Trouble Love ใ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2014
  • Status: Færdig
Gemmas bedste veninde, Tammy, bliver inviteret med til One Directions fest, der er den afsluttende fest, på deres Take Me Home tour. Under festen, møder hun Niall og en uskyldig samtale, udvikler sig til et kys. Kærlighed ved første blik, er det man kan sige, i forhold til Niall. Der er bare et problem. Tammy er kun få måneder fra hendes bryllup, det bryllup, der ser ud til at være det mest perfekte. Men smilet om hendes læber og ringen på hendes finger, rummer meget mere, end blot en hemmelighed. Når det uskyldige kys fra Niall, udvikler sig til en affære, er der pludselig endnu flere hemmeligheder og så er der også lige Tammys tidligere forhold til Harry, der ligger lige om hjørnet og når hendes bryllup kun er 2 måneder væk, ser det hele kun ud til at knudre sig mere og mere sammen, indtil det er så langt inde, at det bliver et helvede.

42Likes
47Kommentarer
6456Visninger
AA

17. "I've lost her" Part 2.



"Tammy, du er gravid" Ordene blev ved med at køre replay inde i mit hoved, det stoppede bare hele tiden ved gravid, som om pladen var gået i hak og bare spillede det samme ord, om og om igen. 

"Hv...Hvad? Det, det kan ikke pa...passe, jeg har da ik-ik..." Lægen så alvorligt på mig og jeg kunne mærke Daves stivnede blik ved siden af mig. Det var nok heller ikke ligefrem det, som han havde regnet med, men desværre vidste jeg, at han ikke sad og jublede. 

"Frøken, medmindre det er den første jomfrufødsel i 2000 år, så jo, jo det har du" Hans påklistrede smil udvidede sig, som han rejse sig op og forlod lokalet, hvor de andre med det samme kom ind. 

"Hvad så?" Det var Harry der snakkede, men hverken mig eller Dave svarede, så da de begyndte at stå lidt uroligt, tog jeg intiativet og så op på dem. 

"Jeg... Jeg er gravid" Med det samme stod de og stirrede på mig, som om de ikke havde fattet pointen, før Harry skævede over til Niall, der lignede, at han havde set et spøgelse. 

"Niall?" Spurgte jeg stille og roligt, men pludselig kom der en uventet reaktion fra Dave, da han hurtigt rejste sig op og så direkte hen på Niall. 

"Tammy?" Spurgte han, faktisk ganske blidt. 

"-Er det Niall, der er faren?" Han vendte sig om og så mig direkte ind i øjnene. Jeg rystede bare blidt på hovedet og så alvorligt på ham. 

"Nej, det... Dave, det er han ikke" Sagde jeg alvorligt, selvom jeg langt fra var sikker. Niall kunne sagtens være faren, men ligeså Dave. Jeg turde bare ikke sige måske, bange for hans reaktion. 

 


 

Det første jeg gjorde, da ordene forlod Tammys mund, var at se tilbage på Niall og så på Dave. Det her var slet ikke godt, overhovedet. Jeg kunne se Dave spænde alle musklerne han overhovedet havde i kroppen, for at styre hans temperament. Tammy havde også opdaget Nialls urolighed, da hun sagde hans navn. Jeg holdt dog selv mit blik på Dave, da han så ud til at kunne springe op og dræbe Niall, hvornår det skulle være. 

"Tammy?" Dave så igen tilbage på Tammy og sagde det faktisk forholdsvis roligt. 

"-Er det Niall, der er faren?" Tammy rystede på hovedet og jeg kunne med de samme mærke Niall rykke på sig. 

"Nej det... Dave, det er han ikke" Jeg vidste, at hun ikke var sikker. Selvfølgelig kunne hun ikke være sikker, hvis hun har været sammen med dem begge. Dave så igen tilbage på os og tog to skridt hen imod os. Han stoppede heldigvis sig selv i at gå tættere på, men holdt sin pegefinger oppe. 

"Niall jeg syntes... Jeg syntes du skal gå lige nu" Han lagde et ekstra tryk på  lige nu og jeg kunne se på ham, at han virkelig mente det, så jeg så mig over skulderen, ned på Niall. Hans blik lå på Tammy, hvor det havde ligget siden ordene forlod hendes mund. 

"Niall" Sagde jeg blidt og lagde min hånd på hans skulder. 

"-Jeg tror det er bedst vi går" Han nikkede monotont og vendte sig om, hvor han forlod lokalet og smækkede døren hårdt efter sig. En reaktion jeg slet ikke havde set komme. Jeg havde aldrig set ham sådan før. 

"Niall!" Kunne jeg høre Tammy, der nærmest råbte efter ham. Hun kunne ikke følge med og jeg ville sørge for, at han ikke gjorde noget dumt, så jeg satte hurtigt efter ham. 

