Lost - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rose lever et ret så skod liv, med en mor der lever et liv uden at ligge mærke til sin datter, en far der ikke har penge til at kunne tage sig af hende, selvom han prøver, kan han ikke, en papfar som slår hende, mobning, venner der har forladt hende på grund af cutting og meget andet. De eneste positive ting i hendes liv er hendes bedste veninde, Caroline og hendes idoler gennem 3 år, nemlig One Direction.
En dag bliver volden, de grimme ord og tanken om ikke at være god nok for meget for hende og hun flygter.
Rose planlægger at det skal være slut, men i London møder hun de personer der har fået hende til at overlever så mange gange. De reddede hende og måske kan de gøre det igen.

51Likes
29Kommentarer
2968Visninger
AA

7. Kapitel 6

Rose synsvinkel:

 

”Hallo”, sagde jeg i telefonen.

”Hvad sker der? Forklaring. Nu!”, jeg hørte hendes stemme nærmest skælde mig ud. ”rolig nu, jeg skal nok”, svarede jeg og prøvede at få hende til at falde lidt ned. Det tog mig et par sekunder at tænke over hvad jeg skulle sige. ”Okay, nu fortæller jeg dig det hele”, jeg havde allerede lyst til at tude, ”og du må ikke afbryde mig, før jeg siger at jeg er færdig. Forstået?”

Der var en lille pause, før hun sagde noget. ”Okay”, endte hun med at sige. Hun lød skræmt og fortvivlet. ”Du skal ikke være bange mus, det hele skal nok gå”, sagde jeg i håb om at hun ville lade vær med at begynde at græde. ”Jeg kan lige så godt starte fra starten”, begyndte jeg.

 

Liams synsvinkel:

 

Jeg gik ned mod hendes værelse og kunne høre at hun snakkede med nogen. Det måtte være i telefonen. Jeg havde ikke lyst til at afbryde hende,men jeg ville gerne vide hvad hun snakkede om. Og med hvem, for den sags skyld.

”Det har ikke gået så godt der hjemme her på det seneste”, hun holdt en kort pause, ”eller nogen andre steder faktisk. Det eneste der har været godt, var dig. Og i går blev det bare for meget alt sammen. Robert, øhm..”, hun lød nervøs og bange, som om at noget var virkelig slemt, men hvad kunne det være? ”han er blevet mere voldelig. Han er begyndt at slå mig, mere end normalt. Og min mor kan ikke se det, hun er helt ligeglad. Som om jeg ikke betyder noget for hende. Som om jeg bare er luft. Hun er begyndt at give mig flere og flere ting, som om det kunne hjælpe på at hun aldrig er hjemme. Hun arbejder mere og mere, og efterlader mig derhjemme med Robert. Hvis jeg ikke gør som han siger, slår han eller sparker mig. Det er så skræmmende og jeg bliver så bange altid.”, hun var begyndt græde, stakkels pige. Men hvem var ham der Robert? Jeg satte mig ned foran døren og hun begyndte at tale igen. ”Og på grund af det begyndte jeg at cutte igen. Jeg havde været clean i 5 dage, da jeg holdt op med at snakkede om at jeg var clean. Det var fordi jeg ikke var det mere. Det er ret lang tid siden og jeg er ked af at jeg ikke har sagt noget. Så er skolen, mine karakterer falder og mit fravær stiger, som du ved. Jeg bliver mobbet, mere end nogensinde, de er begyndt at spytte efter mig. Når du ikke er der, er de værst. Det er som om at du beskytter mig, og at de får mere respekt for mig når du er der. Men du har jo ikke været der så meget på det sidste, og du skal ikke føle skyld. Jeg ved at du har andre venner, og at du går på den anden ende af skolen og at vi ikke har så mange fag sammen og ja, alt det der. Men jeg har ikke haft det så let over i skolen. Serena snakker ikke rigtigt med mig mere.. hun er blevet en del af Sofies gruppe. Jeg er ked af at jeg ikke har sagt de her ting til dig før, men jeg ville ikke gøre dig bange. Det hele har været så frustrerende, jeg har ikke kunne tænke klart. For en uge siden besluttede jeg mig så for alvor at det skulle have en ende. Lad vær med at græd mus. Jeg kan ikke fortælle dig det hvis du græder”, hun begyndte at hulke. Jeg forstod det ikke rigtigt.. Hele den her samtale var ret forvirrende. ”I går morges besluttede jeg mig for at det skulle være nu. Sådan helt hundrede procent sikkert. Så i går lagde jeg et brev i dit skab over i skolen. Der står hvor meget jeg holder af dig, og ting som du skal husk og sådan noget. Så imorges var det hele endnu værre end før, derhjemme altså. Men sådan er det jo i alle weekender. Robert var i dårligt humør og min morgen startede med en lussing.”, hun græd nu mere end før. Wow, hun blev slået? Men hvem er ham Robert? Underligt. ”Jeg havde planlagt at det skulle være i dag, men ikke hvornår på dagen. Efter jeg havde spist og Robert havde, du ved.. slået mig, flygtede jeg ind på mit værelse. Han blev ved med at kalde på mig, men jeg svarede ikke. Han stod og hamrede på min dør i en halv time, og hvis der var gået ret meget længere tid, havde han brækket døren op. Da han endelig forlod min dør skyndte jeg mig at gribe min taske, med de ting der altid er i den. Den jeg plejer at tage når jeg løber hjem til dig eller min far. Jeg løb ned til metroen og tog den ind til London. Jeg sad nede på et toilet på undergrundsstationen i nogle timer, før jeg gik op og begyndte at gå. Jeg gik bare i nogle timer og så lagde jeg mig ned. Jeg følte mig tom og forladt. Jeg tænkte på dig og jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke forlade dig sådan her. Du, og selvfølgelig mine idoler var det der fik mig til at ombestemme mig. Jeg kunne ikke gøre det mod jer. Der kom en og samlede mig op på vejen, efter jeg havde ligget der i noget tid. Ikke bare hvem som helst kom. Liam Payne kom.”, hun holdt en lang pause og begyndte igen at græde. ”Jeg ved det! Det er det vildeste jeg i mit liv har prøvet. Og vil du vide noget? Self vil du det det. Jeg sidder hjemme hos ham lige nu”, hun måtte da virkelig være en stor fan, selv om hun virkede meget nede på jorden i forhold til de mange andre fans vi møder, der bare skriger os ind i ansigterne.

 

Jeg lænede mig op af døren, som jeg troede var lukket. Jeg fik det største chok da jeg faldt bag ud og ramte gulvet. Oh shit.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...