Et virtuelt helvede|Sword Art Online

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2014
  • Status: Igang
Tomoyo er en næsten helt almindelig pige, og da hun fik fat i Nervegearet, en slags hjelm der stimulerer hjernens fem sanser, skiller hun sig ikke ud for de andre 10,000 gamere, der også fik fat i en.
Men da Tomoyo logger på, bliver hendes liv forvandlet til et mareridt.
Hvis man dør inde i spillet, dør man også i virkeligheden.
___________________________________________________________________________________________________________________________
Den her historie vandt konkurrencen om Japan, tusind tak for dem der har støttet mig!:D^^

45Likes
70Kommentarer
2855Visninger
AA

13. Konsekvenser

Tomoyo var udmattet og træt og kunne mærke den kølige brise på armene. Hun fulgte stien, følte sig time efter time sulten og tørsten sprede sig gennem hele sin krop.

Endelig nåede hun hen til det flade bjerg, som nærmest lignede et kæmpestort krater. Byen Urbus lå her, og hun kunne se alle de flade bygninger lyse op. 

 

Hun gik ind gennem den store port, hvor byens gader var helt tomme af mennesker. Byen var væsentligt mindre end startbyen, og Tomoyo betragtede alle de firkantede huse, mens hun ledte efter en kro.

Efter at have gået et stykke tid nåede hun til en hvid bygning, hvor et lille træskilt indikerede at  bygningen var en kro, og hun gik nervøst derind. Til hendes store lettelse, kunne hun ikke få øje på nogle der var med til at bekæmpe bossen; kun nogle NPC'er sad og snakkede.

Tomoyo trådte hen til disken, og gad ikke gengælde den mandlige NPC's smil. Hun betalte for en tallerken med noget saftigt kød og kartofler, og nøglen til hendes lejede værelse opbevarede hun i inventoryen.

Hun satte sig ved siden af en af NPC'erne, som venligt smilede til hende.

"Har du været ude på eventyr?" spurgte han.

Tomoyo ragede uhøfligt kødet i sig. "Mhm," gumlede hun.

Hun tørrede snavset om munden. "Sker der noget nyt?" spurgte hun ham.

"Altså, jeg har hørt rygter om et stort vildsvin nord fra byen. Måske kan du bruge dets skind."

Tomoyo sukkede og hvilede opgivende sit hoved på det klodsede bord. "Et skind. Hvad kan jeg dog bruge det til?"

Manden opfattede ikke at  Tomoyo henvendte til sig selv, og svarede at hun jo kunne sælge det. Tomoyo ignorerede ham og gik op på sit værelse.


Sengen knirkede, da hun fuldt udhvilet rejste sig op. Det var det gode ved SAO. Selv hvis hun havde sovet 10 timer i den virkelige verden, ville hun normalt skulle drikke flere energidrikke for ikke at blive morgentræt. Men i SAO kunne hun bare vågne op fyldt med energi.

 Hun så ud af det lille vindue, der lyste hele værelset op, og opdagede overrasket alle de spillere, der nu gik rundt på byens gader. Flere hundrede gik rundt og betragtede byens mindre udvalg af butikker

 

Tomoyo afleverede nøglen i receptionen, og trådte udenfor for at mærke den "friske" luft. Ingen spillere lagde mærke til hende, da hun gik forbi dem, og hun bebrejdede hendes beskedne udseende det.

Hun trådte ind i en normal handelsbutik  for at købe proviant og en langt ønsket teleporterringskrystal.  Der ville nok gå lang tid, før hun ville få brug for den, men hun ville gerne føle sig sikker alligevel. Hun købte også nogle fakler. Hun skulle ud på opdagelse og opdatere hendes kort.

 

Under åben himmel begav hun sig udenfor byen, hvor det matte bjerglandskab fik hende i møde. Det eneste der dækkede horisonten, var endnu et par flade bjerge, der lå så langt væk øjet kunne række.

Med en melankolsk sindsstemning begav hun sig til at vandre igen, hendes nye mål bjergene som befandt sig flere timers vandring væk. 

Der måtte være nogle dungeons et sted. Hun skulle bare finde dem, ikke?

 

Den lange slette havde tæret på hendes kræfter, da hun endelig nåede til den sandfarvede klippevæg.

Tomoyo ledte efter en åbning ved at glide sine hænder mod dens varme overflade. Der skete ingenting, så hun gik længere hen ad bjergets side, og gentog den samme proces om og om igen.

Med et følte hun noget rykke sig under sin håndflade, og småsten og støv dryssede af klippevæggen.

"Uhargh!"

Med et, befandt hun sig i smældhamrende mørke, og det eneste hun kunne se, var en lille boks, der dukkede op på hendes menu.

"Dungeon, flat mountin 2."

Tomoyo rakte spændt hendes hænder i vejret og jublede. "Yes, min første dungeon alene!" råbte hun muntert.

En ny meddelelse dukkede også op. "Detection skill, level up."

Tomoyo så, hvordan hun modtog en smule exp ved at kigge på hendes lvl-bar.

