See Me Now, Christmas Novel ❄

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2013
  • Opdateret: 15 jan. 2014
  • Status: Igang
Julen er vendt tilbage endnu et år, og Zara ser som altid frem til årstiden. Med hendes job, som butikmedhjælper i tøjbutikken Zara, har hun masser at lave ved denne tid. Og dette år er det ikke anderledes. Mennesker strømmer til butikken. Der er masser af jule magi i luften, som man går og siger. Hvilket måske viser sig at være rigtig nok for Zara, for midt i alt mylderet er der dog også plads til overraskelser. En gammel veninde dukker op, og pludselig indser Zara, at julen måske ikke bliver som den plejer. Måske endda bedre. Det er ikke til at vide. Det eneste Zara kan se, er, at hun pludselig er blevet blød i knæene, og er forelsket. Kan de virkelig ske så hurtigt? Som sagt tidligere: julen er fyldt med magi i luften. Alt kan ske med nisser løbene på lofterne. Dog er spørgsmålet så bare, om du vil tage julens udfordringerne op sammen med Zara? For mange spørgsmål popper op på vejen imod den 24 december, og det er ikke alle, der vil hende det lige godt til trods for månedens glæder.

14Likes
4Kommentarer
1569Visninger
AA

2. 1 December


1 December
"Christmas is a necessity. There has to be at least one day of the year to remind us that we're here for something else besides ourselves."  - Eric Sevareid

 

Gaderne lå ikke mørke hen, som de normalt ville have gjort. Lyskæder i massevis hang nemlig på hver eneste træ, og det gav mig et bedre overblik; ikke mindst en varmere følelse inden i. Som landet lå, var det blevet mørkere og mørkere om morgen. Solen stod senere op, og gik tidligere ned. Jeg havde personligt ikke noget imod det: der var intet som at side og spise morgenmad med stearinlysene tændt, imens mørket lå som lag uden for, og der var lyst og hyggeligt inden for. Jeg elskede det. Faktisk var det noget af min ynglings pointering ved denne tid. Varmen inden for – kulden uden for.

Med denne tid mente jeg vinter. Eller praktisk talt december, kunne jeg nu anslå, da det netop denne dag var blevet den første december. Det første skridt ind i julehyggens måned med kanelduften hængende i luften.

Mm jeg elskede denne måned. Og jeg ville have nydt den første dag der hjemme, med en kop kakao med miniskumfiduser, men det blev ikke sagen. Nej, for jeg havde fået tildelt en vagt på min arbejdsplads, eller nærmere sagt i butikken Zara, som jeg arbejdede i til dagligt. Normalt plejede jeg ikke at få vagter om søndagen, men eftersom jeg netop ikke plejede det, og dem der normalt kom denne dag på ugen, hellere ville være hjemme: hvem tror i, så skulle have den? Mig. Og hov for resten lad mig lige tilføje, jeg hedder Zara ligesom butikken. Tilfældighed? Ja, totalt, men jeg synes nu det var meget sjovt. Folk laver også tit jokes med det er ”min butik”.

Når, men jeg var som sagt på vej til arbejdet, og jeg kunne praktisk talt gå der hen. Jeg boede kun tre gader væk der fra, hvilket var en kæmpe fordel. Dog måtte jeg indrømme, jeg havde overvejet at tage bussen eller en taxa, bare for at få varmen, da det var hunde koldt uden for. Jeg kunne se min egen ånde, skal jeg sige dig.

Klokken var godt og vel otte, og det var mig der skulle åbne butikken, sammen med to af mine kollegaer. Inden det var der en masse ting, der skulle tjekkes og gøres klar. Det var trods alt den første december, og folk plejer at være ellevilde, fortæller jeg af erfaring. Sidste år var der blevet ringet to-tre ekstra medarbejder på arbejde, da vi havde så travlt og så mange kunder, at vi slet ikke kunne have en ordentlig service til dem alle sammen.

