Min Krimi Novelle

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 27 nov. 2013
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
100Visninger

1. Krimi

Støvet drysser ned fra loftet, og de dårlige isolerede vægge skjuler ikke for rockmusikken inde ved siden af. Nu er vi på den igen. Gamle Karl gør sit bedste for at få os til at føle det samme, som han af og til føler. Man kan vel sige, at det er hans form for oprør. Men hvad han ikke ved er, at vi slet ikke prøver på at gøre oprør. Når vi skruer op for New Orleans jazzen, så er det blot for at berolige min mor, som lider af hårdt ramte abstinenser. Musikken beroliger hende og får hende på andre tanker. Det burde Karl vel have regnet ud efter så mange måneder, det har stået på. Jeg kunne jo egentlig lige gå ind ved siden af og spørge ham. Men er der en grund til, han ikke har banket på vores dør før eller i så fald ikke har klaget til viceværten? Måske er han et af de mennesker, som hader at tage konflikter op. Måske er han bedre til at udtrykke sin vrede på sin egen måde. Ligesom min far.

 

Min far bad aldrig min mor om at stoppe misbruget helt konkret. Han kom da med sine kommentarer af og til, men mere blev det heller ikke til. Til sidst kunne han vel ikke klare det, for en dag var han bare væk. Som om han ville starte et nyt liv eller i så fald havde stillet træskoene. Det sidste han sagde til mig var nogle ord, som overraskende mig en smule. ”Emil, du må stramme an i skolen, hvis du skal have nogle gode muligheder i livet”. Jeg spekulerede lidt over det, som han forsigtigt men hårdt havde sagt. Jeg tænkte egentlig mere over det med, at han lige pludselig bekymrede sig om mig. Det havde ikke været tilfældet førhen. Han havde aldrig været den der dominerende far i en lykkelig kernefamilie, som viste stor interesse. Han havde mere været som en kollegiemakker, der af og til kom glad hjem med mad fra den lokale kineser og så ellers ham, der holdt nogenlunde styr på økonomien med sit fuldtids håndværkerjob. Men nu var han væk og det samme med vores økonomi. Jeg ved ikke, om jeg er sur eller skuffet over ham. Måske er jeg ingen af delene, for nogle gange når man bare til et sted i livet, hvor man ikke kan mere. Hvor det hele føles så forgæves og uoverskueligt, at den eneste mulighed man har, er at flygte.

 

Karls bragende musik stopper endelig, da jeg kan høre min mors stemme igen. ”Emil, du må lige løbe ned i kiosken og købe nogle Prince cigarretter til mig. Der ligger 50 kroner på køkkenbordet”. Hendes uglede hår stritter ud til alle sider, og hendes badekåbe er åben nok til at se, hvad der gemmer sig inde under den. Af sine 35 år gør hun det egentlig okay. Det hele hænger i hvert fald ikke endnu, trods hendes rygelunger der har sat sine ar på livet. ”Mor, jeg skal jo på aftenskole her om lidt, det sagde jeg jo tidligere”. En brummende mumlen kommer inde fra stuen. Jeg tænker, at hun nok har glemt det igen, hvilket egentlig ikke er noget nyt. Til hendes forsvar vil jeg også lige pointere, at det normalt ikke ligner mig at tage på aftenskole eller skole i det hele taget. Jeg er nok mere ham computerfreaken, der spiller computerspil dagen lang til en masse højt trampmusik. Jeg satser på at blive mekaniker, der er trods alt nogle gode odds.

 

Idét jeg er på vej ud af døren, banker det pludseligt på. Hvem banker på vores dør på dette tidspunkt om aftenen? Jeg åbner den ihærdigt og ser en robust ranglet mand foran mig. ”Bor Ida Svenden her?”, lyder det lakonisk fra manden foran mig. Sætningen giver mig et lille smertefuldt sus i maven. Manden fornemmer nok mine opspilet blå øjne. Uden at tænke lukker jeg hurtigt døren i med et smæk og låser den. ”Undskyld, men du kan da ikke bare lukke døren”. ”Hvem er du?”, spørger jeg nysgerrigt og forundrende om. ”Jeg hedder Tim Andersen og er fra kommunen”. Sætningen gengiver sig selv i mit hoved. Han ligner ikke en fra kommunen, konstaterer jeg. ”Må jeg se noget legimitation?”, siger jeg lidt spøjst. Det minder lidt om de krimiserier, der af og til vises i fjernsynet. ”Ja, hvis du åbner døren”.

