Trouble Love ใ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2014
  • Status: Færdig
Gemmas bedste veninde, Tammy, bliver inviteret med til One Directions fest, der er den afsluttende fest, på deres Take Me Home tour. Under festen, møder hun Niall og en uskyldig samtale, udvikler sig til et kys. Kærlighed ved første blik, er det man kan sige, i forhold til Niall. Der er bare et problem. Tammy er kun få måneder fra hendes bryllup, det bryllup, der ser ud til at være det mest perfekte. Men smilet om hendes læber og ringen på hendes finger, rummer meget mere, end blot en hemmelighed. Når det uskyldige kys fra Niall, udvikler sig til en affære, er der pludselig endnu flere hemmeligheder og så er der også lige Tammys tidligere forhold til Harry, der ligger lige om hjørnet og når hendes bryllup kun er 2 måneder væk, ser det hele kun ud til at knudre sig mere og mere sammen, indtil det er så langt inde, at det bliver et helvede.

42Likes
47Kommentarer
6479Visninger
AA

5. "It's a secret"



Igår havde jeg været sammen med Gemma *wow, surprice* men det havde været rigtig hyggeligt. Jeg håbede bare, at vi kunne holde det på et lad-os-snakke-om-andet-end-Niall-emnet, men den holdt ikke længe, da Gemma straks begyndte at fable om ham, og om hvad han ville igår osv. Hvis det ikke var fordi, at hun var min bedste veninde igennem femten år, havde jeg bedt hende om at holde hendes kæft og passe hendes egen buisness. Men nu når det var hende, så var det faktisk meget sjovt og jeg kom uden om den irriterende-sure Tammy og havde det sjovt, så alt i alt, var det vel en meget hyggelig tur. 

Når, men i dag skulle jeg så hen til Niall, fordi, ja, i ved han var her igår og ville snakke med mig osv., så jeg ville høre, hvad han havde at sige til sit forsvar. Men nu da jeg tænkte over det, var vi vel lige gode om det begge to, så derfor gav jeg ham en chance. Jeg havde også brug for at se andre mænd end min far, min svigerfar og Dave. Det var sikkert sundt nok for mig. Det var jo kun en kop kaffe og vi skulle bare snakke, så hvad kunne gå galt? Efter mit hoved, ingenting. 

Til dagens begivenhed, havde jeg valgt bare at tage en oversize trøje på, et par sorte gemasejer, nogle bamsestøvler - de er bare SÅ dejlige, kan klart anbefales - en simpel makeup og en høj knold. Jeg lignede nok en, der bare skulle slappe af hele dagen, men ved i hvad? Jeg er bedøvende ligeglad. Det er sgu mig, der skal ha' det på. Se det, var en af de ting jeg elskede, at kunne gøre, da jeg blev atten. For da jeg var under atten, bestemte mine forældre hele tiden, hvad jeg skulle ha' på, og de ville bestemt ikke ha' at jeg havde sådan noget tøj på offentligt, som jeg havde på i dag. De kunne rende mig, ku' de. Alligevel, kunne jeg ikke sige fra, til det med brylluppet. Mit liv er lidt af en kabale, huh? 

"Hvor skal du hen?" En alt for velkendt stemme, rev sig ud af mine tanker og fjernede mit blik fra spejlet og i stedet over på Dave, der stod ved siden af mig. Ret ryggen, smil falsk og så er vi vidst godt kørende. 

"Ligner det, at jeg skal nogen stedet hen?" Jeg hævede det ene øjenbryn en smule, for at signalere, at det var et spørgsmål. Dave trak hurtigt på skuldrene, inden han trak mig ind i en tæt omfavnelse. 

"-Faktisk, så skal jeg hen til Gemma" Dave så overrasket på mig, og hvis ikke det var fordi, at jeg var så fandens sød, så havde jeg flækket over hans ansigtsudtryk. Nu da jeg løj om, hvor jeg skulle hen, er der en meget simpel forklaring. Dave er en meget misundlig type og det hele kan ende i et kaos, hvis jeg fortalte ham, hvor jeg skulle hen. 

"Var du ikke også det i går?" Jeg trak hurtigt på skuldrene og rev mig ud af hans greb og begyndte at pakke min taske. 

"Hun har brug for mig, du ved... Piger" Jeg trak hurtigt på den ene mundvige og min højre skulder, inden jeg hang min taske omkring skulderen. 

"Jeg er ikke så længe væk" Jeg sendte ham et lille smil, inden jeg gik forbi ham og videre ned i hall'en, for at forlade huset og aldrig komme tilbage. Just kidding. Jeg skulle jo bare hen til Niall, selvom tanken nu egentlig lød ret fristende? Syntes i ikke? Den glemmer vi bare.

Jeg satte mig ind i min bil og drejede nøglen om, hvorefter jeg indstillede Siri - min GPS, hvis i ikke kunne huske det - til Niall's adresse, da jeg ikke lige kunne finde derhen, bare ved hjælp af min stedsans og hukommelse, for vi kan vidst godt blive enige om, at min stedsans fra 1-10, ligger på... 2. Jeg har aldrig været skide god til det med steder og veje og ja... Vi lader det bare ligge. Efter Siri's beregninger, skulle jeg meget gerne befinde mig på Niall's adresse, om cirka 12 minutter. 

 

♥♥♥♥

 

Jeg parkerede min bil, ude foran Niall's hus. Jeg måtte da indrømme, at han havde stil. Det var et flot hus. Med hurtige skridt, fortsatte jeg op til hans hus og lod min finger trykke på dørklokken. Man skulle tro, at han havde fulgt alle mine bevægelser, på vej herop til, da der ikke gik meget mere end tre sekunder, så stod Niall foran mig, med det største smil omkring hans læber.  

