See Me Now, Christmas Novel ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 15 jan. 2014
  • Status: Igang
Julen er vendt tilbage endnu et år, og Zara ser som altid frem til årstiden. Med hendes job, som butikmedhjælper i tøjbutikken Zara, har hun masser at lave ved denne tid. Og dette år er det ikke anderledes. Mennesker strømmer til butikken. Der er masser af jule magi i luften, som man går og siger. Hvilket måske viser sig at være rigtig nok for Zara, for midt i alt mylderet er der dog også plads til overraskelser. En gammel veninde dukker op, og pludselig indser Zara, at julen måske ikke bliver som den plejer. Måske endda bedre. Det er ikke til at vide. Det eneste Zara kan se, er, at hun pludselig er blevet blød i knæene, og er forelsket. Kan de virkelig ske så hurtigt? Som sagt tidligere: julen er fyldt med magi i luften. Alt kan ske med nisser løbene på lofterne. Dog er spørgsmålet så bare, om du vil tage julens udfordringerne op sammen med Zara? For mange spørgsmål popper op på vejen imod den 24 december, og det er ikke alle, der vil hende det lige godt til trods for månedens glæder.

14Likes
4Kommentarer
1513Visninger
AA

5. 5 December


5 December Part I
May the spirit of Christmas bring you peace,
The gladness of Christmas give you hope,
The warmth of Christmas grant you love.
- Author Unknown

 

Mine fingre kørte hen over en cremefarvet fluffy sweater, som jeg fik lyst til at kramme ind til mig. Jeg stod og lagde noget af tøjet sammen, som ikke skulle på bøjler, og som folk havde prøvede i prøverummene. Det var mig, der havde dagens tjans i prøverummet. Tiden var knap, og jeg var ved at få mig selv igennem sidste time af min arbejdsdag. Klokken var halv to, og min dag varede til to. Så kunne jeg også lige nå hjem, få mig noget varmere tøj på, inden jeg ville begive mig ud i Winter Wonderland, der var lavet så flot i Hyde Park. Faktisk stod jeg og overvejede, om sweateren, jeg havde i hænderne, skulle være en del af mit outfit. Simon havde allerede sagt til mig, jeg måtte vælge en trøje fra butikken, da jeg havde takken nej til pakkekalender, som vi normalt fik uddelt.

Et par gratis trøjer var mere mig, havde jeg fortalt Simon, og som den eneste af alle medarbejderne, var det altså min december gave.

Emma og en anden pige, ved navn Harriet, mente, jeg kun fik lov, på grund af Simon havde et crush på mig. Jeg havde kastet bøjler efter dem. Så heller være fri for at få noget som helst, end at få særbehandling af Simon, havde jeg tænkt og sagt. Helt ærligt følte jeg, det var lidt for grænseoverskridende, at min chef var lun på mig. For jeg havde godt lagt mærke til de ting, jeg ikke måtte, og de ting de andre ikke måtte, ikke var helt de samme. Desuden skulle han altid værne om mig, give mig ekstra forklaringer for at jeg var med, hvilket bare var en anden del af sagen.

Så helt ærligt, ville jeg meget heller fritages for den position.

Lige meget hvad, var humlen, at jeg tjekkede sweaterens pris og størrelse, og fjernede alarmen på den. Jeg ville heller ikke vælge noget, hvor prisen var ualmindelig dyr. Det skulle også være fair. Til trods for Simon nok ville klappe i sine små hænder over, jeg faktisk gjorde, som han havde sagt, lige meget hvor høj priserne var. Dog var jeg ikke grådig, og jeg ville ikke rave til mig. Eller udnytte Simons følelser for mig, da han med garanti ville opfatte det hele som om, jeg også kunne lide ham.

Hvilket for resten ikke var sagen!

Jeg puttede min nye ultra bløde, (gratis) cremefarvet sweater ned i en Zara pose, og stillede den hen ved siden af min taske i garderoben for ikke at glemme den. Mit suk passerede mine læber, da jeg rettede mig op af væggen. Min krop var lidt træt, og jeg havde egentlig mest lyst til at krybe ned under dynen der hjemme. Men jeg havde en aftale med Eleanor, og hun regnede med min tilstedeværelse. Jeg havde bare at tage mig sammen. Det huskede jeg også mig selv på, og lod mig glide stille væk fra væggen, og gå hen imod døren. Jeg måtte tilbage på arbejde, selvom jeg kun havde syv minutter tilbage.

Kald mig stræber eller hvad, men jeg brød mig ikke om at dovne for meget på arbejdet.

