A never ending pain

En pige gennemgår en svær tid i hendes familie.

0Likes
0Kommentarer
241Visninger
AA

2. Novellen

“Et barns fremtid afhænger af deres forældre.”  Jeg kan mærke hvordan en kvalmende følelse bevæger sig op igennem min hals. Jeg kan ikke holde ud at se på ham, tænk at have det sådan om sin egen far, hvorfor skulle vores skole også lige ansætte ham som foredragsholder. Ja, han er meget god til det han arbejder som, men hvis folk bare vidste hvad der virkelig foregik inde i hans hoved. I det psykotiske hoved der har fundet på ord om det at være forældre. Jeg har mest af alt lyst til at gå min vej, men jeg ved hvad der vil ske hvis jeg går. Ved tanken ligger jeg en hånd på min side der stadig er øm. Jeg fjerner hurtigt hånden og ser op på ham. Hvis bare han kunne se den vrede der befandt sig i mine øjne. Jeg trækker min hat hen over mit hoved og skærmer mit syn til ham. Jeg putter mine høretelefoner i ørene og skruer så højt op jeg kan. Jeg vil for alt i verden bare væk derfra, væk fra ham og hele den verden der foregår omkring ham. Min ipod er fyldt med vred musik, musik der ikke gør mit had til min far mindre. Alle sangene handler om misbrug, mistillid, forræderi, noget jeg kan relatere til. Hvis bare min far kunne være normal, men hans temperament er for stort. Han bliver vred, og så går det udover det nærmeste, i flere tilfælde den nærmeste.

Jeg mærker et prik på skulderen og jeg ser forvirret op. Alle er på vej ud, og jeg river hurtigt mine høretelefoner ud og forsvinder ind i mængden før min far når at opdage mig. Da jeg er langt væk fra hallen ånder jeg lettet ud. Jeg vil ikke se ham mere end jeg behøver, men hvad kan jeg gøre? Jeg er kun 16 år, jeg vil aldrig kunne klare mig uden min forældre, og min mor vil aldrig forlade min far. Jeg forstår hende ikke, hvordan kan man elske nogen så meget. Jeg ser mig omkring før jeg går ind i klassen, jeg tager min taske og går hurtigt ud af klassen. Jeg har pjækket meget på det sidste, jeg har forladt skolen og forsvundet hen til mit hemmelige sted. Det eneste sted jeg er i sikkerhed. Jeg ser mig over skulderen før jeg forlader skolen for at se om nogen følger efter mig, der er ganske få blikke der følger mig. Efter det hele begyndte, er jeg nærmest blevet usynlig. Det gør mig nu heller ikke noget, jeg ville bare ønske min far så mig sådan. Jeg ved ikke hvad der skete. Når jeg tænker tilbage, kan jeg huske mange glade og hyggelige stunder. Hvorfor blev han pludselig sådan? Jeg kan ikke sætte mig ind hans tankegang, end ikke selvom jeg prøver det bedste jeg har lært. Jeg går ned imod en ubrugt togbane og jeg forstiller mig hvad der sker når jeg kommer hjem. Jeg bliver råbt af, og når jeg så ikke svarer det han ønsker, så gør han det værste en forældre kan gøre for sit barn. Hans ord fra foredraget hænger i mit hoved. Jeg forstår ikke hvordan han kan sige sådan noget når han giver hans egen datter en forfærdelig fremtid.

Jeg forsætter hen over togbanen og ned imod en lille flække, et lille sted der er gemt væk. Jeg har det for mig selv, stedet er glemt. Efter togbanen lukkede, så kommer der ingen derude mere. Jeg ser ned imod den lille bæk der løber for enden af mine fødder og tager mig selv i at smile et ganske lille smil. Men selvom det er så lille og selvom man næsten ikke engang kan kalde det et smil, så gør det vidundere. Jeg får en følelse af glæde jeg har manglet så længe, og så over noget så ubetydeligt som en bæk. Men når man har det som jeg har det derhjemme, så kan man ikke tænke på andet. Det overtager din tankegang, ødelægger din koncentration, og selvom alle kan se jeg er forandret er der ikke en eneste der spørger indtil det. Selvom jeg har svært ved at tale om det, og aldrig har gjort det, så gør det næsten mere ondt at ingen spørger hvad der sker. Alle tror bare jeg er forandret, men det sker vel ikke bare. Ud fra hvad jeg har erfarede, så ændrer man sig kun hvis man enten selv ønsker det, eller hvis man er ude for noget livsforandrede. Men hvis man så vælger det, er det så virkelig en forandring, er det ikke så bare en illusion af hvad man gerne vil være.  Jeg sætter mig ned og ser hen over de marker der rækker så langt som øjet rækker. Selvom jeg før i tiden synes det var fantastisk, så kan jeg ikke se det længere. Det er bare marker, bare farver. Det har slet ingen effekt på mig længere. Jeg hører nogle skridt nærme sig og jeg kan mærke panikken stige i mig. Har han fundet mig? Mit blik flækker hektisk rundt omkring for at finde en udvej, men hvis det virkelig er ham så hjælper det ikke at flygte. Jeg tvinger mig selv til at se over på den der kommer nærmere, bare en dreng. En dreng der lever i den fantastiske verden, den gode verden, den verden jeg selv levede i før. Jeg synker en klump og rejser mig op og ser nærmere på ham. Jeg kender ham, han går i en klasse over mig. Jeg står bare og ser på ham uden at sige noget. ”Hej Line” jeg nikker bare kort og går så hen forbi ham og op imod togbanen. Så er det ikke kun mit sted længere, jeg kan ikke helt beslutte mig for om det er en god ting eller ej. Jeg ser tilbage mod Daniel før jeg passere togbanen og går hjem.

