Meanater *Pause*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2013
  • Opdateret: 28 dec. 2013
  • Status: Igang
Miranda er en helt almindelig 15 årig pige.. Eller er hun nu også det? Miranda er blevet opforstret af en gammel kvinde, hun siger at hun har opdraget Miranda til at blive en Meaneter - En form overnaturlig kæmper, som kæmper side om side med et sjæle dyr, - og hun siger også at Miranda har søskende. Men hvordan kan man have søskende, når man så sin familie blive tømt for blod af ulve?

1Likes
0Kommentarer
401Visninger
AA

2. Hemmeligheden om sanheden

Jeg satte mig op i sengen. Jeg havde drømt en af mine gode drømme, om en smuk, majestætisk ulv der kæmpede side om side med menneskene. Menneskene havde mange fjender, ulvene var en af dem. 

Jeg tog mig til hovedet, en snurrende fornemelse kørte rundt. Jeg stod alligevel ud af sengen og slentrede hen til mit klædeskab. Det stod i hjørnet af mit værelse. Det var ikke så stort, men stort nok. 

Jeg tog en hvid sommer kjole ud og trak den over mit hoved.

"Mira! Der er mad!" Caroline kaldte hæst, som den gamle kvinde hun nu var, på mig.

"Kommer Caroline!" Jeg havde altid elsket hende. Hun havde opforstret mig, hun ville ikke have jeg skulle henrettes.Da mine forældre svigtede, trådte hun ind i mit liv.

Jeg gik med små forsigtige skridt ned i stuen. Der var en sød duft af pandekager. Jeg gik ind i køkkenet og smilede til kvinden. Hun havde smukke går øjne og gråt hår sat i en hestehale. Hun smilte til mig.

Jeg satte mig ned på en stoel ved bordet.

"Der er nok en der bager?" Jeg smilede drilsk til Caroline.

"Ja da, Pigens yndlings ret." Hun satte en tallerken med pandekager foran mig.

Jeg begyndte af rå-æde af pandekagerne. Jeg have altid været vil med pandekager, jeg synes de er lækre. 

"Spis nu ikke for hurtigt, så får du ondt i maven, MIranda." Hun løftede en pegefinger som for at være alvorlig, men begyndte alligevel at grine.

Jeg stoppede med at grine. "Gode, gamle Caroline!" Jeg grinede.

"Er jeg nu gammel?" Caroline lænte sig op af køkkenbordet og så sært på mig.

"Hvad tror du? Selvfølgelig er du ikke det!" Jeg rejste mig op og gav Caroline et kæmpe kram. 

Pludseligt ringede noget på.

"Jeg tager den!" Sagde jeg og spurtede ud i gangen. Jeg åbnede døren og kiggede rundt, jeg så ned. Der lå et brev. 

Jeg tog det op i mellem mine fingre. Min ene finger gled over det der stod på det.

 

Til Miranda.

Fra:  i  .

 

Resten af bogstaverne var væk. Jeg lukkede døren og gik ind til Caroline. Hun så bekymret på mig.

"Caroline.." Jeg kiggede utrykt på hende.

"Ja, min skat?"

"Hvorfor er navnet streget ud?" Jeg vidste hende det.

"Åhh.. Jeg troede først det var når du blev 18.." Hun kiggede trist på mig. "Sæt mig ned min engel, jeg skal fortælle dig noget."

Jeg satte mig på en stol og kiggede op på hende. Som et barn der venter på at få fortalt af sine forældre skal skilles. 

"Du husker godt din mor?" Jeg nikkede. 

"Hun var en særlig betydelse.. Hun var en Meaneter. Det lyder nok underligt, men det var hemmelige kriger. De var overnaturlige og kunne have magtfulde kræfter." Caroline kiggede drømmende ud af vinduet. "Du tænker sikkert; Hvorfor skulle min mor dø? Men det hun havde gjordt var frygteligt. Hun havde vent klanen ryggen. Men de ville have betalt, de opsøgte din mor og krævede dig i betaling. Din mor beskyttede dig, hun og din far lagde deres liv på grund af dig. Hun sagde til dem, at de allerede havde dine søskende, de kunne ikke forlange dig. Men klanen hørte ikke efter, efter de havde dræbt dine forældre, gav de dig til mig. De sagde at de ville komme igen snart, og kræve barnet." Hun havde en tåre, der var på vej ned af kinden.

"Har jeg søskende?" Jeg kiggede undrende på Caroline. I alt den tid, jeg havde troet jeg var alene, var der måske nogle der holdt øje med mig?

"Ja.."

"Men.. Hvad er jeg, siden klanen vil have mig?" Jeg gik hen til vinduet og kiggede ud. Et øjeblik troede jeg at jeg så en skikkelse.

"De vil have dig som kriger. Du er en Meaneter." Caroline have gråd i stemmen.

"De skal ikke få mig uden kamp." Jeg var godt hidset op. Jeg ville have hævn, fordi de dræbte mine forældre. "Caroline, kan en af dine venner undervise mig i kamp?" Jeg kiggede stift ud af vinduet og hørte Carolines gråd.

"Ja.. Niko bor fem huse har fra.. Bare sig at jeg har sendt dig.." 

Jeg skyndte mig at pakke noget mad, mit sværd og min dolk, og fór ud af døren.

_______________________________________________________________________

Undskyld hvis i ikke kan finde rundt i mit kapitel. 

Men ja.. Det var kapitel 1 ;)

Håber i kan lide det 8)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...