Louis Tomlinson Out Of Himself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 7 dec. 2013
  • Status: Igang
Louis var altid en hyperunge, den glade og søde, men når berømtheden tager over, går det hele den forkerte vej. Maria og Louis var bedste venner i gennem alt og intet, men nu glemmer Louis alt om hende og er respektløs over for hende og ikke mindste de andre drenge. Spørgsmålet er om Maria kan hjælpe ham? Eller om de begge to falder.

15Likes
13Kommentarer
1338Visninger
AA

4. Good or bad, I don't know..

                                                           *Louis synsvinkel*

Jeg ved godt at det var forkert sagt, men jeg kunne ikke sige undskyld, det kan man bare ikke når man er mig. Mine venner gider jo ikke være sammen med mig, hvis jeg er sådan en tøse-dreng og siger undskyld til en pige. Jeg skyndte mig bare ud af døren, også håber jeg bare hun glemmer det. 

Jeg begyndte at gå ned mod byen, vidste egentlig ikke hvad jeg skulle lave, men magtede bare ikke være hjemme sammen med de andre, de er så pisse sure og trælse at være sammen med. 

Altså, drengene er stadig en stor del af mit liv, og One Direction betyder stadig alt for mig, mine fans er ligeså dejlige som før, men det er svært når man er så verdens berømt som mig, jeg kan tillade mig alt. At feste hveraften gavner ligesom ikke det hele, men man føler sig så fri når man gør det! Og det er det der irritere mig, at de ikke kan se? Mit liv er perfekt, jeg føler mig ung, frisk og dum. 

Skulle mødes med mine venner om nogle timer, vi skulle ud og feste igen. Så jeg bestemte mig for at gå hjem til Niall, altså drengene har ligesom sagt at jeg skulle være hjemme ved Niall i mindst 2 uger, så alle mine ting stod hjemme ved ham, så jeg gik der hjem og gjorde mig klar. 

                                                       *Marias synsvinkel*

Vi sad og så fjersyn alle 5, vores humør var ikke ligefrem i tops, men vi prøvede da vores bedste. 

- Hvornår skal vi have mad? spurgte Niall.

- Klokken er kun 5, Niall? sagde jeg og kiggede underligt på ham.

- Og hvad så, jeg er suuuulten! sagde han ynkeligt. Jeg begyndte at grine af ham og rejste mig op.

- Er i andre også sulte? spurgte du, du kiggede underligt .

- Jaaa.. sagde Harry og Liam på samme tid, tsh typisk dem.

- Hold kæft, i har nogle sindssyge spisevaner her! sagde jeg i mens jeg gik over i mod køkkenet, de grinede bare af mig. Jeg lavede det mad som de lige havde været ude og hente, vi skulle åbenbart have noget med spaghetti, det originale selvfølgelig. 

Jeg begyndte at lave det, selvom jeg var virkelig dårlig til at lave mad. 

- Ehh, drenge? Hvordan koger man pasta? du kiggede spørgende på dem.

De grinede af mig og Niall gik op til mig. 

- Søde, kloge lille Maria, jeg skal nok lave maden! sagde han og smilede over hele hovedet.

Jeg skubbede ham væk med mine hofter.

 - Neeej, du skal bare lære mig det! sagde jeg ynkeligt, og tog pastaen ud af hans hænder. Jeg begyndte at rode i alle skabene for at lede efter en gryde, hvor pastaen skulle op i. 

Niall kiggede på mig, og gik hen i et skab og tog en gryde ud stillede den på bordet.

- Når! sagde jeg og smilede.

Jeg fik pastaen ned i gryden, men Niall afbryd mig.

- Der skal vand, kloge! sagde han med et grin og tog gryden og skulle til at hælde pastaen ud og vand i, da Louis kom gående ind af døren. Niall stoppede med at grine og vi kiggede alle sammen på Louis, som også stoppede op.

- Hvad sker der? sagde Louis og kiggede på os alle som stod og kiggede på ham, undtaget mig, kunne bare ikke se på lige nu. Drengene trak på skudrende og kiggede væk fra ham.

- Vil i med i byen? spurgte Louis med et provokerne smil på læberne, jeg kunne se at Harry var lige ved at blive sindsyg på ham.

