Et virtuelt helvede|Sword Art Online

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 nov. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2014
  • Status: Igang
Tomoyo er en næsten helt almindelig pige, og da hun fik fat i Nervegearet, en slags hjelm der stimulerer hjernens fem sanser, skiller hun sig ikke ud for de andre 10,000 gamere, der også fik fat i en.
Men da Tomoyo logger på, bliver hendes liv forvandlet til et mareridt.
Hvis man dør inde i spillet, dør man også i virkeligheden.
___________________________________________________________________________________________________________________________
Den her historie vandt konkurrencen om Japan, tusind tak for dem der har støttet mig!:D^^

45Likes
70Kommentarer
2834Visninger
AA

4. 213

Forvirrede stemmer blandedes sammen til en stor grødet masse, som Tomoyo ikke kunne fortolke. Folk så foruroligede ud og maste hinanden. 

Hun var tilbage foran paladset.

"Hvad sker der?"  Folk spawnede foran hende, dækkede hendes synsfelt med blålige skær. Snart var ti tusinde mennesker stimet sammen på den runde plads, ude i stand til at forlade stedet; en usynlig mur omgav hele pladsen.

"Mikey!"

Hun kunne ikke få øje på nogen i den her menneskemængde, spillerne løb hele tiden ind foran hinanden, alle sammen paniske.

"Mike? Mikey!"

Tomoyo var så snart ved at gå i panik, totalt uvant til situationer som denne. 

"Har du tænkt dig, at blive ved med at kalde mig det?" Tomoyo mærkede en bekendt hånd på sin skulder, og vendte sig om mod spilleren i de varme nuancer. Han smilte. "Hej Skycaster."

De var begge to lettet over at have fundet hinanden, så havde man nogen at støtte sig op til.

Et øjeblik blev der stille, og nogle folk begyndte at pege på den simulerede himmel, der hurtigt blev rød af advarselsestegn.

"Hvad fanden sker der?" kunne hun hører sin nye partner mumle.

Himlen blev fuldstændig rød af noget der lignede blod, som begyndte at blive trukket ned af den kunstige tyngdekraft. Det dannede en kæmpe stor mystisk person, der lignede en flyvende frakke og hjelm.
"Gamemasteren?"

"Han har ikke noget ansigt?"

"Hvad sker der!?"

Folk begyndte efterhånden at råbe op igen, og hans dybe stemme rungede ud over hele byen.

"Må jeg få jeres opmærksomhed."

Det var som om han talte i en mikrofon, og folk blev atter stille igen. "Velkommen til min verden."

Mikey og Tomoyo sendte hinanden forvirrede blikke. "Hans verden?" hviskede hun.

"Mit navn er Kayaba Akihiko, og fra dette øjeblik er jeg den eneste person som kan kontrollere denne verden." Han stemme efterlod spillerne målløse.

Alle folk vidste hvem Akihiko var, SAO's grundlægger og udvikler. Man stod og stirrede med æresfrygt.

Tomoyo ignorede de opmærksomhedskrævende piger, der stod og omklamrede sig til drengene, og fokuserede på den enorme svævende skikkelse over dem.

"Jeg er sikker på i har lagt mærke til de manglende log-ud knapper fra hovedmenuen. Men det er ikke en fejl i spillet. Jeg gentager, det er ikke en fejl i spillet. Det er en feature fra SAO."

Folk gispede og begyndte at se utilpasse ud, men gamemasteren forsatte:

"I kan ikke logge af selv, og ingen udenfor kan slukke eller fjerne Nervegearet. Hvis det bliver forsøgt, vil transmitteren inden i nervegearet frigøre en kraftig mikrobølge, som vil destruere jeres hjerne, og dermed slutte jeres liv."

Nogle folk begyndte at græde nu, og andre begyndte at råbe af Akihiko. 

"Det er en joke!"

"Jeg vil ikke dø..."

"Han laver sjov ikk'?"

"Han kan ikke være seriøs, vel?"

