Et virtuelt helvede|Sword Art Online

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2014
  • Status: Igang
Tomoyo er en næsten helt almindelig pige, og da hun fik fat i Nervegearet, en slags hjelm der stimulerer hjernens fem sanser, skiller hun sig ikke ud for de andre 10,000 gamere, der også fik fat i en.
Men da Tomoyo logger på, bliver hendes liv forvandlet til et mareridt.
Hvis man dør inde i spillet, dør man også i virkeligheden.
___________________________________________________________________________________________________________________________
Den her historie vandt konkurrencen om Japan, tusind tak for dem der har støttet mig!:D^^

45Likes
70Kommentarer
2831Visninger
AA

15. Ses igen.

Hun krummede sig sammen og ventede på dødsstødet. Men da hun efter få sekunder ikke kunne mærke noget, åbnede hun sit øje et efter et.

Fra sin vinkel på jorden, så hun en skikkelse med et stort mørkeblåt sværd, der lysende huggede ud efter monsteret adskillige gange. Han havde en kappe, farvet som den sortblå nattehimmel, og hans hår der elegant omfavnede hans ansigt, var sort som blæk.

Hun så hvordan han kæmpede med monsteret, da det hysterisk angreb ham, men han bevarede hans rolige sind hele vejen i gennem. Hun spekulerede på mon hvilket level han var i.

Med begge hænder løftede han sit tunge tohåndssværd og hamrede det ned i bjørnens hoved, lige inden det bed ham.

Dens HP sank som tidevand, og den sprang til stumper og stykker. En lille klokken viste at hun havde modtaget noget EXP og Col. Det rystede igen i hallen, men kun fordi der dukkede en ny port op. En udgang, håbede Tomoyo.

"Ugrh..."

Hun havde absolut intet stamina, og det kunne helt klart mærkes på hendes krop. Den fremmede kunne faktisk godt dræbe hende nu, hvis han havde lyst til det. Selvom hun tvivlede stærkt på det, da en morder i spillet for evigt ville blive mærket rød, havde hun en lille ubehagelig følelse i maven, da han med langsomme skridt gik hen til hende. Der var en guild, som levede af den slags ting. Tomoyo havde hørt folk hvisket og tisket om det. The Laughing Coffin. Det kaldte de sig. De tjente deres penge på at dræbe andre spillere. Jo mere Tomoyo tænkte over det, jo mere urolig blev hun.

Han stoppede foran hendes halvbevidste skikkelse og åbnede sin inventory.

"Her."

Han lagde en healingkrystal ved siden af Tomoyo, og hun åbnede den med rystende hænder. Det var en lettelse, da hun kunne mærke den helende effekt gennem sin krop.

"Tak, tusind tak," mumlede hun taknemmeligt nede fra jorden. "Du reddede mit liv."

"Intet problem."

Han vinkede kort til hende, men intet smil kunne se på hans ansigt. Hans skridt rungede gennem det blanke gulv, da han gik ud af hallen.

Hun håbede, de ville ses igen. 

 

"Hvad kan jeg hjælpe med?"

Tomoyo befandt sig hos den lokale smed i Urbus, som var ret lille. Hun havde udmattet vandret tilbage til byen, hvilket var en lang og trættende tur.

Den mandlige NPC smilede som sædvanlig, og Tomoyo svarede hun ledte efter et sværd. Han tog en masse bokse og kasser fra hylderne, og Tomoyo skimtede dem alle igennem.

Det skulle være let, ikke for stort, og selvfølgelig matche hendes hvidblå armour. Hendes eget elskede sværd havde en lav durabilitet og kunne gå i stykker når som helst. Det kunne Tomoyo ikke risikere.

Hun sukkede for sig selv. Hun skulle også have col nok til andre forsyninger, som mad, drikke og healingskrystaller.

Jep. Hun skulle helt klart købe flere healingskrystaller. De var bare forbandet dyre.

Hendes armour var også ret slidt nu og trængte til en reparation.

Måske skulle hun finde det der vildsvin alligevel.

 

Tomoyo efterlod butikken med et flot tyndt sværd af et lyst metal og hendes øjne faldt på et lille pyntet skilt.

"Hair Salon."

Hun stirrede på det i nogle sekunder. Det var pyntet og virkede helt anderledes end alt andet fra spillet. Tomoyo vidste ikke om hun skulle hvine eller grine. Men en ting var sikkert. Hun havde ikke råd til at få farvet sit hår, hvis hun ikke snart tjente nogle Col.

Hun tænkte tilbage på hvad NPC'en ved kroen havde sagt. Men hun kunne slet ikke huske hvor vildsvinet skulle befinde sig. Var det bare uden for byen eller i en skov? Nord eller syd?

Tomoyo prustede opgivende og så sig omkring. Flere og flere spillere var kommet til og gik rundt og snakkede midt på gaden. Men lige siden hun forlod labyrinten, havde hun hverken set Mikey, gruppen eller Kirito.

Hun kunne stadig se hvor Mikey var på kortet hvis hun gad, siden hun ikke havde unfriended ham. Skulle hun se efter?