 

Nogle tunge skridt langs gulvet bevæger sig mod mig. ”Hvad foregår der her Emil?”, lyder det undrende fra min mor. Hun har store poser under øjnene og ligner mest og alt en, der er træt af livet. Den bemærkning undlader jeg at uddybe mere. ”Er det Ida Svenden?”, kommer det ude fra døren. Min mor kigger forbavset på mig og et lille usikkert udtryk bredes i hele hendes ansigt. ”Ja, det er mig”, svarer hun så. Der går ikke mere end fem sekunder før døren sparkes op. Manden som stod i døråbningen for lidt siden er nu inde i vores treværelses lejlighed. Han begynder straks at kommandere rundt med os, som om han var den mand, lejligheden længe havde manglet siden min fars forsvunden. ”Ned på gulvet, knægt”, siger han hårdnakket. Det går hurtigt på for mig, at denne mand ikke er fra kommunen. Ærligt, så er han heller ikke typen, der overhovedet kunne ligne en kommunemedarbejder. Jeg bemærker nemlig først nu hans tatoveringer langs armene og den ene guldtand i munden. Hans accent lyder heller ikke helt dansk, så jeg konstaterer, at han må være polak eller af anden østeuropæisk herkomst. Min far snakkede altid om, hvordan østeuropæerne vrimler rundt med jobs i Danmark, og hvordan det påvirker den danske håndværkerarbejdskraft. Det mærkelige var, at han ellers aldrig klagede over noget, men dette punkt må have ramt ham en smule.

 

Manden tager hårdt fat i min mor, mens han stadig beordrer mig til at blive liggende på gulvet. ”Har i et skab?”, råber han højlydt.  Jeg kan se rædslen i min spinkle mor. Hun er bange. ”Der er et skab derinde”, siger hun i gråd og peger ind på mit værelse. Manden tager en pistol op fra sin jakkelomme og peger med den på mig. Der lyder et skrig fra min mor, men det stopper manden hurtigt med sin håndflade. ”Siger du det mindste, så er du død”. Min adrenalin bliver højere, og i et sekund føler jeg mig bevidstløst.  Jeg erkender hurtigt, at jeg er i en lysvågen tilstand, da manden peger med pistolen mod min pande. ”Gå ind i skabet derinde”, lyder det kommanderende. Uden protest går jeg ind i mit store Ikea tøjskab, hvor der er masser af plads. ”Du bliver derinde knægt, ellers så må du sige farvel til denne verden”. Jeg har intet andet valg end at adlyde ordren og vente på min næste ordre, hvis der sågar bliver en til.

 

Da jeg sidder inde i det mørke skab, drejes en nøgle rundt i nøglehullet. Hvorfor ligger min nøgle også på skrivebordet? Nu har jeg da ingen chance for at gøre noget, tænker jeg med trist mine. Jeg kigger igennem nøglehullet og ser deres fødder traske ud af rummet. En højtråbende samtale starter igen. ”Hvad vil du med mig?”, spørger min mor grædende om. ”Jeg har ingen værdier. Du leder det forkerte sted”, tilføjer hun. ”Sagde jeg ikke, du skulle tie stille, kælling? Ved du slet ikke, hvad det her drejer sig om?”. Der går et stykke tid, inden min mor har mod til at svare, men så tager manden over. ”Kan du slet ikke huske, at du skylder Rafael Jarrah penge?”. Midt i det mørke skab går det op for mig, at det handler om narkogæld.

 

”Jamen, jeg lavede en aftale med Rafael”, lyder det skingert fra min mor. ”Rafael laver ingen aftaler med folk. Det her betyder to ting. Enten må du betale, ellers må du dø”. Midt i samtalen lyder der en ny genkendende stemme inde i stuen. ”Lad hende så være, din skarnsløse knægt”. Karl, tænker jeg overraskende. Hvem skulle have troet, at Karl skulle komme os til undsætning? Der lyder et skud inde fra stuen, og jeg kan mærke, at mit hjerte er ved at hoppe ud. Det kan ikke betyde noget godt.

