Trouble Love ใ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2014
  • Status: Færdig
Gemmas bedste veninde, Tammy, bliver inviteret med til One Directions fest, der er den afsluttende fest, på deres Take Me Home tour. Under festen, møder hun Niall og en uskyldig samtale, udvikler sig til et kys. Kærlighed ved første blik, er det man kan sige, i forhold til Niall. Der er bare et problem. Tammy er kun få måneder fra hendes bryllup, det bryllup, der ser ud til at være det mest perfekte. Men smilet om hendes læber og ringen på hendes finger, rummer meget mere, end blot en hemmelighed. Når det uskyldige kys fra Niall, udvikler sig til en affære, er der pludselig endnu flere hemmeligheder og så er der også lige Tammys tidligere forhold til Harry, der ligger lige om hjørnet og når hendes bryllup kun er 2 måneder væk, ser det hele kun ud til at knudre sig mere og mere sammen, indtil det er så langt inde, at det bliver et helvede.

42Likes
47Kommentarer
6448Visninger
AA

19. "You?!"



 


Lyt til denne sang, imens i læser kapitlet ^ 

 

"Niall forhelved, hvorfor sidder du bare der? Du ligner jo en flagermus" Udbrød Harry, da han kom gående ind i min stue. Alt var rullet for, så rummet var fuldstændig mørklagt. Det eneste lys i hele huset, var mit fjernsyn, der til gengæld kørte på højtryk. 

"Lad mig være, Harry" Sagde jeg træt og zappede et par kanaler igennem. For at være helt ærlig, så kunne mine følelser lige nu ikke rigtig beskrives. Alt var så besværligt og rodet, men jeg elskede Tammy, jeg elskede hende virkelig meget, derfor havde det gjort ufattelig ondt, da jeg havde bedt hende om aldrig at kontakte mig igen. 

Jeg kunne nærmest se hende foran mig, se hvor knust hun var. Nøjagtig ligesom mig. 

Hvorfor skulle alt også være så fucking besværligt? Det var ikke helt fair. 

"Nej jeg vil ej, du skal op" Sagde han bestemt og i en hurtig bevægelse, trak han gardinerne fra og havde sat sig ned i lænestolen foran mig. 

"Hvad hvis jeg ikke har lyst til at stå op?" Jeg skævede over til ham, som han sad der, med et flabet smil på læben. 

"Det skal du. Vi skal nemlig ud og gå en tur, det har du virkelig brug for" Jeg så for første gang, helt over på ham, som han sad der. Pisse hamrende irriterende. Jeg skulle sgu ingen steder. 

"Det ku' du li' var?" Et dæmpet grin forlod hans mund, inden han resjet sig op, gik hen til mig og trak dynen af mig.

"Hey!" Udbrød jeg, men Harry grinede bare og forlod stuen med den. Well, jeg havde åbenbart ikke noget valg, men jeg måtte altså lige i bad først. Jeg havde nok ikke rigtig nærmet mig badeværelset, de sidste par dage. Kun med undskyldning, at jeg skulle på toilettet. 

Jeg rejste sig tøvende op og forlod stuen. 

"-Harry, jeg gider helt seriøst ikke ud og gå tur? Hvad tænker du på?" Han så bare på mig, med et stort smil, så et træt suk forlod mine læber. 

"Gå nu i bad, du har ti minutter" 

"Okay far" Sukkede jeg og fortsatte ind på badeværelset, hvor jeg tændte vandet. Jeg måtte se mig besejret. 

 

♥♥♥♥

 

Jeg gik træt ud af badeværelset og tog mine sko og jakke på, imens jeg så irriteret på Harry. 

"Det tog tolv minutter" Sagde han flabet og slog med fingeren på hans armbåndsur. 

"Jaja" Vrissede jeg og gik ud i det grålige vejr med Harry i hælene, inden jeg låste for døren og fortsatte ned til hans bil. 

"Hvor skal du hen?" Jeg så irriteret om på ham. 

"-Vi skal gå, kom nu" Jeg himlede dramatisk med øjnene og gik ned til Harry, som vi begyndte at gå stille og roligt ned af gaderne. Bare han vidste, hvor vi skulle gå hen. 

"Har du snakket med Tammy?" Spurgte jeg stille og skævede over til ham. Han nikkede hurtigt og så over på mig. 

