Et virtuelt helvede|Sword Art Online

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2014
  • Status: Igang
Tomoyo er en næsten helt almindelig pige, og da hun fik fat i Nervegearet, en slags hjelm der stimulerer hjernens fem sanser, skiller hun sig ikke ud for de andre 10,000 gamere, der også fik fat i en.
Men da Tomoyo logger på, bliver hendes liv forvandlet til et mareridt.
Hvis man dør inde i spillet, dør man også i virkeligheden.
___________________________________________________________________________________________________________________________
Den her historie vandt konkurrencen om Japan, tusind tak for dem der har støttet mig!:D^^

45Likes
70Kommentarer
2853Visninger
AA

12. Alene

 

Kirito havde forladt bygningen som den første, efterladt en tavs gruppe af spillere. Nu da syndebukken var væk, stod folk mundlamme og vidste ikke hvad de skulle gøre.

Arthur snakkede som om intet var sket, og Mikey kiggede stadig på døren hvor Beateren havde gået ud for få minutter siden.

"Nå, lad os være med at bekymrer os om ham. Skal vi ikke beholde teamet?" spurgte Arthur gruppen. Mikey nikkede.

Hurtigt som et lyn tog Tomoyo menuen frem og fjernede sig fra partyet. Hun sendte Mikey et sidste blik, da hun vendte sig mod den store udgang. 

Pigen stod og spærrede for udgangen. Tomoyo betragtede hendes lange lyse hår falde ned på hendes svajende ryg. Hun skubbede brutalt pigen væk. Hun havde lange øjenvipper. "Hvad med du næste gang, står op for din holdkammerat?" snerrede Tomoyo af hende lige inden hun gik ud af Labyrinthen.

Alting gik op i et lys, men det var ikke ubehageligt for hendes øjne. Da det så småt gik væk, opdagede at hun var spawnet midt i en øde slette, på en næsten usynlig vej. Længere ude fra stien gik der store okselignende monstre rundt og græssede, ellers var der ikke andet at få øje på ud over nogle bjerge rundt omkring.

Kirito var ikke at se nogen steder. 

Det slog lige Tomoyo, at hun var alene. I hendes vrede og stolthed havde hun forladt teamet, og stod nu helt alene midt på en slags ødemark.

Hun tog kort-hologrammet frem fra menuen og opdagede skuffet at det var fuldstændigt blank, bortset fra en lille grøn pil der indikerede hvor hun var. Det var ligesom da hun startede for to måneder siden. Hun måtte bare opdaterer kortet ved at gå på opdagelse. 

Efter bosskampen havde hun modtaget noget Col og Exp, nok til hendes bar som kun hun kunne se nu, viste hun var halvvejs i level 4. 

Hun spejdede ud på marken, og vidste at hun blev nød til at gå tættere på okserne, før hun ville kunne se deres status. Hvis Mikey havde været her...

Hun rystede på hovedet. Hun havde rent faktisk troet at Mikey ville løbe efter hende. Gå ud af teamet og forme et nyt med hende. 

Hun åbnede menuen. Hun kunne sende en besked til ham? Nej, det var umuligt. Tomoyo havde sin stolthed.

Hun løb hen til det nærmeste monster i et godt og roligt tempo. De stod med en god længde væk fra hinanden, så de var højst sandsynligt ikke flokdyr.

Hun tog rustent sværdet ud af skeden, og holdt det op mod den virtuelle sol, så det skinnede ud gennem dets rosa overflade.

Oksen havde opdaget hende nu, og Tomoyo trak sværdet tilbage; klar til at hugge.

Hun ramte den med maven, men det var ikke nok til at den gik i opløsning. Hun læste hurtigt dens stats. Level 4. Det var en del højere end vildsvinene.

Hun sprang over den med lethed da den vilde stange hende. Hun grinte højt. Hun var stolt af hendes jumping-skills.

Men hun kunne godt se at hoppet og hugget havde taget en lille del på hendes stamina. Hun skulle ikke bruge det for meget.

Oksen kom farende mod hende igen, og Tomoyo var ikke helt klar. Den ramte hendes arm da hun undveg halvhjertet, og hun gryntede irriteret da hendes HP faldt lidt. "Lad vær med at sove, Tomoyo," skældte hun sig selv ud. Den her gang hævede hun sværdet helt, og skar helt i gennem oksens store hals. 

Den faldt om og gik i opløsning, efterlod sin potion af Exp og Col. Tomoyo åndede for pustet ud. Hvem skal være den næste?

 

Tomoyo faldt om på det bløde, tørre græs. Solen var gået længere ned på himlen, og snart ville det blive mørkt. Men Tomoyo orkede ikke at gå, hun var simpelthen nød til at vente på hendes stamina kom tilbage.

Hun åbnede sin inventory og tog noget af det grove brød. Det smagte af sten og kerner, men det fik stamina-processen til at gå hurtigere.

Hun havde lagt sig helt fladt ned længere ude på sletten, så selv spillere med Mikeys detection-skills ville ikke kunne få øje på hende.

Hun betragtede sine stats. Efter at have slagtet okser konstant havde hun fået level up igen. Den her gang opgraderede hun også sin sværdteknik.

Hurtigere. Stærkere. 

Hun kunne mærke sine øjne svige. Hun ville gerne hjem. Rigtig hjem.

Snart kunne hun ikke holde sine øjne åbne mere, men hun vidste godt at hvis hun faldte i søvn, kunne det være fatalt. Hun havde hørt rygter om spillere, der dræbte andre for at *loote dem. Tomoyo tvang sig op at sidde.

Hun ville følge stien når solen gik ned.

____________________________________________________________________________________

* når man looter noget/nogen tager man alt der er af værdig på vedkommende c:

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...