Trouble Love ใ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2014
  • Status: Færdig
Gemmas bedste veninde, Tammy, bliver inviteret med til One Directions fest, der er den afsluttende fest, på deres Take Me Home tour. Under festen, møder hun Niall og en uskyldig samtale, udvikler sig til et kys. Kærlighed ved første blik, er det man kan sige, i forhold til Niall. Der er bare et problem. Tammy er kun få måneder fra hendes bryllup, det bryllup, der ser ud til at være det mest perfekte. Men smilet om hendes læber og ringen på hendes finger, rummer meget mere, end blot en hemmelighed. Når det uskyldige kys fra Niall, udvikler sig til en affære, er der pludselig endnu flere hemmeligheder og så er der også lige Tammys tidligere forhold til Harry, der ligger lige om hjørnet og når hendes bryllup kun er 2 måneder væk, ser det hele kun ud til at knudre sig mere og mere sammen, indtil det er så langt inde, at det bliver et helvede.

42Likes
47Kommentarer
6457Visninger
AA

21. "Yes"


Tammy

 

Det var idag, idag var den store dag. Jeg skulle giftes med Dave, men lad mig lige forklare det hele for jer. Dave havde fået hukommelsestab efter ulykken, og kunne derfor ikke huske, at jeg sagde, at jeg ikke ville giftes med ham. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det igen. Da Niall ikke var mødt op, var jeg blevet fuldstændig klar overfor hans valg. Han havde bestemt, at vi ikke skulle være sammen og sådan måtte det vel bare være. 

Jeg stod foran det store spejl, hvor jeg stod i mit ny købte lingeri. Jeg prøvede at holde tårerne tilbage, men det var så forfærdelig svært. Klokken var cirka halv otte om morgnen, så der var nogle timer til, at jeg skulle giftes. 

De små tåre trillede forsigtigt ned af min kinder, som mit brune hår bølgede over mine skuldre. Jeg lod min hånd køre over min mave, inden et lille hulk forlod min mund. Jeg havde fået et sår i panden og enkelte skrammer her og der, som ikke var gået helt væk, men jeg havde hyret en professionel stylist, så hun skulle meget gerne være så god, at man ikke længere kunne se det. 

Pludselig bankede det på døren, så jeg skyndte mig et tørre tårerne væk. Jeg vendte mig forsigtigt om og Gemma stod i døråbningen med min kjole. Det var en virkelig smuk kjole. 

"Græder du?" Pokkers, hvorfor kender hun mig så godt? Jeg rystede bare stille på hovedet, inden Gemma kom ind og lukkede døren efter sig. Hun hængte kjolen op på en knage og gik efterfølgende hen til mig. 

"-Tammy, er du sikker på, at du kan gøre det her?" Jeg sank en lille klump, der havde samlet sig i min hals, inden jeg tog en dyb indånding. 

"Ja, Niall mødte ikke op på hospitalet, han var der ikke, når jeg havde allemest brug for ham... Det var hans beslutning" Det sidste hviskede jeg, inden døren igen gik op og ind kom Chanel. 

"Så er jeg her" Sagde hun med et stort smil, som hun lukkede døren efter sig. 

"-Er der noget galt?" Spurgte hun stille, som hendes smil blev mindre. 

"-Det er Dave, er det ikke? Har du fortrudt?" Jeg rystede bare hurtigt på hovedet. 

"Nej, det har jeg ikke. Jeg skal giftes med ham og sådan er det" De nikkede begge to, inden Gemma fandt min underkjole frem. Hun rakte den stille til mig, hvorefter jeg tog den på. Jeg vendte ryggen til hende og samlede mit hår, over den ene skulder. Hun lynede den stille op og jeg lod mit hår falde igen. 

"-Hvornår kommer stylisten?" Min stemme var svag og på randen til at knække midt over, men jeg bed det i mig. Det blev jeg nød til, de kendte mig alt for godt. 

