Den lille hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 nov. 2013
  • Opdateret: 28 nov. 2013
  • Status: Igang
Livet er ikke altid en dans på røde roser og dette er et oneshot, hvori jeg prøver at beskrive nogle at de følelser og tanker man kan have indeni...

1Likes
0Kommentarer
270Visninger

1. .xx

Du kommer ind i det lille rum, hvor alt står på sin rigtige plads. Alt er perfekt, selv de puder der ligger i sofaen og den måde gardinerne hænger. Du placerer dig i stolen på den ene side af bordet. Du kigger ned i dine hænder, for hvad ville grunden være til at få øjenkontakt med nogen. Da du endelig ser op fra din egen verden, sidder personen der på den anden side af bordet igen og ligesom sidst da du sad her, kommer alt frem i dine tanker igen.

 

Følelsen af at hele verden ramler sammen omkring dig. Af at alt dårligt der nogensinde skal ske i dit liv, sker på en og samme tid. Den følelse du går rundt med indeni, med tanken om, at ingen andre i hele verden, kan føle tilnærmelsesvis hvad du føler lige nu.

 

De siger, at mange har det sådan, de siger at det er normalt, at der ikke er noget galt med dig. Men er der ikke det? Det burde da ikke være normalt, at have en følelse af, at man er dårligere end alle andre. Der er da noget galt med en så? For hvis der virkelige ikke er noget galt og at det er så normalt, hvorfor tænker man det så? Så er det da unormalt at tænke det modsatte.

 

Personen der sidder der på den anden side af bordet i sit perfekte tøj og lytter rigtig opmærksomt på hvad du har at sige, ved den person virkelig hvordan du rigtig har det? Eller holder du igen? Er der noget, der ligger så dybt i dig, som du aldrig har fortalt nogen? Det er egentlig det der vil få det hele til at blive bedre, hvis nogen bare forstod det. Men du ved, at hvis du åbner op til det der ligger begravet helt på bunden, dybest nede, så vil alt vælte ud på vejen og det kan du ikke overskue i dit i forvejen rodede liv og hoved.

 

Du græder, tårerene vælter ud, du ved ikke hvordan du skal stoppe igen, men du ved heller ikke hvordan det hele begyndte. Du plejede at være så glad og hvis folk trådte på dig, sagde du fra. Pludselig var der noget der ændrede sig og du gemte følelserne væk indeni i stedet. Nu er det for meget og når du prøver at række hånden ud for at få hjælp, kan du alligevel ikke helt finde frem til den oprindelige grund.

 

I stedet for at finde frem til grunden, er du nu ikke længere den der er først til at planlægge noget med vennerne, du er den der sidder og tænker hvorfor glemte i mig, jeg er jo lige her, hvorfor spørger i ikke om jeg vil være med? Det må da være dem der har glemt dig, ikke? For du huskede jo altid dem, så denne gang må det være en fejl, at de gik uden dig. Det må da være en fejl at du sidder alene tilbage en fredag, når alle de andre tager i byen. Du tænker ikke videre over det, så du laver bare dine lektier og venter på, at de husker dig igen.

 

Den du engang var er for længst væk i dine øjne. Når du ser dig selv i spejlet er det ikke længere den flotte, glade, selvsikre, naturlige pige. Nu kigger du på en flot, trist, tvivlende pige, som har sine øjne tegnet op med så meget sort som muligt, så meget pudder, at man ikke kan se den mindste fejl der skulle være. Du kan godt se hvem det er, men du kender ikke dig selv længere. Du ved ikke hvem du selv er, når du ser i spejlet. Engang var det lige meget hvad du havde på, for dine venner elskede dig for den du var, de tænkte ikke på om det nu var det rigtige tøj, om make-up’en var flot lagt eller om du kunne lide det rigtige musik.

 

Du ligger nu på dit værelse hver dag og græder dig selv i søvn. Du kan ikke klare at være alene, men hvad skal du gøre? For du kan heller ikke klare tanken om, at nogen skulle så tæt på, at du ikke længere kunne skjule dig bag en facade.

 

Personen på den anden side af bordet begynder stille at snakke…

”Hvordan har du det? Har du fået det bedre?”

 

Så simpelt og alt hvad du lige har tænkt i dit hoved, alt hvad der kunne være galt på vejen mod bunden, hvor den oprindelige årsag til hvad der sker i dit liv, bliver i dit hoved og svaret kommer stille ud.

”Jeg har det fint.”

Selv med tårerne trillende ned af kinderne, insistere du på, at det går bedre.

Du føler at du er den eneste der nogensinde har siddet på den side af bordet og at du er den eneste der nogensinde kommer til at sidde der…

 

Men her har du en lille hemmelighed – jeg sidder også på den side af bordet.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...