Trouble Love ใ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2014
  • Status: Færdig
Gemmas bedste veninde, Tammy, bliver inviteret med til One Directions fest, der er den afsluttende fest, på deres Take Me Home tour. Under festen, møder hun Niall og en uskyldig samtale, udvikler sig til et kys. Kærlighed ved første blik, er det man kan sige, i forhold til Niall. Der er bare et problem. Tammy er kun få måneder fra hendes bryllup, det bryllup, der ser ud til at være det mest perfekte. Men smilet om hendes læber og ringen på hendes finger, rummer meget mere, end blot en hemmelighed. Når det uskyldige kys fra Niall, udvikler sig til en affære, er der pludselig endnu flere hemmeligheder og så er der også lige Tammys tidligere forhold til Harry, der ligger lige om hjørnet og når hendes bryllup kun er 2 måneder væk, ser det hele kun ud til at knudre sig mere og mere sammen, indtil det er så langt inde, at det bliver et helvede.

42Likes
47Kommentarer
6486Visninger
AA

16. "I've lost her" Part 1.


19 dage til bryllup

 

De sidste fem dage havde været som et helvede, for at sige det mildt. 

Jeg havde ligget med virkelig høj feber, mega ondt i ryggen, ømme bryster og totalt mavepine. Det var forfærdeligt og selvom feberen var faldet lidt, havde jeg det stadig forfærdeligt. Desværre fik vi besøg idag, så op skulle jeg. Jeg skulle nok bare ha' noget frisk luft, så ville det hele nok gå. Bare inden vi fik besøg... Jeg måtte ud og løbe og bagefter tage et langt, varmt bad. 

Men Niall... Søde, lille Niall... Jeg savner ham så meget, men jeg havde taget beslutningen om, at jeg ville ignorere ham og det var faktisk ganske enkelt - jeg elsker ham så højt, at det er farligt, for jeg vil ikke såre ham yderligere. Han kan ikke holde til det. Jeg kan ikke holde til det. 

Siden det med radiostationen og Dave, havde jeg hørt, at han var helt nede. Han havde ganske vist prøvet at ringe til mig et par gange, men som sagt havde Dave blokeret ham fra mine kontakter, så hver gang han ringede, poppede der et "Blokeret ringer" frem. Det fik altid et suk til at forlade mine læber, da jeg så han prøvede at ringe til mig, men det var for hans eget bedste. Det var kun til fordel for ham. Jeg ville ikke såre ham. Aldrig, det kunne jeg ikke finde på. 

"Tammy?!" Jeg hørte en lidt irriteret stemme i den anden ende af røret. Jeg var sunket helt hen i mine egne tanker, at jeg havde glemt jeg snakkede med Chanel og hun havde tydeligvis prøvet at få fat på mig, i et lille stykke tid. 

"Undskyld jeg... Jeg faldt bare hen i mine egne tanker - igen" Et svagt suk forlod mine læber, men jeg kunne til gengæld høre, at hun grinte.

"Men, hvordan går det?" Spurgte hun en smule tøvende og hendes ord fik igen et højt suk, til at forlade mine læber. 

"Forfærdeligt. Stadig feber og totalt mavepine... Jeg overvejer at tage til en massør og se, om hun også kan lindre smerterne i ryggen"

"Ved du, hvad jeg syntes det lyder som?" Hvad nu. Hvilken totalt forskruet ide, havde hun nu fået. 

"-Tammy, jeg tror, at du er gravid" HVAD!? Nej, det kunne helt bestemt ikke passe, det kunne jeg umulig være, det havde slet ikke ligget i mine tanker, men alligevel så tæt på... Jeg havde ikke fået mit lort, men det var nok bare fordi, at det var en smule uregelmæssigt for tiden, men på den anden side - jeg/vi brugte altid beskyttelse. Jeg ville ikke stå i samme situation som Gemma og nej, nej det var nok bare en virus jeg havde fået. Det var bare en virus, det er helt sikkert. Man får jo også lyst til alt muligt klamt mad og det har jeg da ikke? Jeg syndtes heller ikke, at jeg havde taget på, så nej. Det var helt klart ikke det. 