"Hun er her om få minutter" Sagde Gemma og sendte mig et opmuntrende smil. Jeg gik stille hen og satte mig på stolen, foran sminkebordet og det kæmpe spejl. Der gik kun få minutter, før døren gik op og ind kom en ung kvinde, sort hår og mørke øjne. Hendes hudfarve var gylden, hvilket er en farve jeg altid har ønsket mig. Jeg ville skyde på, at hun var italiensk, måske? 

"Hej Tammy, hvordan har du det?" Hun stillede hendes makeup taske på bordet og smilede stort. Hun var iklædt nogle stramme sorte bukser og en almindelig sort trøje, med et par høje stiletter, rød læbestift og hendes øjne var flot markerede. Jeg turde godt ligge mit udseende i hendes hænder. 

"Fint, tak" Sagde jeg med et lille smil. 

"Jeg har taget et par af mine veninder med, til at style dine brudepiger" Sagde hun. Jeg nikkede forsigtigt og ind kom to piger. Den ene blond og den anden brun. De trykkede Gemma og Chanels hænder, inden de kom hen til mig og gav mig hånden. Den blonde hed Liza og den brune hed Felisia. To meget kønne piger. 

"Er i også stylister?" De nikkede forsigtigt og trak to andre stole ud, hvor Gemma og Chanel pænt satte sig. De var super dejligt, at hun havde taget nogle med til dem også. 

Hun startede med at rede mit hår igennem, imens hun satte hendes krøllejern til. Da alt var varmt, kom mit hår til at hænge over den ene skulder, imens det bølgede pænt. Hun satte det fast med nogle hårnåle, der passede til min hårfarve, krøllede mine spidser  og gav mit hår en speciel glans, inden der kom kom hårlak i. 

Jeg havde sagt til hende, at hun gerne måtte holde min makeup naturlig, så min øjenskygge bestod af jordfarver, udover det, så dækkede hun de små rifter i mit ansigt, falske øjenvipper, mascara, foundation, blush, eyeliner og læbestift. 

Det hele tog vel omkring en times tid. I mellemtiden var Gemma og Chanel blevet færdige og havde fået taget deres kjoler på. Jeg takkede stylisterne og manglede nu kun smykker og kjole. Gemma fjernede den hvide pose, som min kjole hang i, inden hun forsigtigt knappede den op i bag. Jeg tog den forsigtigt på og Gemma lukkede den i bag. Jeg betragtede den i spejlet, imens et lille smil kom over mine læber. Jeg havde falske negle på, et diamant armbånd og en diamant halskæde. Det havde ikke været helt billigt, men det var også ægte og virkelig smukt. 

"Du er meget smuk" Sagde Chanel stille. Jeg sendte hende et takkende smil. Mine nerver sad helt ude på kjolen og jeg kunne mærke mine håndflader blev fugtige. Der var kun en halv time til, at jeg skulle være i kirken. 

Pludselig var der nogen der bankede på døren. 

"Chanel, gider du åbne?" Hun nikkede forsigtigt, inden hun forlod lokalet og efter lidt tid kom ind af døren igen, med... Niall? Jeg vendte mig hurtigt om og så på ham. Han var iført smoking og stod lige foran mig. 

"-Hvad laver du her?" Min stemme var svag, så det var nærmest kun en hvisken. Niall så sig over skulderen og mødte Gemma og Chanels urolige blikke. 

"Må vi godt være alene?" De nikkede i takt og forlod værelset, inden han igen vendte blikket imod mig. 

"-Tammy, du må ikke gifte dig med ham. Jeg elsker dig" Mit blik røg ned i gulvet og jeg kunne mærke tårene, men kæmpede for at holde dem tilbage, da jeg ikke ville ødelægge min makeup. 

"Niall, jeg bliver nød til det" Et svagt suk forlod mine læber, som jeg igen så op i hans blå øjne. 

"-Du var der ikke... På hospitalet, du var der ikke, da jeg havde allemest brug for dig. Ved du, hvorfor vi kørte galt?" Han rystede svagt på hovedet. 

