See Me Now, Christmas Novel ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 15 jan. 2014
  • Status: Igang
Julen er vendt tilbage endnu et år, og Zara ser som altid frem til årstiden. Med hendes job, som butikmedhjælper i tøjbutikken Zara, har hun masser at lave ved denne tid. Og dette år er det ikke anderledes. Mennesker strømmer til butikken. Der er masser af jule magi i luften, som man går og siger. Hvilket måske viser sig at være rigtig nok for Zara, for midt i alt mylderet er der dog også plads til overraskelser. En gammel veninde dukker op, og pludselig indser Zara, at julen måske ikke bliver som den plejer. Måske endda bedre. Det er ikke til at vide. Det eneste Zara kan se, er, at hun pludselig er blevet blød i knæene, og er forelsket. Kan de virkelig ske så hurtigt? Som sagt tidligere: julen er fyldt med magi i luften. Alt kan ske med nisser løbene på lofterne. Dog er spørgsmålet så bare, om du vil tage julens udfordringerne op sammen med Zara? For mange spørgsmål popper op på vejen imod den 24 december, og det er ikke alle, der vil hende det lige godt til trods for månedens glæder.

14Likes
4Kommentarer
1482Visninger
AA

3. 2 December


2 December
"A Christmas candle is a lovely thing; It makes no noise at all, 

But softly gives itself away." 
- Eva Logue

 

Jeg vågnede ved et lille miaven ved siden af mit øre. Jeg mumlede uforståelige ting for mig selv, hvorefter jeg slog øjende op til min lille killing, Snowie, der lå og strakte sig på min mardress. Grunden til navnet var for dens helt hvide bløde pels, og jeg var simpelthen så kreativ anlagt, at jeg synes den skulle hedde noget relaterende til sne. Hvilket blev til Snowie. Jeg elskede den overalt på jorden, og den var en af de der nuttede killinger, der altid var frisk på at lege og kæle op af en eller blive kælet.

Plus: dens øjne var forskelligfarvet, det ene grønt og det andet var halvt grønt og blåt. Den havde sin charme, og jeg synes den var for kær, da jeg så den nede i dyreforhandleren.

”Hvad er der, pusser?” mumlede jeg træt, og vendte mig om på maven, for at kigge den ind i de forskelligfarvede øjne. Katten miavede igen, og så på mig med hoved på skrå.

Jeg kiggede sukkende ned på klokken, og så den allerede var 11:12 AM. Hvilket betød, jeg nok hellere måtte stå op, hvis jeg skulle kunne sove om aften.

Jeg kiggede op på min kat igen, og fangede noget i øjenkrogen bag hende. Mit vindue viste mig et fantastisk syn; et helt hvidt landskab uden for, hvor sneen bare dalede ned i massevis.

Jeg svang glad og eventyrlystent benene ud over sengekanten, og fik svunget min hvide morgenkåbe omkring mig. På fødderne hev jeg et par knæsokker på blot for at få varmen, der hvor min morgenkåbe ikke dækkede.

Jeg spadserede langsomt ud imod køkkenet, hvor Snowie fulgte hoppende efter mig. Hun var en energisk kat, og somme tider synes jeg, hun virkede som et dampbarn. Fuld af krudt og glæde. Ja, det var stadig katten, jeg snakkede om. Til trods for jeg kaldte det et dampbarn, men i forstod vel meningen med det.

Ude i køkkenet tændte jeg som en vanesag for radioen, og tøffede videre hen til køleskabet, hvor jeg fiskede min morgenmad ud.  Tanken om sneen uden for fik mig til at nynne højere og gladere med på Mistletoe af Justin Bieber, der kørte stemningsfyldt i radioen.

En bunke bær blev overført videre til blænderen, hvor den mixede min smoothie sammen. Imens stillede jeg min ynglings julekop op under min kaffemaskines brøkker, hvor efter jeg blot skulle trykke på knappen og vente et halvt minut. Det var en flot maskine jeg havde fået af min bror, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg havde altid sagt, jeg ønskede mig sådan en maskine, når jeg flyttede hjemmefra. Mine forældre havde altid haft denne ene gamle kaffemaskine, hvor man skulle stå og tælle de skefulde kaffepulver, man puttede op i bryggeren. Hvor man efterfølgende skulle hælde vand på maskinen, vente i et kvarter, og først der var der kaffe. Ikke noget specielt kaffe; bare kaffe.