Det havde været utroligt, og jeg havde været den, der stod ved prøverummene. Faktisk forstod jeg ikke, hvorfor nogle gad gå på shopping den første december. Hvis jeg selv kunne vælge, lå jeg under dynen der hjemme, så noget Friends og tullede rundt inden for i varmen, imens sneen dalede ned uden for.

Ja, jeg havde mange ting, jeg hellere ville end at gå på arbejde. Det havde vi alle vidst forstået. Derfor ville jeg droppe min fortælling omkring dét.

Det genkendelig skilt var over mig, og jeg trådte hen til personaleindgangen, hvor jeg trykkede min private kode ind. Samtidigt skannede jeg mit fingeraftryk, og døren åbnede for mig med et klik. Jeg skyndte mig ind i varmen, og takkede kort vejrguderne for, det ikke var begyndt at sne endnu. Dog skulle det begynde længere henne på dagen, eller måske lige frem i morgen, hvis jeg var heldig. Der havde jeg nemlig fri pga. min søndags vagt.    

Lyset var allerede tændt i butikken, da jeg kiggede mig omkring. Det var sikkert enden min kollega, William, eller den anden, Emma, der var kommet før mig. Mig, som ellers plejede at være den, der kom først til alting.

Jeg styrede hen imod personalets gaderobe, hvor jeg også fandt kontoret. Der sad William med benene slynget hen over skrivebordet med en to-go-Starbucks-julespecial kop. William var en høj dreng på de 182 centimeter, hvilket man godt kunne fornemme på de lange ben. Hans kinder var friske rødlige og stod i kontrast til den hvide hud, vi sådan set alle får, når vi bevæger os ud i kulden. Hans mørkebrune hår sad som altid godt med voks; kørt op imod hans højre side, og de røde læber afsløret et par hvide tænder, der storsmilede mig velkommen.

”Zara, der var du! Jeg blev næsten bekymret, da jeg indså, jeg kom før dig,” grinte Will, som vi alle egentlig kaldte ham. Han tog benene ned fra bordet, og rejste sig op for at give mig et kram. Will var iført et par sorte jeans, der sad lidt tæt, men sådan at det var tiltagende. Han havde en armygrøn sweater på, men den var ikke den tykkeste, kunne jeg mærke. Han var heldig, og havde fået varmen tilbage i resten af kroppen. Jeg følte mig som en istap, til trods for jeg kun havde været uden for i ti minutter.

”Her,” Will rakte mig en anden to-go kop med Starbucks logo og juledekoration på. Jeg smilede større som tak, og kunne slappe af i skulderene, da varmen fra koppens indhold sivede ud i mine håndflader.

Netop som vi stod der, lød der fodtrin bag mig. Gående kom Emma, som hverken havde røde kinder eller næse, men derimod helt røde fingre.

”Hej venner, godt at se jer,” smilede hun. Emma havde et af de sødeste smil, jeg havde set i mit liv. Smilehuller i hver kind, og det var altså nogen, der ville noget medhensyn til deres huller. Det var ikke negativt, for det klædte hende godt, og hun så så sød ud, når hun smilede. Og med hendes lyse hår, kunne hun charmere sig ind på mange drengehjerter, hvor hun også kunne vise sin intelligens.

Emma var ikke nogen lav pige, og med de 173 cm og et par højhælede knæstøvler, så hun høj og flot ud. Hun kunne samtidigt bære hendes lange lyserød-med hvid-og-guld-i sweater, hvor hun havde et par nylonstrømper inden under, kunne jeg ane.