 

Da min mor skriger op, bliver jeg lettet. Har Karl skudt manden med et af sine jagtgeværer? Lettelsen forsvinder igen, da jeg hører manden igen og må erkende, at Karl er blevet ramt af ondskabens kugle. Det går op for mig, at jeg må handle nu, hvis der skal være en dag i morgen. Jeg kigger hastigt rundt i skabet for at se muligheder. Sandheden er bare, at der kun er umuligheder lige nu. Tænk Emil, tænk forfanden. Lige pludselig slår det mig. En dygtig håndværker kan samle ting og derefter skille dem ad igen. Det var min fars ord, da han samlede Ikea skabet. Jeg må skille skabet ad, slår det mig som et lyns nedslag fra himlen. Jeg kigger på karmen og lågen og begynder stille at prøve mig frem. Min far gav mig en mulighed.

 

”Jeg har min søns børneopsparing på 10.000 kroner. Rafael skal nok få pengene, du må bare ikke gøre flere mennesker fortræd. ”Jamen Ida dog, tror du selv at 10.000 kroner er nok? Der kommer altså renter på, når man ikke betaler til tiden. Desuden så tror jeg ikke, at din mand nød at blive stukket ned på grund af dig”. Min mors øjne bliver med ét store og opspilet som aldrig før. Hun har lyst til at falde om og aldrig vågne igen, men hun bliver holdt oppe af pistolen rettet mod sit bryst inde under badekåben.

 

Efter nogle forsøg lykkedes det mig at få lågen på skabet af. Et smil bredes på mine læber, selvom der ikke er tid til jubel nu. Tiden er knap, og jeg må handle drastisk. Så i stille bevægelse bevæger jeg mig ud af skabet. Lyset fra værelset trænger ind i øjnene, som var det en stærk sol et sted sydpå. Mit blik fanger et rundboldbat under sengen. Det må kunne bruges. Men da nogle skridt nærmer sig værelset, tager panikken over. Skal jeg dø nu? Jeg tager hurtigt rundboldbattet og stiller mig ved siden af døren, så jeg lige kan ane deres fødder. De kommer tættere og tættere mod værelset. ”Lad ham være. Han skal ikke bøde for det her”. ”Sagde jeg ikke, at du skulle holde kæft? Vil du have, at han skal miste begge sine forældre?”. Fodtrinene nærmer sig, og jeg står i forsvarsposition. Jeg tager en dyb indånding og holder battet parat.

 

Da det runde hoved kan anes i døråbningen, slår jeg med mine stærkeste kræfter ham lige i hovedet.  Der lyder et stort brøl i det lille værelse, og han bliver med ét væltet omkuld. I dét han ligger på gulvet, er han stærk nok til at trække mig med ned. Han hiver barskt i min arm og presser sine hænder mod min hals. Et øjeblik kan jeg ikke få vejret. ”Pistolen, mor”. Hun kigger ned foran sine fødder og tager hurtigt den sorte 9 mm Beretter 92 pistol op i sine hænder. ”Rør du så meget som en finger på min søn, så skyder jeg dig”, siger hun skælvende. Det kan ses, at angsten spreder sig i hele hendes krop. Mandens hænder presses hårdere mod min hals. Det hele føles så kvælende og smertefuldt. Jeg kigger forhåbningsfuldt på min mor og ser pistolen i hendes rystende hænder. Der går ikke mere end et sekund, før et skud bliver affyret. Jeg kigger hende dybt i øjnene og indser, at hun stadig har abstinenser. Jeg er blevet ramt, og min verden bliver sort. Det sidste jeg hører, er endnu et skud og endvidere et skrig. Et endegyldigt skrig.

 

Se, det er mig. Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde. Og se lige min mor! Hun skød mig kraftedeme.  Men for første gang i lang tid forlader hun lejligheden og prioriterer noget andet højere end sine stoffer og cigaretter. Det er da en start på noget bedre.

 

Mens jeg ligger her på denne rystende båre, går det op for mig, at det hele er forbi nu. Det er ikke forbi, fordi jeg skal dø. For jeg skal ikke dø i dag på denne her båre omringet af to ambulancefolk. Jeg skal først dø, når det bliver min tur. Jeg vender hovedet, så jeg kan se de to andre bårer oppe ved ambulancen. Karl ser hærdet ud, men han smiler for en gangs skyld til mig. Hvem skulle have troet, af den gamle mand skulle overleve et skudsår i maven? Det er vidst kun vores skæbner, der kan være herre over livets vej. Men jeg tror inderst inde også på, at vi selv kan forme vores vej. Vi skal bare have modet til at tage nogle chancer. Da Karl bliver båret ind i ambulancen, kigger jeg på den anden båre ved siden af min. Jeg er ikke i tvivl om, at der ligger et lig under det hvide lagen. Et lig som aldrig skal præge min mors og mit liv igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...