Hvis det ikke var tydeligt nok beskrevet, så kunne jeg nu fastslå tydeligt: jeg var ikke den person, der elskede at vente på sin kaffe. Det skulle gå hurtigt, og være lidt eksklusivt, da det trods alt var piftet med energi til hele dagen. Det var det i den grad for mig.

Jeg stod og tjekkede min telefon, imens diverse ting blev lavet. Jeg havde fået en besked fra Eleanor, hvor hun skrev, hvor glad hun var for at vi havde fundet hinanden igen. Og at vi snart måtte finde ud af vores kaffe-date på Starbucks. Like in the old days, som hun skrev så flot formuleret.

Ellers var der en gammel besked fra min chef, Simon, hvor han forklarede omstændighederne ved at arbejde om søndagen. Som om jeg ikke kendte alt det i forvejen; jeg var ikke født i går. Desuden hørte jeg også det andre snakke om det, så jeg følte det lidt irritabelt, han skulle plage mig med det. Simon havde det altid med at sikre sig for, jeg var med på det hele. Altså at jeg forstod reglerne, at jeg var ordentlig med medhensyn til nye regler: ja, han skulle nærmest sikre sig, jeg ikke faldt ud fra fællesskabet. Kendte i disse personer? Han prøvede at gøre mig en tjeneste, være venlig og whatsoever, men i bund og grund irriterede han mig bare. Jeg kunne godt klare mig selv, og jeg kunne godt forstå en besked delt ud til alle mine kollegaer og jeg første gang.

Jeg sukkede, og gik hurtigt ud af beskeden. Det gjorde mig bare i et vredt samt irritabelt humør, som jeg ikke havde lyst til at være i. Det var trods alt den anden december, andet skridt ind i hyggens tid, og jeg havde fri fra job denne dag - på en mandag! Det skulle være en stor fed optur dag, hvor jeg ville nyde den i fulde drag, og måske endda forkæle mig selv ekstra meget. En mig-dag-jule-speciel, lød som en meget god beskrivelse.

Min smoothie blev færdig og hældt over i et glas, hvor det blev efterfulgt af en ske med indbygget sugerør. Hvad man dog ikke kunne få nu om dage…

Min kaffe var lige så hurtig færdig, og sammen med et ristet rugbrød ved siden af, bar jeg min morgenmad over på en bakke, som jeg tog med ind i stuen.

Der blev sendt julefilm i fjernsynet, hvilket jeg fortrak mere end at nedstirre de kendte fra gossip programmerne på mit 45 tommer fladskærm. Det havde jeg vundet i en lodtrækning, for det ikke skulle være løgn. Så jeg havde ikke selv købt det: så mange penge havde jeg nu heller ikke, jeg var trods alt stadig lønnet som studerende, og arbejdede i en tøjbutik… nok ikke de største millioner, der ryger ind på bankbogen af det.

Så imens jeg kiggede på endnu en julehistorie, spiste jeg mine sunde og friske morgenmad. Jeg havde trukket et tæppe over mig, bare fordi jeg elskede følelsen af et varmt tæppe omkring mig. Min kaffe var tilfredsstillende, jeg var glad og udhvilet, og min kat, Snowie, så så forbandet nuttet ud ved min side på sofaen. Hun lå og spandt, kunne jeg høre. Og med sneen dalende ned uden for min rude, stearinlysene tændt på kommoderne og stuebordet, følte jeg virkelig, min normale december morgen var begyndt at ligne noget.

Og med varmen sivende rundt omkring mig, følte jeg mig sikker og hjemme under mit varme tæppe. Det rimede! Der kunne man bare se, julestemningen gjorde noget virkelig godt ved mig. Og dagen var knap nok begyndt. Det tyede til at blive en god dag!

 

Jeg havde besluttet mig for, min fridag måske alligevel ikke skulle forgå der hjemme. Det var jeg for glad til, og min energi og optimisme skulle have større rammer at befinde sig i. Så jeg var hoppet i noget behageligt tøj, taget mit overtøj på og begivet mig ud i vinterlandskabet. Dagens program var juleshopping, men tingene skulle ikke alle sammen være til de nærmeste; jeg skulle også selv have noget. Efter min søndags vagt, behøvede jeg forkælelse, sådan som jeg havde omgået skrigende teenage piger, der havde noget grueligt galt oppe i hjernerne.

Det var en hård tjans, og man fortjente noget, så man kunne klare tanken om at gøre det igen. For at være ærlig mente jeg nuvel nok, det ville gentage sig. Eftersom Eleanor nu vidste, hvor jeg arbejdede, kunne det kun ligne hende at troppe op, og sige hej.

Og hvem vidste, om hun havde den verdenskendte kæreste med?

