Lost - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rose lever et ret så skod liv, med en mor der lever et liv uden at ligge mærke til sin datter, en far der ikke har penge til at kunne tage sig af hende, selvom han prøver, kan han ikke, en papfar som slår hende, mobning, venner der har forladt hende på grund af cutting og meget andet. De eneste positive ting i hendes liv er hendes bedste veninde, Caroline og hendes idoler gennem 3 år, nemlig One Direction.
En dag bliver volden, de grimme ord og tanken om ikke at være god nok for meget for hende og hun flygter.
Rose planlægger at det skal være slut, men i London møder hun de personer der har fået hende til at overlever så mange gange. De reddede hende og måske kan de gøre det igen.

51Likes
29Kommentarer
2971Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

Han gik helt tæt på mig, bukkede sig ned og tørrede tåren af min kind. ”Hej. Skal jeg kører dig hjem?”, spurgte han om og kiggede mig dybt i øjnene. ”Det er sødt af dig, men nej tak”, svarede jeg ham bare, og vendte mig om igen. Hvad lavede han her? Hvorfor ville han kører mig hjem? Jeg regnede med at han bare ville gå, men så let slap jeg ikke. Han tog fat i min overarm, og ramte det største ar på hele min krop. Jeg skar ansigt, pga. smerten, han så det og skyndte sig at undskylde. Han troede sikkert at det var han skyld, men det var det jo også på en måde.

 

”Jeg kan ikke bare lade dig blive herud. Der bliver koldt, og bilerne kan ikke rigtigt se dig, når der er så mørkt”, sagde han. ”Jeg ved godt at de ikke kan se mig, det er lidt meningen med det hele smarte” mumlede jeg, og håbede at han hørte det. ”Kom med mig” sagde han og ignorerede min mumlen.

Han rakte sin hånd ned mod mig og jeg tog af en eller anden grund imod den. Jeg prøvede at lade vær, men jeg kunne ikke. Hvad sker der med mig? Han bukkede sig ned og tog min taske op med den anden hånd.

Han gav min hånd et lille klem og smilte opmuntrende til mig. Mens vi gik hen mod bilen sagde vi ikke noget, det her begyndte at være en smule akavet. Meget akavet faktisk, men jeg var meget trykkere nu og det var da altid noget.

 

 

Liams synsvinkel:

 

”Næste sang er One Direction, med deres hit 'Diana' fra deres helt nye album 'Midnight Memories'”, lød det fra radioværten. Sangen startede og jeg overvejede at spole væk fra den, men lod være, for selv om det er underligt at hører sig selv på radioen, så er det stadig sjovt. Jeg sang med det første vers og omkvædet, men så så jeg noget i vejkanten. Langt fra lignede det et dyr, af den større slags. Jeg satte farten ned og kørte meget langsomt, så jeg kunne se hvad det var. Shit. Det var jo et menneske, der lå der, hvis jeg ikke tog meget fejl af kropsbygningen var det en pige. Jeg stoppede et par meter væk fra skikkelsen og var usikker på om jeg skulle gå ud, men jeg følte at jeg blev nød til det. Man har vel alle et ansvar for at hjælpe andre. Jeg steg ud af bilen og nærmede mig skikkelsen, som jeg nu var sikker på var en pige. Hun sagde noget med at hun var stærk nok til at lade være. Jeg forstod det ikke. ”Hvad er du stærk nok til?”, Spurgte jeg og vidste ikke om det var klogt sagt, men der kom intet svar. ”Er du okay?”, dumt Liam, dumt. Du kunne jo se hun ikke var okay, hvorfor skulle hun ellers ligge på jorden en lørdag aften? Og så helt alene. Hun skyndte sig at smide noget ned i sin taske og rulle sine ærmer ned, jeg forstod ikke lige hvorfor, men hun havde nok en grund. 
 

”Jaja, jeg har det fint”, svarede pigen, meget lavt og trak mig ud af min tale til mig selv om at lade vær med at stille dumme spørgsmål. ”Nej, du har ej, det kan jeg jo se. Vend dig om og kig på mig.”, sagde jeg med en lidt mere bestemt tone. Hun gjorde som jeg sagde og wauw. Hun var jo vildt smuk. Jeg kunne se at hun havde grædt og hun havde stadig en tåre på sin kind. Usikkert gik jeg langsomt tættere på hende og bukkede mig ned. Jeg tørrede tåren af hendes kind og spurgte så: ”Skal jeg kører dig hjem?”, jeg var usikker på om det var dumt, men jeg kunne jo ikke bare lade hende ligge her. ”Det er sødt af dig, men nej tak”, svarede hun og vendte sig om igen. Hvad? Ville hun have at jeg skulle efterlade hende her? Det kan jeg da ikke bare gøre. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller tænke. Jeg tog roligt fast i hende overarm, og drejede hende lige så let rundt. Jeg så hun skar ansigt, som om noget gjorde ondt. Dumt Liam, dumt. Undskyldningerne væltede ud af mig, men hun sagde ikke rigtigt noget. Underligt.

