Lost - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rose lever et ret så skod liv, med en mor der lever et liv uden at ligge mærke til sin datter, en far der ikke har penge til at kunne tage sig af hende, selvom han prøver, kan han ikke, en papfar som slår hende, mobning, venner der har forladt hende på grund af cutting og meget andet. De eneste positive ting i hendes liv er hendes bedste veninde, Caroline og hendes idoler gennem 3 år, nemlig One Direction.
En dag bliver volden, de grimme ord og tanken om ikke at være god nok for meget for hende og hun flygter.
Rose planlægger at det skal være slut, men i London møder hun de personer der har fået hende til at overlever så mange gange. De reddede hende og måske kan de gøre det igen.

51Likes
29Kommentarer
3035Visninger
AA

8. Kapitel 7

 

Rose synsvinkel:

 

Shit. Havde han hørt det hele? Hvad nu hvis han havde? Han havde jo siddet op af døren, så han må ha siddet der i et godt stykke tid. ”Hør jeg bliver nød til at lægge på Caro”, skyndte jeg mig at sige. Jeg skyndte mig at tørrer mine kinder og gned mig i øjnene, så det var mindre tydeligt at jeg havde grædt. Han ville nok lægge mærke til det alligevel. Øv. Jeg kiggede op fra mine ben, som jeg ellers havde kigget meget fokuseret ned på. Jeg mødte Liams undskyldende blik og kunne se at han have tårer i øjnene, men hvorfor? Jeg hostede lidt, men det gjorde det bare endnu mere akavet. Dumt Rose, dumt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Det her var altså bare dybt akavet.

 

”Øhm”, sagde jeg, i håb om at han ville sige noget. ”Øh”, svarede han bare og kløede sig i nakken. ”Er der noget galt”, spurgte jeg med en rystende stemme. Han kiggede mig dybt i øjnene og åbnede munden lige så stille ”Jeg kunne spørge dig om det samme”, svarede han stille og kiggede ned i jorden. Jeg skævede over til ham og kiggede så igen ned. ”Er du okay?”, spurgte han, lidt efter. Jeg kiggede op på ham og fandt et bekymret ansigt.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg havde lyst til at fortælle ham det hele, ligesom jeg plejede at gøre, hjemme på værelset. Men jeg havde jo lige mødt ham. Og han ville faktisk hører det, hvis jeg fortalte ham det denne her gang. Jeg sukkede og spurgte: ”Hvor meget hørte du?” Jeg kiggede undrende på ham. Han kiggede ned i gulvet, som om han skjulte noget. Jeg kiggede på ham med løftede bryn, som om at jeg ville have han skulle sige noget, men jeg ville jeg jo også. Han pustede ud og kiggede så op. Han gik hen mod sengen, med tre lange skridt. ”Må jeg sætte mig?”, spurgte han. Jeg nikkede en enkelt gang og mødte hans blik. Vi kiggede hinanden i øjnene i et par sekunder før jeg kiggede væk. Det var underligt at have øjenkontakt på den måde med ham. Ikke på grund af øjenkontakten, men på grund af at det var ham. På grund af at jeg ikke rigtigt kunne nyde det på den måde jeg havde lyst til. Det var en forkert situation til at nyde at have øjenkontakt med sin helt. Det var ret underligt og forvirrende det hele...

”Jeg hørte det hele”, sagde han endelig lavt. Jeg begyndte at trække vejret hurtigere og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. ”Det hele?”, spurgte jeg med en dirrende og rystende stemme. Jeg havde tåre i øjnene, der var klar til at falde ned over mine kinder, jeg kunne kun akkurat lige holde dem tilbage. Han nikkede langsomt og så trist på mig. Sådan sad vi i noget tid. Stirrede skiftevis tomt ud i luften og på hinanden. ”Vil du snakke om det eller..?”, spurgte han endelig. Thank god. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg kunne ikke fortælle ham mere end jeg allerede havde fortalt til Caroline. Det var hårdt nok at fortælle hende det, hvordan skulle jeg på nogen måde fortælle det til Liam? Selvom jeg føler jeg har kendt ham i en evighed og at han er en af mine bedstevenner, har han det jo ikke på samme måde.

Jeg rystede lidt på hovedet, ”Nej, det er okay. Jeg tror du har hørt det som er det grundlæggende”, svarede jeg ham. Han kiggede på mig og sendte mig så et smil. Det var falsk, men samtidigt sagde det: ”okay, hvis du ønsker det”. Han nikkede lidt og rejste sig så op fra sengen. Jeg kiggede på hver af hans bevægelser, men det kunne ikke være rigtigt. Han kunne jo ikke være ægte!

 

”Rose. Fortæl mig hvis du får lyst til at snakke om det, eller hvis der er noget andet, okay?”, han afbrød mine tanker. ”Det skal jeg nok. Og tak fordi du er så forstående.”, sagde jeg, ”og tak fordi jeg må overnatte her i nat. Det var virkelig det jeg havde brug for”, jeg pustede ud og smilte til ham. Og jeg troede ikke mig selv, da det gik op for mig at det var et rigtigt smil. Det fik mig bare til at smile mere. Han smilte venligt tilbage og forlod så rummet. Jeg stirrede tomt ud i luften i et par minutter. Stadig smilende. Hvorfor? Jeg ved det faktisk ikke. Der var ikke så meget at være glad over. Kun at jeg var hos Liam, og at jeg havde fortalt Caroline sandheden. Ellers var alt mildt sagt noget lort. Jeg fandt min dagbog frem og startede med at skrive.

 

Kære Jade.

 

Jeg har fortalt det til Caroline, hvad der sker altså. Det hele faktisk. Hun flippede lidt over det med Liam. Og btw. Niall er her også nu. Jeg ved ikke hvorfor, men han er her i hvert fald. Liam hørte hele min samtale med Caro.. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt.. han virkede til at have det underligt med det. Du ved, han virkede ikke til at vide hvad han skulle sige til det. Det kan jeg faktisk godt forstå. Hvem ville vide hvad de skulle sige hvis de fik at vide at de lige havde reddet en, der var på vej til at begå selvmord?

 

Jeg vil prøve at gå ud i stuen til dem. Det kan være at de har lyst til at snakke med mig. Ikke om alt det lort, men bare prøve at snakke lidt med mig. De kunne være rart at lære dem at kende ordenligt. Wish me luck, som bekendt er jeg jo ikke så god til at få nye venner. Håber gud er med mig i dag, fingers crossed!

Xoxo Rose”

 

Jeg rejste mig fra sengen og lagde den sorte notesbog ned i min taske og gik ud af døren. Jeg kiggede rundt efter et toilet og fandt det på den anden side af gangen. Da jeg kom derind, opdagede jeg at dette hus var perfekt. Ikke bare sådan overordnet, men perfekt ned til sidste detalje. Efter jeg havde tisset gik jeg ud i stuen til Niall og Liam. ”Hej”, sagde jeg stille. ”Hej”, svarede de begge med et smil. Liam havde nok fortalt det hele til Niall, men tja.. Det var også lige meget. ”Vil du sidde?”, spurgte Niall. Jeg trak på skuldrende og gik over mod sofaen de sad i. De rykkede sig til hver sin side så jeg kunne sidde imellem dem. Jeg satte mig ned og slappede af. Det her var faktisk hyggeligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...