Præcis, så jeg skulle optimeres endnu mere, for at jeg ville kunne gentage det. Derfor var jeg gået i byen, og jeg gik forsigtig rundt i gaderne, for ikke at skvatte på numsen.

Der var folk over det hele, men ikke så mange som normalt. Alle børnene var i skole og forældrene på arbejde, så til trods for højtiden, var der mere ro på. Dog fjernede det ikke det faktum, at der var mange mennesker alligevel, da vi trods alt var i en verdenskendt hovedstad. London ville aldrig blive helt ubemandet, selvom det var mandag og klokken var tolv. Og måske netop fordi klokken var ved frokosttid, var der lidt flere mennesker på gaderne.

Ligesom jeg selv var. Jeg gik fyldt med glæde og ro i kroppen rundt, og købte julegaver til de nærmeste. Jeg havde ikke så mange, jeg skulle give gaver til, men til gengæld fik dem jeg gav til også nogle lidt dyre gaver. Dog var det vel bare tanken, der tæller, som man sagde, men alligevel ville jeg gerne give for lidt mere.

 

Jeg var netop inde i et center, da jeg havde besluttet mig for, jeg skulle have mig en ny taske. Det blev en army blå skuldertaske fra Longchamp, som jeg ville bruge ved lejligheden til at gå ud og shoppe og tage på arbejde med. Dejlig stor og rummelig: lige hvad jeg kunne bruge.

Efterfølgende kiggede jeg lidt mere på butikker. Det var over halvdelen af gaverne, jeg fik købt den dag. Så da jeg følte, jeg havde brug for et varmt pust, sjoskede jeg forbi Starbucks, hvor jeg fik mig en kop hvid varm chokolade, som jeg valgte at nyde inde ved et af deres hyggelige hjørnepladser. Jeg placeret mine poser ved siden af mig, lagde min jakke over for mig, og trak min hue af hoved. Mit lille gys var tilfredsstillende, da jeg endelig fik noget varme til hænderne. Jeg tog fat om min hvide Starbucks krus, som jeg klamrede mine fingre til. Imens jeg nød den varme lækre drik, sad jeg og surfede på de sociale medier: ligesom alle andre unge gør nu om dage.

Jeg sad også og skrev lidt frem og tilbage med min bror. Han ville høre, om jeg holdte jul hjemme hos vores forældre dette år, eller hvilke planer jeg havde lagt mig. Jeg satsede på, mine forældres hus ville være mit foretrækkende valg, eftersom jeg helst ville være et sted, hvor der var rigeligt plads; og rent faktisk nogen mennesker at være sammen med. At holde jul alene var jeg ikke interesseret i. Narh dog ikke.

Pludselig var der en, der prikkede mig på skulderen. Jeg kiggede spørgende op, og så min ven, Jack, som stod og så smilende ned på mig.
”Hej Zara! Jeg synes nok, det var dig, jeg så siddende med hele hovedet ned i mobilen. Hvordan går det?” han smilede stort til mig, og stillede sin dampende kop på mit bord, da jeg hoppede glad op for at kramme ham.

Jeg lo let.

”Hej Jack, det er også godt at se dig! Jeg har det fint tak, hvad med dig?” jeg trådte et skridt tilbage for at se op på ham. Jack var en dreng på en meter og noget i firs, så der var et stykke op. Jack og jeg lærte hinanden at kende ved et modeshow, da jeg skulle med for at repræsentere Zara for godt og vel et år siden. Det havde været en stor opgave, som min chef Simon selvfølgelig skulle forklare mig alt om, og jeg havde søgt opgaven ved en sikkerhed der stod på lig nul. Jack havde været der, da han som blogger på YouTube, havde fået en invitation sendt. Han havde været der sammen med hans tvillingebror, Finn.

”Jeg har det super; et dejligt humør takker været julestemningen og sneen.” Jack smilede på samme måde, som jeg gjorde, når jeg snakkede omkring det. Vi begge havde en kærlighed for denne måned, og traditionerne kunne vi begge ikke få nok af.
Vi havde som sagt ikke kendt hinanden mere end et år, men jeg følte at han og Finn, hans tvilling, var nogle af de tætteste venner, jeg havde. Så mange ejede jeg nu ikke. Hellere få som var tætte end mange, hvor jeg praktisk talt ikke var tætte med nogen af dem.

”Hvad med Finn?”

