See Me Now, Christmas Novel ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 15 jan. 2014
  • Status: Igang
Julen er vendt tilbage endnu et år, og Zara ser som altid frem til årstiden. Med hendes job, som butikmedhjælper i tøjbutikken Zara, har hun masser at lave ved denne tid. Og dette år er det ikke anderledes. Mennesker strømmer til butikken. Der er masser af jule magi i luften, som man går og siger. Hvilket måske viser sig at være rigtig nok for Zara, for midt i alt mylderet er der dog også plads til overraskelser. En gammel veninde dukker op, og pludselig indser Zara, at julen måske ikke bliver som den plejer. Måske endda bedre. Det er ikke til at vide. Det eneste Zara kan se, er, at hun pludselig er blevet blød i knæene, og er forelsket. Kan de virkelig ske så hurtigt? Som sagt tidligere: julen er fyldt med magi i luften. Alt kan ske med nisser løbene på lofterne. Dog er spørgsmålet så bare, om du vil tage julens udfordringerne op sammen med Zara? For mange spørgsmål popper op på vejen imod den 24 december, og det er ikke alle, der vil hende det lige godt til trods for månedens glæder.

14Likes
4Kommentarer
1485Visninger
AA

4. 3 December


3 December
"Once again we find ourselves enmeshed in the Holiday Season, that very special time of year when we join with our loved ones in sharing centuries-old traditions such as trying to find a parking space at the mall.  We traditionally do this in my family by driving around the parking lot until we see a shopper emerge from the mall, then we follow her, in very much the same spirit as the Three Wise Men, who 2,000 years ago followed a star, week after week, until it led them to a parking space." - Dave Barry

 

Den efterfølgende dag tog jeg igen på arbejde. Denne gang var der ingen store begivenheder. Vi hørte en anden jule-playliste, som Will havde taget sig til at lave. Det var med lidt ny moderne julemusik, hvilket var meget rart. Jeg sang for mig selv som altid, jeg tog andre i det og jeg formåede at komme før de andre denne dag, hvilket var rart. Det var nærmest et tegn på, min dag ville blive mere forudsigelig, hvilket jeg havde brug for. For selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, kunne jeg ikke fjerne mine tanker fra drengen med de grønne øjne og krøllede brunt hår, som væltede om kuld sammen med mig aften forinden. Normalt var jeg ikke typen, der på den måde gik og huskede sådan på folk, jeg stødte på, på gaden, men dette her var anderledes. Jeg kunne mærke det. Uden at kende drengen overhoved, kunne jeg ikke fjerne tankerne fra ham.
Og det foruroligede mig. Faktisk en hel del. Så meget at jeg gik med det i baghoved hele dagen.

Jeg følte mig derfor som en hel del friere, da jeg fik fri fra butikken. Så kunne jeg i det mindste vende det i hoved alene.

Derfor tog jeg også kursen hjemad. Hele vejen hjem havde jeg det mærkeligt. Som var der nogen, der iagttog mig et sted fra. Det gjorde mig helt rundt på gulvet, samtidigt med at jeg gik plagende med tanken om denne dreng.

Min eftermiddag begyndte at føles mere unormal, end hvad jeg kunne have kaldet min formiddag. Jeg vred mig flere gang med nakken. Følelsen af at blive iagttaget ville ikke forsvinde. Jeg havde altid været lidt af en tøs, men det var ikke i så store grader, som det man ser eksempler af i film. Ja, jeg havde svagheder, ja, jeg var bange for nogle ting, men så ekstreme var de heller ikke til, man ville vende de største øjne af mig.

Alligevel småløb jeg hen til opgangen, der hørte til min lejlighed. Mine instinkter påvirkede mig for sygt, og jeg tog mig selv i at være nærmes åndeløs, da jeg trådte ind i elevatoren.  Jeg rystede på hoved af mig selv, og håbede lidt på, det ville få mig til at falde lidt ned. Det skete dog ikke, men følelsen af iagttagelse var i så fald forsvundet.