 


 

Jeg var... Jeg var stenet. Jeg kunne ikke andet, end bare at stå og kigge på Tammy. Tammy var gravid og selvom hun lige havde forsikret Dave om, at jeg ikke var faren, så vidste jeg, at det lige så godt kunne være mig, som ham. 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg registrerede kun lige, at Dave stod få meter foran mig og Harry lagde sin hånd på min skulder og sagde noget til mig. 

Pludselig tænkte mine ben hurtigere end min hjerne og satte kursen ud af døren, hvor jeg smækkede den hårdt i efter mig og gik med hurtige skridt ned af de lange gange. 

"Niall!" Jeg kunne høre Harry råbe efter mig, men jeg kunne ikke stoppe. Jeg blev nød til at gå og gå og gå. Gå smerten ud af mig. Jeg havde ikke set Tammy i næsten en uge, fordi hun praktis talt havde ignoreret mig. Jeg vidste, at hun gjorde det for mit eget bedste, men jeg havde ikke set hende i en hel uge og da jeg så så hende, var det første hun sagde til mig, at hun ikke kunne være sammen med mig, fordi hendes skæbne lå hos Dave og det næste hun sagde var, at hun var gravid. 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle foretage mig, så da den kolde vind omfavnede min krop, blev jeg bare ved med at gå, hen til bænken, hvor mine ben sank sammen og jeg begravede ansigtet i mine hænder. Jeg græd ikke, jeg var bare... Fortvivlet og vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. 

"Niall?" Jeg kunne høre Harrys stemme, da han satte sig ned ved siden af mig og lagde sin hånd på min skulder. 

"-Niall jeg ved godt, at det ser slemt ud, men du bliver nød til at se positivt på det" Jeg så op på ham. 

"Hvordan kan jeg se positivt på det? Harry, hvordan!? Hun vil ikke være sammen med mig, hun elsker mig, men vil ikke være sammen med mig! Hun siger hendes skæbne ligger hos Dave og nu er hun gravid! Jeg ved... Jeg er næsten sikker på, at jeg er faren. Vi har glemt beskyttelse alle gange, det var først bag efter... Harry, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre! Hende jeg elsker er sammen med en anden og jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere på det, eller hvad jeg skal gøre. Jeg er faren til hendes barn" Et svagt suk forlod mine læber, som Harry nikkede. 

"Niall, jeg kan godt forstå dig... Må jeg fortælle dig noget?" Jeg nikkede hurtigt og holdt mit blik på ham. 

"Jeg kyssede Tammy..."

"Hvad gjorde du!?" 

"Niall, det er ikke som du tror... Det er lang tid siden og... Jeg er stadig forelsket i hende, men jeg har lært at komme af med det og leve med, at hun aldrig vil blive min. Det var... Da vi var yngre, så var jeg håbløst forelsket i hende. Jeg så hende hver dag, fordi hende og Gemma altid var sammen og for hver gang jeg så hende, blev jeg mere og mere forelsket i hende og en dag så, så kyssede hun mig, fordi Gemma var oppe hos vores mormor og hun troede hun var hjemme, men jeg tilbød hende at vente. Det var mit livs bedste dag, men Tammy er... Fantastisk og uopnåelig og hun elsker dig. Du er en af verdens heldigste mænd" Jeg sad bare lidt uden at sige noget, da jeg ikke vidste, at Harry havde de følelser for hende.

"Hv... Hvorfor har du ikke sagt noget?" Jeg så op på ham en smule alvorligt, inden han trak på skuldrene. 

"Jeg... Jeg ved det ikke. Jeg var vel bange for, at du blev vred eller noget. Jeg ved hvor meget du holder af hende" Jeg bed mig blidt i underlæben og lod mit blik falde til jorden. 

"-Skal vi gå ind til dem igen?" Spurgte han. Jeg ville gerne, jeg ville så frygtelig gerne, men hun havde gjort det klart for mig, at jeg ikke var hendes skæbne og Dave ønskede mig langt væk, så hvorfor skulle jeg gå derind? Jeg havde ikke noget af gøre derinde. Tammy var tabt. Jeg havde tabt slaget om hende. 

"Undskyld Harry, men jeg kan ikke" Et svagt suk forlod mine læber og jeg kunne nærmest se Harrys smil falme, selvom jeg så den anden vej. 

"Hv... Hvorfor det?" Jeg så over på ham og direkte ind i hans øjne. 

"Det er alligevel håbløst... Jeg har tabt slaget om hende, vi har tabt slaget om hende" Og med de ord, rejste jeg mig roligt op og gik roligt væk fra hospitalet, imens jeg kunne mærke Harrys blik, der borede sig ind i min nakke. 

Jeg havde tabt Tammy. 

 

Undskyld det virkelig korte kapitel, men det var en afslutning på forrige kapitel.

Undskyld! xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...