Meanater *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Miranda er en helt almindelig 15 årig pige.. Eller er hun nu også det? Miranda er blevet opforstret af en gammel kvinde, hun siger at hun har opdraget Miranda til at blive en Meaneter - En form overnaturlig kæmper, som kæmper side om side med et sjæle dyr, - og hun siger også at Miranda har søskende. Men hvordan kan man have søskende, når man så sin familie blive tømt for blod af ulve?

1Likes
0Kommentarer
405Visninger
AA

3. Tvilinge-dolken.

Der var ikke lang gang i mellem husene, så jeg var hurtigt der nede.

Da jeg stod og skulle til at banke på døren, kom jeg i tanke om pakken. Jeg kiggede i tasken for at se om den lå der. Det gjorde den.Jeg smilte selvtilfreds, jeg ville åbne den ved Niko i håb om at han kunne fortælle om det. Jeg bankede på døren, ikke så længe, men nok.

Niko åbnede døren. Han var en høj , og muskuløs mand på de 30 år, han havde sort hår og grønne øjne.

Jeg kiggede op på ham og smilte. Han trådte til side så jeg kunne komme ind.Jeg gik forbi ham og ind i køkkenet. Det var smukt, det havde hvide vægge som var malet med smukke roser, det var ikke så stort, men lyst. Jeg satte mig på en stol i hjørnet.

"Jeg har brug for hjælp" Nærmest hviskede jeg. Jeg vidste at jeg kunne stole på ham, men der var en uro i min mave, som ikke kunne afløses.

"Til hvad?" Han lænte sig op af døren og betragtede mig.

"Jeg har.. Jeg fik en pakke.." Jeg tog pakken op af min taske og lagde den på bordet. "Hvem det er fra, er streget over. Men der er et 'i' der.Jeg håbede at du kunne hjælpe mig, med måske at give en historie på hvad det er.." Jeg kiggede på pakken, også på Niko. Han smilede selvsikkert.

"Selvfølgelige, prøv at pakke den op." 

Jeg lod en finger køre over pakken og tog noget af tæppen af. Uden bevidsthed om det, åbnede jeg pakken. Inden i lå en meget smuk dolk. Dens skaft havde små safire siden i et mønster, mønstret var formet som en ulv. På skaftet var der noget glinsende på, som straks fangede ens øje når man kiggede på det.

"Hvad er det?.." Jeg hviskede sætningen. Jeg havde aldrig set en så smuk dolk før.

Niko gik hen til bordet og tog dolken op i håneden. Han smilte. "Dette er en sjælden 'Tvilinge-dolk' Når du er hårdt såret, og har den i hånden, kan du se den anden persons - som har den - Synsvinkel, man kan endda heale hinanden."

Jeg kiggede på den. "Skal jeg lære at kæmpe med den?" Jeg gjorde store øjne. Hvad nu hvis den person pludseligt tilkaldte mig? Hvad skulle jeg så gøre?

"Jeg forstår din bekymring, men du er nød til at lære det." Han kiggede på mig og lagde dolken ned.

Jeg smilte. "Hvornår begynder vi?" 

"Hvad med i morgen? Så kan du tænke om du alligevel vil gøre det."

Jeg tænkte over det, det var nok en ret god ide. "Okay" Jeg smilte kejtet til ham, tog dolken ned i tasken og forsvandt ud af huset.

Jeg gik lige forbi Carolines hus. Jeg vidste hvor jeg skulle hen, skoven kaldte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...