Meanater *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Miranda er en helt almindelig 15 årig pige.. Eller er hun nu også det? Miranda er blevet opforstret af en gammel kvinde, hun siger at hun har opdraget Miranda til at blive en Meaneter - En form overnaturlig kæmper, som kæmper side om side med et sjæle dyr, - og hun siger også at Miranda har søskende. Men hvordan kan man have søskende, når man så sin familie blive tømt for blod af ulve?

1Likes
0Kommentarer
411Visninger
AA

10. Hvad er det der er morsomt?

Jeg glemte et skrig.

Sebastian lo. Hvad fanden lo han af?

"Den var god!" Sebastian gik lidt frem, "Men jeg har nu lidt ondt i ryggen." Han ømede sig lidt.

Caroline gispede.

"Suk, du er heller ikke for klog." Drengen foran mig forsvandt. Der var kun Fire, Sebastian, Caroline og mig tilbage.

Sebastian begyndte af gå.

"Hvad er der galt med dig?!" Jeg råbte efter ham, men han var væk.

Jeg gik hen til Caroline. "Er du okay?"

"Ja." Hun smilte til mig. 

"Hvad var der han mente med; Den var god?" Jeg hjalp Caroline op og stå. Hun var jo efter hånden en gammel kvinde.

"Ved jeg ikke.." Hun sukkede. 

Jeg kiggede tilbage mod Fire. Han var sikkert løbet, for han var der ikke længere. 

"Skal vi gå hjem?" Jeg kiggede på Caroline.

"Nej.. Vi skal noget andet." Caroline begyndte at gå, jeg fulgte efter hende.

 

 

***Sebastians synsvinkel***

 

Jeg begyndte at sætte i løb. Måske kunne jeg stadig indhente Josefine? Det var det værd at prøve.

Jeg løb ind igennem skoven og nåede endelig til lejeren.

Jeg gik ind igennem et lille hus' døråbning. Det var gråt og dystert der inde. Der havde nok ikke været mange. Jeg skyndte mig ind på et lille værelse og låste døren efter mig.

"Hvad vil du?" Jeg hoppede forskrækket tilbage da Simon gik frem fra skabet af.

"Ikke noget!" Jeg havde altid hadet små børn. De var så klamme og ækle. Ja, jeg hadet dem for at sige det lige ud.

"Jammen." Han kiggede på mig som om jeg ikke var rigtig klog.

"Hold nu bare kæft! Du afsløre mig, jo!" Jeg opdagede ikke at jeg havde skreget det.

"Forsvind!" Det var utroligt hvordan en lille dreng kunne råbe.

Jeg slap døren og gik hen til vinduet. Der var langt ned, noget jeg ikke vil overleve at hoppe. Jeg stalte mig i vindues kammen. Jeg havde set Flaxe gøre det mange gange, men jeg ved ikke om jeg kan det.

Jeg åbnede vinduet og trådte ud. Jeg gik sidelæns langs væggen. Det var meget uhyggeligt og der var langt ned. Jeg håbede på det bedste.

Jeg var kommet lidt længere ned, jeg vuderede at det var nok.

Jeg tog tilløb og sprang.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...