Hun prøvede at rejse sig op uden at støde ind i noget i mørket.

"Nå, jo!"

Fra sin inventory tog hun en fakkel frem, og klikkede på en lille boks, dukkede op henne ved den.

Faklen lyste op i et kraftigt rødligt skær, og lyste hele klippevæggen op. "Okay, en fakkel lyser i ca. to timer. Det må være nok," mumlede hun til sig selv.

 

Hendes fødder syntes at løbe i spænding, indtil hendes fod stødte på et bump; en slags kontakt. Der lød et klik og et ryk, og væggene ved siden af hende rykkede ned, afslørede et reb der rykkede sig. Tomoyo sprang flere meter tilbage af bart instinkt, da et højt swoosh fik hende til at se tilbage, hvor en kæmpemæssige klinge nu svingede vandret frem og tilbage mellem væggen.

Hendes ben gav efter, og hun faldt ned på jorden og prøvede at få pusten igen. Hun indså irriteret, at hun havde tabt faklen på den anden side af den knivskarpe klinge, der hvirvlede støv og skidt op, hver gang den svang frem og tilbage med hurtige, hårde tag.

Tomoyo rejste sig op og sank, og i det øjeblik klingen svang til højre, sprintede hun ind fra den venstre side af vejen. Hun landede med et bump ved siden af faklen, og tog sig til sin arm og så bekymret på sin HP-bar, der faldt en lille stykke. Klingen havde snittet hende.

Hun tog faklen i sin hånd og rejste sig op, og denne gang lyste hun gulvet op, og undgik på den måde en del farlige kontakter.


Stenvæggene bredte sig mere jo længere hun gik, og flade trapper dukkede også op. Her var dystert, og da hun lyste væggene op med faklen, opdagede hun flere utydelige billeder.

Et kæmpemæssigt bjørn stod på to ben, klædt op i en solid rustning. I den ene pote holdt den en enorm økse, som den hævede over sårede soldater, der lå på gulvet. Tomoyo gulpede. Det var ikke et pænt billede.
Hun sukkede og gav sig til at gå videre op af trappen, som endte i en stor dør, der straks åbnede sig da hun trådte frem mod den.

Selvom hun kunne se flammer slikke sig op af væggene i rummet, var der fuldstændigt mørkt, med undtagelse af en lille projektorlysstråle, der fremhævede en kiste med messinghåndtag.

Tomoyo løb straks hen til den, fumlede med den blanke lås, og opdagede irriteret at hun manglede en nøgle.

I præcis samme øjeblik hun gav slip på låsen og rejste sig op, begyndte det ellers massive gulv at vibrere. Ryste.

Flammerne voksede sig endnu større, skiftede over til blålilla nuancer. Hun kunne mærke varmen på hendes bare hud, noget hun ikke havde brug for.

En øredøvende larm lød, da gulvet splittedes i to.  Den kæmpestore revne bevægede sig med lynende hastighed mod hende, og hun nåede ikke engang at tage skridt, før jorden var væk under hende.

Tomoyo skreg for første gang i lang tid, da hun mærkede luften under sig og hendes hår blafre. Hun sprællede panisk med benene, og bevægede desperat armene som om hun var en fugl, et elendigt forsøg på at gøre det hurtige, uhyggelige fald, en smule mere langsomt. Hun gøs ved tanken om den knusende smerte, der snart ville ram-

Hun tav da hun landede med et hårdt bump på ryggen. Det prikkede i hele hendes krop, og hun orkede ikke engang at rejse sig op, men betragtede bare hendes HP-bar falde med knap 75%.

Langsomt, tøvende og med øjnene knebet sammen brugte hun den sidste healingkrystal.

Hun mærkede den ubehagelig prikkende fornemmelse forsvinde. Hun åbnede lige så stille sine øjne igen, og opdagede til sin store træk nogle røde pupilløse øjne stirre på hende.

Tomoyo’s krop stivnede som sten, og den kæmpe bjørn brølede så jorden under hende kildede. Øksen var over hende med det samme, og Tomoyo nåede lige at rulle til siden. En permanent revne lå nu der øksen ramte.

Tomoyo rejste sig hurtigt op med et pumpende hjerte. Bjørnen bed ud efter hende, dens mund på vidt gab, og savl mellem dens sylespidse tænder.

I stedet for at undvige, fløj hendes hånd straks ud efter hendes sværd. Hun holdt det lige ud foran sig, og det ramte lige ind i den brølende bjørns kæbe.

Dets HP droppede en smule, og Tomoyo opdagede forfærdet at det store monster havde tre barer.

Bjørnen bed tænderne endnu hårdere sammen, og svang hovedet frem og tilbage. Den gav ikke slip på sværdet i mens, men det gjorde Tomoyo heller ikke, og hun blev slynget med høj hastighed ind i en væg, og hun gispede da hun faldt ned til jorden igen med et brag.

Bjørnen spyttede sværdet ud, flere meter væk fra der Tomoyo lå og kom sig efter chokket. Hendes HP droppede en del. Men hun gav ikke op endnu.

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...