 

”Jeg kan ikke bare lade dig blive herud. Der bliver koldt, og bilerne kan ikke rigtigt se dig, når der er så mørkt”, endte jeg med at sige, jeg vidste ikke om det var dumt eller ej. Hun mumlede noget med at det var meningen med det hele. Jeg forstod det ikke, men det lød som noget jeg ikke skulle træde i, så jeg lod være. Hvad fanden skulle jeg gøre? Jeg stod og overvejede situationen i lidt tid, og til sidst gik det op for mig. Hun kunne låne gæsteværelset. Altså, bare for en enkel nat? Det kunne da ikke skade nogen, og hun ville nok have det meget bedre i morgen. ”Kom med mig”, sagde jeg og tog hendes hånd og hun tog imod den. Hun var skrøbelig virkede det som om. Jeg samlede samlede hendes taske op fra jorden og så gik vi hånd i hånd hen til bilen.

 

Det blev lidt akavet da ingen af os vidste hvad vi skulle sige. Jeg gav hendes hånd et lille klem og smilte til hende. Bare for at gøre hende lidt glad, jeg mener, et smil er vel altid godt ikke? Hun var utrolig køn hvis man så bort fra de hævede, grædende øjne og de sort tårer der så småt var stoppet med at trille ned af hendes kinder.

Da vi kom hen til bilen slap jeg hendes hånd og hun kiggede op på mig, som om jeg ville gå fra hende. ”Sæt dig ind, så smider jeg den her om bag ved”, sagde jeg som svar til hendes spørgende øjne. Hun satte sig langsomt ind i bilen og jeg gik om bag bilen.
Imens så jeg min chance til at skrive til Niall. ”Har lige samlet en grædende pige op fra vejkanten, er det forkert at lade hende låne gæsteværelset for en nat?? Need your help!!” Jeg smed tasken ind bagi og der lød et ”bip-bip” fra min mobil. ”Virker hun sindssyg?? Skal jeg lige komme over? Nej vent, jeg kommer (med pizza, self xDD), ses om lidt”, tak til Niall der altid er der når man mest mangler ham. Med pizza selvfølgelig, haha.

 

Jeg satte mig ind i bilen til hende. Da vi havde kørt et par minutter i stilhed, tændte jeg radioen. 'Better than words' spillede perfekt. Selvfølgelig var det en af vores sange, der spillede. Fedt, så kunne jeg måske finde ud af om hun er en fan. De måtte da kører sådan et maraton eller sådan noget. Jeg kiggede over på pigen og kom i tanke om at jeg stadig ikke kendte hendes navn. ”Hvad hedder du?”, spurgte jeg og bed mig nervøst i læben, dårlig vane. Hun kiggede op på mig og jeg så hende smile for første gang. Det var et pænt smil, sådan sødt og uskyldigt. ”Jeg hedder Rose”, sagde hun. Smukt navn, smuk stemme. Stop Liam, sådan må du ikke tænke om hende. Du kender hende jo overhovedet ikke. Og hun ligner en der har det pisse svært, hun ser meget skrøbelig ud.

 

Jeg begyndte at synge med og kunne pludselig hører at hun gjorde det samme. Wauw en stemme. Da sangen var færdig smilede jeg over til hende. ”Du har en smuk stemme”, røg det ud af mig. Hun åbnede munden, men der skete ikke noget. Der kom ikke et ord ud af hendes mund, hun sad bare der og måbede.

Konkluderet: Fan.

 

// Endelig får i dette kapitel!! Min plan om publicere det søndag aften gik vidst ikke så godt, men har skrevet det om et par gange, fordi jeg ikke var tilfreds med dem :/ Er ikke helt tilfreds nu, men ville alligevel ligge det ud! Og..! TAK FOR ALLE DE FAVORITTER! Jeg er #8 på ugens populære.. wauw! Havde jeg aldrig troet, og så kun med 2 (nu 3) kapitler. I er virkelig de bedste!//

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...