Nogle tal dukkede op på skærmen, og billeder af alle mulige personer.

"Desværre har flere spillers venner og familie ignoreret denne advarelse, og har forsøgt at fjerne Nervegearet. Som resultat, er 213 spillere væk for evigt, både fra Aincrad og den rigtige verden."

Nogle folk valgte at tie, andre ikke, men alle kiggede op i himlen, hvor alle de døde spillere blev vist.

Tomoyo skar tænder, men kiggede så på Mikey. Han så endnu værre ud. 

Billeder fra hjemmesider og livestreams fra nyheder begyndte at dukke op foran skikkelsen.

"Som I kan se, er nye organisationer rundt omkring i verden, i gang med at reportere dette, inklusivt dødsfaldene. I kan antage, at faren for at Nervegearet bliver fjernet fra jer, er minimal. Jeg håber i vil slappe af og nyde spillet."

"Hvordan skal vi kunne komme ud?" Tomoyo stirrede vantro på billederne af dødsfaldene. "Hvordan skal vi kunne nyde spillet!" råbte hun vredt. Mikey kiggede fortabt ned i jorden, med et gråt slør omkring hans øjne.

"Hvis jeres HP falder til 0, vil jeres avatar være væk for evigt, og samtidigt vil Nervegearet destruere jeres hjerne. Der er kun en måde at komme ud på. At klare spillet. Lige nu er I på den laveste etage af Aincrad. 1. etage. Hvis I klarer vejen gennem banen og besejrer bossen, kommer i videre til næste etage. Besejr finalebossen på 100. etage, og I vil gennemføre spillet."

Tomoyo mærkede hendes krop gå kold. Hun havde altid spillet spil... men hun havde aldrig gennemført dem. Hun kiggede rundt på alle de andre. Der var nogenlunde ligeså mange piger som drenge, så Tomoyo var ikke urolig for at blive ensom. Selvom det var lidt underligt, da hun havde gået ud fra, at største delen af spillerne ville have været drenge. Hun spejdede efter Mikey. Han befandt sig i sin egen verden.

"Til sidst, har jeg givet jer alle en gave fra mig til jeres inventar. I kan selv se."

Folkene begyndte at røre på sig igen ved lyden af modtagelsen af en gave. De fandt denfrem for menuen, og så på den nye genstand.

Tomoyo så de andre tage den frem, det var et spejl,  og  rundt omkring kom de blå lysskær igen. Men folk teleporterede ikke. Tomoyo tog nysgerrigt spejlet op, og så forskrækket sit spejlbillede i spejlet. Det var ikke Skycaster. Det var Tomoyo. Hun spjættede, da hun selv blev indhyllet i det blå skær, hvorefter hun blev til sit eget jeg igen.

Største delen af alle folkene blev grimmere, tykkere, og minde muskuløse. 

"Er det dig!"

"Jeg troede du var en pige!"

"Sagde du ikke du var 17 år gammel?"

Folk råbte af hinanden, nu var største delen drenge, og Tomoyo kunne pludselig ikke finde Mikey mere. "Skycaster!?"

Drengen der kaldte stod foran hende, men han var meget høj og slank. Mikey var lidt kortere og bredere. Og så var denne drengs hår blondt og pjusket og øjnene sortbrune. "Mikey!" Han fik øje på Tomoyo og spærrede øjnene op. "Tomoyo? Er det dig?" Han bøjede sig ned over hende. "Du er godt nok lav!" Han var også forvirret over hendes (lille) torso, men det sagde han jo ikke højt, vel?

"Nej! Det er bare dig der er høj," surmulede hun. Hun følte sig lille og grim, med hendes kedelige brune hår og korte øjenvipper. "Men," sagde han og betragtede hende nysgerrigt. "Du er faktisk meget pæn." Tomoyo blev tør i halsen og kiggede væk. "D-du er heller ikke værst." Det grinte han højt af, men huskede så den situation de var inde i.

"Men... hvad gør vi nu?"

 

 

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...