sword Art Online

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2014
  • Status: Igang
Tomoyo er en næsten helt almindelig pige, og da hun fik fat i Nervegearet, en slags hjelm der stimulerer hjernens fem sanser, skiller hun sig ikke ud for de andre 10,000 gamere, der også fik fat i en.
Men da Tomoyo logger på, bliver hendes liv forvandlet til et mareridt.
Hvis man dør inde i spillet, dør man også i virkeligheden.
___________________________________________________________________________________________________________________________
Den her historie vandt konkurrencen om Japan, tusind tak for dem der har støttet mig!:D^^

45Likes
70Kommentarer
2835Visninger
AA

11. The Kobolt Lord

Tomoyo sukkede utilpas. Selvom de alle efter at have befindet sig i Aincrad i to måneder, skulle op til bossen nu, var hun nervøs og i dårligt humør.

Hun følte hun havde gjort noget forkert, og Kiritos tilstedeværelse gjorde det ikke bedre.

Mikey slog hende på skulderen. "Jeg troede du var en der elskede eventyr?" jokede han.

"Hm." Hun kneb øjnene sammen. Arthur fortalte entusiastisk om sine planer, der ikke skilte sig særlig meget ud fra dem Diavel havde planlagt.

De syv grupper havde fået navne, opkaldt efter alfabetet.

Tomoyo var med i gruppe D. Gruppe C & D´s job var at  angribe bossen direkte. De var de hurtige, dem der skulle kunne undvige.

 

Diavel gik forrest i mængden, anførte dem. Tomoyo var glad for han var der. Han virkede som en der havde styr på tingene.

Det var ikke fordi Tomoyo spillede masser af computerspil. Hun havde tit bare hugget nogle af sin storebrors, de slags spil med drager og sådan. Hun var egentlig mere typen der læste eventyr og fantasy. 

Mikey derimod, havde pralet med alle de skydespil han havde gennemført.

Men kun til hende, da at snakke om sit "tidligere liv" var lidt af et tabu. Det blev akavet, hvis folk kom til at nævne noget fra det virkelig liv. Alle blev stille og triste og grå.

I dag var det anderledes. De skulle et trin videre tættere på sejren. Hendes opmærksomhed skulle være fuldstændigt rettet mod bossen.

Det var irriterende, for det var den slet ikke.

Den var rettet mod de to personer, som nu skilte sig bemærkelsesværdig meget ud fra gruppen. 

Og det der var endnu mere irriterende, var at det kun var Tomoyo som syntes det.

Den måde pigen skjulte sit ansigt under kappen, var som at få en finger i ansigtet. 

Havde hun noget mod at vise sit ansigt? Syntes hun, at Tomoyo og dem var uværdige?

Pigen hjalp ikke til på nogen som helst måde, og den måde hun afviste alle samtaler rettet mod hende, var provokerende. Yders provokerende.

Og så var der Kirito, der bare fulgte med. Kirito som var en beta-tester. 

Hans mørkegrå outfit og sorte hår, passede ikke til det klodsede, passive indtryk hun havde fået af ham.

 

Hendes tanker blev revet ud af hendes hoved, da hun mærkede nogle spænde ben for hende.

"Lion!" råbte hun vredt.

Nogle af drengene på holdet syntes det var sjovt at drille hende, sikkert på grund af hun var en pige. Og det var ikke "flirtende dril." Det var en god gang "spændeben dril."

Tomoyo rejste sig selv op, og opdagede de andre var stoppet med at gå.

 

Foran dem, lå der et enormt tårn. De fleste måbede, mens Diavel smilede selvsikkert. Alle tog deres sværd frem og sank. 

"Okay, alle sammen. Vi vil møde et par monstre der inde, men intet særligt. Hvis I følger flokken, vil der ikke ske noget," sagde han beroligende.

Den store sorte port åbnede sig da de kom hen til den, efterlod sig nogle frygtsomme spillere, som beslutsom gik ind.

