Mit liv(Depression og Angst)

Det her er en historie der kommer til at handle om mit liv med depression og angst. Bare generelt mit liv i skolen. Det bliver en udfordring og skrive om det her men jeg ved jeg bliver nødt til at komme ud med det. Det her føles bare som den rigtige måde.

2Likes
3Kommentarer
466Visninger
AA

1. My Life

Jeg er en pige på 15 år. Hele mit liv har der altid været problemer. Da jeg gik i de mindre klasser fik jeg altid skæld ud over ting jeg ikke gjorde. Der gik ikke et frikvarter uden jeg fik skæld ud. Jeg havde det heller ikke godt i skolen. Der gik ikke en dag jeg ikke blev mindet om hvor grim jeg er. Jeg har altid haft det svært. Jeg har aldrig passet ind nogle steder. jeg har aldrig været god til at holde på veninder. Jeg har aldrig været god til at passe på mig selv. Jeg har aldrig været god til at snakke med mine forældre uden og flippe ud. Jeg har et stort temperament. Jeg hader simpelthen og gå i skole. Det kører mig endnu mere ned end jeg allerede er. Jeg høre ikke rigtig til i min klasse, jeg har to veninder jeg ved er der for mig. Resten af klassen tror at jeg ikke ved de bagtaler mig bag min ryg. De tror at jeg overhører de ord de siger. Jeg finder bare desværre altid ud af hvad de har sagt. I 8. klasse lavede jeg en fejl der fik alle drengene til at hade mig. Det var ikke engang med vilje, jeg ville bare gerne have de skulle føle den elendighed de så tit har givet mig! Det kan godt være de bare syntes det er et ord de siger. Det er bare for mig et ord, der får mig til at spekulere på hvorfor jeg er på jorden. De ord jeg bliver kaldt giver mig lyst til ikke at leve mere. Jeg hader mit liv. Jeg har nogle dejlige veninder, det er slet ikke det. Alt andet er bare noget lort. Det sidste år har været det rene helvede. De sidste 4 år har jeg har panik angst anfald. Jeg har trukket mig så meget tilbage. Jeg har ikke turde tage med mine venner diverse steder hen. Jeg har ikke kunne sidde i et tog,biografen, tage til begivenheder. Jeg kunne ikke se mine store idoler One direction. De betyder så meget for mig. Det er nogle fremmede mennesker. De er alligevel bare det der giver mest mening i mit hoved. Jeg havde en kæreste, vi var kærester i 5 måneder. Han forstod mig bare ikke rigtig jeg holder rigtig meget af ham. Men det at han ikke forstod mig skabte så mange problemer imellem os. Vi skændtes hele tiden, så jeg valgte at slå op. Så skrev han med en af mine veninder og var ved at ødelægge vores venskab. Jeg græd uafbrudt flere timer pågrund af det med min veninde. Hun er min bedste veninde jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden hende. Vi har haft vores opture og nedture men hun er min medicin mod depressionen. Hun er den eneste jeg kan have følelsen af glæde med. Alt andet er for det meste facade. Mine lærer på skolen, siger at de ser jeg er så glad og ih og åh. Det er jeg ikke og det har jeg ikke været i ufattelig langtid. I 6.Klasse fik jeg min første rigtig veninde. Hun var populær hvilket kom til at være en stor fejl og blive veninder med. For i 7.Klasse droppede hun mig til fordel for nogle der var mere populære end mig. Følelsen af ikke og være god nok kom igen. Jeg følte mig så dum! Jeg havde stolet på en der ødelagde mit liv i flere måneder. Hun fik alle imod mig. Klassen havde mig. Så fik jeg en ny veninde, så valgte den populære og skabe et rygte om mig. Det fik min nye allerbedste veninde så af vide. Jeg mistede min veninde pågrund af hende. Der var ikke længere noget der gav mening for mig. Det hele var så elendigt. Når jeg kom i skole satte jeg mine høretelefoner i. Der var en dreng, der var på min side. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham. Selvom han ikke tror han hjalp mig så gjorde han. Han gav mig råd, lige når jeg havde brug for den. Jeg sad i skolen en dag da min " fjende" kom over til mig. Han spurgte hvad fanden jeg havde gang i, hvordan jeg kunne få mig til at kalde min allerbedste veninde fed. Jeg blev så sur jeg løb op til klassen og skulle til at slå min allerbedste veninde. Til mit held ringede jeg til min mor og hun var i nærheden så jeg pjækkede resten af dagen, havde det stået til mig havde det været hele ugen. Jeg var så træt af livet. Til mit uheld blev livet kun værre. For folk fortsatte med at fortælle hvor grim jeg var. Jeg har ikke noget selvværd. Min selvtillid er forsvundet. Jeg har for tiden endnu svære ved at komme op i skole. Hele min verden ramler sammen. Folk begynder ikke og forstå mig. Jeg kan ikke tilpasse mig mere. Jeg føler mig dårlig til at jeg gøre. Jeg kan ikke overskue noget som helst. Jeg føler mig trist når jeg står op og skal i skole. De forstår mig ikke i klassen. Forleden dag blev jeg sur og frustreret. Jeg sagde til dem "Jeg er træt af i råber af mig på gangen, jeg var der to timer mere sidste tirsdags. Så gider jeg ikke blive råbt af for, for mig er det er fremskridt at tage. Jeres kommentar tog rigtig hårdt på mig. Jeg bliver så sur og indebrændt over jeres kommentarer. For i ved ikke hvad jeg har gået igennem de sidste mange måneder. Hvor lidt jeg har haft lyst til at leve. Jeg har pågrund af jeres kommentarer flere gange gået lige hjem lagt mig i min seng. Jeg har ikke haft lyst til at komme i skole dagen efter." Jeg blev så sur på dem da de grinte af mig. Jeg stod og græd og fortalte om hvor svært det er for mig. Jeg kunne flippe ud, jeg kunne slå en eller anden ned. Man griner bare ikke af sådan noget. De har slet ikke nogen anelse om hvor psykisk det tog på mig. Jeg fik lov til at blive hjemme i dag fordi jeg er så smadret. Det tog så hårdt på mig igår. Jeg ved det ikke har hjulpet en skid. Jeg kæmpede mod mig selv bare for at stille mig derop. Jeg kæmpede en krig mod mig selv, jeg kan slet ikke lide opmærksomhed på den måde. Det er det værste. Jeg blev så skuffet over dem. Jeg havde håbet på de endelig ville forstå hvordan jeg har det. Det virkede desværre bare ikke. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg havde håbet det var min start på ny i klassen. Det var det desværre bare ikke. Det var bare endnu en nedtur. Fordi jeg er så indebrændt valgte jeg at skrive det her. Det er hårdt og skrive det.