Jeg prøvede at bruge det som en grund til at falde ned. Jeg trak vejret dybt, og lagde mærke til, hvordan min puls og hjerterytme faldt mere ned.

Jeg følte mig helt rystet, da jeg kunne lukke min legligheds hoveddør bag mig. Det var da pokkers. Hvad kunne have fået mig til at flippe sådan ud? Var min intuitions fornemmelse mon rigtig? Havde der været nogen efter mig?

Jeg gyste, og smed mine nøgler fra mig på en reol. Min jakke hang jeg op på en bøjle, og skoende stillede jeg henne i hjørnet til de andre. Forskræmt lavede jeg mig en kop te, og satte mig under et tæppe på sofaen med min Ipad foran mig. Jeg havde trykket mig ind på min e-bog, som jeg var begyndt på for fem dage siden. Bogen hed The Fault in Our Stars og var af en forfatter der hed John Green. Jeg havde for øjeblikket en lille afhængighed med hans bøger, da han var en fantastisk forfatter.
Meget af min tid gik til at læse bøger på sofaen, når jeg havde fridage eller bare ferier. I så fald, hvis jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave, var en bog en fantastisk god beskæftigelse. Især med de tider, hvor jeg havde mine flip, da jeg ikke anede, hvad jeg ville med mit liv. Hvad jeg skulle tage mig til. Der havde været mange universiteter, jeg havde prøvet, men droppet ud af i sidste, da de ikke var noget for mig alligevel. Mine karaktere var gode nok; problemerne lå som sagt ikke der. Det var mere det at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv og min karriere, jeg kneb med. Det var ikke let for mig, som det havde været med Eleanor. Hun havde længe drømt om sin uddannelse, og hun vidste med det samme, hvad hun skulle efter alle vores studier.

Derimod anede jeg ikke, hvad jeg skulle. Normalt var jeg en pige, der vidste, hvad jeg ville have og skulle. Jeg var en person, der havde tingene under kontrol. Derfor var det enorm belastende for mig til at starte med, fordi jeg blev så gal. Uden tingene under kontrol følte jeg mig tit ude på bar bund. Det brød jeg mig ikke om. Det var ubehageligt.

 

Derfor tog jeg jobbet i Zara. Jeg så jobbet var søgt, da jeg en dag selv var på shopping. Jeg havde straks gået ind til butikschefen, Simon, og forklarede mine omstændigheder og personlige oplysninger. Jobbet havde været mit samme dag. Der var ikke andre, der havde søgt det. Faktisk havde det været sidste tilmeldings frist samme dag, som jeg var gået ind til Simon. Og det, at der ingen havde søgt det, var et dobbelt held. Som var muligheden sendt fra himlen. Mit humør havde været højt den dag, og tingene begyndte hurtigt at falde i trivsel. Jeg følte, tingene rundt omkring mig var i balance: kontrol. Dog var jeg med tiden blevet lidt mindre kontrolsyg, men jeg var stadig samme type person, bare i mindre grad. Jeg havde tilpasset mig tilværelsen.

Mine to venner, Jack og Finn, havde forslået mig at starte på YouTube ligesom dem. De mente, jeg ville være god til det. Især efter jeg havde været med i et få par videoer af deres, var deres meninger ekstreme. Jeg måtte indrømme, jeg overvejede det. Mine to små dejlige tvilling-venner tjente godt på det, og de havde fået deres egen business op og køre omkring det. Det var nu meget godt gået, skulle jeg mene. Men jeg følte mig lidt for usikker på det stadigvæk, og jeg nød at arbejde anonym i butikken. Alligevel fristede ideen mig meget, men jeg ville vente lidt.

Jeg hoppede forskrækket op af sofaen, da min mobil pluslig larmede kraftigt. Jeg fik stillet min te fra mig, uden at spilde ud over mig selv, og hev min telefon frem. Min hånd rystede i ren skræk, da jeg var blevet rimelig forskrækket over ringetonen. Displayet sagde hemmeligt nummer, og jeg rynkede mærkelig panden. Hvem mon det kunne være?