 

"Shhh. Så er vi her."

Folk mumlede spændt, da de trådte ind i det ellers mørke enorme rum. De mange vinduer langs væggene, var for små til at lukke lyset ind, og bossen var ikke til at se nogen steder, blandt alle de enorme søjler, der var overalt i rummet. 

Kun et par røde øjne lyste i den anden ende i lokalet.

 

Tomoyo lod forskrækket en lille bange lyd slippe fra sine læber, da et stort brag lød. Med et blev hele salen oplyst, som om nogle projektere hang i loftet og lige var blevet tændt.

Både væggene og gulvet var malet i en kvalmende lila, som genspejlede lyset ligesom olie og vand.

En kæmpe stor skikkelse, mindst fem meter høj, rejste sig lynhurtigt op fra sin hvileplads.

Det lignede et rødt vildsvin krydset med et menneske. Det bar kampøkser og foran den dukkede røgskyer op ud af ingenting, efterlod høje væsner i rustning. 

Diavel råbte inden de andre overhovedet havde reageret. "Okay, stil jer op i jeres formationer!"

"Hai!"

Folk var rystede i starten, mens Diavel dirigerede de forskellige grupper. Nogle skulle udelukkende gå efter håndlangerne, andre skulle distraherer også videre. Men efterhånden fandt folk selv ind i deres rutiner.

Kirito og pigen klarede deres opgave godt. Tomoyo løftede et øjenbryn, da pigen lynhurtigt dræbte den ene håndlanger på et enkelt hug.

"Gruppe D!" 

De alle seks løb frem ad, og huggede hurtigt ud efter det store monster. Lige før det slog ud efter dem, nåede de tilbage, og monstret måtte nøjes med at efterlade store huller i gulvet.

Inden længe havde de sprunget en af dens mange HP-bare, og spillerne var nu ret udmattede.

"Okay, nu har vi den næsten!" råbte folk motiverende til hinanden.

Men da den næstsidste HP-bar sprang, blev alt kaos.

Nogle folk råbte, da Diavel uventet løb frem mod monsteret. Det var ikke en del af planen, og Tomoyo kunne ikke følge med. Hun stirrede bare på monsteret, som undergik en mærkelig transformation. Diavel råbte og hævede sit sværd så det lyste gulligt, og i samme øjeblik råbte Kirito efter ham. "Diavel! Lad være!" advarende han panisk.

"Hvad?"

Uhyret havde fuldstændigt ændret angrebstaktik. Med sine nye våben, en kæmpe stor nodachi, sprang det lynhurtigt fra søjle til søjle, så ikke engang Diavel kunne følge med.

Pludselig tårnede det sig over ham, og en underlig skærende lyd kom, da den gennemboede Diavel med sit sværd, og slyngede ham flere meter væk.

Kibaou skreg efter Diavel, men pludselig var monstret landet ved resten af spillerne. Det brølede så hele rummet rystede. 

Kirito løb hen til Diavel, men resten af spillerne havde travlt med at holde monstret i skak. 

En mærkelig lyd af tabt glas lød, og Tomoyo vendte sig lynhurtigt om, hvor Kirito nu stod alene, uden Diavel.

Det var anderledes nu, tænkte Tomoyo, da Tohru blev slunget af sted. Der var ikke tid til at undvige mere.

Hun sprang frem mod det store monster, og med sine jumpingskills, kunne hun ramme det i nakken med sit sværd. Hun brugte monsterets arm til afladning, da hun sprang af, og hun landede på jorden på en måde, så hun vidste hun havde droppet en del HP. Til gengæld var resten af spillerne vågne nu, og angreb alt hvad de kunne.

Kirito og pigen løb frem mod monsteret. Kirito afledede dens slag, men pigen var ikke hurtig nok til at angrebe den, og konsekvensen var hendes kappe, som blev revet i stumper og stykker. Hendes lange lyse hår blafrede, da hun hævede sværdet igen, som landede perfekt på dens mave, og skadede den en del.