"Hey Tammy" Han trak mig ind i et hurtigt kram, som jeg gengældte, inden jeg stillede mine bamsestøvler. 

"Hej Niall. Lad mig høre, hvad du har på hjerte" Han viste mig ind igennem huset og ind i den store stue. Der stod en stor sofa op af den ene væg, med et sofabord foran og et fjernsyn der hang på væggen, over en kamin. Der var en masse hylder og nogle billeder af One Direction, et skrivebord, PC og skrivebordstol og udover det... En masse underligt hajs, samt nogle guitare. Man kunne næsten se, at det var en dreng der boede her. 

"Det må jeg sige Horan, du har stil" Et svagt grin forlod mine læber og jeg kunne ane et lille smil hos Niall, inden jeg satte mig ned i hans sofa og så forventningsfuldt på ham. Han satte sig ligeledes, ned ved siden af mig, imens et smil hele tiden spillede omkring hans læber, hvilket også fik mig til at smile. 

"Tammy?" Niall blev straks seriøs, hvilket undrede mig en smule. Han virkede ikke som den seriøse type, men når det så er sagt, så er det også meget godt, at kunne være seriøs, en gang i mellem. Jeg rettede min fulde opmærksomhed, over på ham. 

"Jeg vil gerne sige undskyld... Du er forlovet og det var dumt af mig og..."

"-Niall stop. Du skal ikke undskylde... Vi var lige gode om det, begge to. Desuden så... Kysser du ret godt" Jeg kunne ikke holde et svagt grin inde, da jeg havde sagt det og så Niall smile. 

"-Niall, jeg holder af dig. Det skal du bare vide, okay?" Jeg kunne ane et svagt smil fra Niall, hvilket fik mig til at smile. 

"Du er nu heller ikke så værst" Sagde han drillende, imens et lumsk smil, spillede omkring hans læber. 

"Ikke så værst? Jeg er da meget bedre end det" Jeg gav ham et kærligt klask på skulderen og kunne ikke holde mit grin inde, da Niall selv grinte. 

"Okay, okay... Du er ret fantastisk"

"Årh Niall dog, hvor er du sød" Mit grin blev erstattet med et kærligt smil, imens jeg hele tiden holdt mit blik på Niall. 

"Har du lyst til et eller andet? Kaffe, te?" Niall bandt vores øjne sammen i en øjenkontakt, der fik mig til at glemme, hvor jeg var. Han havde nogle virkelig flotte øjne, det måtte jeg gi' ham. Da jeg endelig fik taget mig sammen, nikkede jeg.

"Mhm, jo tak. Noget kaffe ville være dejligt. Jeg har ikke sovet så meget i nat" Det måtte jeg ærligt indrømme. Søvn havde jeg ikke fået ret meget af, her på det seneste.

"Hvordan kan det være?" Niall rejste sig op og så undrende på mig, inden han satte kursen ud af stuen og ind i det, der lignede køkkenet, imens jeg hurtigt fulgte med. Niall gik igang med at finde diverse ting frem, imens jeg bare stod og betragtede ham, inden jeg trak på skuldrene. 

"Bryllups forberedelser, du ved... Det tager virkelig livet af en" Nialls smil forsvandt, da jeg nævnte ordet bryllup.

"Efter det du fortalte mig igår, har jeg ikke kunne lade vær med at tænkte på, hvorfor du gør det? Hvorfor gifter du dig med en, som du slet ikke elsker?" Mit blik faldt kort, i det jeg overvejede det helt rigtige svar. 

"Ser du... Hele mit liv, har mine forældre ikke rigtig været der for mig... Jeg var... Jeg følte, at jeg ikke var god nok til dem. Hver dag jeg kom hjem, var det eneste der var der, en lille gul seddel, den sad altid på køleskabet" Det minde, fik mig til at grine dæmpet. 

"-Der stod altid, hvornår de kom hjem... Da jeg så blev lidt ældre, cirka 12-13 år, var mine forældre der stadig aldrig... Det var der, at jeg begyndte at tage afstand til dem, hade dem, faktisk... De troede, at de kunne købe min kærlighed tilbage, men det er slet ikke det, der binder det ægteskab, som jeg vil gå ind til om 2 måneder. Det der binder det er, at jeg altid har følt, at jeg ikke var god nok til dem. Jeg har været skuffende... Dårlige karakterer og så meget andet. Jeg føler bare, at denne gang, vil jeg ikke skuffe dem. Niall, jeg vil bare ha' at de elsker mig og dette er den eneste måde" Niall havde stoppet med det, som han nu fortagede sig og så hen på mig. Han havde lige fået hele køren, omkring min forlovelse. Jeg følte, at jeg kunne stole på ham. 

Jeg kunne mærke tårerne, der samlede sig i mine øjenkroge og lige så stille løb ned af mine kinder. Niall var hurtigt henne ved mig og havde trukket mig ind i hans favn, imens han blidt aede mig op og ned af ryggen. 

"Niall, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... Jeg er fanget i et endeløst hul" Mine tårer fugtede hans trøje, imens små hulk, forlod min mund. 

"Ssssh, du har mig... Tammy, jeg er her for dig" Jeg trak mig ud af hans greb og så ham dybt i øjnene, inden jeg lod mine læber remme hans. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg gjorde det her, men det føltes bare... Rigtigt. Mere rigtigt, end noget andet. De utallige kys, jeg havde givet Dave, der havde ikke været noget. Ingenting. Men her, i de kys jeg gav Niall, der var noget specielt. Noget, der ikke kunne beskrives. 

"Nu går du ikke fra mig igen, vel?" Niall trak sig kort fra kysset og et svagt grin, forlod mine læber, inden jeg rystede på hovedet og lod igen mine læber remme hans. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...