”Hvad med mig?” spurgte en stemme bag mig, hvor jeg snurrede rundt og så en tro kopi af Jake. Dog var Finn sin egen, men lignede Jake utroligt meget. Begge drenge havde det søde smil, som mange piger ville sukke over. Jeg måtte indrømme, jeg var meget beæret over at være så tætte venner med sådan et par fyre. Hvilken pige ville ikke det?

Finn omfavnede mig ligesom Jack, og jeg inviterede dem til at side ved mig.

”Selvfølgelig,” svarede Jack for dem begge, hvor de begge sendte mig et smil, og gav mig min jakke over bordet. Jeg bestilte en ny kop hvid chokolade, hvorefter jeg påbegyndte en samtale med drengene. Det var ikke så længe siden igen, at jeg havde snakket med dem, men alligevel havde vi noget at snakke om. Det havde vi altid. Vores humor var forfærdelig ens, og den gjorde vores samtaler meget interessante…

”Hvad har i så fundet på at lave her i julen? Måske en julespeciel video til YouTube?” spurgte jeg interesseret, da min varme chokolade blev sat på bordet. Jeg tog en tår af den, og kiggede på tvillingerne.

Finn smilede stort.

”Ja faktisk er det grunden til vi er her på Starbucks: vi skal filme noget til en jule video! Men det havde du vel allerede regnet ud, sådan som du rammer plet hver eneste gang du gætter,” surmulede han for sjov, og grinte, da jeg sparkede ham over skinnebenet.

”Faktisk,” begyndte Jake, Så kan du sagtens være med, hvis du har lyst?”
Jeg spærrede øjne op.

”Det vil jeg super gerne!” takkede jeg helt overvældet, og tanken om at være med i en af deres videoer fik min mave til at kildre. Det skulle nok blive sjovt!
”Men først,” sagde Finn.

Jeg kiggede afventende på ham, og dernæst forvirret da han tog servietten.

”Så skal vi lige fjerne dit kakao overskæg, som jeg er sikker på alle ville elsker, dig lige så meget, men vi må tænke på resten af videoens høje klasse,” forklarede han, og lænede sig hen over bordet. Jeg skulede til dem begge, da Finn tørrede mit såkaldte kakaoskæg af og Jack var ved at miste pusten af at grine.

Jo det skulle nok blive morsomt.

Jeg fik grint meget i de to timers tid, jeg fik brugt på Starbucks sammen med mine to venner. De var noget af et selskab, som jeg ville ønske, alle havde en mulighed for at opleve. Især fordi vi havde en uforglemmelig sjov tid sammen, og jeg fik nok drukket lidt for meget varm chokolade og kaffe. Normalt ville jeg sige, det ikke var godt for mig, men herre gud: det var da december. Sådan nogle ting måtte man gerne nyde ved denne måned.

Jack og Finn sørgede for at præsentere mig ordentligt. Jeg rykkede nogle gange plads med en af dem, for at en af dem kunne filme os andre to. Sådan skiftede det lidt på kryds og tværs alt efter, hvem der skulle filme. Vi fik også indblandet nogen af de andre kunder i filmen, men også dem der arbejdede på Starbucks. Selvfølgelig havde drengene fået en tilladelse til at filme, hvilket de havde fået på tryk.

Jeg følte, vi fik udnyttet tiden godt og grundig.

 

Drengene gik videre efter de to timer, da de havde en aftale med en ven længere nede af gaden. De spurgte mig faktisk, om jeg havde lyst til at tage med, men det takkede jeg nej til. Klokken var ved at være omkring de halv fem, og jeg skulle gerne nå hjem ingen det blev for mørkt. Jeg brød mig alligevel ikke om at gå uden for i kulden om aften. Godt nok var der julelys og masser af hygge, men jeg havde trods alt ny købte ting, jeg ikke følte for at lade være ude for længe i minusgraderne. Derfor krammede jeg mine to venner farvel, og iagttog dem gå side og side ud af døren og langs vinduet. Deres skikkelser var så ens, og jeg mente kun der var få millimeter forskel på deres højde.

Jeg selv tog mig sammen ti minutter efter til at gå. Jeg samlede pænt de tomme krus på bakken, så medarbejderne slap for det. Der var nemlig lidt for mange kopper at bøvle med. Dernæst tog jeg en dyb indånding, samlede mine ting og bevægede mig ud i kulden.

Gaden vrimlede stadig ikke med så mange mennesker, som der normalt ville have været. Jeg nød øjeblikket, da det ikke skete specielt ofte i London. Kulden var blevet værre, og sneen dalede ned i massevis. Det gjorde mig ikke så meget, men jeg frøs meget om mine ører især. Vinden var også ret hård, og oven i hatten var det blevet ret glat på vejene. Derfor følte jeg også virkelig for at træde forsigtigt, og jeg var nærmest ved at få et hjerteanfald hver gang skoen gled lidt på fliserne.