"-jeg sagde til Dave, at jeg ikke ville gifte mig med ham og han reagerede... Sådan. I ren frustrassion, hev han mig med ud i bilen, han kørte alt for stærk, hurtigere og hurtigere, han truede mig, til at gifte mig med ham og det var der.. Der vi kørte galt og jeg mistede barnet. Dave mistede hukommelsen, for hele dagen og kunne ikke huske, jeg sagde det til ham. Jeg havde tænkt mig at sige det igen, men jeg havde brug for din støtte og du var der ikke, du var der ikke Niall" Vandet samlede sig i mine øjne, så jeg skyndte mig at fjerne det. Jeg kunne ikke græde nu. 

"Jeg er så ked af det Tammy.. Jeg elsker dig" 

"Det er kun ord Niall! Kan du ikke fatte det? Om tyve minutter, skal jeg giftes med Dave - Giv mig en grund" Hans blik faldt, inden han igen så op på mig. 

"Jeg elsker den måde, du bider dig i læben på, når du er nervøs, den måde du piller ved dine negle, når du ikke ved, hvad du skal gøre, den måde du smiler på, når der er noget vigtigt at fortælle, dit glimt i øjet, den måde du kysser mig... Dit smil, dine øjne.. Du er perfekt for mig" Jeg bed mig blidt i læben. 

"-Se der gør du det igen. Jeg kender dig bedre, end du aner og jeg elsker dig mere, end du kan forestille dig"

"Niall.. Barnet var dit. Jeg fik foretaget en undersøgelse og.. Barnet var dit" Jeg kunne se, hvordan hans blik med det samme ændrede sig, da ordenen forlod min mund. Pludselig blev der banket stille på og Gemma stak hovedet ind. 

"Tammy, bilen er her, vi skal køre nu" Jeg nikkede forsigtigt og gik forbi Niall, inden han tog fat i mit håndled og tvang mig til at kigge på ham. 

"Ikke gift dig med ham, jeg beder dig" Han lød bedende, han lød undskyldene men..

"Det er forsent Niall" Hviskede jeg og han gav stille fat på mit håndled og lod hans arm falde ned langs siden. Jeg løftede lidt op i min kjole og Gemma i bag, så kjolen ikke blev beskidt. En masse tanker kørte rundt i hovedet på mig. Niall kom... Han kom. Jeg var splittet, mit sind var splittet og jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre eller foretage mig. Chanel åbnede bildøren og jeg satte mig ind. Tårerne sad stadig og lurede i mine øjenkroge, da Chanel igen smækkede døren i og satte sig på forsædet og Gemma ved min side. Chaufføren begyndte at køre og jeg kunne mærke, at Gemma tog min hånd. Hun aede den beroligende og smilede til mig. Jeg gengældte kort hendes smil og lod efterfølgende mit blik hvile imod den let duggede rude. Den 10. december, det var den 10. december og sne fnuggende dalede forsigtigt ned fra himlen. 

Køreturen foregik i stilhed, da bilen holdt ude foran kirken. Chanel åbnede igen døren for mig og fulgte mig op til kirken. Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen og fik øje på Niall. De gav et sus i mig, inden jeg skyndte mig at se imod kirken igen.

Jeg var den sidste der ankom, da det var tradition, at ingen måtte se kjolen, udover brudepigerne og min far, der skulle følge mig op af kirkegulvet. Klokkerne begyndte at ringe, som jeg trådte ind i den lille forhal. 

Mit hjerte galopperede derudaf, som jeg uroligt trak vejret. 

"Der er hun jo, hvor er du smuk" Sagde min far, med et kæmpe smil, inden han gav mig et forsigtigt kram. Jeg sendte ham bare et lille smil. 

"-Nervøs?" Spurgte han stille. Jeg nikkede forsigtigt. 

"-Tag en dyb indånding" Jeg gjorde som sagt og tog en dyb indånding, imens jeg forsigtigt lukkede øjnene og åbnede dem igen. Mit hjerte slappede lidt mere af. Gemma satte sløret ordentligt fast i mit hår og Chanel rakte mig buketten, der bestod af hvide og lyserøde roser, der var belagt med noget glimmer noget, så det ligner der var regndråber på. Til at holde dem sammen, var der et hvidt bånd, der var bundet sammen af en sløjfe. 

