Trouble Love ใ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2014
  • Status: Færdig
Gemmas bedste veninde, Tammy, bliver inviteret med til One Directions fest, der er den afsluttende fest, på deres Take Me Home tour. Under festen, møder hun Niall og en uskyldig samtale, udvikler sig til et kys. Kærlighed ved første blik, er det man kan sige, i forhold til Niall. Der er bare et problem. Tammy er kun få måneder fra hendes bryllup, det bryllup, der ser ud til at være det mest perfekte. Men smilet om hendes læber og ringen på hendes finger, rummer meget mere, end blot en hemmelighed. Når det uskyldige kys fra Niall, udvikler sig til en affære, er der pludselig endnu flere hemmeligheder og så er der også lige Tammys tidligere forhold til Harry, der ligger lige om hjørnet og når hendes bryllup kun er 2 måneder væk, ser det hele kun ud til at knudre sig mere og mere sammen, indtil det er så langt inde, at det bliver et helvede.

42Likes
47Kommentarer
6996Visninger
AA

18. "Never call me again"



 

Min høje feber og uendelige mavesmerte, er omsider borte og jeg er kommet hjem fra hospitalet i godt behold. Jeg besluttede mig for at beholde barnet, da jeg ikke vil tage livet af endnu et stakkels og forsvarsløst barn. Jeg vil ha' det barn, uanset om det så er Daves eller Nialls og nu vi snakker om Niall... Han ignorerede mig fuldstændig, besvare hverken mine opkald eller sms'er. Jeg ved godt, at det er som at prøve sin egen medicin, men det her var noget andet. Jeg gjorde det for at beskytte ham, han gør det, fordi han er sur. Sur på mig, fordi jeg sagde min skæbne lå hos Dave. Jeg ville bare så gerne snakke med ham og høre hans stemme... Igen. 

Jeg kunne ikke klare, at han var sur på mig. Jeg elsker ham jo...

Jeg stod lige nu med telefonen i hånden og Nialls nummer trykket ind, imens jeg stod og så ned på den. Jeg tøvede gevaldigt med at ringe op, da jeg var bange for at blive afvist igen. Jeg ville ikke afvises af ham igen. 

Jeg tog mig sammen og trykkede på det grønne rør, inden jeg tog mobilen op til øret. 

 

BIIB, BIIIB, BIB

 

Det føltes som evigheder, inden jeg hørte Nialls stemme i den anden ende af røret. Han lød ufattelig træt og uoplagt. 

"Det Niall" Han havde tydeligvis ikke set på displayet, før han tog mobilen op til øret. 

"Niall? Det Tammy" Sagde jeg langsomt og tøvende. 

"Nååår... Er det dig? Jeg bliver nød til at gå, jeg har no..."

"Nej Niall! Vil du ikke nok lade hver, jeg har brug for at snakke med dig" Man kunne høre et lille, let suk, der forlod hans læber. 

"Tammy, vi har ikke noget at snakke om. Det har du gjort helt tydeligt" Ved hans strenge ord, kunne jeg mærke tårerne der samlede sig i mine øjenkroge. 

"Okay, så da jeg reddede din røv, henne på den radio station, hvor James var ved at spolere din karriere, det betød altså ikke noget? Da jeg sad ude i regnen i en halv time, fordi jeg ville ha' dig til at snakke til mig, hver gang jeg har sagt til dig, at jeg elskede dig. Da jeg tog din hånd og lukkede dig ind i min verden... Jeg opgav alting, for at være sammen med dig" Nu trillede tårerne forsigtigt ned af mine kinder. Niall var tavs et øjeblik, men det føltes som evigheder, så jeg var helt bange for, at han havde lagt på. 

"Tammy... Undskyld, men som du selv sagde, så kan vi ikke være sammen. Du skal aldrig ringe til mig igen" Jeg nåede ikke at svare ham yderligere, da en svag bib-lyd igen kunne høres, hvilket betød han havde lagt på. Jeg stod bare tilbage med mobilen i hånden og tårerne, der langsomt trillede ned af mine kinder. Jeg skulle aldrig ringe til ham igen. 

Jeg lagde tøvende mobilen ned igen og stod bare og stirrede på den. Han ønskede mig virkelig ikke i sit liv, det havde han gjort helt klart og jeg måtte vel bare finde mig i det. 

Kort tid efter, var det nogen der ringede på døren og det lille håb om, at det var Niall, forsvandt igen, da Gemma stod med et kæmpe smil på læberne, ude foran min dør. 

"Hvad så sunshine?" Jeg flyttede mig tøvende fra døren, så Gemma kunne gå ind. 

