Trouble Love ใ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 18 jan. 2014
  • Status: Færdig
Gemmas bedste veninde, Tammy, bliver inviteret med til One Directions fest, der er den afsluttende fest, på deres Take Me Home tour. Under festen, møder hun Niall og en uskyldig samtale, udvikler sig til et kys. Kærlighed ved første blik, er det man kan sige, i forhold til Niall. Der er bare et problem. Tammy er kun få måneder fra hendes bryllup, det bryllup, der ser ud til at være det mest perfekte. Men smilet om hendes læber og ringen på hendes finger, rummer meget mere, end blot en hemmelighed. Når det uskyldige kys fra Niall, udvikler sig til en affære, er der pludselig endnu flere hemmeligheder og så er der også lige Tammys tidligere forhold til Harry, der ligger lige om hjørnet og når hendes bryllup kun er 2 måneder væk, ser det hele kun ud til at knudre sig mere og mere sammen, indtil det er så langt inde, at det bliver et helvede.

42Likes
47Kommentarer
6459Visninger
AA

20. "I can't marry you, sorry"



 

Jeg havde tænkt og tænkt og tænkt... Jeg vidste efterhånden snart ikke, hvem jeg var eller hvordan jeg skulle være. Siden Gemma og Harry havde arrangeret, at mig og Niall skulle mødes i parken, var jeg blevet så indebrændt, så sur. Det gjorde mig såret at se på ham. Jeg blev ked af det? Ked af det, fordi jeg vidste, at han ikke ville være sammen med mig mere, fordi jeg vidste, at vi ikke kunne være sammen. Sådan var det bare ikke, det havde skæbnen bestemt. 

"Tammy, Tammy vil du ikke nok tilgive mig?" Jeg så op på Gemma, der sad overfor mig, med et bedende udtryk i øjnene. 

"Jeg forstår ikke, hvordan i kunne gøre det? I ved jo, at jeg skal giftes med Dave, i ved, at jeg elsker ham" Hun nikkede forsigtigt og tog min hånd. 

"Jeg er så ked af det, jeg ved ikke, hvad vi tænkte på. Det var bare.. I var så glade sammen" Et lille smil kom over mine læber. 

"-Kan du tilgive mig" Jeg så op på hende og nikkede forsigtigt. 

"Selvfølgelig, kan jeg tilgive dig. Du er min bedste veninde og du gjorde det ikke af ond tro" Sagde jeg forsigtigt og lod mit blik glide ud af ruden. 

"-Folk forandre sig" Hviskede jeg stille og Gemma så straks uforstående på mig. 

"Hvad mener du?" Jeg mødte hendes øjne og tog en dyb indånding. 

"Folk forandre sig, de er ikke altid de samme, tiden forander dem og man må bare følge med"

"Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår hvad du mener"

"Jeg har tænkt på noget.. Jeg, jeg kan ikke gifte mig med Dave" Gemmas ansigtsudtryk blev nærmest lamslået. De ord havde jeg sagt så mange gange, men der var aldrig den samme mening i bag dem, som der var nu. 

"-Der er kun fem dage til vores bryllup og jeg... Jeg kan bare ikke gifte mig med ham, det føltes ikke rigtigt. Jeg skal være sammen med Niall, det er der, min skæbne ligger" Et lille smil kom frem på hendes læber, som hun gav min hånd et klem. 

"Bare du ved, hvad der er bedst for dig selv" Sagde hun stille og rejste sig op. 

"-Men jeg bliver nød til at gå, jeg har en aftale med Harry. Ring så snart, du har sagt det til ham, okay? Jeg er her for at hjælpe dig" Jeg nikkede forsigtigt og betragtede Gemma forlade værelset. Jeg ville sige det til Dave, så snart han kom hjem. Jeg kunne ikke gifte mig med ham.

 


Jeg gik forsigtigt ud af Tammys soveværelse. Det gjorde mig glad, at hun endelig havde taget den rette beslutning. Hvor meget hun end overbeviste sig selv, vidste vi jo alle sammen godt, at hende og Dave slet ikke passede sammen. De var ikke skabt for hinanden. De var kun sammen pga. deres forældre, de havde jo heller ikke noget tilfælles? 

Ikke rigtigt, hvad jeg vidste af, i hvert fald. 

Jeg lukkede hoveddøren efter mig, i det jeg gik ud til vejen, hvor Harry holdt og ventede på mig. Jeg åbnede døren og satte mig ind, hvor jeg mødte Harrys kæmpe smil. Hvis der var noget, der kunne gøre en glad, så var det det smil. 