”Hallo, det er Zara?”

Det knitrede og susede i røret, men ingen svarede mig. Mit hjerte bankede lidt hurtigere, og jeg rynkede panden mærkeligt.

”Hallo, det er Zara?” gentog jeg, for at give personen, der ringede mig op, en opfattelse af mit spørgsmål var stillet.

”Er der nogen? Er det her en joke?”

Tonen bippede pludselig. Jeg tog telefonen ned fra øret, også stumt ned på displayet. Personen havde bare lagt på uden videre. Jeg vidste ikke, om jeg var naiv eller hvad, men jeg synes, jeg havde hørt nogen trække vejret.

Hm… mærkeligt.

Jeg smed min Iphone fra mig på sofaen, og tog min te op til mig. Min Ipad havde jeg stadig på skødet, og jeg genoptog mig læsning. Jeg glemte opkaldet for en stund, til trods for, jeg måtte indrømme, det var rimelig mærkeligt. Dog havde jeg bare ikke den store lyst til at spekulere den dag, og ville bare gerne fokusere på min bog. Den var god og spændende.
Alt det mit liv egentlig ikke var fortiden, men jeg vidste, man skulle passe på, hvad man sagde. Det kunne hurtigt ændre sig drastisk, og med sådan som jeg havde følt de sidste par dage, følte jeg ikke for at udfordre nogen former for karma eller magi. However, jeg lukkede sagen med mig selv, og læste imens jeg drak te. Sådan. Og det var det, jeg fortog mig indtil klokken tre, hvor min telefon igen ringede.

Stadig hemmeligt nummer.

Jeg sukkede, men tog den alligevel.

”Hallo, det er Zara?”

Jeg forventede det u ankomne svar igen, men denne gang var der en der svarede mig.

”Zara, hej!” det var Eleanor. ”Jeg ville høre, om du var frisk på en skøjte tur?”

Jeg sukkede lettet op, og mærkede mine skuldre falde ned igen. Tænk, havde jeg virkelig været så anspændt? Åbenbart, der kunne man bare se endnu et mærkelig træk på mig selv, som der efterhånden havde været et par af.

”Skøjtetur?” jeg rynkede panden. Eleanor var en nørd til at skøjte, og hun havde altid lovet mig at lære mig at stå på skøjter, hvilket faktisk ikke var sket. Så det lød som en meget god plan for mig, synes jeg nu.

”Jo, det kan vi godt, hvor og hvornår?” jeg smilede spændt for mig selv, og rettede mig op i sofaen.
”Her i overmorgen klokken… skal vi sige fire? Der bliver altid lavet skøjtebane i Hyde Park, og der er så hyggeligt, så det er stedet. Er du frisk?” hun lød giret op, hvilket nok var ved tankerne om os ude og skøjte. Jeg kendte Eleanor godt, hun blev hyper af at glade begivenheder skulle finde sted, så simpelt var det.

”Ja, jeg er frisk. Skal jeg tage noget med?”

”Nej, kun dig selv,” grinte Eleanor.
Jeg nikkede langsomt for mig selv, imens jeg overvejede at smutte forbi Starbucks og købe noget kaffe med til os. Hun plejede at elske, når jeg tog mig den frihed, og bragte det med mig.
”Okay fino, så siger vi det. Vi ses i morgen klokken fire, ikke?”
Jeg skulle lige til at ligge på, før jeg hørte nogen snakke i baggrunden, og Eleanor huje op med hun manglede at sige noget.
”Tag det roligt, El, jeg er ikke gået nogen steder!” lo jeg af hendes udbrud, og kunne lige se for mig, hvordan hun nærmest var forpustet af at skulle standse mig.

”Okay, godt, men det er fordi, jeg mangler måske at tilføje noget,” svarede hun, og lød lidt nervøs, men samtidigt glad. Det lød ikke for lovende, med sådan en iderig hjerne hun ejede.

”Kom bare med det,” sukkede jeg, parat til det værste.

”Du husker min kæreste, Louis, ikke?”
Selvfølgelig gjorde jeg det, hvorfor begyndte hun nu på det?