"-Er der noget galt?" Da ordene forlod hendes mund, kunne jeg igen mærke tårerne, der trillede ned af mine kinder og små hulk, der forlod min mund. Gemma var hurtigt henne ved mig og havde trukket mig ind i et kram. 

"-Lille skat da, hvad er der i vejen?" Jeg snøftede et par gange, inden jeg lagde armene omkring hende. 

"Niall ignorere mig... Jeg snakkede med ham før, men han ville ikke se mig mere! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre... Han var som den sidste brik, i det puslespil mit liv er" Gemma trak mig ud af hendes favn og førte mig ind i stuen, hvor jeg satte mig ned i sofaen. 

"Ved du hvad?" Jeg rystede kort på hovedet og tørrede et par tåre væk fra mine øjenkroge. 

"-Nu tager vi et smut til psykolog, du har brug for terapi"

"Terapi? Var det derfor du kom?" Gemma rømmede sig kort men nikkede så. 

"Altså jeg kom jo for at se hvordan du har det og hvis det var helt skidt så... Havde jeg bestilt tid til en psykolog"

"Og det er helt skidt?"

"Jaer... Du har virkelig brug for at snakke med en professionel" Jeg nikkede kort. Nogle gange elskede jeg virkelig Gemma og hun fik virkelig de underligste ideer og det her... Ja, det var en af dem. 

"Gemma, jeg skal ikke til terapi?" Hun så alvorligt på mig. 

"Niall" Jeg kunne med det samme mærke tårerne, der derefter trillede ned af mine kinder. Okay, jeg har brug for terapi. Virkelig meget terapi. 

"Okay, tag mig til terapi"

 

♥♥♥♥

 

"Så, hvad er det helt præcist, der er i vejen?" Psykologen foran mig, havde blond hår og skrappe blå øjne. Hun var iført et kvindeligt jakkesæt og havde en skrap rød læbestift om læberne. 

"Du har tavshedspligt, ikke?" Hun nikkede ansvarligt og foldede hendes hænder, som om hun bare ventede på mit vredesudbrud. Hvad var hun for en psykolog?

"Jo ser du... 

Hele mit liv har jeg levet under et eller andet pres, et pres der har været for meget for mig. Jeg følte ikke rigtig, at jeg var god nok til min familie. Lange kjoler, fine selvskaber hver aften... Jeg ville så gerne være den datter, som mine forældre ønskede, men jeg føler bare, at det var jeg aldrig. Jeg føler jeg skuffede dem, gang på gang og det sårede mig virkelig... Jeg prøvede hele tiden at være den perfekte datter, ved at gøre alt det jeg gjorde og få dem til at føle, at de... At de elskede mig... Men uanset hvor meget af det jeg gjorde, uanset hvad jeg gjorde, så føler jeg bare, at det virkelig ikke var godt nok. 

Hver dag, levede jeg under troen på, at mine forældre ikke holdt af mig, at de kun... Havde mig, fordi jeg ligesom er deres datter. 

Jeg følte det... Jeg var... Jeg var ødelagt. Hver aften græd jeg mig selv i søvn, fordi jeg vidste, at mine forældre ikke elskede mig. Jeg græd mig i søvn og smilet der lå på mine læber hver dag... Det var falsk. Jeg ønskede bare at forsvinde og aldrig komme tilbage igen.

Jeg gik og tænkte på selvmord, hvor langt ude det end lyder. Jeg har... Jeg har faktisk prøvet, men jeg kunne ikke få mig selv til det, fordi jeg troede på, jeg troede på at mine forældre kunne elske mig. Jeg følte, at de kunne elske mig. Jeg levede i det håb. 

Da jeg så blev cirka seksten år, så introducerede mine forældre mig for ham her fyren, ved navn Dave. Jeg er nærmest blevet opdraget til, at jeg skulle ende mine dage med ham, at jeg skulle gifte mig med ham. At det var min skæbne. 

Jeg havde aldrig en rigtig kæreste, fordi jeg ikke havde selvværd til det. Jeg følte mig grim, tyk, klodset... Jeg følte jeg var den grimmeste person, der nogensinde kunne gå på to ben. Alle pigerne omkring mig, var bare meget pænere og tynder end mig. De havde kærester og de havde alle sammen fået deres første kys og jeg... Jeg følte mig alene, forladt... Som om jeg aldrig ville finde kærligheden. 

Jeg havde denne ene veninde, hun hedder Gemma og det er også hendes skyld, at jeg sidder her i dag, men hun har altid været der for mig. Hun har støttet mig, hun kunne forstå mig... Hun har den her lillebror, der hedder Harry. Første gang jeg så den virkelige kærlighed, overfor et menneske af andet køn,, var det i ham. Jeg var forelsket i min bedste venindes lillebror og da jeg på et tidpunkt var alene med ham så... Jeg... Jeg kyssede ham. 

