De Eventyrlige Lande: Dragens År

Jeg rakte forsigtigt ned i det kolde vand, tøvende, usikker. Ægget drejede en halv omgang, og sprang derefter fra hinanden. Luftbobler skjulte kort hvad der gemte sig inden i, og så mærkede jeg dens snude mod min udstrakte hånd. Jeg så spændt til, mens at den lille drage snoede sig fast om min hånd, så jeg kunne løfte den op til mig. Den udstødte en kælende lyd, så jeg strøg den over hovedet. Nu ville alt måske blive bedre. Måske ville den mørke herre blive overvundet engang for alle, og ikke blot drevet bort, som min mor, Ewolyn, havde gjort det. * Dette er en Efterfølger til historien De Eventyrlige Lande: Elverens Datter.*

25Likes
26Kommentarer
2316Visninger
AA

17. Min kærlighed

Luna var en god flyver, og hun var meget hurtig. Ved middagstid fløj vi over Onkel Evans slot. Jeg ville ønske at vi havde tid til at besøge ham, så han kunne se hvor flot Luna var blevet. Men der var ikke tid. Så jeg nøjes med at vinke let ned imod slottet, selvom han overhovedet ikke kunne se mig. Det var helt umuligt, fordi at vi var så langt oppe i luften.

”Evan ville blive helt vild, hvis han så dig.”

Kommenterede jeg til Luna. Hun udstødte sin glade klikke-lyde, og slog ekstra lystigt med sine vinger.

”Mon ikke. Jeg husker ham godt som lille.”

Svarede Luna blidt, og så nysgerrigt ned på jorden under sig. Det var også hendes første tur så langt hjemmefra. Jeg havde jo besøgt Evan og hans kone som lille, som det var lang tid siden. Og nu hvor vi havde passeret det, så var jeg længere borte fra mit hjem, end jeg nogensinde havde været det før.

”Det er helt sært at tænke på, at du har været så lille og hvor kort tid det er siden.”

Sagde jeg blidt, og smilede for mig selv.

”Vanddrager vokser hurtigst op, hvorimod jorddrager tager næsten dobbelt så lang tid om at vokse op.”

Forklarede Luna pludseligt.

”Hvor ved du egentligt alt det fra?”

Spurgte jeg undrende.

”Mine forfædres viden fyldte mig i ægget. At jeg lå derinde så længe, betyder også at jeg ved mere end normale drager gør. Hvilket gør mig meget moden for min alder.”

Svarede Luna, og slog let stolt med hovedet. Jeg smilede glad, og strøg hende blidt.

”Jeg kan ikke forklare hvordan det skete, Mihra. Kun at i ægget, kunne jeg høre deres stemmer. Mine forfædres stemmer, som hviskede til mig. De fortalte mig alt hvad jeg havde brug for at vide, og da jeg ikke klækkede som jeg skulle, fortalte de mig om alt det, som der normalt ikke er tid til.”

Tilføjede Luna. Jeg nikkede let.

”Hvordan… hvordan vidste du egentligt at det var tid til at klække?”

Spurgte jeg, og strøg blidt Luna. Hun udstødte kort sin klikkende lyd, før at hun svarede;

”Jeg kunne mærke din kærlighed, din varme og høre den beroligende lyd af dit hjerte. Jeg følte mig sikker, tryg, for første gang i lang tid. Og efterhånden som mit hjerte begyndte at slå i takt med dit, fik jeg mere og mere lyst til at møde den person, som holdt så meget af mig.”

Forklarede hun, med en stemme fuld af kærlighed. Jeg holdt lige så meget af hende, som hun holdt af mig.

”Normalt, så ville det være varmen fra min mor og lyden af hendes hjerte, som ville have udklækket mig. Men… men der skete noget…”

Sagde Luna tænkende, og gik i stå. Jeg holdt op med at kærtegne hende.

”Men jeg kan ikke huske det. Jeg var for ung. Pludseligt var hendes varme bare væk, og mit æg blev koldere og koldere. Indtil du gav mig varmen igen.”

Luna lød trist, men blev glad igen, fordi jeg havde givet hende min kærlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...