”Hej Emma, har du glemt vanterne?” hilste jeg hende med et spørgsmål, og gav hende et kram. Hun nikkede med et udtryk, der fortalte os, det ikke havde været specielt rart.
”Godt du nåede frem, inden sneen overfalder Londons gader,” angav William med et lille grin, og gav også Emma et kram. Han stak også et to-go-Starbucks krus i hånden på hende. Hun smilede det samme smil, jeg med garanti havde givet William, da hun mærkede varmen i sine røde håndflader.
”Jeg troede først det ville komme i eftermiddag?”
Jeg rynkede panden, og følte mig u informeret. Nogen gange havde jeg trangen til at være meget opdateret, hvilket jeg følte rart. Det gav et større overblik, synes jeg, hvis også man skulle planlægge resten af sin dag.

”Sorry, Zara, dine kilder må have været dårlige,” svarede Emma mig med et smil, der tydeligt sagde, hun vidste, hvordan jeg havde det.

”Når, men vi skal ikke bekymre os om sneen nu. Vi skal alligevel være inden for de næste fem timer, og her er varmt og godt,” sammentyggede Will fornuftigt, og tog sin kop hen imod os. Han hejste den, som for at skåle.
”Glædelig første december! Må vi nyde dagen på jobbet, med godt selskab, julemusik og pebernødder i alle krogene.”

Emma og jeg grinte højlydt af ham, og vi stødte blidt vores krus imod hans. Den første dag i hyggens måned så ikke ud til at gå hen og blive dårlig.

Ja, Will holdte sit ord. Vi hyggede os indtil åbningstid, og vi kunne afslappet lukke dørene op til butikken, med et par store smil og julestemning på begge etager af butikken. Vi havde også fået pyntet op, det havde man allerede gjort ugen forinden, men vi havde tilføjet lidt. Den jule-playliste, Emma havde lavet på Spotify, kørte over alle højtalerne i butikken. Og jeg havde fyldt en skål med pebernødder ved hver kasse, en til de besøgende og medarbejderne, og det samme gjaldt ved prøverummene.

Altså var den første december skudt godt i gang, og jeg følte, vi fik gjort meget ud af stemningen i butikken.

Jeg havde faktisk skiftet min sorte sweater ud med en rød fra butikken, og mit sorte og hvide navneskilt sad og matchede fint til farven. Mit lange brune hår havde jeg flettet lidt af tilbage i begge sider, så mit mest generende hår for øjne, var kommet lidt mere af vejen. Jeg havde også skiftet mine vinterstøvler ud med et par sorte højhælede pumps, vi også solgte i butikken. Vi piger fik meget krav på, at gå med noget af det tøj, vi solgte. Mest af alt for at reklamere, men også for at give kunderne en mulighed for, at se ideer til sammensætningen af tøjet.

I hvert fald brugte jeg af det i dag, og Emma behøvede det ikke, eftersom hendes sweater i forvejen var fra Zara.

Der var allerede begyndt at strømme mange kunder til, og klokken nærmede sig blot de elve stykker. Jeg havde stillet mig ved tøjstativerne, hvor jeg satte nogle trøjer på plads, som en lille pige tidligere var så venlig at vrage på gulvet.

Se det var irriterende ting ved at arbejde i sådan en butik. Nogen efterlod tingene på gulvet, som selvfølgelig ikke altid var fri for snavs eller ligefrem støvmider. Ad.

Over radioen kørte den klassiske version af Santa Claus Is Coming To Town. Jeg stod og nynnede lavt med, imens bøjlerne blev sat på plads: igen med tøj på. Jeg kunne høre en pige længere henne synge lavt med, hvilket ikke var første gang, nogen gjorde det. Jeg havde efterhånden taget mange i at synge med, hvilket jeg synes var meget hyggeligt. Der var ligesom også noget sødt over det. Tænk at en speciel højtid kunne gøre så meget ved så mange mennesker. Det var jo fantastisk.

Midt i mit lille hyggelige moment, hørte jeg en stemme over højtaleren kalde:” Medarbejder til kassen, medarbejder til kassen.” Jeg kunne ikke lade hver med at sukke lidt. Det lød som Emma, hvilket egentlig ikke tydede godt. Hun havde fået vagten ved kassen sammen med en anden pige, Catherine, der var mødt ind ved ti-tiden. De plejede ikke sådan at ringe over højtaleren, medmindre der skete noget stort.