"Hvordan har hun det?" Spurgte han, som jeg klikkede min sele i og han kørte ud på vejen. 

"Fint, hun er god igen, men hun.. Hun er kommet frem til, at hun ikke kan gifte sig med Dave" Jeg så hen på Harry, for at fange hans reaktion, der egentlig var meget neutral, inden hans læber trak op i et smil. 

"Og med hvad? Fem dage til deres bryllup?" Jeg nikkede forsigtigt og lod mit blik glide ud på vejen. 

"-Det er alligevel utroligt, at det tog hende så lang tid at komme frem til" Jeg nikkede mig bare enig og lod et tungt suk forlade mine læber. 

"De passer jo ikke sammen, så det er vel den rigtige beslutning og jeg håber virkelig, at hun får det sagt. Jeg ved jo, at Tammy er virkelig fårlig til at såre folk"

"Ja okay, men det her er Dave. Hvor svært kan det være?" Jeg trak bare på skuldrene og kørte en hånd igennem mit lange hår. 

"Svært"

 

♥♥♥♥

 


 

Det var efterhånden sent om eftermiddagen, da jeg endelig hørte hoveddøren smække og ikke så lang tid efter, så jeg Dave stå i døråbningen til køkkenet, hvor jeg sad og grublede, med nogle vindruer. Jeg tog forsigtigt en i munden og sank den, inden jeg rejste mig op og gik hen til Dave. 

"Er der noget galt?" Spurgte han stille, som han knappede hans jakke op. Det var nu, nu var den eneste mulighed jeg fik og jeg måtte gøre det. Jeg måtte se konsekvenserne i øjnene og tænke forud. Jeg var over atten og burde bestemme over mig selv, men hele mit liv, har jeg ladet andre bestemme over mig og det kan jeg ikke mere. Jeg må følge mit hjerte.

"Der er noget, jeg gerne vil snakke med dig om" Jeg vendte mig om imod spisebordet og hentydede til, at han skulle sætte sig ned. Jeg satte mig selv ned og ventede på, at han havde sat sig. Han så undrende på mig, inden han foldede hans hænder, på bordet. 

"-Jeg har tænkt på noget og.. Hele mit liv, har jeg ladet folk bestemme over mig, ladet dem bestemme, hvad jeg skulle gøre, hvordan jeg skulle være og hvordan jeg skulle se ud, og.. Hvem jeg skulle gifte mig med" Jeg mødte Daves blik, det var utydeligt, hvilket gjorde, at jeg ikke kunne regne ud, om han havde fattet pointen. 

"-jeg ved godt, at der kun er fem dage til vores bryllup og jeg er så ked af det, men... Jeg kan ikke gifte mig med dig, jeg elsker Niall og jeg må følge mit hjerte" Han sad bare og stirrede på mig i få sekunder, der føltes som timer, inden han hurtigt rejste sig op og så ned på mig. Han var såret, det kunne jeg tydeligt se. Hans brystkasse bevægede sig hurtigt op og ned, som han frustrereret, kørte en hånd igennem hans hår. 

"Tammy, du gifter dig med mig, sådan er det" Jeg rejste mig forsigtigt op. 

"Det kan jeg ikke" Nærmest hviskede jeg. Han gik hen til mig og stillede sig foran mig. 

"Jo du kan og nu køre vi en tur, så du kan komme på bedre tanker" Han tog hårdt fat i min arm og trak mig med igennem huset. Jeg kæmpede for at komme fri, men uden nytte. Han var meget stærkere end mig. 

"Dave slip! Det gør ondt!" Han ignorerede mig bare og trak mig med igennem huset og ud til bilen, hvor han nærmest smed ind på forsædet, inden han selv satte sig ind på føresædet og begyndte at køre. Jeg kunne mærke min puls, der var alt for høj. Min krop var nærmest stivnet, da jeg ikke havde en anelse om, hvad han kunne finde på nu. 

"Er du kommet på bedre tanker?" Spurgte han strengt. Jeg rystede bare stift på hovedet. 

"Nej, og det kommer jeg ikke. Jeg kan ikke gifte mig med dig" Sagde jeg tydeligt. Mit blik kom ned over fartmåleren og jeg kunne tydeligt se, at han kørte alt for stærkt. 

