Meanater *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Miranda er en helt almindelig 15 årig pige.. Eller er hun nu også det? Miranda er blevet opforstret af en gammel kvinde, hun siger at hun har opdraget Miranda til at blive en Meaneter - En form overnaturlig kæmper, som kæmper side om side med et sjæle dyr, - og hun siger også at Miranda har søskende. Men hvordan kan man have søskende, når man så sin familie blive tømt for blod af ulve?

1Likes
0Kommentarer
408Visninger
AA

8. Sanheden om Fire.

Jeg bankede på døren med selvsikre bevægelser. Niko har bare at være hjem.

Han åbnede døren, og smilte til mig.

Jeg gik forbi ham og satte mig på stolen.

"Hvad er der galt Miranda?" Han lukkede døren og gloede mistænksomt på mig.

"Jeg skulle her over, jeg var nær død hvis ikke det var for.." Jeg kiggede på min skulder. Jeg gispede, der lå ingen. 

"Hvad?" Niko kiggede uforstående på mig.

"Kan ens sjæle-dyr tikke af fra en?" Jeg kiggede på Niko.

"Nej.. Vent, Hvorfor?" 

"Der lå en ulv på min skulder lige før!"

"Det var sært?" Niko sendte mig et sædvanligt blik, som sagde; 'Rolig. Personen kommer tilbage.', "Hvad ville du egentlig?" 

"Jeg skal lære at kæmpe med den der, dolk!" Jeg kiggede ham direkte i øjne.

"Har du den med?"

"Ja, " Jeg fandt den hurtigt frem.

"Kom" Jeg fuglte efter Niko ud i haven.

 

 

Han havde lært mig nogle finter og jeg var igang med at ødelægge en dukke, da jeg fik en ringtone i hovedet.

"H-Hvad sker der Niko?" Jeg stoppede mig bevægelse og tog mig til hovedet.

"Hvad?" Han kom hen til mig.

"Der er noget der ringer i mit hovede.." Jeg skreg, jeg havde det som om jeg fik stød.

 

 

                                              ***Fire's synsvinkel***

 

Jeg satte mig på en sten. Jeg havde hoppet over et træ, men der efter snupplet over en rod. Min ankel havde fået et stort sår, der var en blodplet rundt om.

Der var noget der hyldte.

Jeg kiggede rundt, "Pis os." Jeg hoppede op fra stenen og tog fat i min bue. Jeg var glad for at jeg havde taget den med, så var jeg ikke helt ubevæbnet. Eller.. Jeg havde jo den der dolk, der.

 

Hyldet kom igen. Denne gang højere end før. De var tæt på.

Jeg tog min bue op og lagde en pil på den.

"Se hvem vi har her!" Jeg gled rundt på min ankel, så jeg stod med pilen rettet mod en jeg ikke kunne se.

"Hvem er du?" Jeg knurrede ordene. Okay, måske kan man kalde det at 'Halv-tale' Men sådan er det, når overnaturlige er i 'Halv' form.

"Kan du ikke kende mig?"

Jeg lyttede efter stemmen. Okay, den lød lidt bekendt, "Sebastian?" Jeg gjorde store øjne, "Jeg troede du var død!"

"Der tog du så fejl, kære bror." Jeg hader når han kalder mig, 'Bror' Måske er vi brødre, men jeg er ligeglad.

"Eih, har jeg ikke sagt du ikke skal kalde mig bror?"

Han gik roligt frem, og uden jeg vidste det, havde han min bue i hånden.

Jeg smed mit pile kogger. Okay så, det kan jeg så nok ikke bruge til noget.

Han rettede pilen, der lå på buen, mod mig, "Du troede at jeg var død. Det troede alle, og de har glædet sig over det siden!" Han lød vred, "Men nu er det omvendt. Nu er det dig der skal dø, og folk skal glæde sig over det!" Han lo hånligt.

"Så siger vi det.." Jeg kiggede roligt på ham. Sebastian har aldrig været god til at skyde, heller ikke med dart pile.

Sebastian blev vred. Han skød pilen afsted, den ramte lige ved siden af mig. "Har du taget skyde timer?" Jeg lo. Han skød så dårlig som han plegede.

"Faktisk" Han lagde en pil på han selv havde lavet. Sebastian trak pilen bagud, og skød.

Pilen var tung, men hurtig. Jeg flyttede mig, men den ramte mig i knæet. Jeg mærkede hvordan min knæskald blev flækket. Jeg faldt ned, og hev pilen ud af mit knæ. Det blødte voldsomt.

Jeg rejste mig, eller prøvede på det. Sebastian havde lagt en ny pil på buen. Han grinte.

Jeg kunne ikke klare det mere. Jeg blev vred. Det begyndte af tordne, og mine hænder brændte. En grund til at jeg blev kaldt 'Fire'. Jeg rejste mig op. Buen begyndte af brande. 

Sebastian skreg op og smed buen fra sig.
Jeg samlede buen op, og tog mit pilekogger på ryggen.

Jeg forvandlede mig. Godt nok ikke til den lille, hvide ulv. Jeg blev denne gang forvandlet til en stor, sort, ulv med mosegrønne øjne. Noget der gjorde at dumme menesker, De fleste, troede at jeg var harmløs.

Sebastian begyndte og løbe, og jeg fulgte efter.

Vi løb ud i en stor grøn have, hvor der stod to mennesker. Jeg stoppede op ved siden af Sebastian.

 

 

***Miranda's synsvinkel***

Jeg stirrede på Fire og Sebastian. Jeg havde det som om jeg kendte ulven, men alligevel ikke?

"Hvem er i!?" Niko lød vred. "Og hvad lavder i her?!"

"Jeg hedder Sebastian og dette er min bror. Vi legede netop lige fangeleg.." Sebastian nåede ikke mere før han blev afbrudt.

"Kæft hvor du lyver!" Fire havde en sær klang i stemmen.

"Du holder bare kæft!" Sebastian var næsten så ophidset at han kunne ødelægge alt.

"Så stopper i!" Jeg skreg nærmest. "Hvad var dit navn?" Jeg kiggede på den sorte ulv.

"Kender du hende?" Sebastian så sukker sødt på sin bror.

"Du holder bar kæft!" Fire kiggede vredt på ham.

"Ja, som om. Jeg siger det til Jose!" Sebastian begyndte af le og lunte afsted.

"Jose? Nej!" Fire fór efter ham og bed sig fast i Sebastians ben.

"Lad være Fire!" Sebastian så forbløffet ud.

"Fire?!" Jeg gispede. De begge to kiggede på mig.

 

________________________________________________________________________

Undskyld at der ikke er kommet et i lang tid )8

Havde lidt mange lektier for. Håber i kan lide det! 8)

 

~ Signa. ~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...