Louis Tomlinson Out Of Himself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2013
  • Status: Igang
Louis var altid en hyperunge, den glade og søde, men når berømtheden tager over, går det hele den forkerte vej. Maria og Louis var bedste venner i gennem alt og intet, men nu glemmer Louis alt om hende og er respektløs over for hende og ikke mindste de andre drenge. Spørgsmålet er om Maria kan hjælpe ham? Eller om de begge to falder.

15Likes
13Kommentarer
1367Visninger
AA

1. Just the beginning

                                                                   *Marias synsvinkel*

Jeg sad derhjemme og kiggede ud af vinduet. Sad med høretelefonerne i mine øre og hørte noget musik, det var en trist dag. Tog min mobil frem og gik ind på beskeder og ind i samtalen med 'Verdens bedste Tomlinson', ville spørge om han ikke kunne komme over og underholde mig som han altid gjorde, vi havde ikke været sammen i lang tid, og han er slet ikke skrevet eller svaret. 

Han var en helt unik person, selvom han var med i verdens største boy-band var han stadig sig selv, og det var noget af det bedste ved ham. Jeg begyndte at smile, men tanken om at jeg ikke havde set eller hørt fra ham i noget tid gjorde mig så ked af det. 

Sad og kiggede ud af vinduet igen, det regnede og jeg kunne ikke tænke på andre end Louis. Måske var det der med at være kendt ved at gør ham skør? Men hvorfor ringer han ikke til mig, jeg savner ham så meget. 

Pludselig viberede min mobil, trak den hurtigt op af lommen, i håbet om at det var Louis, men det var det ikke, det var Niall. Jeg tog den op til mit øre i det Niall begyndte at snakke. 

- Hey Maria. Forstyrre jeg? sagde han, han lød oprevet. 

- Hej Niall, nej det gør du ikke. Hvad sker der? svarede jeg med en nervøs stemme.

- Du må nød til at komme over til os, Louis han er ikke sig selv, vi kan slet ikke kende ham mere. Snakker i ikke sammen mere eller hvad? spurgte han, han lød nervøs.

Du var stille lidt, så Niall sagde "Hallo Maria, er du der?"

- Åh gud.. Han har ikke svaret mig i lang tid nu, jeg har ringet og skrevet til ham, men han virker totalt ligeglad. Hvorfor er han ikke sig selv? Hvad sker der, skal jeg komme nu? Hvor er i? Jeg kan godt komme nu, Niall! 

Jeg havde allermest lyst til at lægge på og pakke en kuffert og tage over til dem med det samme, så kunne jeg også se Louis!!

- Altså hvis du kan komme nu, så må du gerne. Hvis du tager toget kan jeg komme og hente dig. Ring når du er der, ses. 

- Vi ses, Niall. 

Han lagde på og jeg begyndte at pakke en kuffert med det samme, du tog masser random tøj, makeup og alt muligt. Du standsede op da du skulle tage din yndlings bog på nat-bordet.

Der stod et billede af Louis og mig, han holdt uden om mig, vi var så glade. Den dag glemmer jeg aldrig, vi fejrede Liams fødselsdag sammen med de andre drenge, det var en helt igennem aften. 

Du fik det største smil på dine læber, men da du kom til dig selv igen begyndte du med det samme, at løbe ned til din mor med din kuffert, og fortælle din mor alt hvad der lige var sket. 

Hun forstod selvfølgelig min situation, og gav mig nogle penge til toget. Jeg sagde farvel og gik ned mod stationen, jeg tænkte ikke på andet end drengene og selvfølgelig mest på Louis. 

Da jeg kom derhen var toget der, og jeg gik ind i det. Det tog en halv time, for at komme derhen. 

 

                                                          *Nialls synsvinkel*

 

- Jeg går ned på stationen og henter hende nu, og drenge hvis Louis kommer, hvilket han nok ikke gør, så fortæl ham intet! Maria skal have en god ankomst, og ikke en dårlig. 

Jeg kiggede bedende på drengene og de nikkede selvfølgelig ja. De var så behagelige at være sammen med. Hvorfor skal Louis også være sådan som han er. Han var altid en af dem som havde været den gladeste af os drenge. Han var en fantastisk person, men den Louis var vist taget på en ferie lang væk, og den skrækkelig side af ham var kommet frem. Jeg gav dem et smil og begyndte at gå ned mod stationen. 

Jeg var nervøs ved at se hende igen, det var faktisk lang tid siden. Men hun var en dejlig pige så det hele skal nok gå godt. Jeg var nede ved stationen, jeg satte mig på en bænk og ventede på hun kom med toget. 

Toget kom og hun kom ud af toget så smuk, som hun altid har været. Hun fik øje på mig og fik et smil på læben. Hun gik herover, jeg gav hende det største kram.

- Hvor er jeg glad for at se dig igen! Hvordan går det? spurgte jeg.

Jeg kunne se der var noget ved hendes smil, som ikke altid var det det plejede. Hun trak på skuldrene.

- Fint, hvad med dig? hun rodede mig håret, og vi begyndte at gå. 

 

                                                     *Marias synsvinkel*

 

Det var så dejligt at se ham igen, han lignede sig selv, han var så nuttet. 

- Nå, hvad er der så med Louis? du kiggede alvorligt på ham.

Han trak på skulderende.

- Han er ikke sig selv på igen måde, han var jo altid den sjove dreng som du nok ved. Han kommer f.eks forsent til alle vores møder, og også de vigtige. Vi ved ikke hvad vi skal gøre med ham, det er umuligt at tale ham til fornuft. Han fester hver aften, han er ikke sig selv. 

Han sparkede til en sten og stønnede irriteret. Måske skulle jeg ikke allerede spørge ham om det, han virkede til at være meget irriteret over det, hvilket også var forståeligt. 

I var kommet til Harrys hus, hvor alle de andre drenge også var, undtaget Louis selvfølgelig.

- Hej drenge!

Sagde jeg med et smil, du fik et kram af alle sammen, men du manglede stadig væk det bedste kram og det var fra Louis. I begyndte at snakke om alt det med Louis. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...