Selvfølgelig skulle jeg støde på Simon, chefen, som stod og spærrede udgangen for mig. Han var ikke lige så høj, som min anden kollega/ven Will, men han var måske få centimeter højere end jeg. Han havde lyst hår, og brune øjne der smilte til mig. Jeg sukkede indvendig, da jeg egentlig ikke magtede at snakke med ham. Allerede inden han havde åbnet munden, vidste jeg, hvad han ville sige. Det var altid de samme ting, han henvendte sig med til mig. ikke fordi de var specielle morsomme, faktisk ville jeg gerne bare være fri for at snakke med ham. Men han var trods alt min chef, så den ellers så fristinde tanke omkring total undgå ham, var ikke lige noget, som jeg kunne sætte i værk.

”Hej Simon,” nikkede jeg, og så spørgende på ham.

Han gjorde ikke andet end at smile til mig, og jeg pressede læberne sammen for ikke at rulle øjne af ham. Jeg prøvede at træde et skridt til siden, for at komme uden om ham, men samtidig trådte han samme vej. Jeg så på ham med et hævet øjenbryn, og da han stadig bare smilede, prøvede jeg at træde den modsatte vej, men han gjorde det samme. Vi gentog det to gange yderligere, og da sukkede jeg højt.

”Hvad vil du mig, Simon? Kan du ikke bare sige det nu, for jeg har faktisk et arbejde at tage mig af!” udbrød jeg irritabel, og gav ham et blik, så han ikke tog fejl af min mening.

”Jeg kan se du tager brug af den julekalender, jeg har foræret dig,” sagde han, stadig med et smil.

”Det er dejligt at se. Jeg håber du vil forsætte med det,” forsatte han, og tog kort fat ved en tot af mit hår.

Jeg gyste inde i mig selv, og mærkede gåsehuden brede sig over mine arme. Det var så meget forkert.

”Ja, det gør jeg. Tak for den,” svarede jeg stift, og gav ham et falsk smil. Hurtigt fik jeg trådt uden om ham, og flygtede nærmest med hastige skridt væk fra ham.

”Tak for dansen!” grinte han efter mig, og jeg lagde bare armende om mig selv, og forsatte hen imod kassen.

Hvorfor var det altid mig, der skulle ende op med disse situationer?

 

Jeg slap endelig væk fra butikken klokken to, og jeg tog en taxa hjem. Mine ben skulle spares for kulden, da jeg havde været så smart at tage nylonstrømper på. Dog havde jeg sort kjole med gennemsigtigt blomstermønster på, hvor jeg havde et par knæ sokker på og et par brune pumps. Jeg fortrak at føle mig tilpas, som var jeg der hjemme, med hvordan min påklædning var i butikken. Jeg skulle heller ikke ligne en, der lige var dumpet ud af sengen, når jeg skulle ekspederer mange mennesker om dagen. Jeg skulle trods alt udstråle, min smag for tøj og den slags var i top. Ellers var der ikke specielt mange, der ville have tiltro til min vejledning.

Jeg låste døren efter mig, da jeg var kommet ind i lejligheden. Med et kort gys over Londons kolde vejr, hang jeg min jakke op på knagen, og sparkede som altid mine sko af på måtten. Jeg trak min taske med ind på mit soveværelse, og smed den der sammen med min Zara pose, hvor min nye sweater lå og glædede sig til at blive brugt. Jeg trak mine nylonstrømper af, og gik barfodet ud i køkkenet. Heldigvis havde jeg skruet op for fyret, og gulvvarmen var over alt i huset. Tro nu ikke, mine penge virkelig rakte sig så langt. Mine forældre betalte min varme og fyrregning i vintermånderne. De kendte til min situation, og de ønskede ikke, jeg skulle gå rundt i min lejlighed som en istap. Hvilket jeg var ret taknemlig over, og til gengæld kom jeg og passede min lille søster i vintermånederne, når hun enden var syg eller hvis mine forældre skulle ud. Det ville jeg med glæde gøre alligevel, men min mor og far synes det var en fair betaling.

Dog synes jeg måske, det var billigt sluppet, men jeg var glad for det.

Jeg lavede mig selv en kop te, og imens min te stod og trak, gik jeg i gang med at klæde om. Med radioen tændt, skrålede jeg med på sangene, imens jeg kiggede mit skab igennem. Jeg endte med at tage et par højtaljeret mørkeblå skinny jeans, hvor jeg satte min nye cremefarvede sweater på til. Tanken om hvordan Simon havde lagt an på mig, fik kvalmen til at stige.

Jeg rystede det af mig.

I sidste ende havde jeg også lagt penge i kassen for sweateren. Tanken om han havde ”foræret” mig den, gav mig helt ærligt bare forkerte følelser. Og jeg gad ikke, at skulle stå og nikke, når han ville stå og komme over til mig, og spørge om den han gav mig.