Alt skulle se perfekt ud, men mit indre var oprevet, jeg kunne ikke andet, end at tænke på Niall. Gemma og Chanel fik rakt deres buketter og min far tog mig under armen. 

"-Klar?" Han så over på mig og jeg mødte hans blik. 

"Klar" Orglet begyndte at spille og dørene åbnede. Gemma og Chanel gik i bag mig og min far ved min side. Da vi nåede ind i kirken, rejste befolkningen sig harmonisk op og vendte deres blik imod mig, hvilket kun gjorde mig endnu mere nervøs. Det føltes som en evighed, inden jeg stod oppe ved alteret og Dave stod foran mig, med et kæmpe smil. Min far gav slip på mig og Dave tog imod mig, så vi stod side om side imod præsten. Musikken stoppede og alle satte sig ned igen. 

"Vi er samlet her idag, for at forene denne mand og denne kvinde, i det hellige ægteskab" Og sådan blev han ved, salmer, bøn osv. Det føltes som en evighed, inden han nåede til der, hvor vi skulle sige ja til hinanden. 

Mine håndflader blev fugtige og min vejrtækning, igen uregelmæssig. Jeg kunne ikke længere holde tårene tilbage, da en enkel tåre, forsigtigt trillede ned af min ene kind. Heldigvis var sløret foran mit ansigt, så ingen kunne se det. 

"Så tilspørger jeg dig, Dave George Masin; Vil du tage Tarissa Veronica West, som hos dig står, til din hustru?"

"Ja"

"Vil du leve med hende, i med og modgang, sygdom og sundhed?"

"Ja" Præsten vendte sig så imod mig og jeg kunne føle forloveren komme tættere på. 

"Så tilspørger jeg dig, Tarissa Veronica West, vil du tage Dave George Masin, som hos dig står, til din ægtemand?" Jeg kunne ikke få et ord ud, det hele gik i slowmotion og det var som om, alt for mig slørrede. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg stod sådan, men jeg kunne høre Dave hviske, hvad det var, jeg havde gang i. Jeg kiggede mig over skulderen og mit blik søgte efter Niall, men han var der ikke, selvfølgelig var han der ikke. Mit blik røg videre hen på min mor, der sad og gjorde fagter til, at jeg skulle svare ja, derefter på min far, der bare sad og kiggede nervøst på mig, så hen på Chanel, der så urolig ud, hen på Gemma, hvis blik jeg tydede alt for godt. Igennem femten år, havde jeg lært det blik at kende og det sagde: "gør det ikke" Ved siden af hende sad Harry. Jeg kunne ikke se hans ansigt, men han så ned i jorden. Alle var begyndt at blive lidt urolige, da jeg vendte mig imod Dave. 

"Undskyld.. Jeg, jeg kan ikke. Jeg elsker dig ikke, jeg elsker Niall" Jeg trak hurtigt op i min kjole og før jeg vidste af det, havde min ben sat i løb, ud af kirken. Folk gispede og vendte sig imod mig, men jeg var ligeglad, jeg håbede bare inderligt på, at han ikke havde forladt kirken. Jeg vidste, at han havde været her, da jeg så ham på vejen ind. Bare han stadig var her. 

Kulden omfavnede min krop, som jeg mødte den kolde december kulde. Mit blik søgte efter Niall og der var han. Han stod henne ved sin bil og var på vej til at træde ind. 

"-Niall!" Han så straks op og mødte mit blik, som jeg løb hen imod ham og faldt ham i favnen. 

"Tammy?" Hviskede han. Tårerne fik frit løb, da jeg trak mig fra ham. Han løftede sløret væk fra mine øjne og mine læber mødte hans, i et perfekt kys. 

"Niall.. Det er dig jeg elsker" Sagde jeg stille. Jeg elskede Niall. 

Før, nu, efter og forevigt. 

Det var kun ham, mig, os. 

 

Da, da, daaam! 

Det var så sidste kapitel, så mangler vi kun epilogen og en forfatterbesked! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...