Lost - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rose lever et ret så skod liv, med en mor der lever et liv uden at ligge mærke til sin datter, en far der ikke har penge til at kunne tage sig af hende, selvom han prøver, kan han ikke, en papfar som slår hende, mobning, venner der har forladt hende på grund af cutting og meget andet. De eneste positive ting i hendes liv er hendes bedste veninde, Caroline og hendes idoler gennem 3 år, nemlig One Direction.
En dag bliver volden, de grimme ord og tanken om ikke at være god nok for meget for hende og hun flygter.
Rose planlægger at det skal være slut, men i London møder hun de personer der har fået hende til at overlever så mange gange. De reddede hende og måske kan de gøre det igen.

51Likes
29Kommentarer
3034Visninger
AA

6. Kapitel 5

**Ikke rettet, da jeg lige har skrevet det, som tak for de 50 favoritter! Det betyder alt at i kan lide den. xx**

 

Rose synsvinkel:

Jeg tog min dagbog frem fra tasken og lagde den på mit skød. Jeg placerede kugle pennen i min højre hånd og overvejede hvem jeg skulle skrive til. Jeg skrev tit i min dagbog, faktisk næste hver dag. Jeg skrev altid til nogen, oftest skrev jeg til Liam (Payne), Niall (Horan), Jade (Thirlwall) eller Perrie (Edwards), eller en af mine andre idoler. Jeg sad lidt over tænkte over hvem jeg skulle skrive til. Det ville være ret underligt at skrive til Liam når jeg nu faktisk befinder mig i hans hus. Så jeg skrev til min aller bedsteveninde Jade Thirlwall (fra little mix)

Kære Jadie.

Jeg er hjemme hos Liam lige nu. Hans hjem har en helt speciel duft, her dufter en blanding af roser, rengøringsmidler og en lugt jeg ikke kan definere. Den er sød, men ikke kvalm, den er behagelig, men ikke for kraftig. Her er rigtigt rart og hyggeligt, og selv om jeg kun har været her i kort tid, føler jeg mig tryg. Jeg har faktisk følt mig tryg lige siden han fandt mig, og det har jeg ellers, som du ved alt om, ikke gjort i meget, meget lang tid. Jeg kan hører skridt ude på gangen, skriver senere.
Xoxo, Rose”

 

Jeg hørte en banken på det gæsteværelse jeg lånte, jeg lagde den sort dagbog ned i tasken igen og svarede med et ”Ja” til personen på den anden side af døren. ”Hej”, sagde Liam, lidt akavet, da han stod i døren og lænede sig op ad dørkarmen. ”Hej”, svarede jeg akavet tilbage. Jeg satte mig i skrædderstilling på sengen, og så Liam følge hver og en af mine bevægelser. ”Øhm.. Er du okay? Jeg mener.. mangler du noget?”, spurte han usikkert. Yeah right, hvem af os er det der burde være usikker? ”Jeg er ikke okay, men jeg mangler ikke noget”, svarede jeg bare med et smil. ”Hvis du vil snakke er jeg ude i stuen”, sagde han og skulle til at gå, men så vendte han sig om og sagde: ”Og forresten er min ven her også lige, du kan komme med ud og hilse hvis det er..?” Det kunne jeg vel lige så godt.. jeg havde ikke rigtigt noget andet jeg skulle. ”Det vil jeg da gerne”, jeg rejste mig op og fulgte med Liam ud i stuen. Han satte sig ned i sofaen og jeg varpå vej hen mod den skikkelse, der allerede sad der. Jeg gik med hovedet nede i min mobil, for at se hvad mor havde svaret mig, så jeg kunne ikke se hvem det var. Hun havde bare skrevet at det havde hun regnet ud, men at det var godt at jeg skrev. Jeg stod en meter fra ham, da jeg kiggede op og så ind i de uendelige blå øjne. Shit.

Vennen som Liam havde på besøg var Niall.

 

Jeg kiggede på ham og smilte. Jeg vidste ikke hvad fanden jeg ellers skulle gøre, på en dag havde jeg ikke bare mødt og blevet taget med hjem til Liam Paynes hus. Jeg havde også mødt Niall Horan. Hvad sker der for mit held i dag??

”Hej, jeg hedder Niall”, sagde han høfligt og ignorerede min stirren, (Imponerende, for jeg tror at den var ret heftig...) ”I know... Men jeg hedder Rose, bare kald mig Rosie, det gør alle. Eller, det ville alle måske gøre hvis der var nogen 'alle' i mit liv. Men min veninde Caroline kalder..”, jeg stoppede midt i min sætning. Jeg havde gjort det igen. ”undskyld at jeg snakker sådan, men de sker bare når jeg bliver nervøs. Undskyld”, jeg satte mig ned i sofaen og lod som igenting, men jeg kunne se de blikke de to drenge sendte hinanden. Jeg håbede at det var: ”Shit hun er lækker, hvem af os får hende”-blikke, men jeg vidste jo godt at det var, ”hvorfor er der en sindssyg kælling i huset”-blikke.

 

Jeg kiggede op fra mit skød og mødte Liams smil. ”Hvad mener du med, 'hvis der var nogen alle i mit liv'?” Fuck. Det spørgsmål jeg bare ikke ville have. Hvorfor Liam, hvorfor skal du være så pisse betænksom over for mig??

 

”Jeg mener det jeg siger”, sagde jeg med rystende stemme, ”jeg kan vel ligeså godt fortælle jer det med det samme. Jeg har ingen venner. Jo kun én, hun hedder Caroline, og hun betyder mere end noget andet. Eller, næsten noget andet, for det der betyder aller mest for mig, er musik.”, sagde jeg og fortrød det med det samme. Jeg begravede mit ansigt i mine hænder, men følte så en hånd på min skulder. Jeg kiggede op og så at det var Liam. ”du må gerne fortælle os det. Jeg lytter i hvert fald gerne, og det er jeg sikker på at Niall også gør”, han gav Niall 'blikket', hvilket fik ham til at nikke ivrigt. ”tak, men ellers tak. Ikke lige nu i hvert fald”, svarede jeg, lidt mere rolig end jeg var før.

 

Vi sad og så lidt fjernsyn og drengene besluttede sig for at se en film. De tilbød mig at vælge, men jeg takkede nej og gik i stedet ind på gæsteværelset. Jeg sad og scrollede min startside igennem på Facebook, da der kom et billede af Liam frem. Han var sammen med Andy, hans ven. Jeg kunne kende ham, da jeg har set billeder af ham før. Det gik op for mig at han nok havde været på vej hjem derfra, da han stødte ind i mig.

Jeg sad ellers bare lidt på Facebook, tjekkede twitter, tumblr og hvad jeg nu ellers plejede at gøre. Jeg så at Caroline var online, så jeg skrev til hende: ”Hej søde, hvis min mor ringer er jeg hos dig. Xx”

Men selvfølgelig var det ikke nok forklaring til Caro. Jeg kunne se at hun havde set beskeden og 2 minutter efter ringede min mobil.

 

”Hallo”, sagde jeg i telefonen.

”Hvad sker der? Forklaring. Nu!”, jeg hørte hendes stemme nærmest skælde mig ud. ”rolig nu, jeg skal nok”, svarede jeg og så gik jeg ellers i gang.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...