Sing me to sleep ~Vold i familien konkurrence~

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 nov. 2013
  • Opdateret: 27 nov. 2013
  • Status: Igang
Mit bidrag til konkurrencen "Vold i familien" :)



1Likes
2Kommentarer
416Visninger
AA

1. Sing me to sleep

 

Hun var lille, ikke særlig gammel, måske omkring fire eller fem. Moren skældte hende ud. Det gjorde hun tit. Hun var endnu så lille hun ikke rigtig havde lært at lukke af for ordene. De sved som usynlige snitsår over hele hendes krop. Moren skældte ud og sagde at hun skulle stoppe med at være så ond mod sin lillesøster. ”Hvis du er ond mod hende, hvis du taler sådan til hende, så bliver hun jo bange for dig. Og så ender det med at hun bliver ond ved andre” Sådan sagde hendes mor, og i sit stille femårige sind tænkte hun: ”det er jo det du gør mod mig! Det er jo det samme, jeg er jo bange for dig, mor” men hun sagde ikke noget. Det var ganske utænkeligt for hende at hun kunne sætte sig op imod moren.

 

Et skænderi startede altid på samme måde. Som regel med at en af hendes søstre havde gjort noget. Men evig og altid fik moren det kørt over på hende, og begyndte at bebrejde hende for ting der skete for så længe siden, at hun ikke engang kunne huske dem.

Hun udviklede en dyb følelse af uretfærdighed; hvorfor altid hende? Hvorfor aldrig hendes søstre? Hvorfor elskede moren dem mere end hende? Jalousien farvede hendes indre sort og hun begyndte at behandle hendes lillesøstre som hun havde lært det. Med hårde ord og skub.

 

En dag skændte moren på hende. Hun stod på trægulvet, stivnet, indhyllet i en storm af ord, der alle fløj aggressivt imod hende. Hun kæmpede for ikke at græde. Hun vidste at gråd kun ville føre til en ny serenade af skældsord og bebrejdelser. Ordene svirpede imod hende, og hun begyndte at lukke af for dem.

Det havde taget hende mange år at lære det, mange år at fralægge sig den oprørske side og være føjelig. Men da hun endelig mestrede teknikken med at gøre øjnene hårde og uigennemtrængelige, med at holde munden lukket og kun åbne den i ny og næ for at sige ”ja mor” ”okay mor” og ”det er fint mor” blev det nemmere.

Hendes facade havde hun udviklet på i flere år, finjusteret og rettet, men det var besværet værd. Selvfølgelig havde den sine utætheder, det hændte at brudstykker af sætninger fløj igennem og ramte hende: ”..så egoistisk” ”idiot” ”..en kæmpe baby”. Når ordene gik igennem facaden og kolliderede med hende efterlod de et krater. Det gjorde de altid, også selvom man ikke skulle tro det samme ord kunne gøre skade igen. De efterlod alle et mærke.

 

Nogle gange tænkte hun på dengang hendes forældre stadig var sammen. Hun huskede skænderierne, alle de skrig og råb når hun lå i sin seng om aftenen. Hendes værelse var lige op ad stuen og hendes forældre var aldrig stille.

Den dag faren endelig gik, græd hendes mor. Hun var selv forvirret, men prøvede at trøste sin mor. Hendes søstre prøvede også, men hun var den ældste og hun følte sig ansvarlig, følte en vis pligt omkring at få moren glad igen.

Hun prøvede ihærdigt, men det var hendes mindste lillesøster, ikke mere end tre år, der fik moren til at smile igen.

 

Hendes forældre kunne aldrig finde ud af det sammen, heller ikke efter de var gået fra hinanden. En dame på hendes skole sagde til hende at det var helt okay at hun følte skyld, der var mange børn der troede det var deres skyld, og at hun sikkert ønskede at hendes forældre skulle være sammen igen, men at hun altid skulle huske at hendes forældre var voksne og selv kunne tage beslutninger.

