Lost - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Rose lever et ret så skod liv, med en mor der lever et liv uden at ligge mærke til sin datter, en far der ikke har penge til at kunne tage sig af hende, selvom han prøver, kan han ikke, en papfar som slår hende, mobning, venner der har forladt hende på grund af cutting og meget andet. De eneste positive ting i hendes liv er hendes bedste veninde, Caroline og hendes idoler gennem 3 år, nemlig One Direction.
En dag bliver volden, de grimme ord og tanken om ikke at være god nok for meget for hende og hun flygter.
Rose planlægger at det skal være slut, men i London møder hun de personer der har fået hende til at overlever så mange gange. De reddede hende og måske kan de gøre det igen.

51Likes
29Kommentarer
2972Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Min iPhone bippede for nok hundrede og syttende gang, i løbet af den sidste time. Jeg havde ikke kigget på den, fordi jeg vidste, hvad der måske ville vente mig. Jeg var løbet ned mod den nærmeste station og havde til min store overraskelse set at det holdt en metro. Yes, tænkte jeg og gik med hastige skridt hen mod billet zonen og scannede mit metrokort. Grunden til at jeg havde det var at jeg, hver morgen tog metroen i skolen.

 

Jeg satte mig ned, da der for en gang skyld var en plads at sætte mig på. Jeg kiggede ned på mine hænder, som jeg holdte tasken i og følte en trang til at græde. Mit ærme sad skævt, så der var fuld udsigt til mine mange ar, som jeg havde på mit venstre håndled. Jeg trak lidt længere op i jakken så jeg fuldt kunne betragte dem. Jeg hadede dem, hadede dem overalt. De havde for meget historie, for mange forfærdelige minder. Jeg ville ønske at de ikke behøvede at være der, men det blev de nød til. Jeg ville ønske at jeg ikke havde det så dårligt, at jeg blev nød til at gøre det. Jeg ville ønske at jeg kunne søge hjælp. Men det kunne jeg ikke. Intet af det, desværre. Jeg rullede mit ærme ned igen, da folk så småt var begyndt at stirre. Jeg kiggede bare på dem som om at de skulle blande sig uden om. For første gang i mit liv var jeg lige glad med at nogen kiggede på mig, at nogen grinte af mig eller at nogen sagde, ”Nurg, se den stakkels pige, hun ser ikke ud til at have det så godt” med en så forfærdelig baby-stemme at jeg havde lyst til at slå dem.

Jeg besluttede mig et par stationer efter at stå af, jeg befandt mig nu på en underground station i den mere centrale del af London. Jeg vidste ikke om jeg skulle gå op herfra eller bare bliver lidt og tænke. Det lugtede utrolig grimt her nede. En blanding af dårlig luft, olie, cigarretter, hjemløs mand og våd hund. Det skal siges at dette er en virkelig dårlig kombination. Jeg tog min iPhone frem og gik ind på min yndlings playliste, den hed One Direction, og der var intet andet end deres dejlige musik på den og satte mig på en bænk på stationen. Der var ingen grund til at gå op. Lugten ville snart fade ud, og hvis ikke, kunne jeg gå op om lidt

 

Jeg gik usikkert ind på mine beskeder. Min eneste gode tanke var at mine drenges smukke stemmer var i mine ører. 36 ulæste beskeder og 28 opkald. Hold da op.. de havde vidst haft travlt med at ringe og skrive. Mange af beskederne var fra min mor, der spurgte hvor jeg var gået hen. Men de begyndte først at komme for en halv times tid siden, og jeg havde efterhånden været væk i et par timer. De andre beskeder var fra Robert, min papfar. Nej vent, vil ikke kalde ham min papfar, for han har intet med min far at gøre. Min far vil mig det bedste, selvom han ikke har muligheden for at gøre noget, så prøver han. Det er mere end man kan sige om Robert, for han er skyld i alt det her. Eller.. måske ikke det hele, men størstedelen af det. Han havde sendt omkring 25 sms'er og ringet 23 gange, men jeg gik direkte forbi hans beskeder og ignorerede hans opkald. Så kom jeg til den værste del. Jeg havde fået en besked fra Caroline. Åh gud, jeg kan ikke svarer, for hvad skal jeg svarer? Der stod:
Hey Putteput, kommer du over senere?? xx”
Selvfølgelig kunne jeg ikke komme over senere. Selv hvis jeg lever til den tid ville jeg ikke kunne. Jeg havde det utrolig dårligt med at skjule det her overfor hende, men jeg kunne bare ikke bærer at se sorgen i hendes øjne. Måske ville det have hjulpet mig hvis jeg havde fortalt at jeg ville tage af sted, måske ville hun kunne have fundet en løsning, der ikke krævede at hun skulle stå alene tilbage. Efterladt med et brev der lå i hendes skab i skolen på mandag. Havde jeg gang i en fejl? Ville hun blive såret? Ville hun blive sur? Ville hun føle at det var hendes skyld? Jeg havde ingen ide, og jeg tror heller ikke at jeg ville vide det. Efter lang tid tænkning besluttede jeg mig endelig. Jeg blev jo nød til at svarer hende, ellers ville hun bare selv komme forbi. Jeg endte med at svare dette:
”Hej mus <3 Kan ikke i aften, rimelig depri og ikke i humør til selvskab, du kender mig, HIMYM maraton, så skal det hele nok gå. Hihi! x”

Caroline kendte godt til mine problemer. Stort set dem alle sammen, men hun kunne nok ikke rigtigt forstå dem. Hun var aldrig selv blevet mobbet, havde aldrig selv gjort selvskade, aldrig selv manglet opmærksomheden fra sine forældre, aldrig blevet slået. Aldrig havde hun oplevet de ting, der nu var hverdag for mig. Det eneste hun ikke kendte til var min plan. Den jeg var i gang med at udfører lige nu.
Ja, nemlig min selvmordsplan, der var planlagt ned til sidste detalje. Jeg havde rettet brevene igennem et utal af gange, og nu følte jeg bare at de var klar, at verden var klar, at mor var klar, at Caroline var klar, at far var klar, at jeg var klar. Og ikke mindst var himlen klar til at få en ny engel.

 

 

/// Ked af at ingen af drengene er med endnu, men keep reading, de kommer snart ;) xx ///

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...