Hun var smuk.

"Den kommer tilbage!" råbte Kirito og afværgede igen dens slag, så pigen fik endnu en chance for at komme ind på den. Men da de ville bruge teknikken igen, slog monsteret så hårdt ned på Kirito, at han blev slunget tilbage og stødte direkte ind i pigen, som hylede.

Monsteret var snart henne mod dem, hævede dets enorme våben som lyste rødt. Lige inden det skulle hugge til, kom Egil's enorme skikkelse, og han hævede sin ligeså enorme krigshammer, og parrerede uhyrets angreb.

Tomoyo og Egil's gruppe løb nu frem mod monsteret, og Tomoyo borede sig gennem dets parader med sin hurtighed, og fik plantet et godt angreb. 

Men selvom monstret blev skadet, gav det ikke op, og rystede alle spillerne af sig, og de lå nu hjælpe løst på gulvet.

Monstret sprang nu op igen, hævede sit våben. Men Kirito var nu kommet sig, og sprang også hen mod det, hævede sit sværd i et blåligt lys.

Lyden af metalklinge mod klinge var forfærdelig, og Tomoyo skar ansigt. 

Kirito kaldte på pigen igen, og de løb hen mod uhyret i et sidste angreb, som endegjorde hele kampen.

En lang lys sprække dukkede op på monsterets mave, lige inden til det blev til tusinde glas splinter og forsvandt i et blåligt skær.

"Vi klarede det," stammede folk lettet, og begyndte at juble da de modtog deres EXP.

Hele Arthurs hold omfavnede hinanden hurtigt, og løftede så armene i vejret, så de kunne give hinanden high-fives.

Folk klappede af Kirito da han fik bonussen fra kampen, og han så lidt utilpas ud. Men pludselig råbte en af spillerne op, ødelagde stemningen endnu en gang.

Kibaou trådte frem. "Hvorfor lod du Diavel dø!" råbte han af ham.

"Lod ham dø?" hviskede Kirito.

"Selvfølgelig!" råbte Kibaou igen og faldt sammen på gulvet. "Du vidste at monsterets taktik ville ændre sig, men du sagde ikke noget. Og nu er Diavel død!"

Tomoyo spjættede. Hendes blik faldt på Arthur da han trådte frem og pegede mod Kirito. "Han må være en beta-tester!" råbte han, med stemmen fuld af foragt. "Er her andre beta-testere herinde! Så træd dog frem!" råbte han.

Folk begyndte at se mistroisk på hinanden, anklagede hinanden. Tomoyo ville skælde Arthur ud, da en ond latter lød over det hele. De vendte sig alle mod Kirito.

"En beta-tester?" grinte han ondt. "Du skal ikke sammenligne mig med de... nybegyndere."

Folk måbede.

"Beta-testere," fortsatte Kirito. "Har ikke forstand på noget som helst. I er bedre end de er! Men jeg er ikke ligesom dem," sagde han koldt. "Jeg nåede længere end alle andre i beta-testen. Grunden til jeg kunne genkende monsterets taktik, var fordi jeg kæmpet mod stærkere monstre med de samme katakanaskills."

Han smilte uhyggeligt. "Jeg ved meget mere, end andre informationsælgere..." fortsatte han.

Kibaou rystede nærmest. "Du er meget værre end en beta-tester," mumlede han med stemmen fyldt med foragt. "Du, er en snyder! Cheater!"

Arthur deltog. "En beater!" råbte han. 

Tomoyo væmmes mod Arthurs nye side af sig selv, som hun ikke havde set.

Kirito fnes. "Det lyder bedre," sagde han mens han equippede bonussen. En sort lang frakke dukkede op på hans skulder. "I skal aldrig forveksle mig med en sølle betatester igen!"

Han smilede ondt og gik hen mod udgangen. Folk stirrede med foragt, selv Mikey var vred, men Tomoyo, hun fattede ingenting.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...