Lost - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rose lever et ret så skod liv, med en mor der lever et liv uden at ligge mærke til sin datter, en far der ikke har penge til at kunne tage sig af hende, selvom han prøver, kan han ikke, en papfar som slår hende, mobning, venner der har forladt hende på grund af cutting og meget andet. De eneste positive ting i hendes liv er hendes bedste veninde, Caroline og hendes idoler gennem 3 år, nemlig One Direction.
En dag bliver volden, de grimme ord og tanken om ikke at være god nok for meget for hende og hun flygter.
Rose planlægger at det skal være slut, men i London møder hun de personer der har fået hende til at overlever så mange gange. De reddede hende og måske kan de gøre det igen.

51Likes
29Kommentarer
2986Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Jeg fik kvalme af stanken fra undergrunden. Det var forfærdeligt, og jeg følte at jeg skulle brække og det var præcis hvad jeg gjorde. Jeg løb op til de nærmeste toiletter, og skyndte mig ind i en af båsene og læste døren bag mig. Jeg kiggede ned i det klamme toilet. ”Fuck det er klamt”, udbrød jeg. Jeg lukkede øjnene og talte til 3 inde i hovedet, før jeg stak to fingre i halsen og kastede op.

 

Da jeg var færdig gled langsom og udmattet ned langs døren til jeg sad på gulvet, med benene krummet sammen foran mig. Jeg begyndte at hulke og tårerne væltede ned af mine kinder. Jeg kunne hører folk gå forbi den bås jeg befandt mig i og jeg var sikker på at de også kunne hører mig. Jeg ventede desperat på at nogen skulle kommentere min hulken og spørge om jeg var okay, men som forventet skete der intet.
Fedt. Ikke engang fremmede kan lide mig. De skænker mig ikke en eneste tanke. Det kan også være ligegyldigt. Jeg skal alligevel ikke være her specielt meget længere.


Jeg åbnede min taske og kom i tanke om at jeg stadig hørte musik. Jeg blev nød til at slukke det, men lige da jeg skulle til det, kom der en sms fra Caroline: ”Helt i orden søde. Skriv hvis du vil xx love u”
Argh. Hvorfor skulle hun lige skrive det? Det her ville være så meget lettere hvis hun nu bare hadede mig. Jeg smed bare min telefon ned i tasken igen og sad nu igen og hulkede.

 

Jeg tog hurtigt mit lille stykke metal frem. Min værste fjende og min bedste ven. Jeg tog min jakke af og trak op i min sweater. Pladsen var trang, og jeg ledte efter det perfekte sted at gøre det. Jeg fandt en ledig plads lige i midten af mit flotte mønster, på min højre hofte. Smerten var perfekt. Jeg gentog dette 7 gange og  følte jeg mig meget bedre til pas bagefter. Jeg sad et par minutter og stirrede tomt ud i luften.
”Fuck. Fuck, fuck, fuck”, den eneste tanke jeg havde i mit hoved, efter jeg havde cuttet. Sådan var det hver gang, og jeg hadede det.

Jeg hamrede i raseri min hånd i væggen, det skulle jeg aldrig have gjort. Shit det gjorde ondt. Jeg gjorde det igen, jeg kunne lide smerten. Igen og igen hamrede jeg med alt min kræft ind i væggen. Jeg skulle til at gøre det igen, men så begyndte den sang i mine ører. En af de sange det betød allermest for mig. Den sang, der fra da jeg hørte den første gang betød alverden for mig. 'More than this' spillede og jeg kunne ikke fører min hånd videre. Den stoppede bare der, midt i luften og faldt til jorden.

Sådan sad jeg ellers bare i nogle minutter. Jeg tror endda jeg sad det i timer, sådan føltes det i hvert fald.

Jeg tørrede blodet der lå på gulvet op og fjernede alt tegn på at jeg havde været her. Jeg gik ud og vaskede min hænder og kom til at kigge mig i spejlet. ”Argh” udstøtte jeg. Jeg lignede jo lort! Mit hår sad så dårligt, at jeg lige så godt kunne klippe det af, min makeup var udtværet i hele mit ansigt og mit falske smil, der plejede at være der, var der ikke længere.
Jeg besluttede at det måtte være tid til at gå op herfra og videre med min plan.

 

Da jeg gik oppe på gaden kunne jeg se og mærke at folk vente hovedet når jeg gik forbi. Det var en forfærdelig følelse, men jeg havde efterhånden vænnet mig til den, da det var sådan hver dag. Så småt med at jeg kom længere og længere væk fra byen, så småt var der færre mennesker omkring mig. Jeg gik på landevejen, med min sportstaske i hånden og min musik i ørerne.

 

Efter at have gået i omkring en time, valgte jeg at stoppe og sætte mig ned. Jeg smed tasken i vejkanten og satte mig på den. Der kom nogle få biler forbi, men ikke særlig mange. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og det var ved at blive mørkt.

Jeg kiggede på pillerne der lå i min hånd. De var min returbillet, og jeg havde nu chancen for at bruge dem, men jeg havde en underlig følelse i kroppen.

Var jeg ved at fortryde?

Det lignede ikke mig at fortryde. Jeg plejede altid at sætte mig et mål, planlægge hvordan jeg når det, og så nå det. Jeg plejer ikke at fortryde. Jeg kan ikke fortryde, det er alt for meget ikke-mig-agtigt. Jeg brød grædende sammen, hvorfor vidste jeg faktisk ikke.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg satte min playliste der hed ”Sadness” på og lagde mig ned, bare der i vej siden og græd, med 'You & i' spillende i mine ører. Den er fra One Directions nyeste album og er virkelig en af mine favoritter. Bag efter kom 'These four walls' af little mix. Wauw..Den sang er intet mindre end fantastisk. Den beskriver mit liv alt for godt, det er næsten uhyggeligt. 

Klokken var efterhånden 23, og jeg var træt.
Mens jeg lå og fordybede mig i teksten gik det op for mig. Jeg kan ikke.

 

Havde jeg lige tænkt det? Undskyld, men hvad? Okay, jeg kan ikke.

Det er ikke fordi du er svag”, Sagde jeg til mig selv, ”det er fordi du er stærk nok til at lade vær.”

 

”Hvad er du stærk nok til?” hørte jeg en stemme bag mig sige. Hvem ville være midt ude på vejen, på den her tid af aftenen? ”Er du okay?” Hørte jeg den honningbløde mandestemme sige. Jeg smed hurtigt pillerne ned i tasken og kom i tanke om mine arme og jeg skyndte mig at rulle ærmerne ned, så han ikke kunne se de mange ar. ”Ja ja, jeg har det fint” Fremstammede jeg, mens jeg rystede over hele kroppen. ”Nej du er ej, det kan jeg da se. Vend dig om og kig på mig” Jeg genkendte den sprøde røst og gjorde som han sagde og der stod han. Lige foran mig, jeg kunne ikke tænke. Liam Payne, mit største idol, stod lige foran mig.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...