"Chanel, det tror jeg altså ikke lige er det, der er muligheden" Sagde jeg hårdt, men stadig en smule blidt. Bare så hun forstod alvoren i det. 

"Hvem er faren?" Spurgte hun drilsk, hvilket fik mig til at udbryde et irriteret suk. 

"Så stopper du unge dame" Et dæmpet grin forlod mine læber, inden jeg igen blev afbrudt af hendes evige talestrøm. 

"Jeg mener, det kan jo være to for..."

"TAK! Så er det godt du, vi ses" Jeg sagde det alvorligt, men stadig sødt, så hun forstod at jeg altså ikke var sur, men var i mit UUUUH så sjove hjørne. Jeg lagde hurtigt på, inden et smil gled sig over mine læber og jeg lagde mobilen på natbordet. Jeg trak igen dynen lidt op over mig, da nogle kuldegysninger gik igennem min krop og fik mit til at fryse utrolig meget på trods af den høje feber, som jeg lå med. 

Pludselig gik døren op og ind kom Dave. Da han så mig skar han en lille grimasse. Nok fordi jeg lignede et monster eller sådan noget. 

"Føj, hvornår har du sidst været i bad?" Et skævt smil sneg sig over mine læber, som jeg hurtigt bed i mig igen.

"-Hvem snakkede du med?" Han blev straks lidt mere alvorlig, som han gik hen og åbnede vinduet og igen så på mig. 

"Bare Chanel" Han nikkede forstående og satte sig ned på sengekanten, hvor han lod sin hånd strejfe min. 

"Du er jo brandene varm" Udbrød han og så bekymret på mig. 

"-Skal du ikke på hospitalet?" Jeg skyndte mig bare at ryste på hovedet og rejse mig op, nok lidt for hurtigt, for det svimlede kort for mig, så jeg greb ud efter det nærmeste, der blev Dave da han havde rejst sig op, for at støtte mig. 

"-Er du sikker på, at du ikke skal på hospitalet?"

"Jaja, jaja... Jeg har det fint... Jeg skal... Jeg skal bare ha' noget frisk luft" Han nikkede modvilligt og jeg slap ham hurtigt, da jeg havde genvundet balancen og tumlede ud af værelset. Jeg gik med sløve skridt ud af værelset og videre ned til køkkenet, hvor jeg greb ud efter et glas og fyldte det op med iskoldt vand. Jeg kunne høre Dave komme ud i køkkenet, hvilket gjorde at jeg drak lidt mere og lod mit blik glide ud af vinduet. 

"Vil du ha' jeg aflyser mødet i aften?" Jeg så hurtigt over på ham. 

"Nej, jeg siger jo til dig, at jeg har det fint og du skal da ikke aflyse dit møde for mig. Jeg skal nok være der, nikke pænt og rette ryggen"

"Det er jo ikke det! Du har drønhøj feber" Sagde han blidt og trådte et skridt tættere på mig. 

"Jeg skal bare ha' noget frisk luft, så går det nok over. Det møde er meget vigtigt for dig" Han nikkede en enkelt gang og jeg drak det sidste af vandet, inden jeg stillede glasset i opvaske maskinen. 

"-Jeg løber lige en tur" Han nikkede igen og sendte mig et anspændt smil, inden jeg kyssede ham på kinden og forlod køkkenet, hvor jeg fortsatte ind på værelset. Jeg tog mit svedige nattøj af og trak i et sæt let løbetøj, der helst ikke sad for stramt til kroppen. Jeg formede mit hår i en hestehale og lagde et tyndt lag mascara på vipperne - bare for at se lidt mere oplagt ud. 