Jeg står længe og ser på håndtaget før jeg endelig tager fat i det og trykker det ned og ser døren åbne foran mig. Døren til helvede. Hvordan kunne man nogensinde have det sådan om sit eget hjem. Jeg tøver med at gå ind, men jeg når ikke beslutte mig om jeg skal gå ind eller ej, før jeg bliver rykket indenfor og døren bliver lukket og låst. Jeg ser op på de vrede øjne, som jeg har gjort hver dag de sidste mange år. ”Hvor har du været din irriterende lille tøs!?” Hans vrede stemme påvirker mig ikke længere, det eneste der påvirker mig er når han svinger hånden, men jeg har ikke tænkt mig at bukke under og give ham magten. Jeg vil kæmpe igen, om det så skal gøre det hele værre, han skal ikke tro han kan gøre som det passer ham. ”Hvad rager det dig? Det er mit liv, du ejer mig ikke.” Jeg kan se min mor ud af øjenkrogen, hun så med et viskestykke og knuger det hårdt i hendes hænder, men hun gør ikke noget, det ved jeg hun ikke gør. Men jeg forstår det ikke. Jeg fjerner ikke blikket fra min såkaldte forælder. ”Der tager du fejl tøs. Jeg er din far, og du skal bare gøre som jeg siger.” Jeg overvejer at svare igen, men hvad hjælper det? Lige meget hvad jeg foretager mig vil det altid ende på samme måde. Jeg vender bare ryggen til ham og går ned imod mit værelse, jeg bliver ikke overrasket da han tager fat om mit håndled og river mig tilbage for så at tvinge mig ned og ligge på gulvet. Jeg vender hovedet om imod min mor og jeg kan se hvor bange hun ser ud, men alligevel vender hun ryggen til og går. Jeg afskyr dem begge to, ingen af dem ved hvordan man er forælder.

Jeg mærker en tung, varm hånd på siden af mit hoved, som efterlader et varmt rødt mærke. Jeg lukker øjnene i og forsøger at tænke mig væk, men det hjælper ikke. Jeg er så bange, han er en af de eneste ting der stadig skræmmer mig. Jeg er ligeglad med gyserfilm, ånder og alt andet. Det eneste der skræmmer mig er ham.  Jeg kan bare mærke slag efter slag. Jeg kan stadig ikke forstå at det er mit liv nu. Jeg skal bare gøre som min far siger, hvis ikke vil han misbruge mig. Han er ikke min far længere, han er en anden. Jeg kan føle hvordan vreden i mig vokser, hvis det ikke var fordi han var så meget stærkere end mig, så ville jeg have gjort noget ved det. Jeg ville have sat ham på plads engang for alle. Efter mange slag, vender han ryggen til mig og går sin vej. Jeg rejser mig op med en besværet vejrtrækning og går ind på mit værelse. Jeg ser mig i spejl, jeg har fået et hævet blåt øje, en let hævet kind og blå mærker rundt omkring på min krop. Jeg hader bare at ligge der, ude af stand til at gøre noget ved det.