- Hvad fanden tror du selv? vrissede Harry. 

- Det skal du heller ikke? sagde jeg og kiggede seriøst på ham. 

Han grinte bare og gik ind til hans værelse som han delte med Zayn, heldige ham.

- Maria, hvad mener du med at han ikke skal i byen? spurgte Liam.

- Fordi jeg tror ikke du kan stoppe ham! forsatte Liam. 

- Bare rolig, han kommer ingen steder idag! sagde jeg og jeg fik en genial idé.

Der var gået ca. en time og Louis kom ud af han værelse, han havde klædt sig om, og taget en masse mande-parfume på. 

- Vi ses, hyg jer! sagde Louis og gik hen i mod døren.

- Du skal ingen steder i dag, Louis! sagde jeg og løb hen til døren og tog nøglen og låste den. Jeg havde nøglen i min hånd, og havde på ingen måder lyst til at give ham den, men kunne alligevel ikke lide det. 

- Giv mig nøglen, Maria! sagde han og ræk hånden ud efter den, men jeg gik længere væk fra ham. 

- Maria, jeg gider det ikke! Giv mig forhelved bare den nøgle! sagde han, tror han bliver ret sur nu.

- Maria, giv mig nøglen! sagde Niall, og jeg gav ham den. 

- Vil du have nøglen, så hent den! sagde Niall og løb hen til vinduet og smed den ud af vinduet, og det skal lige siges det var en stor lejlighed Niall havde, så der var ret langt ned. 

Louis stod og kiggede overrasket på dem. 

- I til grin! vrissede han. 

- Louis, kan du ikke bare forstå at vi gerne vil være sammen med dig? Hallo, i er bedste venner, i er One Direction? Vil du virkelig have at alt det i har kæmpet så hårdt for, bliver ødelagt på grund af at du ødelægger dig selv fuldstændigt? spurgte jeg, jeg kiggede alvorligt.

Han satte sig ned i sofaen og tændte for fjersynet, uden at svare på den flotte tale jeg lige havde holdt. Niall gik over og lavede resten af maden, fordi jeg havde mistet alt mit appetit på grund af det skænderi vi lige havde haft. 

                                                            * Louis synsvinkel *

Det Maria sagde med om jeg virkelig ville ødelægge vores venskab, eller One Direction, fik mig virkelig til at tænke mig om. Men jeg kunne ikke bare sige undskyld og ikke have det sjovt længere. Selvom at når vi laver interviews kan vi virkelig have det sjovt. Kan huske den gang, hvor vi sad på sådan en trappe, og jeg legede jeg var en sok. Og når Niall griner hele tiden er altså også bare sjovt. Jeg begyndte at smile, så Zayn pludselig kiggede på mig. Jeg stoppede med at smile, med det samme. 

- Der er mad! sagde Niall.

Vi gik alle der op og satte os rundt om bordet. Drengene satte sig ned, og den eneste plads som var ledig var selvfølgelig, ved siden af Maria. Jeg kiggede irriteret på hende, men satte mig alligevel. Jeg kunne se at hun blev ked af det, men må en måde rørte det mig ikke, det er ikke mig som inviteret hende, det var de andre. Vi begyndte at spise. Det var vildt akavet ingen af os snakkede. Måske skulle jeg sige noget? Måske noget som vi kunne grine over, lidt sjov vil jeg altså gerne have. Men måske er de bare pisse sure på mig. Men jeg kan da prøve.

- Haha, kan i huske den gang vi sad på den der trappe og jeg legede jeg var en sok, og Niall som grinede hele tiden? jeg begyndte at smile, og det gjorde de andre drenge også. Vi begyndte at snakke om alt muligt, som vi havde det sjovt med. Det var rart at have sådan en snak med dem igen. Jeg kiggede hurtigt over på Maria, som bare kiggede ud i luften, og ikke spiste. 

Jeg fik det lidt dårligt med mig selv, men det var ikke mig som inviteret hende, hun kunne bare holde sig væk!

__________________________________________________________________________

Håber i kan lide min historie. Kommenter gerne hvad i synes om dem. 

Har fødselsdag i dag, så ved ikke om der kommer en mere i aften, måske gør der det. 

Følg mig gerne på Twitter: @RegitzeCH 

:))))))

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...