Jeg bandt snørebåndene og tog en dyb indånding. Ja, en løbetur var bare lige det, som jeg havde brug for. Jeg gik ud af værelset og ned af trapperne, hvor jeg igen mødte Daves blik. 

"Tammy, jeg tror altså ikke det er en god ide?" Et suk forlod igen mine læber. 

"Hallo Dave, jeg har det fint, okay?" Det kom lidt hårdere ud end det skulle, så jeg gik hen til hoveddøren og var hurtigt ude af den, hvor jeg tog musikken i ørerne og begyndte at løbe. Jeg kunne mærke Daves blik, der borede sig ind i min nakke og lige som jeg begyndte at løbe, begyndte alt at svimle. 

Nej, det skal bare løbes væk. Jeg satte farten lidt mere op, indtil alt foran mig var sløret og det glimtede foran mig. Min krop blev svag og mine ben svajede, før de gav efter og jeg kunne kun lige høre Daves stemme, der råbte mit navn og jeg kunne lige ane Gemma, der også råbte mit navn. 

"Ring efter en ambulance, nu!" Var det sidste jeg hørte, inden alt blev sort. 

 

♥♥♥♥

 

Alt foran mig var en smule tåget, da jeg glippede et par gange med øjnene og slog dem op, til fuldstændig hvide omgivelser. 

Hvor var jeg?

Hvad lavede jeg her?

Først gik tanken om, at jeg var død, igennem mig, men da jeg så mig over skulderen og ud af et stort glasvindue, hvor en kvinde i hvid kittel gik forbi, gik det op for mig, at jeg befandt mig på et hospital. 

"Tammy?" Jeg kunne høre Daves stemme, hvilket gjorde, at jeg så direkte hen på ham. Jeg sagde ikke noget, så han tog istedet første ord. 

"Du faldt om og jeg kunne ikke føle, at du trak vejret, så vi ringede efter en ambulance"

"Vi?" Jeg så undrende på ham, som han satte sig ned i sengen og holdt sit blik på mig. 

"Gemma kom forbi, fordi hun ville vide hvordan du havde det"

"Og hvor er hun nu?" Jeg nåede knapt nok at fuldfører min sætning, før døren gik op og ind kom Gemma, Harry og... Niall. Hvad lavede han her? Han kunne ikke komme her, Dave var her. Det kunne han ikke, hvad tænkte han dog på? Ligeledes Harry. Ham og Dave var ikke de bedste venner efter optroppet hos Niall, men altså... Det havde de aldrig været. Jeg kunne mærke Dave spændte i kroppen, hvilket fik mig til at ligge en hånd på hans. 

"Dave slap af" Sagde jeg beroligende. 

"Hvad laver han her? Hvor vover du, at vise dig her" Han rejste sig op og jeg skulle lige til at følge efter ham, da et frygteligt jag af smerte, strøg igennem hele min krop og endte nede i min mave, hvor det føltes som om tusind knive blev stukket ind, vendt og drejet. Jeg tog mig hurtigt til maven og kneb øjnene hårdt sammen. 

Gemma var hurtigt henne ved mig og tog beroligende min hånd. 

"Niall, jeg syntes du skal gå" Sagde Dave hårdt. Harry stillede sig let foran ham. 

"Harry nu begynder du kræfteddermama ik' også! Jeg ved ikke, hvad i laver her, men i har ingen grundt til at være her, overhovedet"

"Dave!" Afbrød jeg ham hårdt, så han hurtigt så tilbage på mig og Niall tog åbenbart mod til sig, da han trådte ind foran Harry og så direkte på Dave. 