Ting jeg har prøvet mod det:

Jeg startede med at kun have angsten. Jeg kunne ikke gøre nogle ting mere og jeg græd for det meste. Så sagde min storesøster at hendes veninde havde været til hypnotisør. Så min mor ringede dagen efter til hypnotisøren og vi fik en tid. Jeg var så opsat på det virkede. Det føltes sådan de første på uger. Vi skulle på ferie og i Vietnam skulle vi med en bus 9 timer. Jeg fik mit værste anfald indtil videre. Aldrig har jeg følt mig så bange. Jeg har aldrig været så bange for at være i min egen krop. Jeg kunne ikke sidde i en bus. Jeg følte mig så svag. Jeg kunne bagefter ikke spise noget overhovedet. Min appetit var forsvundet. Da vi kom hjem var vi til hypnotisør igen- Det virkede heller ikke denne gang. Så min mor ringede til min læge og han henviste os til en klinik. De ville ikke have mig så jeg blev sendt til en Psykolog. Det var dejligt  at komme ud med det. Det hele blev dog bare svære for mig. jeg fik det psykisk dårligere. Jeg blev deprimeret. Jeg fik det endnu svære med at gå i skole. Jeg fik rigtig meget fravær. Dagene blev for lange for mig. Det endte med at psykologen konstaterede jeg havde en svær depression. Hun var meget ked af på mine vegne for hun følte ikke hun havde behandlet mig godt nok. Så hun sendte en mail til min læge som sendte en besked til Aalborg sygehus. Så fik jeg taget nogle test og de konstaterede mig også med en svær depression. De vejede mig og målte mig. Jeg fik taget blodprøve og jeg tager nu hverdag 5 piller. Jern, vitaminer, Antidepressive. Jeg går der ude hver uge.

 

Det var så mit liv. Det kan være der kommer flere kapitler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...