I et kort sekund tillod jeg mig at slappe mere af, og tage en al for frisk men dyb indånding.

Dog viste det sig, jeg egentlig ikke kunne slappe for meget af. For pludselig gik en direkte ind i mig, og vi begge gled på det glatte fasttrådte snefyldte fortov, hvor jeg skreg op og viftede med hænderne. Mine poser prøvede jeg at holde fast på, men jeg følte mig som en dårlig parodi af en klovn. Og med et faldt jeg på røven og landede videre på ryggen.

Min sammenstøds mand faldt sammen med mig. Han prøvede at hive fat i mig, for at holde os begge på fødderne, men det havde den modsatte virkning, og personen landede oven på mig,

Efter de få sekunders åndenød kunne jeg bekræfte, det i hvert fald var en dreng. Han var lidt for tung og muskuløs bygget til en pige ville kunne sammenlignes med ham. Og da mørket i forvejen var ved at falde på, følte jeg det hele var vendt på hoved.

”Ej, det må du virkelig undskylde!” lød det over mig, og jeg fokuserede på personen der lå over mig. Jeg trak vejret i dybe drag, så min ånde efterlod røg ud fra sig, imens jeg langsomt så mere og mere igen. Et par grønne øjne stirrede ned på mig, og lige da jeg skulle til at spørge, om personen ikke ville være så venlig at flytte sig, kom han mig i forkøbet.

”Det må du undskylde; her lad mig flytte mig,” lød det atter undskyldende. En masse vægt blev fjernet fra mit bryst, og jeg kunne rejse mig op. Drengen med de grønne øjne kiggede igen undskyldende på mig, og det gik op for mig, jeg egentlig ikke havde svaret ham.

”Det er okay. Her er alligevel blevet så glat her på gaderne, sådan nogle ting sker,” mit svar lød stærkere end jeg havde forudset, hvilket bare var godt. Jeg ville nødig lyde som om, jeg ikke kunne få luft, for så var det da sikkert, denne dreng tog alt på hans skuldrer.

Det var vel lige så meget min fejl.

”Her lad mig hjælpe dig op,” tilbød han med et smil, da jeg alt for langsomt prøvede at stabilisere mine fødder. En hånd blev stukket ned til mig, og jeg tog den taknemmeligt. Som jeg nok også havde forventet, kom jeg hurtigt op på mine ben, og jeg stod igen tæt med min nye skøjtemakker. Han havde flot brunt hår med krøller, og et par sorte skinny jeans, et par læderankelstøvler og en varm cottoncoat. Han smilede til mig, og to små smilehuller sad charmerende i hver kind. Det fik mig til at tænke på Emma, men hendes var lidt mere i dybden end hans, men de var stadig søde.

Jeg brød ud af min lille trance, da det gik op for mig, hvor jeg var, hvem der var omkring mig og hvad der var sket. Jeg trådte forvirret et skridt væk fra den brunhåret dreng, og begyndte at samle mine poser op fra jorden. Uden at sige noget rigtig, begyndte drengen at hjælpe mig. Jeg var ved at skvatte igen, men denne gang lykkes det, da han holdt mig fast. Pinligt nok kunne jeg mærke varmen i kinderne, men jeg var sikker på, de allerede var så røde på grund af kulden. Der var så nu en ny opdaget fordel ved den ting.

”Mange tak,” jeg fik mine poser i hånden, og smilte et lille smil til ham. Åh hvor følte jeg mig dum! Han smilede tilbage, og der fik vi lavede et eller andet akavet med hænderne, hvor vi begge begyndte at gå hver sin vej, som det var meningen til at starte med.

Min hud var hel varm, der hvor han havde rørt min hånd, da vi akavede skiltes. Mine kinder havde det ligeså, og min hjerne var helt rundt på gulvet, og mine poser var i hvert fald dybfrosne. Hvem var han mon? Der fik jeg noget mere med på vejen til begivenheder på min anden december. Forvirret gik jeg hjemad i total mørke, men til gængæld nok ting at tænke på til at være lige glad.
                                               

A/N:
Kan vi mon genkende beskrivelserne til Zaras "nye skøjtemakker"?
Hæhæ ej hvor jeg elsker december, stemningen er i top omkring mig <3 
Jeg håber i kan lide historien, efterlad gerne en mening i kommentaren xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...