Desværre kunne vores forhold ikke vare ved, da jeg blev introduceret for Dave og det lå i mine kort, at jeg skulle være sammen med ham. Jeg blev tvunget til at slå op med Harry og være sammen med en, som jeg faktisk ikke elskede. 

Jeg elskede ikke Dave, jeg følte mig tvunget, til at være sammen med ham. Lige indtil for... En uges tid siden, hvor jeg for første gang følte mig forelsket i ham, men... Det hele var bare så kompliceret, for til en fest mødte jeg en helt speciel fyr og jeg forelskede mig i ham, i løbet af ingen tid. Han... Han var unik, fik mig til at smile og grine og jeg følte mig lykkelig sammen med ham. Det... Det startede vel en affære, som kørte alt for langt ud og det er jeg så ked af. Jeg ikke huske, hvor lang tid siden det var, at vi blev busted, fordi han kyssede mig offentligt, men Dave blev så vred og jeg indså hvor forkert det var. 

Det endte med, at jeg kom frem til den beslutning, at jeg måtte ignorere ham, så han ikke kom til skade. Så Dave ikke skadede ham, eller andre fra min familie gjorde. Jeg gjorde det kun fordi, at jeg elsker ham og stadig gør det, men så her for... Godt og vel et par dage siden, så blev jeg virkelig syg. Mavekramper og mega høj feber. Jeg faldt om ude foran mit og Daves hus. Der blev ringet til ambulancen og jeg vågnede op på hospitalet. Dave var der, Harry, Gemma og ham... Selvom Dave havde forbudt ham at se mig, så kom han og det var så... Dejligt. At se ham igen, det var helt overvældene. Så mange følelser på en gang, Det er som... Som hver gang han kigger på mig, så bliver jeg forelsket igen. 

Jeg fik så af vide, at jeg var gravid og det kom som et chok for os alle. Han løb ud af døren, med Harry i hælene og lige siden der, så har jeg ikke set ham... Han har ignoreret mig. Han sagde det var slut og han ikke ville se mig igen. At jeg aldrig nogensinde skulle ringe til ham igen. At det var... Slut"

Det går op for mig, hvor meget jeg bare har siddet og snakket, men psykologen har bare siddet helt stille og hørt koncentreret efter. Jeg nævnte bevidst ikke Nialls navn, da jeg ikke kunne få mig selv til det. Bare lyden af hans navn, fik mig til at bryde sammen. 

At sidde her og snakke med psykologen, det var bare så naturligt. Som om ingen tråde bandt mig. Det var... Jeg følte mig fri. 

Hun nikkede og et lille medlidene smil, poppede op på hendes læber. 

"Jeg forstår du har haft det svært? Både i din barndom og nu?" Jeg nikkede forsigtigt. 

"Det er som om, der hele tiden har ligget et ansvar på mig. Et ansvar jeg ikke kunne leve op til"

"Jeg forstår dig og jeg forstår din sorg. Må jeg spørge dig om noget?" Jeg nikkede igen forsigtigt. 

"Du nævner ikke hans navn en eneste gang. Er det bevidst?" 

"Ja. Hver gang jeg siger hans navn, får det mig til at bryde fuldstændig sammen. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør det altså"

"Sådan som jeg kan forstå det, så er det fordi, at du har en kæmpe kærlighed til ham. En kærlighed du aldrig har prøvet før og når han så siger, at han ikke vil se dig igen, så sætter det nogle signaler igang. Nogle signaler i din hjerne, der får dig til at bryde sammen, når man nævner ham" Hendes ord gav mening. De gav virkelig meget mening. Jeg elskede ham så meget, at det gjorde ondt. 

"-Men Tammy, jeg forslår at du kommer her, et par gange om ugen, så vi kan snakke om dine problemer" Jeg nikkede igen. 

"-Så er det en aftale. Vi ses" Hun rejste sig op og gav mig hånden, som jeg blidt rystede, inden jeg forlod lokalet og gik ud til Gemma. 

"Når, hvordan gik det?" Jeg trak bare på skuldrene, som vi gik ned af gangene. 

"Dejligt. Det betyder så meget,at du gjorde det her for mig. Det er helt ubeskiveligt"

 

****

Så fik vi den med, og vi fik hele historien fra Tammys synsvinkel. 

Men det ser ikke for godt ud for dem, da der kun er 17 dage til Tammy skal giftes :O

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...