"-Dave, sænk farten, du kører alt for stærkt" Han ignorerede mig bare og satte farten op, inden han vendte blikket imod mig. 

"Jeg stopper ikke, før du siger, at du gifter dig med mig" Han holdt sit blik på mig. 

"Kig ud på vejen Dave, please" Min hjerte galopperede derudaf, da jeg mødte hans mørke øjne. Han holdt bare hans blik på mig og jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre, så da jeg igen så ud på vejen, kunne jeg se to lygter komme farende imod os. Mine øjne spærrede sig op. Jeg skulle dø, jeg skulle dø. 

"Dave, forhelved!" Skreg jeg, inden vi pludselig stødte ind i noget. Det hele ramlede og en smerte sneg sig ind i kroppen på mig, imens et skrig undslap mine læber og alt blev sort. 

 

♥♥♥♥


Alt svimlede foran øjnene på mig, da jeg forsigtigt åbnede dem. Jeg genkendte straks omgivelserne og fandt ud af, at jeg befandt mig på et hospital. Det var 2. gang, inden for kort tid. Jeg studere mine omgivelser og fandt ud af, at jeg var forbundet til alle mulige former for ledninger og apparater. 

Jeg havde ondt i hele kroppen, da jeg forsigtigt tog mig til hovedet og en voldsom hovedpine tog over. 

Pludselig gik døren op og ind kom den samme læge, der var her sidst jeg var her. 

"Når Tammy, der har vi dig jo igen" Han satte sig ned på en stol ved siden af mig. 

"-Hvordan har du det, kan du huske, hvad der skete" Jeg nikkede svagt. Jeg kunne huske hver og en lille detalje. 

"Det gør ondt" Hulkede jeg, som lægen beroligende lagde hans hånd på mit lår. 

"Vi har desværre en dårlig nyhed til dig og jeg er ikke sikker på, hvordan du vil takle den, men jeg vil bede dig om at tage en dyb indånding" Jeg gjorde som han sagde og tog en dyb indånding. 

"-Du var jo gravid Tammy, cirka en måned henne, men... Barnet et dødt. Du fik et hårdt slag i maven, da i kørte galt. Vi gjorde alt for at redde det, men forgæves" Hans ord kørte replay inde i mit hoved. Mit barn var... Det var dødt. Sorgen overmanede mig og tårerne fik frit løb. Det føltes som et kæmpe hul i brystet, i hjertet. 

"Hvad er den anden dårlige nyhed, jeg kan se, at der er en til" Lægen lod et blidt suk undslippe hans læber, inden han beroligende tog min hånd. 

"Dave har mistet hukommelsen, for hele den dag. Han kan ikke huske, hvad der er sket, han kan ikke huske, at han tog på arbejde, han kom hjem, satte sig i bilen, ingenting" Jeg nikkede svagt, men det betød jo også at.. At han ikke kunne huske min beslutning. 

"-Men når det er sagt, så har i det begge fint og du har et par venner, der har ventet på at se dig" Han rejste sig op med et lille smil, inden han forlod lokalet og ind på kom Gemma og Harry. Men Niall, hvor var han? Var han her ikke? 

De gik stille hen til mig og Gemma satte sig på sengekanten. 

"Hvordan har du det?" Spurgte hun stille og tog min hånd. 

"Fint" Hviskede jeg og tørrede tårerne væk. 

"-Jeg mistede barnet... Jeg mistede det" Hulkede jeg og tårerne løb igen ned af kinderne på mig. 

"Det ved vi" Sagde Harry beroligende og satte sig på den anden side af sengekanten. 

"Hvor er Niall?" Spurgte jeg roligt, da jeg egentlig havde håbet, at han var her til at støtte mig. 

"Jeg ringede til ham, men han ville ikke komme.. Undskyld, Tammy" Jeg rystede bare svagt på hovedet. Hvis han ikke var her for ham nu, hvor jeg havde allermest brug for ham, så betød det vel bare, at han var ligeglad med mig. Han havde selv truffet beslutningen. 

 

Halløj! 

Først vil jeg lige undskylde for dette kapitel, da jeg ikke selv, var så tilfreds med det.

Men for det 2. så er dette næst sidste kapitel og så er der lige en epilog, så vi skal desværre snart tage afsked med Tammy og hendes forvirrende liv :(

Men det ville betyde meget for mig, hvis i gad smide en kommentar med, hvad i syntes om denne novelle, det ville betyde SÅ meget <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...