Jeg begyndte nærmest at småløbe lidt op til kassen. På vejen måtte jeg dog stoppe op, og forklare en pige relationerne på de amerikanske størrelser og de britiske. Ellers nåede jeg det forholdsvis hurtigt. Jeg så også hvorfor det havde kaldt: der var pludselig masser af mennesker i kø.

”Det var da spøjst,” kunne jeg ikke lade hver med at tænke. Jeg havde for kort tid siden stået oppe ved kassen, hvor der praktisk talt ingen mennesker havde været. Og pludselig var meter af kø, og det var ikke engang noget med, jeg havde set nogle af dem henne, hvor jeg satte tøj på plads. Jeg måtte virkelig være uopmærksom. Jeg plejede altid at orientere mig omkring, hvor mange mennesker der var i butikken, men det havde jeg åbenbart ikke gjort. Jeg var også kommet senere end William til at starte med.
Jeg havde virkelig en mærkelig dag. Jeg måtte være helt ved siden af mig selv, fordi jeg skulle arbejde om søndagen. Hvor spøjst var det ikke lige?

Jeg åbnede en tredje kasse uden at spørge mine to kvindelige kollegaer om noget. Jeg kunne godt se, de stressede meget i forvejen. Der var ingen grund til at spilde tiden. Derfor kørte jeg også en masse tøj igennem, og for det ikke skulle være løgn, var over af halvdelen af det jeg kørte igennem gaver. Som jeg så skulle pakke ind. Jeg rev mig på noget gave papir et par gange, hvilket gjorde pokkers nas, hvis, i ikke vidste det.

Jeg skulle nok få lavet en masse af samme slags ulykker i løbet af julen.

 

Kunder kom og gik, og jeg rykkede fra stand til stand. Folk smed meget tøj på gulvet, og jeg blev lidt bange for, mine stramme jeans ville revne på midten. For med sådan som jeg gik ned i knæ og struttede lidt med numsen, kunne de sagtens blive sat for meget på prøve. Normalt var jeg ikke glad for at samle ting op fra gulvet, især fordi man altid struttede med numsen på den måde; dog vidste jeg, mine jeans sad ekstra godt den dag, så jeg tog det ikke så tungt. Playlisten over højtalerne havde gentaget sig selv tre gange, og jeg blev ved med at misse en bestemt sang. Min ynglings julesang, som faktisk var med Christina Aguilera der sang This Christmas så ualmindeligt godt. Jeg havde altid haft en forkærlighed for hendes stemme og sange.

Derfor smuttede jeg helt ned til omklædningsrummet, hvor Will stod og hyggede sig med at dele mærkater ud til kunderne, der slæbte mange ting med ind i omklædningsrummende. I forvejen stod Will med masser af tøj, der hang på stativerne, som skulle sorteres og sættes på plads. Han lyste helt op, da han så mig mase mig forbi pigerne i køen.

”Zara, endelig!” han sukkede lettet, som var jeg kommet fra himlen for at redde ham.

”Jeg har så meget tøj, at jeg næsten drukner i det. Vil du give mig en hånd?”

”Det er faktisk ikke derfor, jeg kom her om,” sagde jeg langsomt, og gik hen til Mac’en, der stod sikkert på et bord inde i et låst skab. Jeg kunne høre Will mumle beklagende ord, og spørge en af de mange piger om antallet på tøjet over armen. Imens søgte jeg på sangen, og fik den tilføjet til Emmas fine playliste. Da den anden sang, der var Jingle Bells, der spillede for tredje gang, endelig var slut, tillod jeg mig at afspille min selvvalgte sang. Christinas smukke stemme lød i butikken, og tilfreds lukkede og låste jeg skabet igen, og vendte mig om imod Will for at hjælpe ham. Dog sad han der ikke mere, men stod i stedet for op. Uden jeg rigtig havde lagt mærke til det, var summen af pigestemmer begyndt at stige ekstremt.