"Hun er helt ude af den Niall. Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan du kunne finde på at sige sådan til hende" Jeg lod mit blik falde ned i asfalten. Jeg skammede mig faktisk. 

"Det ved jeg heller ikke... Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det eller hvordan jeg kunne få mig selv til at sige det, men.. Det er vel bedst sådan. Hun har valgt Dave, det sagde hun selv, inde på hospitalet"

"Men... Jeg har snakket med hende, eller Gemma har, og Tammy er begyndt i terapi, Niall" Hans ord kom virkelig bag på mig. Terapi? 

"Hv-hvorfor det?" Frem stammede jeg og så igen op på ham. 

"Hun har det meget svært og det her barn det... Det har kun gjort det værre. Jeg ved ikke, om du ved det, men Tammy har haft en virkelig hård fortid"

"Jeg ved godt, at hun har haft en hård fortid, men.. Den kan da ikke ha' været så slem? Hendes forældre tjener jo ret godt og.."

"-Nemlig Niall. Hun har aldrig rigtig følt sig elsket af hendes forældre, fordi de var så meget væk og sådan... Jeg ved ikke, om jeg burde fortælle dig det, men... Tammy har været virkelig tæt på at dø èn gang" Mit blik lynede op på ham. Tammy. Død? 

"Hvordan, hvorfor?" Et svagt suk forlod Harrys læber, inden han begyndte at fortælle. 

"Det er for lang tid siden og jeg fortæller dig det kun, som Gemma fortalte mig det. 

Tammy havde over en længere periode gået med selvmordstanker, som ikke engang Gemma kendte noget til. Hun kunne se, at der var noget galt med Tammy, men ikke hvad. En dag, så... Hun kunne ikke få fat på hende, uanset hvad hun prøvede og pga. Tammys problemer, var Gemma meget bekymret. Hun har altid taget sig virkelig godt af Tammy og de har altid været som søstre. Men så... Da Gemma igen ikke kunne få fat på Tammy, så så hun ikke noget andet valg, end at opsøge hende. Det viste sig så, at det var det, der reddede hendes liv. '

Da Gemma endelig kom frem, var hun så heldig at døren var åben. Hun løb ind og gennemsøgte huset fra ende til anden, men hun kunne ikke finde hende. Der var dog et rum, som hun ikke havde kigget i og det var badeværelset, men døren var låst. Gemma var ved at gå ud af sit gode skind, som hun kaldte og kaldte på Tammy, men hun svarede ikke. Hun kunne se hende igennem nøglehullet - hun lå på jorden og hendes brystkasse bevægede sig ikke. 

Hun blev nød til at komme ind til hende og da hendes råb ikke kunne få liv i Tammy, så så hun ingen anden udvej, end at smadre døren. Jeg kan ikke huske hvordan, men det fik hun gjort og... Tammy havde ikke nogen puls. 

Ved siden af hende, stod et tomt pilleglas og Gemma ringede straks 112, imens hun forgæves forsøgte at få liv i Tammy. De kom rimlig hurtigt - Gemma havde ringet til mig og bedt mig komme, så det gjorde jeg. Hun var helt færdig. Tårerne strømmede ned af kinderne på hende, som hun sad på knæ ved siden af Tammys livløse krop. 

Hvis... Hvis Gemma bare var kommet 1 minut senere, så... Så havde Tammy været død" 

Hans historie kom som et chok for mig... Det havde Tammy aldrig fortalt, hun havde ikke engang hentydet til det. 

"Det er jo... Det vidste jeg slet ikke" Min stemme var svag, som mit blik lå i jorden og jeg var på randen til at græde. Hvis ikke det var fordi vi var i offentligheden, så havde jeg nok ladet tårerne overmande mig. 

"-Men det ændre jo ikke noget. Hun valgte Dave over mig"

"Niall..." Jeg rystede bare på hovedet, da Harry sagde mit navn. 

"Nej, det nytter ikke noget.. Mig og Tammys tid er slut" 

 


Og her sad jeg så. Badet i mine egne tåre, med en spand is og The Notebook kørende på fjernsynet. Alt var rullet for, mit hår var sat i en sjusket knold, jeg havde bare pyjamas bukser på og en slidt top. Jeg magtede ikke så meget for tiden. Jeg ville bare dulme mine hjertesorger og Dave var ikke hjemme, så det var det perfekte tidspunkt. 