Jeg er på vej ud af døren da min mor griber fat om mit håndled. Jeg ser på hende gennem de mørke solbrilleglas. Hun fjerner dem forsigtigt og ser det hævede blå øje og med et gisp træder hun tilbage. Jeg overvejer at give hende en opsang om, at hun ikke er bedre end ham men det ville ikke hjælpe noget. Jeg retter i stedet bare på solbrillerne, trækker hætten op over mit hoved og sætter musikken på det højeste. Jeg går ud af døren og hen til skolen. Der er mange der ser på mig, hvem tager dog solbriller på om efteråret når alt er mørkt og vissent. Jeg forsætter bare forbi de undrende blikke, uden at se på nogen, jeg stopper op da jeg ser nogle sko pege imod mig. Jeg ser op og får øje på Daniel, i et kort øjeblik har jeg øjenkontakt med ham, før jeg går forbi ham og videre mod skolen. Jeg kan høre løbende skridt bag fra, og en fornemmelse fortæller mig det er ham, jeg stopper dog ikke op af den grund. Han når op på siden af mig og går med mig ind i skolegården. ”Du var hurtig til at flygte i går hva?” Jeg ser bare lige ud, indtil jeg mærker et hårdt skub i min ryg så jeg vælter ned på jorden og taber mine solbriller, jeg ser på mine klassekammerater der griner højlydt. ”Freak” hører jeg der bliver sagt, før jeg føler den hjælpeløse og frygtindgydende følelse igen. Den følelse der gang på gang kan nedbryde mig, jeg gemmer mit ansigt væk i mine hænder og folder mig sammen til en kugle, jeg håber sådan at ingen så mit øje. Klokken ringer og alle løber indenfor, der er nogen der blidt tager fat i min arm, jeg rejser mig forsigtigt op og ser Daniel direkte i øjnene. Selvom jeg ikke vil have han, eller nogen anden, skal se mig sådan her så føler jeg mig lige pludselig ikke flov over det. Jeg ved ikke hvad det er, men Daniel virker bare så rolig omkring det. Jeg tager mine solbriller på og går hen mod døren, inden jeg går ind vender jeg mig om. ”Kommer du?” Han er det tætteste jeg har på en ven lige nu, selvom vi næsten aldrig har talt sammen. Han nikker og går med mig ind, men vi snakker ikke om det han lige har set.

Da klokken ringer ud, er klassen på ingen tid tømt mens jeg venter til alle er gået før jeg går ud. Jeg ser efter Daniel på gangen og for første gang i lang tid smiler jeg. Han kommer hen til mig og vi går ud sammen, jeg ved det er bedst jeg går hjem selv, men jeg har lyst til at tilbringe mere tid med ham så da han tilbyder at følge mig hjem, takker jeg ikke nej. Vi går side om side i en stilhed, men den er ikke akavet. Jeg ser over på ham og overvejer om jeg skal forklare mit øje, så han ikke får alle mulige tanker som højst sandsynligt er rigtige. Jeg kunne også fortælle ham det, men hvis han så blev skræmt væk ville jeg miste det eneste lyspunkt i mit liv lige nu. ”Undskyld jeg stak af i går. Jeg blev bare nød til at komme hjem.” Jeg ser et smile fremane sig på hans læber ”du behøver ikke lyve for mig” jeg ser forvirret på ham, ved han det? Kan han virkelig have gættet hvad der var sket? Jeg nikker bare og går hen til min dør og stiller mig med ryggen lænet mod den, han smiler til mig og går op til mig ”du kan regne med mig” jeg tror fuldt ud på ham, og da han nærmer sig mig mærker jeg tusinde sommerfugle blafre i min mave og i et ganske kort og intimt øjeblik mærker jeg hans læber mod mine, men så bliver døren åbnet og jeg bliver revet indenfor, jeg ser på Daniel inden døren bliver lukket.

Øjeblikket gik fra at være fantastisk og romantisk, til at være skræmmende og ubehageligt. Jeg har fået en grund til at sige fra, nu er det ikke kun mig længere. Jeg har Daniel. Min far ligger armene over kors og ser på mig med lyn ud af øjnene. ”Nej!” Jeg råber det så højt jeg kan, og pludseligt bliver døren smækket op og der står Daniel, ham der kan redde mig fra dette mareridt. ”Line, du kommer med mig nu.” Jeg hører det ikke som en ordrer, men som en plan der kan give mig et nyt liv. Jeg ser på min far der ser rigtig utilfreds ud, men af en eller anden grund tilfredsstiller det mig. Jeg ser min far gå hen imod Daniel og jeg bliver vred, ingen skal gøre Daniel noget. Jeg skynder mig at stille mig foran Daniel og se min far direkte i øjnene. ”Du rører ham ikke!” Jeg siger det meget hårdt og slår ham så hårdt jeg kan i brystet og da han træder et par skridt bagud går jeg hurtigt hen til døren og får Daniel ud af den før jeg selv går ud. ”Løb!” jeg siger det som en ordrer inden jeg tager fat i hans hånd og løber, jeg løber så langt væk jeg kan og Daniel følger bare med mig. Jeg stopper op og ligger mine hænder på mine knæ og trækker vejret dybt, jeg kan høre Daniels vejrtrækning og det beroliger mig. Jeg rejser mig op og ser på ham med et rigtigt smil før jeg går hen til ham og blidt kysser ham, men så mærker jeg nogen tage fat om mine håndled og trække mig væk fra ham. Hans ansigtsudtryk ændrer sig fra venligt og beskyttende til diabolsk og ondskabsfuldt. ”Det var for let.” Jeg ser på ham med et forvirret, såret og vredt blik på én og samme tid. Min far dukker op bag ham og ligger en hånd på hans skulder ”godt klaret knægt” han tager et bund penge frem og giver dem til Daniel ”jeg stolede på dig! Hvordan kan du gøre det her imod mig!?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...