kagen fra saturen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 4 mar. 2014
  • Status: Igang
”Ehmm, hvordan skal jeg nu lige få det her sagt. Øh.. jeg har en lille tilståelse he heh…” jeg kiggede underligt på hende; det her kunne kun gå galt. Det gjorde det som regel altid når hun indledte en samtale på den måde. Okay, det var i det hele taget mærkeligt for hende, overhovedet at komme ind til mig, uden jeg havde bedt hende om det.
Hun sad med sin pegefinger hvilende på læben, og gjorde store uskyldige øjne. Hun lignede en der var ved at dø af flovhed.
”Jeg har brug for din hjælp” kvækkede hun og kiggede ned.

historien er skrevet til og om min fantastiske og forskruede lille søster.


7Likes
21Kommentarer
328Visninger
AA

4. invaderet af pølser og ost

”Lad mig se... Øhm. På det tidspunkt var jeg 129 år. Vi boede på en plantet i den nærmeste galakse udenfor mælkevejen”

 

”Hvad laver i så på Saturn?”

 

”Vores hjemplanet, Crustulam, blev angrebet af de barbariske pølser. Vi vidste godt der stadig var nogle få af dem tilbage, men vi havde aldrig drømt om, at de var blevet så stærke og magtfulde. Desuden havde de allieret sig med de største og stærkeste af oste klanerne. Det var sådan ostepølserne opstod.”

 

”Vent, hvad!? Så, det betyder at.. Okay, jeg er forvirret? Jeg er meget rund forvirret”

 

”Ja det betyder at alt det i mennesker spiser, stammer fra en anden planet. De er blevet sendt til jorden, som straf for en forbrydelse, eller som krigsfanger. Nogle af dem når at flygte inden i får dem tilberedt og spist.”

 

”Aaah, nu gav det mening,” afbrød jeg. ”Det er derfor maden forsvinder ud i den blå luft.”

Camilla sendte et irriteret blik i min retning. ”Ja, ja det er det, og ti så stille!” hvæsede hun.

”Okay, undskyld!” jeg ville jo bare have det hele med.

 

”Godt, så, lad mig nu se, hvor kom jeg fra? ” hun fik en rynke mellem sine øjenbryn og så meget koncentreret ud et kort øjeblik. Jeg skulle lige til at give hende et lille hint, da hun selv kom i tanke om det.

 

”Nååår, ja, invasionen.” begyndte hun. ”Det var en helt almindelig eftermiddag, solen strålede om kap med havets glitrende blå bølger, der krusede dovent ind mod stranden, hvor de blev brudt og trak sig tilbage.”

 

Jeg lå og nød sommerdagen ved floden der løber rundt på hele vores planet, det er derfra alle kagerne skaffer sig deres for fornødenheder såsom, chokolade glasur, vanilje glasur, vand, mælk osv. i floden's `vand´ er alting blandet sammen og du kan ikke skelne det ene fra det andet, men lige så snart du tar en kop så har du på mystisk vis altid kun det du skal bruge i din beholder... meget, meget mystisk... har altid undret mig over hvordan det går til.

 

nå, men jeg lagde på ryggen og nød eftermiddags solen da et eller andet monstrum pludselig skyggede for den og himlen blev mørk. Først troede jeg bare at det var en af de sædvanlige tosser der ville flyve som de oldnordiske og awesome legendariske dej-sauruser (dej-sauruser, en tidlig udgave af kagefolket, der bare ikke er så udviklet endnu (derfor dej)) men efter at have kigget lidt nærmere på det monstrøse monstrum gik det op for mig at det var et rumskib. Et stort et af slagsen og det var helt sikkert ikke venlige fremmede... ud sprang, ristede pølser og deres allierede oste skiver, (en ny klan dukkede snart efter op ostepølser) af skibets midte. Stærkt bevæbnede med spyd, sværd og økser. Det var et frygtindgydende syn det mest skræmmende jeg nogensinde havde set. Knapt havde oste skiverne og pølserne sat fod på Crustalum før de sprang af sted efter de panikslagne kager der løb skrigende væk i alle retninger. Jeg selv var løbet lydløst væk, en voldsom træng til at skrige steg op i mig (jeg var jo trods alt kun et barn på 129 år) men jeg kunne ikke, en klump af frygt havde sat sig på tværs, lidt ligesom når en frø beslutter sig for at tage et hvil midt i din hals.

 

Jeg løb langs flodens bred, mod skoven. Kunne jeg nå ind i skoven havde jeg en chance. Så længe de ikke så mig i mit stille bad jeg til de ikke ville opdage mig lad dem ikke se mig, lad dem ikke se mig. Næsten bare lidt længere jeg kiggede mig over skuldrene. Det skulle jeg aldrig ha gjort. . . ”Fang den kage!!!” de havde opdaget mig! Jeg løb hurtigere og hurtigere, mine ben gik som tromme stikker. Anføreren brølede af dem der stod nærmest. Vinden rev mig i øjne og fik tårerne til at trille ned over mine kinder. Jeg kunne ikke længere høre ordne der blev råbt efter mig og jeg havde i den grad heller ikke tænkt mig at stoppe op og finde ud af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...