Jeg gyste igen, og kom på andre tanker, da jeg tog fat i min eyeliner. Min makeup skulle også friskes lidt op, det var da klart efter en arbejdsdag. Mit hår rettede jeg også kort på, og smilede tilfreds til mit spejlbillede. Bag mig på væggen hang mit store sorte ur. Jeg fokuserede på det, og så klokken allerede nærmede sig de tre. Altså skulle jeg gå om en halv time, for at nå det til tiden. Jeg måtte indrømme, jeg var lidt spændt på at møde Louis og hans venner. Jeg var især usikker på, hvordan det ville blive. Ville Eleanor glemme mig helt, og kun have øje for Louis? Måske lignede det hende ikke, men man kunne aldrig vide. Vi havde trods alt ikke set hinanden i lang tid. Måske havde noget ændret sig?

Mit rød-mønstret bløde tørklede parkede jeg op af min Zara pose. Jeg havde haft det på, men havde så taget det af, da der var alt for varmt inden i taxaen. Derfor lå det nede i posen, hvor sweateren havde ligget.

Jeg tog det op og snusede afslappet til det. Jeg havde fået det af min lillesøster, da jeg fyldte 18 år. Eller det havde så været min mor, der havde købt det for hende, da hun trods alt kun var fire. Ikke særlig gammel. I hvert fald ikke gammel nok til at hun kunne købe en gave helt selv. Jeg synes det var sødt, og jeg tog det som var det fra hende, selvom min mor havde hjulpet hende. Jeg vidste, Darcy godt kunne lide tørklædet. Der var humlen.

Jeg hev min blå Longchamp taske frem, for at pakke alle de nødvendige ting, jeg følte for, jeg skulle have med mig. Du ved, en pige skal altid have for mange ting i håndtasken, hvilket måske ikke er klogt, men ja sådan er det anlagt for mig. Jeg lagde tasken ude i gangen, for at smutte tilbage på mit værelse, hvor jeg tog mig Micheal Kors ur på håndledet. Endnu en 18 års fødselsdagsgave, som jeg brugte hele tiden. Uret var i guld, og jeg tog yderligere et armbånd og et på ringe på i samme nuance, for at få det til at klingre godt.

Så var jeg vidst klar til at smutte.

Jeg hev et par knæklange sorte støvler på, der varmede godt. Efterfølgende tog jeg min nye vinterjakke om mig, og jeg sørgede for mit tørklæde ikke kom i klemmen for lynlåsen. Mine håndsker tog jeg med i hånden, min taske svang jeg over skulderen, også var jeg ude af døren. Jeg tjekkede klokken, inden jeg gik, og den viste tyve over tre. Jeg kunne godt nå forbi Starbucks rundt om hjørnet, for at få en varm drikkelse med på vejen.

Jeg gik med raske skridt hen imod Starbucks. Kulden rev mig i kinderne, men jeg havde en dejlig varm hvid strikhue på, så ørerne var ikke problemet. Sneen dalede ned omkring alle menneskerne omkring mig ligeså jeg selv. Mit humør var højt og jeg glædede mig over, hvordan stemningen var udenbys. Også at jeg skulle se Eleanor inden for en halv time, og det samme gjaldt selvfølgelig også for hendes kæreste, Louis, og hans fire andre venner.

Jeg skubbede døren op til Starbucks, for at gå op og bestille en cappuccino to-go, som jeg fik stukket i hånden efter to minutter. Og som var det min lykke dag, trådte jeg ud i kulden til at kunne få prajet en taxa hurtigt til mig. Så var kursen sat til Hyde Park, hvor det store Winter Wonderland var sat op. Jeg sad allerede og varmede mig med min kaffe, og måtte krydse fingre for den snare begivenhed. Kunne jeg overhoved huske, hvordan man stod på skøjter?

___________________________

A/N:

Okay sagen er den, jeg ikke har publiceret i noget tid, og det beklager jeg
meget! Men jeg har simpelthen ligget syg hele denne uge, og er først nu
ved at komme på toppen. Derfor har jeg valgt, for at gøre det nemmere for mig selv, 
at udvælge dage, hvor der kommer kapitler. Det havde jeg også
advaret lidt om i starten, at jeg måske ikke ville lave denne historie til en
kalender altså hverdags. Det ved jeg også nu, at det har jeg simpelthen ikke tid til,
men jeg vil stadig gerne skrive på historien, så det bliver sådan. Til gengæld slutter
historienikke ved juleaftens dag, men først senere i december. 
Og nogle kapitler vil måske være for den samme dag, fordi jeg skriver mere indhold
til disse udvalgte dage. Nu vil jeg indhente noget af de forsømte dage, hvor jeg har
ligget syg.... Tak for jer som læser med! Og hvordan tror i det kommer til at gå Zara? xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...