Hun ønskede ikke at de skulle være sammen igen. Aldrig. Hun huskede deres stemmer, hver eneste aften og hun huskede al vreden. Hun vidste at det var bedst sådan her.

 

En dag skulle hun og hendes søstre hjem til faren. Da han kom for at hente dem hos moren, kom moren og faren hurtigt op at skændes. De provokerede hinanden og råbte og skreg. Faren tog hende og hendes søstre med udenfor, men moren råbte noget ud af vinduet. Faren løb tilbage og råbte om han skulle slå hende. Hendes småsøstre begyndte at græde og hun selv skreg og græd og tryglede sin far om at komme tilbage. I sit stille sind bedte hun til at moren havde nået at lukke døren og at faren ville høre deres gråd og komme til sig selv og komme tilbage.

Faren kom tilbage kort efter og de tog af sted. 

 

På et tidspunkt begyndte hun at gøre oprør. Oprør mod morens hårde ord. Hun begyndte at nægte at svare eller stædigt at sige nej, når ordene kom flyvende imod hende, fjernstyrede missiler programmeret til at ramme hvor det gjorde ondt.

 

Hun flyttede ud til sin far.

Hun lærte at der var en forskel på moren og faren.

Moren brugte missil-ord, der borede sig dybt ind og efterlod små frøkapsler med grimme tanker, der langsomt fandt grobund og begyndte at spire. Et biologisk våben der angreb indefra. 

Faren brugte sine hænder. Derefter var det glemt. Man talte ikke om det, og det blev aldrig bragt på bane igen. Farens angreb var hurtige og uventede. Som en bombe med en lunte der altid har forskellig længde.  Når den var brændt ned sprang den.

 

Hun lukkede sig inde.

 

På hendes skole blev de bekymrede. De spurgte ind til hende, sagde at de syntes hun var blevet så stille. Hun forstod det ikke. I hendes hoved skreg hun hver dag. Hun ville gerne prøve at forklare dem det, men hun ville ikke have dem til at tale med hendes forældre. Hun var bange. Hun ville bare have nogen at tale med, nogen at dele sine tanker med. Ikke nogen der skulle skride ind og prøve at ændre situationen.

En dag ramte farens hænder hendes lillesøster. Hun lå på den anden side af døren og hørte det hele. Hendes søsters gråd. Slaget. Hun var så bange. Hun turde ikke gå derud, turde ikke gøre noget. Frygten lammede hende, men kun hendes krop. Hendes tanker kørte for fuldt drøn. Kaldte hende en kujon. Og hun vidste de havde ret. Hun vidste at morens ord, endelig, var trængt igennem hendes panser, og havde boret sig dybt ind.

Hun var en kujon der ikke engang kunne hjælpe sin lillesøster, fordi hun var bange for noget så banalt som smerte.

Så hun gjorde ikke noget. Hun lå bare der, lammet og hørte lydene på den anden side af døren. Og hendes tanker hviskede med morens stemme: ”kujon! Dit egoistiske pattebarn! Din store idiot. Hvor er du pinlig, du kan jo ingenting” 

 

Hun sagde til skolen at hun gerne ville have hjælp. Ikke til sig selv, men til søsteren. Hun kunne ikke bære at det skulle gå ud over hendes lillesøster. Det var jo hende selv der havde startet det hele, hende der var den onde. Eller måske. Hun var ikke sikker længere, morens ord og farens slag forvanskede hendes tanker og hun var ikke sikker mere, overhovedet ikke. Kun på én ting; det skulle IKKE gå ud over nogle af hendes søstre. Så selvom hun var bange, så forfærdeligt bange, gik hun til skolen. Og de greb ind, de talte med hendes forældre.

Og det blev bedre.

Og tiden gik. Og hun lærte at aflæse både moren og faren. Hun lærte hvordan hun skulle opføre sig. Det blev lettere. Og langsomt lærte hun at smile igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...