Nej. Mikey kunne skride af helvede til. Hvis han havde ønsket at se hende, ville han havde sendt hende en besked. Han var sikkert stadig i samme gruppe som Arthur og de andre.

Tomoyo sukkede. Hun burde virkelig finde en ny makker. Hun var ved at gå til af ensomhed. En plan formede sig i hendes hoved. Først ville hun finde vildsvinet. Tjene nogle Col. Få en ny frisure og armour. Og finde en ny makker. Rækkefølgen var vigtig. Tomoyo kiggede op i himlen. Det var stadig højlyst dag, og hun havde masser af tid. Det var bare om at komme i gang.

 

Tomoyo lukkede øjnene og trak vejret gennem næsen. Hvilken vej skulle hun dog gå? Hun tog kortet frem fra menuen. Der var ikke særlig meget at se, kun de ting hun havde opdaget. Nogle flade bjerge med en dungeon og ellers bare græs. Hun ville aldrig nogensinde tage hen til den dungeon igen. Alt andet var hvide, tomme pletter, som et kort over verden fra 1700-tallet.

Et skridt, to skridt, tre skridt. Hun lyttede til stemningsmusikken i mens. Hun var ikke i fare, så musikken bestod bare af lette rolige toner med en snert af melakoni.

Snart dukkede der træer op i hendes synsfelt, grønne frodige træer der nåede helt op til himlen, næsten altså. En regnskov.

Hun brugte sit sværd til at skære i gennem alle lianerne og de fugtige grene, og de sprang alle sammen da de ramte jorden, blev til tusinde af splintre.

Da Tomoyo nåede længere ud i skoven, besluttede hun sig at tage den med ro. Det var aldrig rart at blive overrasket. Der var størst chance for at overleve, hvis man var den der selv overraskede folk.

Hun betragtede omgivelserne og lyttede. Der kunne måske være ting hun kunne bruge. Store eksotiske epifytter med blomsterblade voksede omkring hende, og hun kunne ikke lade vær med at blive fristet til at røre en af dem.

Hun strakte sin arm for at nå den største og flotteste af dem. Hendes fingre strejfede dens blomsterblad, og med det samme mærkede hun en stærk prikkende fornemmelse. "Argh!" Blomsten havde udsendt giftige dampe, og Tomoyo trak sig forskrækket tilbage, da hendes HP droppede. Da hun havde trådt nogle skridt tilbage, ramte hun en anden blomst, som også udsendte giftige dampe. Snart var hele området dækket af et rosa slør af gift, og Tomoyo løb panisk væk derfra.

"Puha."

Hun tørrede sveden af panden, og holdt skarpt øje med hvor hun trådte. "Det her er ikke særlig sjovt."

På vagt med sine nye omgivelser, hørte hun et svagt grynt. Det kom fra den mørke del af regnskoven. Tomoyo brugte nogle sekunder på at tage sig sammen og pillede ved en hårlok og begav sig så derind.

Hendes skridt var lette og forsigtige og kunne næsten ikke høres i skovens fugtige bund. Men før hun vidste af det, var det allerede blevet nat, og mærkelige lyde kunne høres over at omkring hende. Knurren, piven, hvæsen, klukken. Tomoyo tændte straks sin fakkel, og svang den rundt omkring sig. Væsner raslede i buskadserne, og Tomoyo skræmte småmonstrene væk. Det var sikkert og forhåbeligt bare kanin- og rævelignende væsner.

Tomoyo hørte endnu et grynt igen og vendte sig straks om. To gule øjne lyste op bag træerne. De stirrede på hende, og Tomoyo sank.

Ligeså stille og roligt trak hun sit sværd op, uden at slippe øjenkontakten. Hun holdt stadig faklen i den ene hånd, og kastede den hen mod det ukendte monster. Faklen opløses ligeså snart den ramte monsteret, og i det samme sekund lyste den monsteret op; et gigant vildsvin. Dens horn var over en meter lang og havde zigzagmønstre hele vejen i gennem. Dens pels var rødbrun, med pigge her og der.

Med et flash var vildsvinet henne mod hende, og hun hoppede over det. Det var svært at tegne dens position da hun knap nok kunne se, men det lykkedes stadigvæk.

Vildsvinet kunne ikke bremse sig selv og løb klods ind i et træ, som væltede med et højt knæk. I mens lukkede Tomoyo koncentreret i. Det var nemt at høre dens klodsede og tunge skridt i skovbunden, og hun huggede til, lige da den var over hende. Den brølede og hvinede, og Tomoyo smilede overlegent for sig selv. Den var ligesom en tyr. Den gjorde sig klar til at løbe hen mod hende og stange hende, men Tomoyo undveg den med lethed, og den stangede et træ denne gang. Men dette træ var stort og den sad fast. Tomoyo så straks sin chance og huggede ud efter den igen, og vildsvinet skreg dens dødsskrig.

Udover den EXP og Col hun modtog, efterlod den sig også nogle horn og selvfølgelig skindet, som hun samlede op.

Så skulle der tjenes penge.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...