Et virtuelt helvede|Sword Art Online

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2014
  • Status: Igang
Tomoyo er en næsten helt almindelig pige, og da hun fik fat i Nervegearet, en slags hjelm der stimulerer hjernens fem sanser, skiller hun sig ikke ud for de andre 10,000 gamere, der også fik fat i en.
Men da Tomoyo logger på, bliver hendes liv forvandlet til et mareridt.
Hvis man dør inde i spillet, dør man også i virkeligheden.
___________________________________________________________________________________________________________________________
Den her historie vandt konkurrencen om Japan, tusind tak for dem der har støttet mig!:D^^

45Likes
70Kommentarer
2837Visninger
AA

5. Level up!

"Kom så!"

Tomoyo hev i Mikeys ærme, og traskede hen mod porten. De flere tusinde spillere, var stadig væk på pladsen, uden at vide hvad de skulle gøre. Langt de fleste prøvede at hænge fast i troen på, at det hele var en spøg. Sådan havde Tomoyo også været, indtil en sorthåret dreng stødte ind i hende og løb videre. En beta-tester. Og pludselig stod det klart for hende. Det her var et spil om overlevelse. Hun gøs. De stærke overlever. De andre dør. Så simpel var det. Ligesom fra virkelighedens verden. Nu havde hun bare en chance. 

Nogle få spillere var allerede i gang med at slagte alle vildsvinene, som et kæmpe stort slagteri. Tomoyo tog sit gennemsigtige sværd frem og observerde dem. Mikey havde fanget den, og tog også hans frem. Et stort og robust enhåndssværd i matte nuancer svang han frem og tilbage, og han fulgte efter Tomoyo, og hævede det tunge sværd, som hurtigt gjorde ham forpustet. 

 

Efter en times dræben, havde de dræbt knap 60 vildsvin i alt, hvor col og EXP blev lige fordelt. Mikey satte sig forpustet ned i græsset, hans højre arm tung. De befandt sig i West Fields, et grønt sted med glitrende søer, og som navnet dedikerede, befandt sig vest fra startbyen. Det var solnedgang, og han slappede af, da han hørte en klingen. Han var fået level up. "Skycaster?" Han indså, at han ikke vidste hvor hun var, og han rejste sig irriteret op. Han spejdede ud over græsmarkerne, hvor nye spillere dukkede op efterhånden. En pige med langt brunt hår var faldet ned mod jorden, hendes sværd slået ud af hendes hånd. Det var Tomoyo, hun lå og hev efter vejret. Et vildsvin kom farende mod hende. Michelangelo skulle lige til at råbe ud efter hende, da hun udmattet samlede sværdet op, og stillede sig i en aggresiv stilling, og angreb vildsvinet da det var nået hen til hende. Den orange sprække delte den i to, hvor den så splintredes til tusinde af sorte splintre. Han åndede lettet op, og hørte en lille lyd komme fra hans EXP bar. Level up!
Han kunne høre Tomoyo råbe op, og hun kom løbende i mod ham for at få en high five. "Yes!" Hun jublede og faldt ned mod jorden, udtømt for energi. 

"Du behøvede ikke at arbejde så hårdt," sagde Mikey og strakte hånden ud. "Men nu har vi fået level up! Og vi har næsten 1000 col hver!" svarede Tomoyo og tog hans hånd. "Jeg kunne ikke finde dig derude. Og da jeg så dig, var jeg bange at du ville tabe til det sidste vildsvin." Tomoyo bankede sine hænder sammen. "Det er fordi, du ikke er på min venneliste. Man kan se sine venners position på kortet og status." Mikey tog sub-menuen frem. "Jeg adder dig lige."
Tomoyo tog i mod invitationen og slog sig for maven. "Kæft, jeg er sulten! Og vi har ikke engang spillet meget mere end en time..."
"Jeg tør vædde med, at vi ikke engang er sultne i den virkelige verden," grinte Mikey, og de tænkte begge to på deres familier, der sikkert var helt knuste. 
"Lad os gå tilbage til byen," sukkede Tomoyo. "Der kan vi sikkert få noget mad."

 

De gik i gennem flokken af de mange spillere, og ind i lille butik, hvor der ved skiltet stod "Bakery."

De købte noget almindeligt brød og mælk, og satte sig udenfor og spiste, mens de snakkede om, hvad de nu skulle gøre. Den kunstige himmel over byen var ved at blive mørk, og der var også stillere i gaderne. 

"Ah! Se det der." Tomoyo pegede på en bygning, og Mikey læste det op. "First Floor Inn."

"Skal vi leje nogle værelser? Et koster kun 50 col. Så kan vi drage længere ud i morgen." Tomoyo blinkede. "Nu er vi nemlig i level 2." 
Mikey tyggede færdig, og rejste sig op. "Det er virkeligt seriøst, det her," mumlede han for sig, så Tomoyo ikke kunne høre det. 

___________________________________________________________________________________

Undskyld, hvis kapitlet var lidt kedeligt, men jeg blev nød til at skrive det her.

Det var også lidt mere fra Mikeys side denne gang. xD Åh, ja, sådan kan det gå!

 

 

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...