kagen fra saturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2014
  • Status: Igang
”Ehmm, hvordan skal jeg nu lige få det her sagt. Øh.. jeg har en lille tilståelse he heh…” jeg kiggede underligt på hende; det her kunne kun gå galt. Det gjorde det som regel altid når hun indledte en samtale på den måde. Okay, det var i det hele taget mærkeligt for hende, overhovedet at komme ind til mig, uden jeg havde bedt hende om det.
Hun sad med sin pegefinger hvilende på læben, og gjorde store uskyldige øjne. Hun lignede en der var ved at dø af flovhed.
”Jeg har brug for din hjælp” kvækkede hun og kiggede ned.

historien er skrevet til og om min fantastiske og forskruede lille søster.


7Likes
21Kommentarer
323Visninger
AA

1. Prolog

”argh!. Hvor er det her frustrerende!”

jeg lagde på gulvet inde på mit værelse og stirrede op i loftet døren stod åbent og Rikke den mindste og mest nuttede af mine søstre sad ude på loft gangen og spillede computer.

 

”Rikke..” jeg kaldte hendes navn med en klagende og bedende klang i stemmen som jeg ofte gør når jeg keder mig og har brug for idéer til hvad jeg kan lave.

Jeg er ikke sikker på om hun bevidst valgte at ignorere mig eller om hun bare ikke kunne høre mig fordi hun var dybt begravet i det spil hun havde gang i.

 

med mine søstre kan man aldrig vide sig sikker på hvad grunden er når de ikke svare mig.

Typisk jeg kaldte igen lidt højere denne gang og med en snert af en klynkende undertone.

 

”Rikke...” og endnu engang overhørte hun det.

 

Nu blev jeg ved med at kalde hendes navn med voksende irritation i stemmen. Hun tog øretelefonerne ud af ørerne og bed tilbage

”hvad!?” man kunne tydeligt høre irritationen over at være blevet nødt til at pause midt i hendes spil.

 

Jeg valgte klogelig at ignorer hendes anklagende blik og skyndte mig at fortsætte imens jeg endnu havde hendes opmærksomhed.

 

”Rikke, jeg keder mig!”

 

”så find på noget at lave.” det var tydeligt at hun var fuldstændig ligeglad.

 

”men hvad? Kunne du ikke bare komme her og holde mig med selskab i stedet for computeren?” jeg brugte min mest ynkelige stemme for at få hendes medlidenhed.

 

”jeg er overbevist om at computeren ville være glad for en pause, du har spillet på den de sidste 3 timer”

 

det sidste udtrykte jeg lidt anklagende. For det havde hun, og i min verden mente jeg at det var min tur til at blive en underholdt en smule.

 

”nej” fyrede hun af lige i hovedet på mig, som sædvanligt..

 

”tænk på computeren. Den har også følelser!”

 

nu var computeren ikke længere bare et objekt det var en levende ting med følelser og det hele. Det virkede aldrig at bruge det argument det vidste jeg godt. Det var efterhånden blevet til en intern joke fra min side af som jeg benyttede mig af næsten hver gang der var et eller andet, fx hvis de ikke behandlede en bog ordentlig eller gjorde grin med en eller anden underlig ting.

 

”og?”

 

jeg kunne godt mærke hvor det her bar hen ad, men man kunne ligeså godt forsøge sig en sidste gang det kunne jo være hun gav sig.

 

”du skal underholde mig.” fortsatte jeg på meget retoriske spørgsmål, til stor irritation for hende.

 

”nej det skal jeg ikke. Hvorfor går du ikke indtil Camilla i stedet?”

 

”hmm det kunne man jo gøre”

 

det var faktisk ikke en helt dårlig ide. Nu skal jeg så bare lige ha taget mig sammen til at rejse mig og bevæge mig derind.

 

Idet samme jeg tænkte det råbte Camilla på mig ”Louiseeeee!!! kom herind nu!!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...