"Jeg er ligeglad med, hvad du mener, men jeg e... Jeg kan godt li' Tammy. Hun er en fantastisk person og jeg vil ikke miste hende, men hun elsker dig og i skal snart giftes. Det har jeg dyb respekt for, og jeg vil bare tale med hende... Som en ven" Nialls ord kom virkelig bag på mig, selvom jeg vidste, at han vidste, jeg ikke elskede Dave... I hvert fald ikke så meget, men jeg måtte ærligt indrømme, at det havde ændret sig. Han var ikke længere voldelig overfor mig. Jeg grinede i hans selvskab og han fik mig til at smile. Jeg elskede nok Dave inderst inde, jeg havde bare svært ved at indrømme det. At indrømme jeg havde følelser for ham, som jeg næsten var blevet tvunget sammen med, men han var begyndt at betyde noget for mig - jeg elskede Dave. 

Dave så tilbage på mig, for at søge svar. Jeg nikkede bare. 

"Det er okay" Gemma sendte mig et smil, inden hun forlod lokalet med Dave og Harry, så kun Niall og jeg var tilbage. Selvom Dave havde forladt lokalet, kunne jeg se han så ind igennem vinduet. 

Han gik stille hen til mig, hvor han satte sig på min sengekant. 

"Tammy?"

"Nej Niall, jeg vil gerne sige noget til dig først og du må love mig, ikke at afbryde mig" Han nikkede en enkelt gang, hvilket var mit tegn. 

"-Jeg er så frygtelig ked af det. Det hele... Alt det her med vores forhold har været en fejl. Alt har været en fejl og jeg er utrolig ked af, at jeg gav dig håb. Jeg elsker dig og jeg ved godt, hvad jeg har fortalt dig om Dave, med mit ægteskab og hvad han har gjort imod mig, men for første gang så... Jeg føler mig endelig lykkelig sammen med ham. Han får mig til at smile, grine og jeg føler mig endelig lykkelig. Du må ikke tro, at jeg kun har udnyttet dig, for... Jeg... Jeg elsker dig så meget, så meget at det gør helt ondt. Det fortære mig, at jeg ikke kan være sammen med dig. Jeg har knust dit hjerte, men samtidig med det, så knuste jeg også mit ejet. Alt dette, har fået mig til at tænke over nogle ting. Det har sat tanker igang og jeg er kommet frem til, at jeg ikke kan leve uden dig. Jeg elsker dig, jeg elsker dig Niall, men jeg kan ikke være sammen med dig. Det kan jeg ikke og det er svært for mig, men jeg er sammen med Dave og det vil jeg altid være. Det er min skæbne" Efter de ord, var jeg helt mundlam og Niall sagde heller ikke noget. Han så bare på mig, imens en tåre trillede ned af mine kinder. Jeg kunne se, at han skulle lige til at sige noget, da døren gik op og en mand i hvid kittel kom gående ind, sammen med Gemma, Harry og Dave. Niall rejste sig fra sengen, som manden i den hvide kittel kom gående hen til mig. 

"Tammy West?" Jeg nikkede kort, som han satte sig ned på stolen foran mig.

"-Og hvem er jer, er Dave?" Dave gik hen til mig og Niall tilbage til de andre. 

"Det er mig" Sagde han og lagde hans hånd på mit lår. Jeg kunne se Niall væmmes ved synet af ham, men det var også gengældt. De kunne virkelig ikke fordrage hinanden.. 

"Og hvis jeg lige må snakke med jer under seks øjne?" Lægen så tilbage på de andre, som forsigtigt forlod lokalet og forlod mig og Dave, alene med lægen, der så alvorligt på mig. 

Havde jeg nu kraft? 

Var jeg alvorlig syg?

"Tammy, du er gravid"

 

Dam, dam, daaaaa! Tammy er gravid, men gad vide, hvem det er, der er faren?

Hvordan tror i hun vil reagere og vigtigt af alt - Hvad vil Dave og Niall sige?

Og så: Undskyld jeg ikke kunne få countdowneren til brylluppet ind, men jeg havde nogle problemer med det, så jeg ikke kunne få billedet ind.

Sorry! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...