Meanater *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Miranda er en helt almindelig 15 årig pige.. Eller er hun nu også det? Miranda er blevet opforstret af en gammel kvinde, hun siger at hun har opdraget Miranda til at blive en Meaneter - En form overnaturlig kæmper, som kæmper side om side med et sjæle dyr, - og hun siger også at Miranda har søskende. Men hvordan kan man have søskende, når man så sin familie blive tømt for blod af ulve?

1Likes
0Kommentarer
396Visninger
AA

4. Sjæle-dyr?

"Jeg gik med selvtilfredse skridt hen mod stien til skoven. Der var ikke så langt. Mange sagde at man ikke skulle gå alene ind i skoven, da mennesker var forsvundet og aldrig kommet tilbage.

Jeg hængte min taske på en gren, men jeg tog dolken ud og holdte den i hånden. Den skulle helst ikke stjæles.

Jeg havde lyst til at løbe. Lyst til at løbe langt, så det var det jeg ville. Jeg begyndte at løbe, og løbe. 

Men pludseligt ud af det blå blev jeg væltet om kuld. Jeg lukkede øjne og prøvede at rulle væk. Jeg kom væk og rejste mig op. Jeg kiggede på det der havde overfaldt mig, det var en stor, smuk hvid ulv med blå øjne, den havde lange kløer og fortænder stikkende ud af munden.

"Jeg gør dig intet lille ulv."

Den knurrede, jeg fik et chok, jeg trådte et skridt bag ud og slog min hånd ind i et træ som fik min dolk til at glide ud af min hånd og ned i grøften. Jeg kiggede efter den.Fuck også, nu var mit våben væk, hvorfor havde jeg ikke taget mit sværd med?

Ulven gik lidt tættere på mig igen.

"Æd mig hvis du vil.." Jeg lukkede øjne og tænkte på mor, hvordan hun sang for mig som lille..

 

***

Jeg sad og så ud over marken da min mor kom hen til mig. Hun havde et grin på læben. Jeg løb op og krammede hende.

"Mor! Hvor har jeg savnet dig!" Min stemme var spinkel.

Min mor krammede mig igen.

"Jeg har også savnet dig min engel!" 

Jeg smilte et stort smil til hende, og grinte.

"Min mor" Kun min!"

 

***

Jeg åbnede øjne, hvorfor var jeg ikke død? Jeg stod stadig op af træet, men ulven lå nu og så dovent på mig.

"Hvad?"
"Ikke noget!.." Jeg måbede, talten ulven lige til mig?

"Du.. Du kan tale!" 

"Nej, du kan forstå mig, fordi.. Fordi jeg er dit sjæle-dyr."

Jeg stirrede på ulven. "Og det betyder?"

Den gloede uforstående på mig. "At jeg skal følge med dig.."

Jeg smilte. Jeg huskede at jeg havde tabt min dolk, og jeg begyndte at lede efter den.

"Leder du efter denne?" Ulven trillede dolken hen til mig.

"Tak..Øhh.. Hvad hedder du?" Jeg tog fat i dolken og rejste mig op.

"Fire, bare kald mig det." Fire smilede til mig, "Dig?"

"Miranda, kaldmig Mira." Jeg smilte igen. "Burde du ikke kende mit navn hvis du er mit sjæle-dyr?"

"Burde du ikke kende mit?" 

Jeg grinte.

"Jeg tror vi skal se at komme hjem.." Jeg tog mig sammen og begyndte at gå.

Ulven hoppede op på min skulder og rullede sig sammen. Jeg smilte.

Jeg gik med hurtige faste skridt og fandt hurtigt min taske. Jeg tog den på ryggen og skyndte mig ud af skoven. Caroline skulle bare vide det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...