I got style

*sat på pause*
Karoline har lige mødt sin første kærlighed da hun skal flytte til London. Men er det nu så slemt at flytte når du skal være nabo til den flotte celeb Harry Styles. Men kan hun have to på en gang?

10Likes
8Kommentarer
452Visninger
AA

6. Undskyld

Tårerne strømmede ud, og jeg kunne ikke stoppe dem, tankerne i mit hoved var ikke til at tage fejl af, de råbte op om, hvor dårlig en kæreste jeg var og hvordan jeg kunne stole på en idiot som Harry. Han havde forrådt mig og havde været en diva der var ligeglad med mine følelser, og som kun tænkte på at han kunne score endnu en kæreste lige meget hvad det kostede. Jeg følte mig dum, fordi jeg var faldet for sådan et trick, og jeg håbede på aldrig at se ham igen. Men det var nok lidt svært når vi nu var naboer. Jeg lå på sengen helt udmattet af min hulken, med låst dør, så ingen kunne komme ind og stirrede på hans hus ligesom jeg gjorde i morges, hvor jeg intet vidste om hvad der ville ske. Livet var bare ironisk. Jeg tørrede de sidste tårer væk og gik ud på altanen for at få noget luft. Da jeg så skyggen ved vinduet, han kom gående ud på hans altan, og vi stod nu en meter fra hinanden. "Inden du går, vil jeg bare gerne sige undskyld" sagde han og holdt mit blik fast, jeg pustede ud og kiggede på ham "jeg skal bruge mere tid på at tilgive dig, og endnu længere tid på at tilgive mig selv" svarede jeg og trådte indenfor igen, for at lukke ham ude.

Jeg skulle til at finde min dagbog frem, da jeg huskede at jeg havde lagt den på hans spisebord. Jeg tiggede Frederik om at gå derover, men som jeg allerede havde forudsagt smækkede han døren i for næsen af mig, stadig sur over at jeg havde taget hans værelse. Så lige før aftensmad besluttede jeg mig for at jeg ikke kunne trække tiden ud længere, og gik over mod Harry, men for hvert skridt jeg tog, mistede jeg modet og inden jeg havde set mig om, havde jeg banket på døren, men jeg havde glemt hvad jeg skulle og stod bare med et stort sort hul i maven.

Han åbnede døren og stod med nattøj på og uglet hår, som om det var ham der havde glemt at han havde en kæreste og kyssede med en anden, og så kom jeg til at tænke på, at jeg faktisk ikke engang havde spurgt om han havde en. Jeg følte mig dum, og det gjorde mig irriteret, for jeg havde intet til overs for ham. Han kiggede chokeret på mig, og jeg kunne høre larm bag ham "Harry!" Hørte jeg en pige stemme kalde og jeg stivnede i chok, han havde altså en. Jeg kiggede trist på ham og følte afsky " undskyld jeg forstyrre jer to" sagde jeg spydigt "men jeg glemte min dagbog" kulden i min stemme frøs alle følelser i mig, og det gjorde det lettere for mig at håndtere. Han gik ind for at finde den og kom tilbage med min lille blå bog og den glimtende kuglepind han gav mig det og hviskede undskyld igen "nej det er mig der undskylder" sagde jeg hæst og var bange for at min stemme ville knække "for hvad?" Spurgte han og hans grønne øjne kiggede forvirret på mig, han så godt nok hærget ud, og jeg var tæt på bare at lade det ligge, men jeg kunne ikke lade være med at få ham til at føle sig endnu mere skyldig "for at forstyrre dig og din kæreste" spyttede jeg ud, han så igen forvirret på mig, og fandt ud af at jeg lige havde givet mig selv en lussing, og drejede om på hælen for at løbe væk igen. "Vent!" Råbte han og løb efter mig, jeg blev blændet af flere tåre og snublede over mine egne fødder. Jeg kunne ikke mere, ikke fordi jeg var forpustet eller noget, men fordi jeg følelsesmæssigt lige nu var for svag. Han tog fat i mig, og løftede mig op, fordi mine ben ikke kunne bære mig. "Hun er ikke min kæreste" sagde han og kiggede mig i øjnene "nå men hvem er hun så" fik jeg ud, og kiggede ned i jorden "det er Gemma" sagde han som om jeg havde en ide om hvem det var "min søster" jeg kiggede op på ham "din søster?!" Åh nej havde jeg flippet ud over det, hvor var det pinligt "ja, min søster, jeg havde jo lige fået at vide af den pige jeg var forelsket i at jeg var en idiot og at hun ikke kunne tilgive mig" smilede han for at muntre mig op, og fik det endnu værre med mig selv "undskyld" hviskede jeg og gentog det mens han krammede mig "jeg tilgiver dig" sagde han og knugede mig ind til ham. Jeg var lige pludselig blevet skurken her, jeg havde stadig ikke glemt kysset, men fandt hurtigt mig selv mere skyldig end ham. Og endte med at alt min vrede, sorg og irritation havde været spild af tid og energi, dum som jeg nu engang var. "Kan vi blive venner igen" spurgte jeg snøftende "jeg troede aldrig at du ville spørge" grinte han lykkeligt. Vi stod i solnedgangen, som de to venner vi havde været før, iført nattøj, med uglet hår, og dårlig ånde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...