Et virtuelt helvede|Sword Art Online

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2014
  • Status: Igang
Tomoyo er en næsten helt almindelig pige, og da hun fik fat i Nervegearet, en slags hjelm der stimulerer hjernens fem sanser, skiller hun sig ikke ud for de andre 10,000 gamere, der også fik fat i en.
Men da Tomoyo logger på, bliver hendes liv forvandlet til et mareridt.
Hvis man dør inde i spillet, dør man også i virkeligheden.
___________________________________________________________________________________________________________________________
Den her historie vandt konkurrencen om Japan, tusind tak for dem der har støttet mig!:D^^

45Likes
70Kommentarer
2849Visninger
AA

18. Adrenalin

Tomoyo forlod landsbyen med inventoryen fyldt med rosinboller og mælk. Hun regnede med at være væk i flere dage.

Hvis, hun mirakuløst mødte Al igen, ville hun spørge om de skulle være partnere. I mens hun gik mod de flade bjerge, forestillede hun sig alle mulige scenarier.

"Hey, jeg tænkte om... vi kunne lave et party sammen?" øvede hun sig.

"Hm. Du vil nok trække mig ned. Nej, tak!" forestillede hun ham svare. Selvom om, det var hende, der spillede Al, kunne hun ikke lade vær med at tage det personligt.

Hun skulle blive stærkere. Og den der ekstra-skill, hvad det nu end var, ville sikkert kunne hjælpe på det.

Ude I horisonten så hun de der hestelignende monstre, og hun kneb øjnene sammen. Hun fik snart level up. Og hver gang man fik det, blev ens HP-bar altid fyldt op. Så hvis hun angreb de der hestelignende monstre, ville hun garanteret miste meget af sit liv, men hun ville nå at få level op, og så ville det jo være lige meget.

Men hvis hun ikke fik det... så var hun død. Hun trak langsomt sit sværd ud af skeden, og overvejede om hun skulle gøre det eller ej. De lå og græssede uskyldigt ude på sletten, og det var lige før hun ville få dårlig samvittighed. Men de var jo ikke i live. Det var ikke rigtige dyr. Eller var de? Hun havde været fanget i spillet i alt for lang tid.

"Uhu!" råbte hun og svang sit sværd, indtil hun fangede et af monstrenes opmærksomhed. Det løftede hovedet og stirrerede på hende, men satte sig til at græsse igen.

"Hallo!" råbte hun højere denne gang, og det var nok til, at det kom spurtende aggressivt hen mod hende. 

Hun sank en klump og kiggede koncentreret på den; så den komme nærmere og nærmere.

"Okay, Tomoyo du kan klare det," motiverede hun sig selv.

Hun undveg den elegant, og da den vendte sig om i mod hende, huggede hun efter den. Hun ramte dens hals, og den nåede lige at skrige, før dens hoved faldt af. Tomoyo holdt sig for ørerne, og inden hun så sig om, var der flere monstre på vej i mod hende.

Hun mærkede sit hjerte banke, adrenalinen pumpe og havde sit sværd klart.

"Here we go," mumlede hun.

Hun skubbede den første væk med sit sværd, og huggede ud efter den anden. Den døde, men på samme tid, mærkede hun et slag i ryggen, som fik hende til at falde flere meter fremover. 

"Ugh!" 

Hun vendte sig om på jorden for ikke at blive ramt i hovedet af en hov, og brugte sit sværd som et spyd, ved at jorde det i maven på et andet monster. Det gjorde til gengæld at hun ikke kunne nå at undvige et trejde monster. Hun mærkede varm ånde mod sit øre og derefter en prikkende fornemmelse i ansigtet. Hun var blevet sparket i hovedet, indså hun. 

Hendes HP faldt som et vandfald, og hendes syn blev sløret for et kort øjeblik, da hun kæmpede for at rejse sig op.

De tre monstre tilbage, løb hen mod hende fra hver sin side, og hun tvang sig sammen til at hoppe over dem, flere meter oppe i luften. Hun lave et saltomortaler for at stabiliserer sig i luften, da hun landede igen.

De tre monstre havde styrtet inden i hinanden, og vaklende næsten uden HP, skyndte hun sig at dræbe den ene.

Straks mærkede hun energien og livet komme tilbage, da hun nåede i level 7. De to andre monstre rejste sig straks op, men med Tomoyos nyvundne kraft, tog det ikke lang tid at tage sig af dem.

"Yes!" hun rakte begejstret en hånd i vejret, og opgraderede hendes sværdskills, så hun skadede mere.

Som belønning satte hun sig ned på det bløde græs, og spiste nogle af hendes rosinboller. Mens hun tørrede krummerne af mundvigen, lagde hun sig ned på græsset, og fik varmet ansigtet i solen.

"Mhm."

Hun var helt alene ude på sletten kun omgivet af lysegrønt græs og nogle små kaniner, der løb her og der. Hun tillod sig at dase i nogle få minutter, og gik så videre mod bjergene.

Hun støttede ind i nogle få monstre her og der, men det var ikke noget særligt. Det der var hårdt, var solen som skinnede hende i ansigtet, og da Tomoyo endelig nåede bjergets fod, var hun træt og udkørt.