Jeg rynkede forvirret på næsen, og bad til der ikke var bitch-fight. De er aldrig sjove, og det plejer jeg helst at overlade til de mandelige medarbejder, så som Will. Men jeg gad ikke, at skulle ordne alt det tøj, så jeg fik ham til at sætte sig ned igen, og gik på jagt efter problembørnene.

Det var praktisk talt alle pigerne i køen.

Og jeg fandt ud af grunden.

For der i køen stod en genkendelig brunhåret pige. Hendes skikkelse var så nem at genkende, og jeg tog mig selv i at smile så stort. Dog måtte jeg gemme det lidt af vejen, da hun stod og blev mast fra alle sidder af teenagepiger, der råbte hende alt for meget op i hoved til det umulig kunne være rart.

Jeg trådte flere skridt frem, og jeg piftede, så højt jeg kunne, og klappede i hænderne.

”Ladies!” sagde jeg højt, men pigerne faldt ikke ned. Jeg gjorde derfor tegn til Will, og han nikkede hurtigt. Ved at trykke på en knap, kom der få sekunder efter to sikkerhedsvagter gående.

Grunden til vi havde denne knap, var mest fordi, nogen kunne finde på at stjæle fra butikken. Men den var også til disse situationer, hvor vi, medarbejder, ikke kunne får det under kontrol.

Endelig forstod pigerne budskabet, og sammen med en vagt fik jeg reddet en gammelveninde ud af køens klør.

”Ladies, i bedes om at tage det roligt og forlade butikken, hvis det ikke er muligt for jer,” sagde den ene af sikkerhedsvagterne, og de fulgte allerede fem piger ud imod udgangen. Jeg hadede normalt at smide kunderne ud, men hvis de ikke kunne opføre sig ordentligt, var det dét, der var nødvendigt.

Foran mig stod en fortumlet pige, der pludselig fik øjende op for, hvem jeg var. Hendes brune øjne lyste op sammen med hendes smil, og hun slog hurtigt armene om mig.

”Zara, er det virkelig dig? Gud, hvor er det længe siden” udbrød hun, og knugede mig ind til sig.

”Ja, det er, Eleanor! Hvor jeg glad for at se dig; i et helt stykke,” grinte jeg smilende, og hun fnøs med et hovedryst.

”Ja, det må du nok sige. Nogle piger går lidt over grænsen,” sagde hun med en grimasse. Vi slap hinanden, og jeg ledte Eleanor med mig hen imod kontoret for at få et glas vand, og falde lidt til ro.

Eleanor og jeg havde gået i folkeskole sammen, og været veninder siden sjette klasse. Vi var ens på så mange punkter, og vi havde altid haft den samme tøjstil. Det var også på et af de punkter, hvor vi altid havde været meget ens: vi elskede mode. Vi begge drømte dengang om en modelkarriere, men det var kun hende, der fik chancen for at udleve den. Jeg kunne huske, min mor forbød mig det, da hun mente modellerne altid fik spiseforstyrrelse. Hvilket så satte en stopper for min drøm, men jeg havde altid været stolt af Eleanor. Vi mistede faktisk kontakten lidt, da hun flyttede ind til byen, hvor jeg stadig boede ude i Englands afkroge. Det var ikke med vilje, vi slap kontakten, men vi begge havde haft mange ting at se til. Og jeg måtte indrømme, jeg ikke havde tænkt så meget på hende, før jeg flyttede til centrum for at studere. Selvfølgelig havde jeg også tænkt på hende, når jeg så hende på nettet eller i bladende. For hun datede en kendt, Louis Tomlinson fra boybandet One Direction. Jeg kan huske, jeg havde hørt om ham, inden vi mistede tabet helt for godt og vel fire år siden.