Min sorg blev dog afbrudt, da Gemma pludselig stod i døren og så bekymret på mig. Hjertet sprang helt ud af brystet på mig, da jeg virkelig ikke havde set hende komme og det største skrig, fòr ud af munden på mig. 

"Gemma for helvede, jeg troede du var en eller anden psyko voldtægtsforbryder" Gispede jeg og satte isen ned ved siden af mig. Et dæmpet grin forlod hendes mund, som hun gik forbi mig og trak gardinerne fra, så jeg krympede mig sammen under solens stråler. 

"Sådan er det, når man ikke låser døren" Sagde hun drilsk. Mit hjerte var endelig faldet til ro og jeg så irriteret op på Gemma. 

"Okay, note til mig selv - lås altid døren" Gemma satte sig ned på sengekanten og lod hendes blik glide over fjernsynsskærmen og derefter bakken med is. 

"Okay - is,The Notebook og en Tammy der ligner en, der har grædet øjnene ud på mig selv. Du savner Niall" Jeg så straks snerpet på hende og spidsede læberne en smule. 

"Vel gør jeg ej, jeg holdt bare tøse-morgen med mig selv" Hun så mistroisk på mig, med et forsigtigt smil. 

"Du lyver, du savner ham"

"For God Sake, nej! Jeg savner ham ikke, jeg skal giftes med Dave og sådan er det, sådan skal det være. Det har han selv bestemt" Hun løftede svagt det ene øjenbryn, inden hun greb ud efter fjernbetjeningen og slukkede for fjernsynet. Jeg savnede ikke Niall, niks. Han havde selv bestemt, at det ikke skulle være os to og det måtte jeg vel bare respektere. Sådan var det. Jeg var nok mest af alt sur på ham, tror jeg? Det var svært at forklare. 

"Okay okay, men kom da i det mindste med ud og gå en tur" Jeg lagde hovedet en smule til siden og så på hende, som om hun havde fået verdens dårligste ide, ved at skære en lille grimasse. 

"Ligner jeg en, der har lyst til at gå en tur?"

"Neeeej, men det kan du hurtigt komme til" Svarede hun og slog dynen væk fra mig, så kulden straks angreb min krop. Æv altså. 

"Okay" Et højt og irriteret støn, forlod mine læber, som jeg rejste mig op og gik hen til mit klædeskab. 

"Hvor langt skal vi gå?"

"Ned til parken, jeg tænkte vi kunne shoppe lidt, drikke varm kakao og spise brændte mandler?" Jeg trak bare på skuldrene. 

"Okay, det lyder nu også meget hyggeligt" Det gjorde det faktisk. Det var nok bedre end at idde her og drukne ens sorger i is og kærligheds film. Jeg fandt et par stramme jeans frem og en sort t-shirt med skrift og en beige farvet strik-cardigan. Det gik vel an. 

"-Giv mig ti minutter"

 

♥♥♥♥

 

Efter et dejligt bad, stod jeg igen inde ved Gemma. Jeg havde sat mit hår op i en lidt mere kontrolleret knold og lagt en naturlig makeup bestående af jordfarvet øjenskygge, eyeliner, mascara og lipgloss. Og med alt den is, så lidt concealer hist og her. 

Jeg vendte mig igen om imod Gemma, med et lille smil. 

"Tilfreds?" Spurgte jeg stille og Gemma nikkede hurtigt, inden hun rakte mig min taske, som jeg tog over skulderen. Jeg stak fødderne i mine elskede bamsestøvler og så var jeg vel klar

Vi gik ud af huset og jeg skyndte mig at låse efter os. 

"Når, det var parken?" Gemma nikkede og vi gik fælles ned af den fredlige villavej , ned igennem alle husene, indtil vi kom ud til byen. Parken lå rimlig centralt, midt i det hele i Londons gader. Det var en utrolig hyggelig park og jeg boede ikke så langt derfra, nok cirka fem minutter på gå ben. 

"Har du snakket med Niall?" Spurgte jeg stille og skævede op til hende. Hun rystede svagt på hovedet. 

"Nej, men Harry har"

"Hvordan har han det?" Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig spurgte ind til Niall, men jeg elskede ham vel stadig. Det var bare svært at indrømme - jeg kunne ikke indrømme det. Han havde ødelagt det for sig selv og det var bare ærgeligt for ham. Jeg skulle giftes med Dave og så var den ikke længere. 