Hun var ikke engang sikker på om bautastenen skulle være der oppe et sted. Og vandre helt derop for ingenting, var ikke noget Tomoyo var interesseret i. Men der var jo kun en ting at gøre, for at finde ud af et. 

Hun begyndte at gå der op, svedig og udmattet. Der lå små buske rundt omkring, og en gang i mellem kom en ræv eller hare løbende derud. Med sveden piblende ned af hendes ansigt og hår, lod hun ikke rigtig mærke til hvor hun gik. Så hun fattede ikke hvad der foregik, da hun pludselig gled ned af en tunnel. Hun nåede lige at overveje om hun var trådt på en kontakt eller noget, da tunnelen sluttede, og hun faldt flere meter ned.

Hun befandt sig vidst i en underjordisk grotte, konkluderede hun, lige inden hun mærkede koldt vand omringe hende, og slugte en ordentlig mundfuld. Hun hostede og kæmpede sig op over vandoverfladen for at få luft, men strømmen var stærk, og hun blev nød til at give op og lade sig føre med. 

Rystet og gispende efter luft, kæmpede hun sig op af vandkanten, og landede udmattet på jorden. Hun kiggede op på alle stalaktiterne der dryppede, og blev pludselig af en dråbe på næsen.

Irriteret rejste hun sig op, der var både koldt, vådt og mørkt i grotten, og hun ville ud herfra hurtigst muligt. 

De små dryp der lød rundt omkring var irritererende og gav hende hovedpine. Som kinesisk vandtortur, mumlede hun.

Der var også meget uhyggeligt. Hun vidste at der ikke levede dyr i underjordiske grotter. Men hvad med monstre?

Hun gled i noget vådt og ramte væggen, som åbnede sig og hun faldt lige i gennem. Væggen lukkede sig bag hende igen med et brag, og hun skyndte sig at rejse sig op, da fakler tændtes og oplyse det rum, hun var havnet i. 

En i den anden ende i lokalet lå der en kiste og lyste op.

"Åh nej," tænkte Tomoyo. "Det falder jeg ikke for igen."

Hun tog sin teleporterringskystal frem, men den virkede ikke. En tekst formede sig over hende.

"Teleporteringsfri zone."

Hun sukkede irriteret, og så på kisten. Tja, hun kunne jo undersøge den, ikke?

Kisten var gammeldags, lavet af træ, men hun fandt ingen lås på den. En option dukkede op.

"Open chest," stod der. 

"Nm, jeg ved ikke," mumlede Tomoyo frustreret. Hvad hvis der var noget virkelig sejt i kisten, og hun gik glip af det? Eller hvad hvis det var en fælde ligesom sidst, og hun døde.

"Fuck det," mumlede hun og åbnede kisten.

Et par sortglinsende handsker lå der nede, og hun samlede dem straks op og prøvede dem på. De var behagelige og enkelte i snittet med minimal beskyttelse. Hun trak sit sværd op for at teste dem, og opdagede det vejede ingenting. 

"Hvordan kan det være!?" udbrød hun.

Hun svang det prøvende gennem luften, og var overrasket af den markante stigning af farten.

"Kunne det... være handskerne?" tænkte hun højt.

Hun lagde sværdet tilbage, og fik en ubehagelig følelse da hun kiggede omkring. 

"Væggene... de er rykket tættere på?" konkluderede hun, og opdagede til sin store skræk at de kom stadig nærmere.

Der var ikke nogen udgang i sigte, og Tomoyo prøvede endda at bremse den ene væg, men kunne ikke standse den overhovedet. Hun gav dog ikke op, men til sidst ramte hendes hæl den anden væg. Hun kiggede frem og tilbage. Ingen udgang. 

Der var efterhånden ikke mere end to meter i mellem væggene. Tomoyo ansigt blegnede.

Hvad skulle hun gøre?

Op.

Hun kiggede op.

Væggene ramte ikke loftet. Hvis hun på en eller anden måde kunne komme over væggen, var hun i sikkerhed. Der var ingen tid at spilde.

Hun lænede sig op af den ene væg, og placerede fødderne på den anden. Hun skyndte sig at mase sig op, hvilket blev sværere og sværere, jo nærmere væggene kom hinanden.

"Bare lidt i endnu!"

Hendes ben begyndte at gøre ondt; hendes ben blev mast sammen mod hendes overkrop, og hun havde aldrig været særligt hypermobil.

Hun kunne se væggens kant, hun skulle bare strække hendes arm.

"Argh!"

Hun hoppede op, og nåede lige at gribe fat med begge hænder. Mens mælkesyren hærgede hendes arme og ben, hejste hun sig op, og væggene ramte hinanden med en brag, da de støttede ind i hinanden.

Mens hun der oppe, forpustet og forslået, mærkede adrenalinen fortage sig, løb tårene ukontrolleret ned af hendes kinder. Hun lå der i nogle minutter i nærmest en trancetilstand, mens hun ventede på sin vejrtræning blev normal igen, før hun indså, at hun ikke var død endnu.

"Oh my god," mumlede hun. "Jeg kan ikke holde til det her."

 

 

  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...