”Ja, El, hvad er der med den søde gut?”

”Ser du, ham og hans fire bedstevenner: de skal også med! Så kan du endelig møde dem!” hvinede hun begejstret ind i røret.
Jeg spærrede øjne op, og lavede en grimasse.

”Nul putte, El, jeg skal ikke med,” fastslog jeg hurtigt, og lagde automatisk mine arme over kort. Jeg hørte Eleanor sukke af mig, og spørge hvorfor det nu var sådan.

”Fordi, El, jeg kan ikke engang finde ud af at stå på skøjter! Jeg ligner, med garanti, jeg ved ikke hvad, og kommer til at falde tusinde af gange: foran dem alle sammen! Det er da for pinligt, det vil jeg ikke engang udsætte mig selv for. Især når det er din kæreste og hans venner, hvad mon de ikke vil tro om mig?” snakkede jeg løs, og var helt oppe og køre. Det skulle ikke ske, jeg ville ikke ydmyge mig selv på den måde. Hvilket indtryk ville jeg ikke give dem alle sammen?

”Zara,” sukkede Eleanor af mig, og jeg kunne høre hun holdt et fnis inde.
”Helt ærligt, du ydmyger ikke dig selv, stop nu med det pjat! Du skal bare lige i gang, så kan du sagtens holde balancen på de skøjter der. Desuden, hvis det kun var mig, var der alligevel alle andre, der i forvejen skøjter: hvad så med dem? Ville det ikke også være pinligt?”

Jeg lavede øjne for mig selv.
”Nej, for dem kender jeg ikke, og skal ikke give noget godt indtryk af mig selv. Jeg kommer alligevel aldrig til at se dem igen, og der er mange andre spassere end mig på den skøjtebane,” forsvarede jeg mig selv, og følte mig måske som en lille stædig pige igen.

For ja, helt ærligt, så betød det ikke noget, som jeg lige havde forklaret Eleanor, at fremmede mennesker så mig falde. De ragede mig en lillefinger, men Eleanors kæreste og hans venner? No way, det var altså for pinligt: det betød noget.

”Jamen præcis: du er da sikkert ikke den eneste på den skøjtebane, som ikke har prøvet det før,” gav Eleanor igen. Åh, hun gav aldrig op..

”Ja, men dem kender de jo ikke, og dem skal de heller ikke møde på den måde,” svarede jeg flabet. Det var en af Eleanors og mine meget mærkelig diskussioner, hvor vi gav hinanden igen, men vi mente egentlig ikke nogen af tingene så bogstavligt, fx med at være flabet. Det hele skulle ikke være så seriøs, vel?

”Du har allerede sagt ja,” påmindede Eleanor mig.
Jeg sukkede dybt.
”Ja, men det trækker jeg-”
”Zara, drop nu det fis og mød os i Hyde Park i morgen klokken fire. Tag din varme jakke på, det skulle blive flere minus grader hen af i morgenaften,” afbrød Eleanor mig fast. Jeg indså, hun havde løbet af sted med sejren.

”Fiiiint,” sukkede jeg.
”Men det er din skyld, hvis jeg ydmyger mig selv over for din kæreste og hans venner. Det er dig selv, der må forklare dem, hvorfor din veninde er så handikappet.”

Eleanor grinte af mig, og vi lage på.

Hm… nu var det altså bare en skøjtetur jeg skulle på, og jeg skulle ud og gøre mig til grin på isens glatte flade: det skulle vise sig at blive sjovt. 
                                                           

A/N:
Okay, dette kapitel blev ikke særlig langt.
Jeg ved, det er fra dagen inden, men det er fordi,
jeg havde skrevet et længere kapitel, men det blev slettet...
Så jeg følte ikke for sådan et langt kapitel, men det fra i dag
skulle komme ud her senere på aften eller i morgen sammen med den næste.
Jeg beklager meget, men ja... 
- Hvad synes i om historien ind til videre? Hvordan tror i
det kommer til at gå Zara på skøjtebanen? xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...