Faktisk havde vi mistet kontakten gange to. Først da vi var 16 år, da hun startede med at flytte til byen. Så dannede vi kontakt igen to år efter, hvor jeg bland andet mødte Louis en gang. Derefter haltede vi igen, og var ude af kontakt i de to år, som så sluttede denne dag. Alt i alt var det fire år. Så det var en stor, men dejlig overraskelse at se hende igen. Jeg havde fornemmelsen af, det ikke var helt tilfældigt, at vi mødte hinanden på denne måde. Spørg mig ikke hvorfor.

”Er det Louis’ fangruppe?” spurgte jeg, og kunne ikke stoppe min bekymrende klang. Jeg lukkede døren efter os inde på kontoret, og rakte hende et glas vand. Hun nikkede smilende tak, og drak ivrigt af det. Der var ingen tvivl om, det havde belastet hende. Eleanor havde det med at drikke meget vand, når hun var stresset eller havde været under pres.

”Ja,” sammentyggede hun, og så eftertænksomt på det tomme glas. Jeg rakte ud efter det, og fyldte det op til hende igen.

”Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle gøre mig bemærket i dag, men jeg var lige i nærheden, og min veninde havde skrevet til mig, i havde fået en ny kollektion hjem. Og eftersom jeg faktisk er set sammen med Louis i dag, troede de vel sikkert, han var her et sted i butikken sammen med mig,” fortalte Eleanor, og drak sin kop op igen. Inden jeg nåede det, fyldte hun det selv op.

Typisk hende.

”Det gik ikke så godt…” drillede jeg hende, så hun gav mig det genkendelig surmulende blik, hun altid havde brugt godt af.

”Ej, jeg driller dig! Men hans fans ser dog lidt voldsomme ud, synes jeg. De var ved at mase luften ud af dig, El!” Min stemme var seriøs, og jeg kunne ikke undgå at blive lidt bekymret. Det kunne umuligt være specielt rart at blive mast på den måde.

”Ja,” hun nikkede.

”Det er ikke alle, der er sådan, men nogen er virkelig ivrige. Louis har sagt, jeg bør få mig en bodygard med mig rundt, men jeg gider seriøst ikke at hænge på sådan en. Så er det da helt sikkert, de opdager mig,” sukkede hun, og gav mig de øjne, der fortalte, Louis ikke brugte hjernen korrekt.

Jeg grinte af hende.

”Altså, jeg ville mere sige, det skulle være utroligt han vil lade en anden mand passe på dig 24/7. Tænk hvad sådan en kan finde på?” drillede jeg hende, og vippede slesk med øjenbrynene. Vi grinte højt, og jeg fik bekræftet vores humor stadig var den samme.

”Åh, hvor har jeg savnet dig, Zara! Hvordan har du det ellers? Hvad sker der i dit liv lige nu?” spurgte Eleanor løs, og lagde armen om mig. Jeg grinte af hendes udbrud, og lagde også armen om hende.

”Jeg har det fint nok. Jeg er færdig med at studere for nu. Indtil videre aner jeg ikke så meget omkring, hvad jeg har lyst til. Og jeg arbejder her i Zara, som du kan se,” fortalte jeg, og det gik lidt op for mig, mit liv lød kedeligt. Det var vidst meget godt, vi lige fik stødt på hinanden, for jeg havde vidst brug for nogle forandringer i dagligdagen, fandt jeg lige ud af.

”Det lyder da rart nok! Du tager det stille og roligt, som du plejer. Det er godt. Tingene skal nok komme til dig, det ved jeg!” hun smilte stort til mig, og stillede sin kop på bordet.

Jeg smilte skævt.

”Jaaaa, du kender mig. Men hvad med dig? Hvordan går det med kæresten og uddannelsen?” spurgte jeg, og kildede hende let i siden, da jeg nævnte kæresten. Hun fnes af mig, og kørte hånden igennem håret.