"Ligesom dig; I savner hinanden" Jeg så straks op på hende. 

"Kan søskende parret Styles, ikke bare snart finde ud af, at Niall og mig ikke er meant to be? Vi skal bare ikke ha' hinanden, sådan er det" Gemma trak svagt på skuldrene, inden et dæmpet grin forlod hendes mund. 

 

Efter de cirka fem minutter, var vi endelig henne ved parken. Vi havde delvist ladet Niall-emnet ligge og havde i stedet snakker, som nogle rigtige veninder. 

"Har du nogle navne?" Jeg nikkede svagt og lagde min ene hånd, blidt på maven. 

"Hvis det bliver en pige, så har jeg tænkt lidt på Melody, Kimmie eller Valerie" Gemma smilede stort, da jeg nævnte navnene. Jeg vidste, at hun specielt godt kunne li' navnet Valerie. 

"Jeg elsker Valerie" And here it comes. 

"Det er nok også min første prioritet" Sagde jeg, med et kæmpe smil på læben. 

"Måske Valerie Melody West Masin?" Gemma nikkede hurtigt. 

"Beholder du dit efternavn?" Jeg bed mig blidt i underlæben, inden jeg svagt rystede på hovedet.

"Ikke helt. Jeg kommer til at hedde Tarissa Veronica West Masin" Endnu en sandhed kom på bordet, som i nok ikke havde regnet med. Mit rigtige navn er Tarissa, men jeg hader det som pesten, så jeg er altid blevet kaldt Tammy, hvilket er et navn jeg meget bedre kan li'.  Så ved i det. 

"Tarissa..." Et dæmpet grin forlod Gemmas læber, inden jeg så spydigt over på hende. 

"Det er ikke sjovt" Sagde jeg fornærmet. 

"Det er bare... Det navn passer slet ikke til dig" Jeg rystede svagt på hovedet og lod et skævt smil komme over mine læber. 

"Nej, vel? Slet ikke" 

"'Øhm, Tammy?" Jeg så en smule undrende over på hende, da hun efter lidt stilhed, sagde mit navn. 

"Hvad?" 

"Jeg har... Jeg har en lille overraskelse til dig. Luk øjnene" Okay, hvad havde hun nu fundet på? Jeg gjorde bare som sagt og lukkede øjnene i, inden Gemmas hænder lagde sig foran dem. 

"-og du må ikke sige noget" Jeg nikkede bare stille, imens Gemma førte mig rundt i parken, som et lille barn. Gad vide, hvad hun dog havde fundet på? Bare det var en af hendes mere geniale ideer. 

Pludselig stoppede hun op og der var stille i lidt tid, men hun havde sagt jeg ikke måtte sige noget, så jeg adlød. Hun fjernede stille hendes hænder og sagde, at jeg godt måtte åbne øjnene nu. Jeg gjorde som sagt og cirka en meter fra mig, stod en person, som jeg slet ikke havde regnet med at se. Det gjorde mig... Det gjorde mig rasende, at se ham stå der foran mig, hvilket gjorde, at jeg ikke var i stand til at rokke mig ud af flækken. Niall. Og han så mig direkte ind i øjnene og så lige så fortvivlet ud som mig. Ved siden af ham stod Harry. Så søskende parret Styles, slår til igen. 

"Dig?" Sagde vi i munden på hinanden og jeg sank en klump, der havde samlet sig i halsen på mig. 

"-Hvad laver du her?" Spurgte jeg stille, men han svarede ikke. Jeg var så vred, indebrændt... Vreden pulsede rundt i kroppen på mig og var lige ved at koge over. Mit blik vandrede videre op på Harry, inden jeg vendte mig om imod Gemma og så på Niall igen. Smerten blev for meget, så den dannede sig til tåre, der stille begyndte at løbe ned af mine kinder, inden jeg vendte mig imod dem alle sammen. 

"Jeg ved ikke, hvad fanden i tænker på, men jeg har et bryllup at tænke på og du..." jeg så hen på Niall. 

"-Vi... Jeg kan bare ikke." Jeg kunne ikke finde flere ord og mine ben reagerede hurtigere end min hjerne og satte i løb. Væk, bare væk. Jeg skulle væk herfra. 

 

***

Der kommer vidst flere og flere hemmeligheder på bordet, med kun to uger til Tammys bryllup. Havde i regnet med, at Tammy faktisk hed Tarissa?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...