”Det går dejligt med Louis. Vi har været sammen i et par år nu, og vi er virkelig glade sammen. Han er endelig hjemme igen efter tour, og vi skal tilbringe juleaften sammen. Og jeg er på andet år på min universitets uddannelse. Du ved sociologi og politik, ligesom jeg snakkede om sidst,” fortalte hun smilende, og jeg kunne fornemme på hende, at hun var glad. Tingene gik som hun ville have det. Og jeg smilte større ved at høre, hun gik den vej på universitet, som hun havde fortalt mig om sidst. Hun havde været en smule usikker, men jeg havde forsikret hende om, det var en god retning for hende.

Og der kunne man bare se, jeg havde haft ret, og hun havde lyttet.

”Jo, det husker jeg da!”

Jeg tog en pebernød, og bød hende en, som hun tog imod med en kluklatter. Ja, vi havde nogle minder med pebernødder.

”Hør; du snakkede noget om, du kom her på grund af vores nye kollektion, ikke?” spurgte jeg hende. Eleanor nikkede, imens hun tyggede endnu en pebernød i stykker.

”Okay, jamen, hvad siger du til, jeg hjælper dig med at finde det? Som en tøj-coach? For jeg er trods alt på arbejde, og jeg ved der er en masse nye ting, du vil elske af kollektionen.”

Eleanor jublede glad.

”Fantastisk ide, Zara! Hey har du overvejet, at du rent faktisk hedder det samme som butikken? Det har du vel fået af vide et par gange ikke?” jokede hun med mig, og puffede leende til mig, da jeg rullede med øjende af hende.

”Tro mig, El, jeg har hørt alt for mange din-butik-jokes i min tid på denne arbejdsplads.”

Jeg fik ledt Eleanor rundt, og fundet det rette tøj til hende. Hun sagde, jeg ikke skulle holde mig tilbage med mine fund, fordi hun manglede at blive opgraderet til den nye sæson. Så jeg fandt bunker af tøj, som hun fik prøvet. Og hun endte med at betale for en næsten lige så stor bunke, som også blev pakket ned i poser. Imellem det hele fik vi også snakket en masse, og jeg følte, vi fik indhentet en masse. Det var faktisk det, der reddede min første søndag i december. Eleanor dukkede op på det helt rette tidspunkt.

Vi fik også udvekslet vores telefonnumre, vi begge havde skiftet igennem årernes løb. Mine andre kollegaer sagde ikke så meget til det hele, eftersom jeg hjalp en kunde, og det var tydeligt for dem, at Eleanor var en speciel veninde for mig. De kendte mig trods alt meget godt, mine søde kollegaer.

Og da jeg takkede Eleanor for et par hyggelige timer, og lod hende forlade butikken med syv poser med nyt tøj til sæsonen, følte jeg et glædes rush. Vi havde aftalt at mødes en af dagene i den kommende uge over en kop kaffe på Starbucks. Jeg glædede mig allerede som en sindssyg, og jeg elskede mit job meget mere for den dag af.

Tænk en gang, jeg følte virkelig, at min december startede ud meget godt. I forhold til jeg tilbragte den første dag i måneden på arbejde. Men jeg havde fået noget med mig; et genoptaget venskab, som helt sikkert skulle betyde meget for min december dette år. Jeg kunne bare fornemme det.

                                                            

A/N:

Oh my God, darlings: det er decembeeeeerr :O 
Jeg har glædet mig sådan til at skrive denne jule historie,
og jeg håber i vil følge med i  denne her historie. Jeg har også glædet mig til,
at starte på et friskt og nyt projekt, og i det hele taget at skrive igen. 
Jeg håber i vil give min historie en chance, og jeg ved ikke endnu, om den bliver
en "kalender" historie, på den vis, at et kapitel kommer hver dag.
Det må tiden vise. Btw hvad synes i om coveret og historiens layout?
Og i det hele taget om ideen? Comment belowww xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...